
Her bor vi nu i Bourg sur Gironde
Vinen er rigtig god, og dyrket og tappet på stedet, hvor vi har slået os ned. Lige midt i bondens vinmark. Jacques og Rémy Eymas hedder bonden og hans søn, der har travlt. For de gik i gang med at høste rødvinen til morgen.
Og her må vi gerne blive boende et stykke tid, hvis vi vil. Og det vil vi.
Vi valgte at forlade vestkysten efter et fint besøg på den amerikanske mindepark ved Omaha Beach. Vejret var ved at blive lidt småkedeligt, og vi trængte til komme længere sydpå til noget rigtig Sydfrankrig. Vi trængte også til at finde et sted, hvor vi kunne slå os ned i længere tid og overkomme rastløsheden.
Loiredalen lå næsten lige på vejen sydpå, men vi skulle slå et slag mod øst for at ramme nogle af de ting, der kunne være interessante ved den. Dalen er fyldt med Chateauer, og det er spændende for nogen, men vi gik ret hurtigt døde i den genre. Vi overnattede ved floden Mayenne i Chateau de Gontier og besøgte Saumur ved Loire på vejen til Amboise i nærheden af Tours. Her brugte vi et par timer på det lokale loppemarked med gamle ting. Vi fandt nogle fine gamle glas til vin og den indkøbte Calvados.
Vi havde flyttet os mange gange i løbet af de første 3 uger og med ret korte stræk. Nu var planen at komme langt i en fart og lave et længerevarende stop.
Der var lidt praktisk arbejde med vand, diesel, toilet der skulle ordnes, og en forhandler af campingting som vi ville besøge for at få sat tjek-mærker på vores indkøbsliste. Efter megen søgning fandt vi en grund med nogle campingvogne, gamle skilte og en meget gal hund bag et gitter. Ingen liv i butikken, hjemmesiden var bare ikke helt op til dato.
Herefter blev målet langt ude i det fjerne. Vi skrev ’Bordeaux’ og ’Motorveje ok’ på gps’en og kørte en fin og lang tur gennem noget Jyllandsagtigt terræn på en betalingsvej. Det var dyrt og dejligt. Landskabet ændrede sig, det blev mere kuperet med vinmarker og vingårde.
Nu er vi så på Chateau Gros Moulin med god vin, fin udsigt, dejligt vejr og fred og ro til at få samlet op på de sidste par ugers oplevelser.
/Jørgen
