Det er en sort Tourne ligesom vores. Og er det ikke Lene, der vinker? Jørgen tager billedet?
Jo. Nicholai vinker også. Han er en glad mand.
Sammen med Elena sidder han nu og lægger planer for deres mange spændende ture i ‘vores’ bil.
Lene er også glad, for hun har fået solgt vores van til nogle rigtig glade og spændte mennesker, som er vilde med ‘vores’ bil og vil fortsætte ‘vores’ rejser rundt i verden.
Bilen skal jo ikke stå og koste og kede sig.
Og Jørgen glæder sig sammen med Lene til at blive stedfaste byboere og en gang i mellem, uden pres, at finde andre måder at rejse på.
Idag har været en forløsende fredag i august 2025, som er starten på nye kapitler. For dem i Odense og dem på Sjælland.
Held og lykke til Nicholai og Elena og ‘deres’ dejlige, nye bil
Er det i orden at fortælle, at vi er på vej til Sardinien i slutningen af april, og så ikke give lyd fra sig igen?
Det er slet ikke i orden. Overhovedet ikke. Der kan jo opstå alle mulige rygter og fortællinger om hvorfor.
Er de blevet standset i Østrig med overvægt og ikke kunnet betale bøden, så bilen blev beslaglagt?
Er de blevet uvenner og skilt, solgt bilen og rejst videre hver for sig?
Har de købt en ødegård på Sardinen og indrettet et tænk selv-retreat?
De er kommet hjem, men er blevet totalt depri over verdens tilstand.
De vil gerne hjem og hygge sig med de nye naboer i MunkeMose
De mødte nogen, som ville købe bilen.
Der var ikke plads på færgen fra Livorno til Olbia
Lene forstuvede sin højre fod og kunne ikke gå.
Jørgens sclerose er gået helt agurk, så nu sidder han i kørestol
Nogen har antydet, at de er for gamle til at køre rundt i sådan en bil
Vi er heldigvis kommet glade hjem i god behold i slutningen af maj og fejler ikke mere end man kan regne med som 73-årige . Vi har haft 4 dejlige uger på den italienske ø.
Lidt billeder med flere i vente
Godt begyndt og slet ikke fuldendt
Sådan her fik jeg startet en kladde til et opfølgende indlæg.
“Der er dejligt på Sardinien, dejligt vejr, som god sommer i Danmark, fine strande, god mad og flinke mennesker.”
.. men jeg kom aldrig længere. Og som dagene gik, blev der alt for meget at samle op på, inden det var til at komme videre. Det gik helt i stå og motivationen var forsvundet.
Det blev en helt i orden tur på Sardinien i 4 uger med dejlige oplevelser og afslappet tid til ‘dybe’ samtaler om verdens sande tilstand. Med åbnet for posen slap det også ud, at det af mange gode grunde var ved at være slut med at bruge så meget tid og så mange kræfter på at rejse. Vi er ikke mere så ‘tændte’ som vi synes, det er nødvendigt at være, for at vi kan retfærdiggøre at have en bil stående til at rejse i.
100.000 km på 10 år med overnatning 400 forskellige steder. Mere end 25.000 billeder er det blevet til. Vi har ‘været der’ og har nu lyst til at få tid til noget andet.
Bilen er gjort klar til salg, og venter på en køber. Står du lige og mangler en virkelig god bil kan du finde den på DBA, Bilbasen eller Facebooks Marketplace og give et bud.
Det har været en lang og grundig overvejelse. Også efter vi er kommet hjem. Vi kommer jo nok ikke til at købe en ny van igen i vores levetid.
Vi finder andre måder at rejse og fortælle historier på. Og håber hermed at have beroliget alle,$ der kunne have bekymret sig
Vi startede fra Fulda klokken 7 søndag morgen på tom mave. To timer i forårssol på en søndagmorgenstille motorvej i Bayern gav 150 km af vejen mod Livorno inden morgenmaden.
Det plejer at være meget tidligt forår, når vi starter vores første tur. Der kommer gode bortforklaringer på det senere.
Nu er vi afsted. Alt kører, som det skal. Vi har glemt et par solbriller og en drone. Pyt.
Vi kunne ikke få nok. Skulle vi nå hjem ad den planlagte rute over Sevilla til tiden, ja så skulle vi afsted nu. Men Setúbal var for dejligt et sted at være.
Omkring 11. November er her ofte Late Summer eller Indian Summer. Lunt og stille og frisk kølighed, som dansk sommer ved vandet. Vi tog to dage mere.
De ægte kastanjer var modne og blev serveret ristede og varme med den nye vin som afslutning på sommeren og høsten.
Men det ville være slut med det gode vejr om 2 dage. Så ville det blive koldt og blæsende og måske en masse regn. Det var sidste tur i 2024, som lakkede mod enden. Er det mon også sidste gang på så lang en tur? Næsten 8000 km?
Der er altid mange ting, der bliver afsluttet, eller er ‘sidste’.
Den ‘evige ferie’ har det ikke været, men vi har fornemmelsen af at 2024 har været en meget lang sommer, der startede i midten af marts og slutter nu i midten af november. Det er 8 måneder!
Vi slutter også et år med et stort flytteprojekt. Når vi kommer hjem flytter vi til en ny adresse i Odense centrum. Det begyndte på vores ‘seminar’ om fremtiden, om drømme, økonomien, og hvad vi ellers går og tænker på i efteråret 2023. Det resulterede i, at vi solgte lejligheden ved havnen, beholdt vore rejsebil og bliver lejere et nyt og spændende sted.
Er det mon også afslutningen på et rejsemønster med lange ture (7-8 uger) i ydersæsonerne? I år har vi været mere udfordret af vejret end vi plejer. Vi har måtte ændre rejseruter for at undgå voldsomt vejr i Spanien i efteråret. Det kan også mærkes, at der kommer flere rejsebiler i det tidlige forår og sene efterår, som vi ellers plejer at have for os selv.
Skulle vi bare blive i det varme syden sammen med alle de andre, der kører derned og bor hele vinteren? Det har vi svært ved at forestille os.
Vi kan efterhånden godt nøjes med lidt kortere, lunere ture til steder, vi allerede kender. Eller måske en tur til Sardinien i maj.? Det kommer til at gå ud over forår og sommer hjemme, men det kan vi leve med.
Giver det mon stadig mening at forsøge at fortælle historier undervejs? Der skal i hvert fald findes på noget af en ny slags, for at det kan blive ved med at være sjovt. Der fintænkes en hel del over hvorfor og hvordan. Den nuværende form kører i garage. Er det også en afslutning?
Men nu er vi kommet retur til sommerhuset i sne og slud, og budskabet skal ud. Rejsen er slut for 2024, og der begynder nye oplevelser i Mosen lige om lidt.
Der er rigtig mange spørgsmål, vi skal have drøftet og tage stilling til. Heldigvis har vi nogle lange, mørke måneder i vinterhi med god tid inden vi skal afsted igen.
Jeg havde både pas, kørekort, Visakort, det blå og det gule sygesikringskort en charmerende hat og ret godt humør, da jeg ankom med taxi til den offentlige skadestue i Coimbra.
Det skulle være nemt. Vi jo i EU?
Men inden vi fik adgang til lægen, der skulle klare operationen, skulle vi bruge alle vores talenter for at få konkret handling ud af de meget søde og hjælpsomme portugisere, læger, sygeplejersker, rengøring, vagter i orange veste, parkeringsvagter, andre akutte patienter , og vigtige mænd i habitter.
Det var ikke denne søde dame der syede hullet i benet. Lægen var yngre og lige så sød.Sådan så det ud efter et par dage. Fint rent og uden problemer.
Såret blev syet uden problemer for hverken læge eller lærling. Det var først da jeg blev spurgt til stivkrampevaccination? Mere end 10 år siden?
Så skulle jeg have en ny, det kunne bare ikke ske på skadestuen. Men næste dag på en lægeklinik.
Ok. Jeg fandt to steder, som ikke kunne hjælpe fordi jeg ikke havde portugisisk Id.
Efter hjemlig rådgivning kontaktede jeg min rejseforsikring, som fandt et privathospital længere fremme på vores rejserute, i Setubal. Efter mange forhandlinger og kommunikation med forsikring om betalingsgaranti var beskeden til mig at de ikke havde vaccinen. Efter nye garantier kiggede en læge på såret og sendte mig til en sygeplejerske for sårrensning og indsprøjtning mod stivkrampe.
Ny garanti gav tid til at få fjernet sting i næste uge.
Farverne passer med kirken i Coimbra
Alt bøvlet kom fra dette billede. Pigen vendte sig og jeg spurgte om det var ok, at jeg fotograferede? Det var sjovt med hendes farvekoordinering med kirken. Hun syntes også det var sjovt og stillede op til flere billeder.
Men her ramte jeg en parasolfod, som lavede hul i benet. 9 sting og 5 dage senere er vi så her i Setubal og nyder solen.
Landsbyen Castillo de Olmillos de Sasamón på den spanske pampas med en Bar og landarbejdere i trucks. Her oplevede vi noget forskelligt
Vi oplever det, vi ser, meget forskelligt. Et af de emner er “Udkanten” . Rural mod Urban. Jeg får øje på afvikling og forfald og Lene ser dem, der stadig har et liv. Det er konflikten mellem land og by. Og vores konflikt.
Der er ikke nogen tvivl om, at den konflikt findes og den er baggrund for mange stridigheder rundt om i verden. Og selvfølgelig fylder den også i det vi ser, når vi rejser.
Hjemme i DK har Støjberg kunnet få fortsat opbakning til sit parti ved at ville dræne sumpen og glemme sin egen deltagelse i de fine saloner. Og hvis en modsætning omkring CO2 ikke rigtig er populær mere, så opfinder hun “jernmarker mod kornmarker”, og så kører det en runde mere. Det er dem i byerne,der er skyld i problemerne på landet
På Cuba i 2011 så vi, at meget få ville arbejde i landbruget. Der var masser af ledig landbrugsjord og mange sultne kunder, men ikke nogen til at dyrke jorden. Det var mere attraktivt at tjene nogle $ om dagen i byen end at arbejde i sukkerrørene på landet.
Fiskerne langs den norske vestkyst forsvandt fra fiskerbyerne da arbejdspladserne flyttede til byen. Den norske stat forsøger nu at holde liv i kystbyerne ved at grave tunneller til de mindste flækker. Så kan der opstå nye arbejdspladser omkring turisterne, som gerne vil ud at fiske. Fiskersamfundet forsvandt og turisterne flyttede ind.
Trumps base henter han på landet og ikke i de store byer, som støtter demokraterne. De højtuddannede og de rigeste bor i byerne og dem på landet føler sig på mange måder snydt.
De gule veste i Frankrig protesterede mod høje benzinpriser, som ville forringe mulighederne på landet.
I Albanien har bl.a. EU lagt investeringer i turismeudvikling langs Adriaterhavskysten, som skal være basis for økonomisk vækst, så landet kan udvikle sig til en ny medlemsstat. Engang.
På vej fra Paris og sydpå gennem det centrale Frankrig kørte vi gennem lange stræk med kæmpe marker, svinefarme og kvæggårde. Her havde industrialiseringen i landbruget sat sit præg på livet på landet. Og nødvendiggjort fraflytningen. Arbejdspladserne forsvandt.
Torv med butikker i Beaugency ved Loire-floden
Den første by, vi havde fundet plads i var Beaugency ved Loire. Sent på aftenen var der livlig trafik gennem byen af moderne traktorer med kornvogne og lastbiler. Det var høsttid omkring en rigtig hyggelig by, som havde en levende fortid. Engang foregik transporten på Loirefloden, som gjorde Beaugency til en driftig handelsby
Der havde tidligere været basis for livlig handel, men den store overdækkede markedshal var nu lukket og turistkontoret rykket ind. På torvet med butikker var der to hørecentre, to optikere, en massør og flere ejendomsmæglere, et enkelt apotek, det andet lå i nabogaden, og landbrugscaféen havde ingen kunder i dag (regnvejr!).😏 og ostebutikken var lukket ned.
Det ligner da oplæg til en tanke eller flere? Industrilandbrug, aldrende befolkning. Er der her noget under udvikling eller afvikling? Lene så nogle børn i en barnevogn. Jeg så en by, som i bedste fald allerede er i gang med en vigtig omstilling. Turisme er fremtiden.
Beaugency. Skal byboerne flyttes tilbage til disse hyggelige gader?
Carrefour-city (=365 i DK) blev vores indkøbsmulighed og ved siden af den kunne man købe cigaretter, cola og lottokuponer. Ellers var der stille i byen. Der bor nu omkring 7.000 indbyggere i byen. Mange arbejder nu med turister. De kan også handle i Lidl og andre indkøbscentre, og de har også børn, der skal i skole, til sport og frisør. Nogen bor billigt og arbejder måske i Paris (155 km, 2 timer)
Over hele verden bliver der ledige bygninger i landdistrikterne og stor efterspørgsel efter boliger i byerne. Det er ikke særligt bæredygtigt bare at bygge flere nye boliger, når der er masser af bygninger, der ikke bliver brugt. Men er det så boligerne på landet, der skal flyttes ind til byerne eller er det byboerne, der skal flytte på landet? Eller er det en del af løsningen på klimaproblemerne, at det bliver mindre attraktivt at være storforbruger i de store byer?
Den problemstilling er ikke noget vi har opdaget ved at rejse rundt og kigge. Men vi støder selvfølgelig hele tiden på den uden at kunne få øje på de gode løsninger. Turisme er ofte svaret, men er det en løsning?
Ja det var da en ordenlig omgang. Behøves det at være så bøvet at fortælle om en tur til Portugal?
Du kan nøjes med at se billeder fra Beaugencyæ, eller bare se billederne fra turen ved at klikke her.
/Jørgen
/
PS: Jeg sidder med det ene ben oppe og skriver på en ny historie om “Vaccinationen, der blev væk”
Vi er for længst kommet til Portugal. Vi klarer os uden om de værste regnskyl og har det godt. Om 10 dage begynder vi at køre hjemad gennem Spanien, og vi holder øje med vejrtjenesterne og parkerer ikke ved siden af en flod.
I Paris ved vi, at vi er turister. Der følger mange ting med den titel. Vi flytter ind på en campingplads, vi kører ikke selv rundt i byen, kaffen indtages på caféer, vi skal forholde os til seværdigheder, vi er to turister blandt rigtig mange, og er ikke selv interessante for dem, vi gæster.
Et godt selfie-sted
Vi havde hjemmefra haft en god snak med de bedste guider vi kunne finde i Odense, som selv havde valgt at holde en længere voksenferie i Paris i en lejet lejlighed i foråret. Deres anbefalinger og Lonely Planet brugte vi til at planlægge, hvor vi ville bevæge os hen. Da vi nu havde fået styr på at færdes med bus og metro var det nemt og sjovt at gennemføre planen.
Paris er en fantastisk by med en lækker stemning. Byen er fyldt op af så meget storladent og imponerende. Det er svært at forstå, hvordan så meget betagende og smukt samles på et sted. Måske er det netop for at imponere. Og så mange berømtheder og vigtige personer og begivenheder.
Desværre bliver det også for meget for os. Vi holder f.eks.ikke ret længe på store museer eller kunstudstillinger. Eller foredrag om en seværdighed. Vi er ikke så nemme at imponere. Vi har det som danskere ikke så godt med hierarkier, men er vant til at være i øjenhøjde, mere lige. Stor ulighed og for meget blærerøv provokerer os. Det bliver for pompøst, for modsætningsfuldt, for langt, for dyrt, for mange, for meget. Men det er godt at blive løftet ud af vores lille, småborgerlige verden og se nogen turde give den gas, godt nok betalt af nogle andre, men alligevel.
Det ser meget hyggeligt ud at naboerne mødes på pladsen til et spil boule i det gode efterårsvejr. Tæt på kunne man se, at alle havde navneskilte på fra et bureau og talte engelsk
Det er sjovt at snakke med folk, som lever de steder, vi besøger. Engang ville/kunne franskmænd ikke tale engelsk, så betingelsen for en snak var, at man kunne deres sprog. Jørgen kunne/ville stadig for 10 år siden have succes , fordi han fik øvet sig. Men nu vil franskmændene også selv tale engelsk, så de hører straks, hvor ubehjælpsom han er og slår over i engelsk. Og det er da ærgerligt, for hvordan skal han så blive bedre?
Det er faktisk ret svært at komme i kontakt med folk i en storby, for man er én turist blandt mange. Det er svært at skille sig ud, at gøre sig interessant for dem, så de får lyst til at snakke. Det er meget nemmere i mindre lokalsamfund.
Det lykkedes dog alligevel. Champs E er lang og med mange ting at kigge på. Det blev både til en kop kaffe og en snak med tjeneren Jean om at arbejde 15 t hver dag for10 €/t for at kunne betale husleje langt uden for centrum. Han kunne også fortælle lidt om nogle af gæsterne fra nabolaget, der kom fra en noget højere indtægtsklasse.
På slentreturen ned ad den store boulevard kom vi forbi Det danske Hus. Fra bagsiden kan man besøge Den Danske Kirke i Paris, her fik vi en snak med en dansk praktikant og en kort rundvisning.
St.Germain kvarteret
Når man går og kikker på de mange kvarterer, hvor folk bor, kunne man godt drømme om at komme på besøg i nogen af dem og møde dem der bor der og høre om deres liv i Paris.
Vi er godt fyldt op af rigtig mange indtryk fra dagene i storbyen. Du skulle tage en tur ind forbi billeder og tekst fra Paris med med et klik her
Vi har forladt Paris og er på vej mod Loire-dalen, Dordogne og Pyrenæerne.
Nu skrev jeg godt nok sidst, at Lene aldrig har været i Paris. Det var underforstået, at jeg da kendte byen. Og jeg har da været her 2 gange. I 1973, en mellemlanding på vej hjem fra Lagos, Nigeria til København. Det var endda med meget fin forplejning og overnatning på lufthavnshotel. 2. gang i 1974 på en efterårsferietur for at se på kunst. Men jeg føler mig altså ikke helt klar til at vise vej nu i 2024, 50 år efter jeg var på besøg sidst.
Frokost efter et besøg i den danske kirke i Paris.
Heldigvis har vi en GPS, som kan finde og vise vej. Den havde også planlagt ruten fra sidste overnatning og til næste overnatning på Paris CityKamp. Det gik rigtig fint, og hvis vi ikke lige fik drejet af den rigtige vej, ja så fandt den straks en ny rute, som vi kunne følge. Det var nemt nok. For nemt? Vi kørte mange kilometer uden at komme frem til målet. Og vi havde set Paris’ sky-lines fra mange verdenshjørner, inden vi kørte ind på CityKamp de Paris. Men der var ingen problemer undervejs med at færdes i trafikken. Man skal bare huske at være tydelig med, hvad man selv vil. Så er de fleste franskmænd venlige, imødekommende og hjælpsomme.
Man kan godt sidde i sit stille sind på vejene mod Paris og tænke, hvorfor alle disse mennesker sidder i hver sin metalkasse og venter på at komme hjem. For der er da virkelig meget trafik og meget ventetid og køkørsel. Men det blir en anden gang med de tanker.
Vi kom til Paris og det gik fint. Du kan høre lidt om, hvor vi har boet undervejs. Her er der billeder med lidt historier til.
Hviledag nr. 1
Vejrudsigten havde advaret os om regn på vores første dag i den franske hovedstad. Allerede om natten begyndte det. Og det var ikke smådryp. Op til 25 mm i timen regnede det i næsten 30 timer. Vi blev inde i tørvejr og hygge og kunne blive klogere på, hvordan man færdes i byen. Man kunne læse meget, men forstå lidt af, hvad vi så skulle gøre, hvor vi skulle finde bussen, hvordan billetten virkede på en ny og en gammel telefon. Overblikket voksede først, da vi stod i det. Vi kunne ikke sidde hjemme og regne den ud. Men det var en stejl læringskurve.
Der kom meget vand, men kloakkerne var i orden, og kunne aflevere vandet direkte til Seinen 100 fra døren. Der var meget vand, og brunt vand i floden dagene efter.
Paris i 1-2 zonermed endagsbilletter
Der var en plan hjemmefra, men den blev lavet om af en dag med regn. Og det havde vi godt af, for vi havde været i gang mange dage og nød en fridag. Morgenmad og hygge blev ikke mindre af at vi kunne købe friskbagte baguettes og croissanter lige uden for døren.
En fin vandretur i Boulogne-skoven førte os til busstop for 244. Billetten var downloaded på telefon og togkort, og det virkede. En meget effektiv app kunne spørges om alt vedr. transport i byen. Man skulle jo så bare vide, hvad man ville spørge om.
Paris CityKamp blev vores hjemsted i 6 dage. Det var en fin plads med mange træer, flotte faciliteter, som tydeligvis var blevet opgraderet til OL.
Vi skal først en tur sydpå, ud i verden, inden et nyt kapitel starter hjemme. Vi flytter nemlig til Odense.
Første stop i Tommerup på Fyn. Gratis parkering med friskbagte boller til morgenmaden, og tre søde og friske drenge
I efteråret 2023 satte vi gang i en langvarig proces, som er ved at være bragt lykkeligt til ende. Vi kunne mærke, at det ikke var sjovt, at renterne på lån steg. Det ville vi gøre noget ved. Lejligheden på havnen blev sat til salg . Vi ville være lejere og helst et sted med et godt fællesskab.
Fra april har vi boet i sommerhuset, og nu har vi fundet et rigtigt godt sted at bo. Lige midt i Odense, med fantastiske omgivelser, fællesskab og det hele.
Med indflytning 1. december kan vi med ro i sjælen pakke bilen og køre en længere tur i efteråret. Ingen husleje og ingen stress, kun en masse overskud til at opleve.
Det er denne tur, vi planlægger at køre. I Paris er der styr på mange flere detaljer, men ellers er det en grov skitse. Det ser da meget godt ud?
Foreløbig ruteplan
Portugal har vi besøgt et par gange, men vi har aldrig kørt til Paris, og Lene har aldrig været der. Så den første uge bor vi i Bologneskoven.
Skitsen til turen går videre gennem det centrale Frankrig over Nordspanien til Portugal. Både til egne vi tidligere har besøgt og byer vi sprang over. I Portugal vil vi give os rigtig god tid. Vejret kommer selvfølgelig til at spille en stor rolle for, hvordan planen bliver gennemført. Vi holder skarpt øje med efterårsstorme, oversvømmelser og mudderskred. Men vi skal gennem områder, som kan være ret våde i en tid med klimakrise. Planen er at være hjemme igen omkring 20. November.
Hvordan ville du have det med at rejse rundt i Europa på denne tid af året? Har du gode ideer til, hvad vi absolut bør opleve på turen? Vi fik rigtig mange fine ideer til Paris af Kirsten og Viktor og til det sydlige Frankrig af Peter og Marianne.
Det kunne godt læses mellem linjerne i et tidligere opslag, men det står stadig ikke helt klart for alle. Derfor denne indrømmelse.
Vejret på TV2 så ret lovende ud
Vejret var i slutningen af april ikke, hvad man kunne ønske sig af Italien. Det var koldt og regnfuldt, så planen om at bruge et par dage i Firenze blev droppet. I stedet ville vi fortsætte nordpå. Vi havde set prognosen for forår i Danmark.
Gardasøen havde vi aldrig set og slet ikke boet ved. Da et skilt på motorvejen ind i Alperne viste Gardasøen, hoppede vi af og kørte en smuk tur langs søen på østsiden. Men der var ikke noget, der inviterede til at slå sig ned. Det var koldt, vådt og blæsende.
I stedet fandt vi op til byen Brentonico, som vi boede i på vejen sydpå i marts. Hyggeligt at besøge byen igen. Fik snakket med nogle af de lokale, som fortalt om at bo i byen. Der var tilflytning af unge familier. Bl.a. fordi der er meget fin natur og fordi boligpriserne er lave.
Men klimaet var gået helt agurk. Masser af sne og kulde, som igen havde lukket vejen op til skiområdet. Det var lige åbnet, da vi var forbi sidst. Beboerne var ret bekymrede, for ingen kunne huske, at det var sket før?
Ingolstadt er hjemsted for AUDI. Sidst tog jeg et tilsvarende billede.
Ejeren kommer gående bagerst i billedet og troede jeg var perkeringsvagt. Vi blev venner igen!
Næste dag fortsatte turen hjemad med stop i Ingolstadt og Magdeburg. Stop for indkøb i Flensburg og videre til Tommerup for at se til den gravide familie. Ingen tegn på flere børnebørn endnu.
Den 27. april var vi hjemme i sommerhuset. Og derfra blev det det fineste forårsvejr med masser af sol og tørvejr. Efter den vådeste april i mange år.
Den 13. maj havde Holger endelig bestemt sig for at komme frem fra dybet. Han er det dejligste, syvende barnebarn. Og nu allerede en frisk fyr på 3 måneder.
Sommeren er snart gået. Mest i sommerhuset, som har været vores bolig siden vi flyttede fra lejligheden i Odense. I løbet af de næste par måneder bestemmer vi os for en lejlighed i Odense centrum. Hvis det kan passe med indflytning omkring nytår.
Så har vi mulighed for at holde jul et sted i nogle andre varme lande. Måske Portugal? Vi får se, hvordan det udvikler sig. Spændende er det.
