Billeder fra “Portugal over Paris, 2024”

De billeder jeg har taget undervejs på turen får ofte et skjult liv på min computer. Jeg kunne godt tænke mig, at de kunne få lidt liv og fortælle historier, og vise, hvordan jeg møder verden og bliver mødt, når jeg rejser.

Gallerierne er ordnet nogenlunde kronologisk med de ældste først.

Ved at klikke på det enkelte billede, kan det ses i en stor udgave.

Første etape til Paris

Vi startede turen mod Portugal med lidt børnepasning i Tommerup. Der skulle ikke ske meget andet end at køre til vi nåede Paris. Lidt indtryk fra de steder vi stoppede.

På tur i Paris

Torsdag

Det lykkedes os at komme i gang med bus, tog og apps. Dagens plan var at starte ved Triumfbuen på Place de Gaulle, finde Champs Elysées og tage den hele vejen på langs til Louvre.

Fredag

Turen går til Notre Dame katedralen og kvartererne der omkring. Latinerkvarteret ligger lige i nærheden med mange unge i bybilledet. Universitetet hedder Sorbonne, og vi kom forbi flere fakulteter, bl.a. juridisk fakultet. Forbi Pantheon og ind i Luxemboug-haven med Palais Luxembourg, som bruges af Senatet. Vi spiste frokost, i nærheden af mange studerende i dejlig sol. . Forbi Les Halles og rundt i St Germain-kvarteret

Lørdag

Tur til Champ de Mars med Eiffeltårnet, langs med Seinen, Quai d’Orsay, kig til Hotel des Invalides. Over Pont Alexandre III forbi Grand Palais og Petite Palais, en hilsen til Emanuelle i Elysée Palais (på afstand) og et kig på dyrt tøj og dyre boliger

Søndag

Tur til Montmartre med Eglise Sacre Couer. Det var søndag, og høstfest, så rigtig mange stimlede sammen sammen med os. Der var spærret af og køerne bliv dirigeret i de rigtige retninger. Vejret var dejligt, så vi gik hele vejen tilbage til vores Metrostation. Gennem mange forskellige kvarterer, dyre og knap så dyre, i 8. arrondissement.

Hurtigt besluttede vi at køre et par stationer væk fra centrum, til det nye finanscentrum La Defence. Det er her Spreckelsens ny Triumfbue står. Det var godt vi tog den tur på falderebet, for det var spændende.

Mandag

Sidste dag i Paris går turen til Versailles, som ligger på vejen sydpå. Heldigvis var ikke mange mennesker da vi kom, for museet er lukket om mandagen, men parken er åben.

Det er bare stort og dyrt. Hvor mon pengene kom fra?
Byen Versailles er faktisk et besøg værd, hvis slottet bliver for meget.

I Versaille sagde vi farvel til Paris og alle de fantastiske ting man kunne forundres over der. Nu skulle vi mod sydligere himmelstrøg, og satte retningen mod Loiredalen og en holdeplads byen Beaugency.

Sydpå gennem det centrale Frankrig

Beaugency ved Loire-floden

Det blev en omvej vi kørte, fordi vores GPS ville have os ud på nogle meget små veje med mange huller. Vi kom ind i byen af bagdøren i tusmørket, men fandt en fin plads at holde på.

Jørgen måtte afsted ind til byens centrum for at købe lidt nødvendigt til aftensmaden. Det var lidt længe, lidt mere øde og mere mørkt end først vurderet. Inden afgang næste dag tog vi en runde i Beaugency, som var en ret hyggelig by med et stort torv, som vidnende om at byen engang havde været mere aktiv og nu var mere udkant.

Lorches ved floden Indre

Det blev til en enkelt overnatning nær floden Indre. Der havde været højvandet tidligere på ugen, for man kunne ikke gå i parken ved floden.

Vejret blev ret vådt, jo længere vi kom ned gennem Frankrig. I Saint Ybard ankom vi i mørke og regnvejr, og næste morgen kørte vi tidligt fandt vi en bager med friskbagte baguettes og spiste morgenm,ad på vejen. Derefter blev vi mere målrettede i vores kørsel. Nu ville vi køre mod Portugal i længere stræk. Vi måtte altså bare lige et smut forbi den kongeligt relaterede by Cahors, om ikke andet så bare for en middagslur.

Cahors var et besøg værd

På vej videre fra Cahors var det et slemt regnvejr. På de danske nyheder hørte vi, at der havde været meget slemt uvejr i Norditalien og ind over Sydfrankrig, og det havde vi været lige på kanten af. Vi fandt et sted at holde i Lourdes, men vi ankom i mørke og regnvejr og kørte tidligt næste dag, også i regnvejr. Vi fik ikke engang taget et billede, inden vi fortsatte mod Spanien ind over Baskerlandet.
Det blev en meget flot tur over Pyrenæerne ad små bjergveje og gennem smukke bjerglandsbyer. Sådan lidt Schweiz’er agtigt.

Vi ville videre inden det blev for vådt. I en lille landsby købte vi ind hos slagteren, som holdt middagslukket, mens der hos os blev sovet middagslur.

Vi blev betjent af to meget selvbevidste piger, som havde helt styr på os, engelsk, baskerkulturen og Heavy Metal. De kendte Metallica og Lars Ulrik særdeles godt, men ikke CopenHell festivalen. De kunne godt tænke sig at besøge København, når de fik tid og penge.

Herfra gik det ned ad bakke ind i Spanien, hvor vi fandt en overnatning ved klostret i Roncesvalles. og snart havde vi forladt de våde bjerge.

Klosteret havde plads til, at vi kunne overnatte. Ligesom gæsterne på det hotel, der var indrettet som overnatning for camino-vandrere. Vi så tre kvinder fra UK med deres rullekufferter tjekke ind og gøre sig klar til en gang massage. Der var mange måder at være camino-vandrer på. Man kunne også bo på herberget og sove på sovesal.

Leon

Vi tog to overnatninger i Leon. Det næste stykke var stadig spansk prærie, men det ville ændre sig, når vi nærmede os den portugisiske grænse.

Vi var til religiøs fejring af Sant Juan med fuld musik og piger der bar opsatsen med Jesus.

Og så købte vi nye hatte, Baskerhuer. Det bliver sjovt at få dem på når vi kommer hjem.

Castilo Rodrigo
Ikke langt fra grænsen havde vi udset os en plads med gode anmeldelser, og så var den gratis. Vi ankom til Castilo Rodriges sent på eftermiddagen, og kunne nå at nyde det lune og tørre vejr, med solnedgang lige ind af døren.

Byen er en gammel fæstningsby på grænsen mellem Spanien og Portugal på den portugisiske side. Den ligger højt med god udsigt ind over Spanien. Nu er den ved at blive gjort flot til at modtage turister, både til overnatning, cykling i omegnen, hygge i den gamle, ret tomme by.

Vi har set flere af den slags byer nær andre grænseovergange. F.eks. Castello Mendo på vejen hjem i 2018 og på denne tur.

Vi mødte byen barber, som havde spottet os da vi gik forbi hans hus. Da vi kom tilbage havde han fundet ægte kastanjer til os, og han pillede dem mens vi snakkede

Quinta da Padrela

Quinta betyder gård. Gården drives af tre søskende, som har overtaget den efter forældrene, som stadig bor på gården. José er en af brødrene. Han er meget kommunikerende, og det var ham der tog imod, da vi ankom og inviterede os til rundvisning og vinsmagning næste dag.

Det var en. meget grundig rundvisning på gården med fortælling om de forskellige vinsorter, marker vendt mod øst og vest. Det var køligt fordi gården ligge højt og vinden var kold fra nordvest.

José har indrettet en camperplads på en stor mark ved huset. Der var mange på pladsen, måske fordi den ligger flot, den er “gratis”, men du må gerne købe vin og olie.

Efter rundvisningen gik turen videre gennem Dourodalen. Målet var at nå til Aveiro

Aveiro

Byen ligge lidt syd for Porto ud mod Atlanterhavet. Havnen er bestemt af der sand, ligger som beskyttelse eller forhindring. Afhængig af hvilke interesser man vil varetage

Vagasplash, Vagos

På genbesøg i Coimbra

I Coimbra gik det galt med fotografering og fotografen

Billedet af den unge dame i tøj, som er farvekoordineret med nabohuset, kirken. Det blev indledningen til en masse besværlige oplevelser med det Portugisiske sundhedsvæsen. Det offentlige og det private. Men det var spændende at komme på insider research.

Der løb meget blod ud og der skulle 9 sting til for at holde resten inde. Og hvad med stivkrampe? Når man ikke kan huske om den er mere end 10 år gammel, skal man have en ny for en sikkerheds skyld. Og det gav problemer for portugiserne. For det kunne de ikke give til nogen uden portugisisk cpr. Hverken på familieklinikker, hospitaler, private eller offentlige. Her duede det blå sygesikringskort ikke.

27. – 28. 10. 2024

28. 10. 2024 Fra Coimbra til Quinta do Castanheiro

Fra Coimbra tog vi turen mod sydøst. Ud over landbrugslandet, viste det sig. Bjergrigt, skovklædt, vindmøller, korkeg. Landskabet var over et langt stræk meget kedeligt. Skovene var produktionsskove med samme trætype, en slags fyrreskov, uden meget variation.

Vi kørte igennem et stort, fladt område, med nogle meget store fabriksbygninger. Som vi kunne læse af skilte ppå vejen og på bygningerne havde det noget med ‘Eco’ eller ‘Bio’ eller ‘Sustainable’ at gøre. At dømme lugten var det ikke helt forkert. Det var noget med affald, sortering. Vi tænkte om de måske handlede med affald? Det var ikke helt forkert, men det var noget de gjorde indtil 2020. Da ville de reservere deres skraldekapacitet til deres eget skrald. De har været en stor industri i Portugal. I EU er gennemsnitsprisen for at håndtere 1 ton skrald 80 €, i Portugal kostede det 11 €/T

Vi landede på et Camping Rural, Quinta do Castanheiro ejet af en hollandsk familie, nu drevet af datteren og svigersønnen. Her lugtede der ikke af skrald.

29. 10. 2024

Fra den hollandske Camping Rural, Quinta do Castanheiro var næste mål byen Tomar. Her var der parkering midt i byens park, men det var et skodsted, så vi fortsatte i de sidste eftermiddagstimer til en lille by Chouta. Her var en helt nyindrettet plads med strøm og det hele. Indrettet til folk der gerne ville vandre og cykle i området.

30. 10. 2024

Næste dag søgte vi efter liv i den lille landsby, og jo, der var liv. Vi mødte pædagog og børn i en (lille) børnehave

På vejen gennem korkplantagerne mod Setubal så vi ranches med heste. Vi standsede for at fotografere heste. Og der var også en del blomster og sommerfugle, som var interessante.

På et skilt ved indkørslen stod navne på beboerne, og en hed Anna Mikkelsen? Dansk eller hvad? Da vi var ved at køre væk blev vi passet op af en stor Audi: “Er I fra Danmark?” lød det ud af det nedrullede vindue. “Vil I have en kop kaffe?” spurgte Kim fra den mørke bil.

Kim og Anne bestyrer en heste gård med rideferie og opdræt af Lucitano-heste. Gården ejes af en familie i Nordsjælland, men de to fra Vojens i Sønderjylland har været forpagtere i 2 4 år, og kunne nemt fortsætte, men de vidste ikke helt med fremtiden.

Vi blev vist rundt på gården og fik en meget hyggelig snak over kaffen.

Kork-mamma

Vi kunne fortælle om vores tur, at Jørgen var blevet mødt af en noget bøs traktorfører, som ville høre, hvorfor han tog billeder? Af kork? Damen som kørte traktoren med høj fart imod ham, var ejeren af kork-virksomheden. Hun tøede op i løbet af samtalen, og blev meget venlig, da han spurgte om han måtte tage et billede af hende. De vinkede til hinanden da de skiltes.