Der var meget trafik og vejarbejde på det sidste stræk fra Kassel til Flensburg, så det blev sent på eftermiddagen inden vi nåede i mål. Parkeringspladsen ved Scandic-værkstedet var ikke særligt festlig. Det var sidste aften på tur. Træt og kedeligt. Ingen internet, bøgerne var læst, hvad skulle vi finde på at snakke om? Lene havde noget tilbage af sin lyttebog. Hvad skulle jeg lave? Jeg var bare heldig, endnu engang!

Vores luxusbil er også udstyret med TV, men vi sparede parabolen. Det så for campingagtigt ud, og vi plejer jo alligevel ikke at se så meget fjernsyn. Apparatet virker, for det blev demonstreret i Flensburg inden vi kørte derfra. Men hvordan det egentlig går til at der kommer billeder på skærmen fandt vi ikke ud af.  Det sidder i en kasse ved køkkenbordet og kan med en del besvær hæves op på skinnen ved døren. Det har dog slet ikke været ude af sin kasse på hele turen.

Denne lidt kedelige aften kom synet frem af kassen, on/off-knappen blev repareret med noget gaffa og en tændstik, og det kunne tændes. Men der var ikke noget fjernsyn at kikke på. Jeg fandt manualen og fjernbetjeningen frem, fik indstillet kanalsøgningen til Deutchland. Vupti var der mere end tyve kanaler at vælge imellem. Det blev en zappertur gennem tyske og danske kanaler, men de tyske gik klarest igennem.

Jeg stoppede ved ZDF, som lige var ved at starte en film om Danmark. Jeg blev noget overrasket over at Rasmus Botoft var nødt til at sælge sig til at deltage i en turistfilm. Og så på tysk? Vi satte os, i mangel af bedre underholdning, tilrette og lod os introducere til vort skønne hjemland, set med tyske briller. Det var på tysk, og nemt at forstå uden tekstning.

Og det var smukt. Flotte panoreringer over uendeligt smukke, hvide strande, grønne marker, smukke mennesker, pragtpalæer, fantastisk arkitektur, vindmøller og økologi, lækre restauranter, afslappet og uformel omgangsform, suveræn betjening, flotte mænd og smukke kvinder, storbyer, landsbyer, landskaber, sommerhuse. Et drømmeland at besøge. Og så var filmen bygget op om en kærlighedshistorie, eller flere faktisk. Det var da genialt fundet på at lade salgsbudskabet være sekundært og fange opmærksomheden med historien om en datter der leder efter sin far og bliver forelsket i en gift mand! Flot.

Der blev præsenteret mange seværdigeder: Den lille Havfrue, Nyhavn, Stevns Klint, Operaen, Rungstedlund og sikkert mange flere. Og de fremstod alle lige som man kunne ønske sig at opleve dem.  Nemlig som eksklusive oplevelser fri for larm og støj og turister. Det er jo lige det vi drømmer om: At tage ud i verden og opleve den ren, uskyldig og uopdaget befolket af rigtige mennesker med dagligdags problemer.

Se selv traileren her: Ein Sommer in Dänemark.

Desværre er det jo gået galt for længe siden. Seværdighederne er opdaget og fortryllelsen er forsvundet og vi må stå der sammen med de andre turister. Det vi kom efter er blevet til virksomheder og arbejdspladser til udkanten. Det ville være dejligt at det var anderledes, men hvordan kan det mon lade sig gøre i masseturismens tid?

Det var en lang turistfilm, 1t 30 min, og med flere kendte, danske skuespillere? Det var nok en dyr satsning i slutningen af oktober? Skarp iagttagelse!

Hjemme på havnen så jeg en annonce i avisen, som reklamerede for nabolandskanalerne. ZDF havde lige vist ‘En sommer i Danmark’, og den kunne stadig ses, dengang.

Hvor heldig kan man være? Meget heldig. Det har vi lært af turen. Der sker tit noget uventet og spændende. Man er jo bare nødt til at komme af sted og være der.

Det var altså ikke en turistfilm, men en tysk spillefilm, optaget i Danmark. Men den er god at blive klog på, hvordan vi gerne vil se verden.

Visit Denmark har benyttet premieren til at slå på tromme for DK,  måske står de også i rulleteksterne? Det kan jeg ikke huske.

/Jørgen