Kategoriarkiv: Cykling

Cykling, Internet

Knækket på bjergetape i Chianti

2 kommentarer

Jeg skulle selvfølgelig have regnet med at min kæde kunne knække. Den var fra 2016, men det er jo ikke blevet til mere end max 1000 km siden, så det var vel ok? Jeg burde have taget en stump kæde og værktøj med! Men det var bare en lille tur i det bakkede landskab omkring Panzano i Chianti, hvor vi havde fundet en dejlig plads. Lille by med parkeringsplads med fin udsigt.

Flot syn på cykelturen nær Panzano[/caption] I Chianti er landskabet præget af dejlige bakker. Meget op og ned med korte  og stejle stigninger på 15% med masser af sving og gode vejbelægninger.  Det virker lige til at gå til. Hvis det ikke skulle være her alle bekymringerne kunne udryddes og åbne for dejlige cykelture på fremmede steder? Det var sidst på dagen med en tre timer til solnedgang.  Varmen havde været grum i løbet af dagen, 39°,  og  billeder bliver flottere, når solen står lavt.  På kortet havde jeg udset en rundtur på 25 km til at være overkommelig.  

Det var flot og dejligt at komme afsted. Bakkerne nev, de var korte men lå tæt. På stigningen op til Montefili på vej mod Greve knækkede kæden. Og alle de bekymrende scenarier stod klar til at blive iværksat! Lene skulle have et beroligende telefonopkald.  ” Kæden knækket, men det skulle nok klares!” Bortset fra at der ikke var TIM, mobilforbindelse, lige der, hvor jeg var stået af. Lidt højere oppe af bakken var der hul igennem. Jeg prøvede med en tommelfinger. Der kom mange biler forbi.  Små biler med italienere fra området kørte forbi. Også mange med turister i lejede biler på aftentur i det smukke landskab i pænt tøj for at finde en restaurant.  En ung hollænder med kæreste i en stor  Audi standsede og ville gerne være flink. Fik hele historien og kløede sig i nakken, men måtte desværre flytte sin store bil for de andre, der skulle forbi. “Hoi, goede dag”

Der sk;-)al trædes hårdt for at knække en kæde ordentligt

I et af husene på Montefili bankede jeg på og spurgte, om der var en svensker tilstede?  Der holdt nemlig en stor svensk bil, som sagtens kunne have min cykel bagind.  Og svenskerne var jo flinke til at hjælpe en masse flygtninge fra Syrien, så måske en nødstedt dansker i Italien? En svensker var der, og svenskere drikker, når de kan komme til det, og de er meget regelrette, så de kører ikke bil med sprit. Flink var han, svenskeren. Fandt en plastikpose til kæden og hjalp med at kontakte ejeren på stedet, som ikke lige var hjemme. Men køre mig kunne han ikke. En amerikaner fra nabohuset var på vej ud, og fortalte, at hun gerne ville hjælpe! “But I have a reservation in Greve in half an hour. I’m  sorry”. Ok, selvfølgelig. “Måske kunne jeg overnatte på stedet? ” Hun forstod ikke den sjove bemærkning, og skulle nå sin aftale. Med Google skulle det jo være nemt at få fat i en taxa. Bortset fra den dårlige forbindelse til internet. Jeg fandt den nærmeste taxa og ringede uden held. Den næste tog telefonen, men havde ikke tid, men henviste til Sandra, der gerne ville komme til Montefili, når hun fik tid. Lige til hun hørte at jeg skulle have min cykel med retur. Der var ikke flere taxanumre at ringe til! Nu havde det jo været fint, at Lene  startede bilen og reddede en nødstedt cykelrytter. Men det er No go! for hun er ikke tryg ved at køre den store bil. Og slet ikke på små bjergveje.

Tilbage til svenskerne for at høre, om der boede flere familier? Jeg synes jeg havde hørt nogen, der talte dansk? Jo,  en familie fra Hillerød ville gerne køre. De skulle lige være færdige med aftensmaden, så om en halv time! Hvor heldig kan man være? Cyklen ind bag i bilen inden de skulle pakke til hjemturen i morgen. Helt sjovt at opleve bakkerne  baglæns, i tusmørke. Altid overraskende så langt man kan nå med hårdt arbejde. På Strava blev jeg King of Mountain på en god stigning med 47 km/t og 840W i gennemsnit. Synd for italieneren med en andenplads. “Er du alene?” spurgte den flinke mand fra Hillerød, da jeg blev sat af ved bilen. Han fik tak og en flaske vin fra Umbrien og kørte hjem for at pakke. “Hvorfor ringede han ikke bare efter konen” har han nok tænkt. Mange bekymringer kan blive til virkelighed, men den gode lære er at man godt kan være lidt bedre forberedt og at det går jo alligevel godt til sidst. Man kan jo også blive hjemme. Heldigvis havde cykelhandleren Ramuzzi i Greve åbent lørdag, da vi kom forbi, og kunne levere en frisk 10 speed Shimanokæde.  Smurt og klar til at overvinde nye bekymringer. /Jørgen

Cykling, Rejsebilen, Turist-spots

På museum i Albisolla

Skriv en kommentar

Albisolla er en mindre by ved den Italienske Riviera. Den var på vores tur-kort, fordi Asger Jorn havde boet og arbejdet i og med sit hus i byen i 15 år.

Huset er nu indrettet som museum. Jorn forærede huset til Albisolla Kommune, som nu driver det sammen med en forening,  Friends ofJorn.

Gratis og helt frit kan man gå rundt i have og bygninger og se hvordan Jorn har leget med keramik, som er et speciale i byen Albisolla.  Huset og omgivelserne er fyldt med en dejlig stemning som man kunne få lyst til at slå sig ned i. Det er helt sikkert værd at komme på de kanter og finde fem til Albisolla.

Vi havde lidt bøvl ud af det inden det lykkedes. Vi kunne ikke bare køre til museets parkeringsplads. Det viste sig, at det var mere end vanskeligt at finde et sted at stille bilen i byen.  En rivieraby i 39° lørdag formiddag i begyndelsen af august er busy. Den parkeringsplads, vi havde regnet med, var blevet udstyret med en 2,40m bom, så kun små biler kunne komme ind. Vi måtte længere ud på landet til en (usikker?) alenetilværelse. Ud med cyklerne og ned til revierapromadelørdagstrafikken, op, op og lidt mere op ad stejle veje med googlemaps som hjælper.

Vi var ankommet til byen en dag for tidligt, da museet viste sig at have lukket fredag. Det blev til en ventedag i nabobyen. Efter meget besvær med parkeringsplads og tung og truende trafik på cyklerne  var vi ekstra glade, da vi endelig nåede museet på toppen på Via Gabriele d’ Annunzio. Svedige og tørstige  så vi, at den ene låge var låst med nøgle, den anden sad der en hængelås på? Heldigvis havde Jorn også købt naboejendommen, hvor den rigtige indgang fandtes.

Trods besværet var det en meget dejlig oplevelse at besøge Jorns sommerbolig. Det er en turistattraktion af de bedre og som man kan have lidt i fred. Så må de andre gerne hygge sig i liggestolene i det brandvarme sand ved lidoen.

Vi har igen forladt Albisolla og regionen Ligurien og er kørt nord på og sidder nu med et glas vin i Castiglione Falletto i Barolo vindistriktet i Piemonte. Det var en flot  tur gennem bjergene og temperaturen faldt til slutningen af tyverne. Det bliver fint at udforske området de næste dage. På cykel.

/Jørgen

Cykling, Historie, Krig og fred

Gibraltar – UK aftale er “Crystal clear”?

Skriv en kommentar

Hvad er det mon, der er krystal klart?

Det der nok må svare til Ugevisen eller Søndagsavisen i Gibraltar lå fremme på caféen  ved Point Europa og kunne tages med. Og den var til at læse, for i Gibraltar er sproget engelsk. Denne uges avis bragte lidt indsigt i forholdet mellem Gibraltar og Spanien, som det tager sig ud nu.

Hvorfor ligger der en klat England midt i Spanien? Hvad er historien og hvad sker der nu?

Gibraltarklippen set fra den sydlige ende af halvøen

En lang forhistorie med fønikere og maurere fik et nyt skillepunkt i 1713 med freden i Utrecht. Det var freden efter Den spanske Arvefølgekrig, og det er et større studie at gøre rede for, hvordan den krig var skruet sammen. Men det handlede vist om, hvad der skulle ske med magten i det store spanske  rige på den tid, fordi der manglede en efterfølger til kongen. Og spillet om hvilken kongefamilie der skulle tage over ville forrykke hele magtbalancen i verden. Ny magtbalance kunne åbenbart kun findes ved at gå i krig. En meget gammeldags og rodet krig. Krigen blev afsluttet med freden i 1713. Og ved den aftale blev Gibraltar overdraget fra Spanien til England. Og der har det været siden.

Nu har Gibraltar sin egen lovgivende forsamling og præsident, men dronning Elisabeth er stadig statsoverhoved.

Kryds startbanen, hvor der starter og lander fly i hvert fald 4 gange om dagen.

Der har løbende været mange konflikter omkring Gibraltar og dets placering. I nyere tid bl.a. omkring den lille lufthavn, der ligger nærmest midt i byen.  Man cykler på tværs af landingsbanen når man har vist sit pas og passeret grænsen ind i landet/byen. Men der har været mere ro på konflikterne efter både Spanien og England  er EU medlemmer.

Brexit tænder lidt for konflikterne igen? Her kommer Ugeavisen “The Gibraltar Olive Press” The Rock’s only free and investigative local paper på banen med relevante nyheder:

Spaniens ministerpræsident Rajoy kunne nemlig fortælle, at der inden for et par måneder ville komme en aftale om Gibraltar mellem England efter Brexit.

Gibraltar suverænitet er ikke til debat denne gang. Men situationen for de 8000 spaniere, der pendler over grænsen hver dag er vigtig for præsidenten at fastholde og forbedre. Det er godt nok meget billig arbejdskraft til de de ca 30.000 indbyggere?

Gibraltarerne/gibraltanerne/gibralteserne er glade for, at  de fortsat vil have fuld adgang til engelsk finansservice og spillemarkeder.  Det er da vist en også en væsentlig del af landets indkomst. Der var noget med Jyske Bank og hvidvaskning/skattely i Gibraltar? Det virker lidt som når man besøger Andorra med billig benzin, juveler butikker,  Tax-free skilte og lidt skattely. Det er kun fornemmelser som skal undersøges nærmere.

Men vi havde en sjov tur  gennem byen og rundt om” The Rock”, som de selv kalder stedet, på cykel med god kaffe undervejs. Og jeg havde en hård tur op ad klippens stejle og svært gennemskuelige veje, over 20%,

lige før det blev regn
på en sommerlig dag
tæt på Afrika

/Jørgen

Cykling, Rejsebilen

Påskeferie i Assisi

1 kommentar

 

Udsigt-fra-pladsen-Fontemaggio-i-Asissi

Det er tirsdag efter Påske. Hverdag igen. Vi vender tilbage til dagligdagen fra en dejlig påskeferie. Puha, hvor har vi det hårdt.

Vi bor på en fin plads lige udenfor Assisi. Spændende by, flotte udsigter, sommervarmt, søde naboer. Der er mange gode historier at fortælle fra tiden mellem 7. april i Gragnano og Assisi. Men jeg har lige brug for at blive synkroniseret til nutid, 18. april i Assisi, og så må fortiden indhente os.

Katedral-i-Asissi

Vi har fundet en rigtig dejlig plads på Camping Fontemaggio 1 km fra Assisi centrum. Pladsen indfrier rigtig mange af de forestillinger vi har haft om at rejse og bo i en bil. Pladsen ligger på et bjerg med en flot udsigt, pladserne ligger smukt i terrænet. Det er tæt på en interessant by, den er tryg og fredelig, vi kan komme af med skidt og møg og få rent vand og el, vi kan få et rigtigt bad en gang i mellem, den koster ikke særlig dyrt. Vi kan cykle til byen, og tilbage igen, op ad bjerget, der er cykelture i området for de seje, interessante historier og imødekommende lokale beboere,  acceptabelt turistniveau her efter påskeferien.

Vi har været her en uge snart, og har faktisk lidt svært ved at komme afsted igen. Det varer nok lidt endnu, men vi er begyndt at snakke om en rute østover og nordpå.

Ruten indtil nu kan nu følges på Ruter som er opdateret fra denne tur.

/Jørgen

Cykling

På cykel i storbytrafik

2 kommentarer

Jeg har faktisk ikke været på cyklen siden sidste efterår. Der har været rigtig mange undskyldninger, men ingen særligt gode.

Nu skulle jeg i gang. For at være sikker på at kunne finde tilbage til bilen fik jeg min cykelcomputer til at planlægge en tur:  “20 km med start og slut ved bilen”. Det gjorde den og jeg fulgte ruten.

Det blev en helt særlig oplevelse. Jeg kørte rundt i mellem biler, busser, lastbiler og mange motorcykler. Jeg kendte trafikken både set fra vores egen kørsel gennem byen og fra busvinduet og som fodgænger.  Det ser vildt og kaotisk ud.

Da vi første gang kørte ind til byen, spurgte jeg,  hvordan det er med færdselsreglerne i Italien? Højrevigepligt? Overhale højre om? Holde tilbage i rundkørsler?
Oplevelsen er, at der ikke køres så meget efter regler, men at der meget opmærksomhed, der tages hensyn og hjælpes gerne, men man skal gøre opmærksom på sin hensigter og ønsker.

Regler giver rettigheder, nogen får ret og andre uret. Men hvis indstillingen er, at man skal tage hensyn og give plads, er der ikke en ret krænkes.

Selv som blød trafikant følte jeg mig tryg i den larmende og hidsige trafik og ikke én gang var der horn til mig eller andre.

Som cykelmotion er der ikke meget at komme efter i storbyen. Det blev til 12,5 km på knap en time. Men Garmin ledte mig rundt og hjem igen. Til en plads i solen med en kold øl.

/Jørgen

Cykling, Gammel, Nationale kulturforskelle, Udkants-

Gammel i Posada og i det hele taget

1 kommentar

Vi har forladt Posada, den stille bjergby ved Picos de Europa, og vi var der så længe, at der stadig dukker historier at fortælle.

Jeg tog for eksempel en tur på cyklen ned ad bakken til Cain, som vi vandrede til gennem bjergene. Jeg havde set skiltene, som advarsler om stejle bakker, da vi gik ned, men det skulle prøves den anden vej på cykel. Det var hurtigt ned til en kop kaffe, og så 9 km op med disse stigninger mange steder. Jeg havde heldigvis et ekstra gear fra Alpeturen, så det lykkedes. Og jeg lærte at læne mig godt ind over styret for at undgå, at cyklen tippede bagover, når jeg trådte til. Min cykelcomputer sagde 21,4% i korte perioder. 20% er gennemsnittet over 2-300 m mange steder.

Tilbage på pladsen ved bilen mødte jeg Joaquin, som igen sad på bænken og fløjtede og sang. Jeg havde tidligere forsøgt at snakke lidt med ham, men han havde rystet på hovedet. Sprogproblemer?

Nu ville jeg spørge om jeg måtte fotografere ham? Han kikkede på kameraet og grinede tandløst. Jeg viste ham et par billeder, som han blev glad for at se. Og så ville jeg gerne vide, hvad han hed? Jeg prøvede alle slags sprog, men han rystede på hovedet, grinede og gik.

Drengene i sportshallen kunne fortælle, at han hed Joaquin. Og Conchi fortalte senere, at Joaquin er 93 år og har boet hele sit liv i Posada. Hans fornøjelse er at gå tur omkring pladsen, sidde på bænken og fløjte og få en lille en på øjet. Han vil gerne snakke, men det er svært, for han er totalt døv. Han klarer sig i landsbyen hele sommeren, og bor hos sin søn i León nogle måneder om vinteren.

Jeg er ikke så gammel som Joaquin endnu, men det går jo den vej. Man kan ikke undgå at tænke på ‘aldring’ på vores tur, for vi får selvfølgelig ofte øje på den problemstilling.  Jeg har en forestilling om, at mændene i sydeuropa sidder det meste af dagen i skyggen af platantræerne og drikker kaffe, og spiller domino eller boule/petanque. Dem har jeg i hvert fald set tidligere, og det mindes jeg som en positiv måde at blive gammel på. Jeg har godt nok ikke set dem ved spillebordet denne gang, men der tuller mange gamle rundt i landsbyerne.

Men allerede da vi var i Belgien tænkte jeg at ‘gamle’ ville være et tema. I Belgien boede vi i Veurne ved en hyggelig kanal. Vores nabo var et plejehjem.

Det var ikke hyggelige signaler om en lykkelig alderdom, der kom fra den bygning. Vi kunne ikke komme ind og kikke. Men det slog os, at denne belgiske by  virkede meget lukket, med nedrullede gardiner, ingen gamle på gaden.

Jeg talte med en belgier, pensioneret politiefterforsker, på en parkeringsplads. Vi talte om skatter i DK og Belgien. Han betalte ikke meget skat, men hvad hjalp det, for han tjente heller ikke meget, og der var ikke meget service, at få i landet. ( Deres veje!! mange steder som, og værre end, brostensveje).

Hvad mon der bliver til os campister fra DK, når det ikke længere er sjovt på landevejene? Skatten skal ned! så det kan betale sig at arbejde. Hvor langt er udhulningen kommet, når vi bliver så gamle som Joaquin? Fløjter vi? Synger vi? Eller råber vi ‘Hjælp mig, hjælp mig’

Hvordan vil vi gerne have det om 20 år? Man skal jo vide, hvad man ønsker, for at få hvad man vil have. Kan ‘udkanten’ blive en del af fremtiden?

/Jørgen

Cykling, Nationale kulturforskelle, Turisme

Cykeltur i Bilbao

Skriv en kommentar
Og sådan så der ud da vi vågnede i morges.l
Og sådan så der ud da vi ankom dagen før

Bilbao er en spændende by at besøge. Den er en slags hovedstad i Baskerlandet. Det er en by med masser af udvikling. Og meget skyldes Guggenheim, hvis fond  har placeret et kunstmuseum i byen. Det var også den bygning, der fik os til at stoppe og blive i byen et par dage.

I dag cyklede vi ned i byen. En stejl bakke ned til trafikken. Jeg fik overtalt Lene til at tage cyklen ved at få fyren i receptionen på P-pladsen til at tegne vejen til cykelstierne på et kort. Efter at have gennemført en hel dag på cykel i byen, ved jeg nu, at han aldrig selv har cyklet den  anviste tur. Det var en udfordring at komme frem, især hvis man nemt bliver lidt bange for trykket fra de andre trafikanter. Men ved brug af fortove, fodgængerfelter, p-pladser og parker lykkedes det at finde vej ud og hjem. Mere end 25 km rundt i byens gader.

Jeg har tidligere skrevet om trafik i Amsterdam med stor vægt på cykling. I Amsterdam var cyklen det eneste fornuftige transporthjælpemiddel, hvis man ville frem. Biler gav ingen mening i de smalle gader.

I Bilbao ser det ud som om der er investeret rigtig mange penge i trafik-infrastruktur. Vi har set letbane køre rundt på skinner blandt biler og busser. Der er to forskellige bussystemer, der dækker byen på forskellig måde, rød og grøn med busbaner i de trafikerede gader. Så er der undergrundsbanen, som kører i to sløjfer under byen på langs. Og der er givet masser af plads til bilerne inde i bykernen. De fylder faktisk ret meget. Der er etableret enkelte cykelstier, men det er tydeligt, at der ikke satses på cykler. Stierne stopper bare lige pludselig, og så må man finde en vej midt i en myldrende biltrafik.

Det virker som om der er brugt voldsomt mange penge på alternativer til bilen,  uden at trafikken er blevet mere smidig, tryg og effektiv. Det er stadig bilerne der sætter dagsordenen og fylde overalt på gaderne.

Med alle de alternative transportmuligheder burde det kunne lade sig gøre at komme rundt i byen selv om det blev mindre attraktiv at bruge bilen.

I forhold til Odenses strategi med letbane og busser og satsen på at få biltrafikken ud af midtbyen virker det som om Bilbao har villet undgå upopulære indgreb over for bilerne og byen har håbet på, at investeringer i alternativer til bilerne vil løse trængselproblemerne uden indgreb og begrænsninger.

På vejen hjem skulle der købes lidt ind, og vi er meget omhyggelige med at låse cyklerne fast. Da vi kom tilbage til cyklerne sad denne seddel på stangen:

Vi fik hjælp i den nærmeste butik til at forstå teksten: “Hent nøglerne i Kopon” Kopon var en bar lige ved vores cykelparkering, og her fik jeg mit nøglebundt. Det var ikke det pæneste kvarter, men det var flot handling. Heldigt for mig og godt for Bilbao.

/Jørgen

Cykling, Turisme

Efterår i Pyrenæerne

1 kommentar

På vej længere sydpå slog vi et slag omkring Pyrenæerne. Selv om jeg ikke har fået cyklet mere end en enkelt tur siden Alpeturen i juni, ville det være for dumt at køre gennem Pyrenæerne uden at kikke forbi nogle af de berømte bjerge. Jeg havde dog ikke nogen klar fornemmelse af,  hvor de lå. Men syd for Pau var vi Col d’ -land. For de ligger jo lige i samme nabolag. Den ene Col ved siden af den anden.

 

Vi slog os ned i Laruns, lige der, hvor det bliver til rigtige bjerge. Jeg forsøgte en tur mod Col d’Aubisque, 17 km. Jeg blev træt, da jeg havde kørt 12 km op med 8% stigning. Men en dejlig første tur blev det i fantastisk solskinsvejr. Og sikke en nedkørsel.

eurot-0091004

Begge cykler blev luftet på tur  i Ossau-dalen til marked i nabobyen Arudy. Man kan mærke højden, ca 500 m, og årstiden, så temperaturen i skyggen er kølig.

Dagen efter var det var det blevet koldt og gråt, og vi kørte i bil mod Col d’Tourmalet. Den tur gik over Aubisque. Jeg ville jo gerne vise, hvor meget jeg havde cyklet opad. Og det blev et fantastisk syn. Jeg ærgrer mig over den manglende træning og modet til at tage det sidste nap. For det var de sidste 4 km, der var de flotte. Lidt som Glandon i Alperne.

eurot-0041005
Oven over alting skinner moder sol. Udsigt fra toppen af Col d’Aubisque

Og nedkørslen var forrygende, selv om det  var i en stor bil. Desværre var der lukket over Tourmalet af stenskred, så vi fortsatte til et overnatningssted ved Col d’Aspin. Her blev det til en flot tur op og ned og op og ned.

På den ene side af bjerget var dette udsigten. På den anden side skinne solen og et var lunt vejr
På den ene side af bjerget var dette udsigten. På den anden side skinnede solen og det var lunt vejr. Her på  Col d’Aspin

Natten blev med frost, og Tourmalet blev gemt til en anden gang.

eurot-0071007
Morgenfrost ved Peyolle. Heldigvis kan der sættes varme på Hymerbilen

Modellen med at have cykler i bagagen og kunne vælge mellem de flotteste bjerge fra den ene og den anden side, og stadig være hjemme til aftensmad, den holder. Det skal prøves igen, og så skal der selvfølgelig være mange flere kilometer i benene. Men der gik desværre lidt for lang tid med at få Hymerbilen ind under huden. Og der blev cyklet for lidt. Det føltes først naturligt, da der var bjerge i udsigt  ;-).

Tourmalet i baggrunden ser skræmmende ud. Må vente til en anden gang
Tourmalet i baggrunden ser skræmmende ud. Må vente til en anden gang.

Vi kørte mod varmen og overnattede i San Sebastian- en ny by i et nyt land, Spanien.

/Jørgen

Cykling

Cykler i bagagen

Skriv en kommentar

 

Jeg er blevet glad for at cykle på racecykel igen, og har trænet meget for at kunne deltage på Cykelnervens hold i 2015 og 2016 til Alperne.

Jeg er faktisk blevet vild med at køre i bjerge. Når man når toppen og kører ned igen, kan man næsten ikke tro, at man er kommet så langt op ved egen pedalkraft. Derfor skal cyklerne med for at kunne køre racercykel, og gerne op af nogle lange og stejle bjerge.

Men cyklerne skal også bruges til lokal transport, der hvor vi slår os ned. Cyklen er genial til transport i en stor by og til at få et nærmere kendskab til omegnen. Man bliver så træt af at vandre gade op og ned.
Min racer er derfor blevet ombygget til en super letvægts citybike med combipedaler, så jeg både kan cykle hurtigt, langt, længe og stejlt, når jeg får den ide. (Håber det er til at holde ud at køre med fladt styr?) Og jeg kan tage cyklen ind til centrum og stille den for at få en kop kaffe på en smart café.

Og to lette cykler, 2 x 8 kg, hjælper til med at undgå overlæs. Og de er meget lette og nemme at håndtere ud og ind af bilen. Cyklerne er så lige blevet udstyret med kædelåse, og det har øget vægten med faktor halvanden. Men ”jeres cykler er for stor en fristelse for en cykeltyv i en storby”, blev vi advaret af indtil flere hollændere, der kom med beundrende kommentarer. Altså til cyklerne.

Og så er vi selvfølgelig udstyret med cykelhjelm og klar til at møde andre måder at cykle på i de lande vi kommer igennem.

Jeg håber snart jeg kommer i gang igen med at cykle længere ture med noget fart på. Men det skal helst planlægges,så det bliver en god rute og så jeg kan finde ’hjem’ igen. Jeg har endnu ikke helt tillid til Garmins evner på fremmede breddegrader. Men det skulle vel ikke være noget problem?

/Jørgen

Cykling, Nationale kulturforskelle

Cykling i Holland

7 kommentarer

Jeg troede vi var verdensmestre i at få folk til at bruge cyklen i Danmark. Men det er helt vildt hvad der er af cykler, eller havelåger, her i Holland. For cykling for hollændere er noget andet end for danskere.

  • De kører på havelåger, altså transportredskaber
  • De kører uden cykelhjelm
  • De kører uden regler, eller har et pragmatisk forhold til overholdelsen
  • Der ser glade ud på deres cykler
  • Der er ikke nogen der råber i trafikken
  • De bruger tykke kæder til aflåsning

Det fungerer tilsyneladende uden den store ballade. Vi har været en del af trafikken rundt på cykler i storbyen Amsterdam (så stor som København). Og det er meget anderledes end i DK. Her er nogle regler om at holde tilbage fra højre, række armen ud før man drejer. Meeen! Regler, nå ja. Men det er den helt grundlæggende indstilling til at alle tager hensyn og fletter ind i hinandens mønstre der tilsyneladende får trafikken til at glide uden besvær. Både biler, knallerter, cykler og gående bruger det princip. Der er ikke nogen der ringer med ringeklokker, dytter  eller råber.

Alle cykler uden cykelhjelm, Forældre med børn stablet på cyklen både på stangen, på bagagebæreren, både foran og bagpå, nogen gange er der et barnesæde, andre gange en kasse. Ingen har hjelm på. På landet så jeg en skoleklasse, 5 kl. måske på cykeltur med læreren bagerst. Ingen hjelme!

De kører heller ikke så stærkt. Det duer gaderne i Amsterdam ikke til, og cykeltrafikken og hensynet sætter en begrænsning. Derfor kører de også alle rundt på ‘gamle’ havelåger, hvor man sidder ret op på sadlen.

Og så virker det som om der er mindst 3 cykler pr. indbygger. Alle parkeret meget tæt og ordentligt, og der er meget få vrag, der ligger og flyder.

Det er en tanke værd, om vi måske hjemme laver regler for at undgå skader, for at afvikle trafikken bedre, o.s.v og vi ender med, at bundlinien ikke er bedre, men at vi får en cykelkultur (trafikkultur), hvor man holder på sin ret, bliver mere hidsige og stressede, kommer mere til skade, får færre op på cyklerne i byerne, kommer langsommere frem. Tænk, hvis man i virkeligheden ikke fik færre ulykker ved at køre med cykelhjelm? Gad vide hvor mange der får skader af at cykle i Holland? Dansk Cyklistforbund har på et tidspunkt været skeptiske i forhold til at anbefale hjelm. (Det er nogen år siden).

A pro pos debatten om sundhedssektorens screeningsprogrammer, som fanger nogle potentielt syge, men påfører rigtigt mange ulemper og bekymringer?

Det er værd at kikke på statistikker. Hollænderne er vilde med statistikker, så hvis de bare kunne et pænere sprog kunne det vær sjovt at læse. Hvor mon man finder dem?

Ku’ det tænkes at vi laver for mange regler om alt muligt, og hollænderne har en pointe med deres hensyn-tageri og tollorange?

Jørgen