Kategoriarkiv: Fotografering

Vaccine mysteriet

Jeg havde både pas, kørekort, Visakort, det blå og det gule sygesikringskort en charmerende hat og ret godt humør, da jeg ankom med taxi til den offentlige skadestue i Coimbra.

Det skulle være nemt. Vi jo i EU?

Men inden vi fik adgang til lægen, der skulle klare operationen, skulle vi bruge alle vores talenter for at få konkret handling ud af de meget søde og hjælpsomme portugisere, læger, sygeplejersker, rengøring, vagter i orange veste, parkeringsvagter, andre akutte patienter , og vigtige mænd i habitter.

Det var ikke denne søde dame der syede hullet i benet. Lægen var yngre og lige så sød.
Sådan så det ud efter et par dage. Fint rent og uden problemer.

Såret blev syet uden problemer for hverken læge eller lærling. Det var først da jeg blev spurgt til stivkrampevaccination? Mere end 10 år siden?

Så skulle jeg have en ny, det kunne bare ikke ske på skadestuen. Men næste dag på en lægeklinik.

Ok. Jeg fandt to steder, som ikke kunne hjælpe fordi jeg ikke havde portugisisk Id.

Efter hjemlig rådgivning kontaktede jeg min rejseforsikring, som fandt et privathospital længere fremme på vores rejserute, i Setubal. Efter mange forhandlinger og kommunikation med forsikring om betalingsgaranti var beskeden til mig at de ikke havde vaccinen. Efter nye garantier kiggede en læge på såret og sendte mig til en sygeplejerske for sårrensning og indsprøjtning mod stivkrampe.

Ny garanti gav tid til at få fjernet sting i næste uge.

Farverne passer med kirken i Coimbra

Alt bøvlet kom fra dette billede. Pigen vendte sig og jeg spurgte om det var ok, at jeg fotograferede? Det var sjovt med hendes farvekoordinering med kirken. Hun syntes også det var sjovt og stillede op til flere billeder.

Men her ramte jeg en parasolfod, som lavede hul i benet. 9 sting og 5 dage senere er vi så her i Setubal og nyder solen.

/ Jørgen

Sverige på en søndag

Ikke bare en søndag, men dagen efter en sen nat til 70 års fødselsdag med det hele. Især svedig folkedans og lancier. Dagen er doven og lidt kølig i korte bukser.

Sverige passerer forbi uden for vores van på Tommelillavägen ved Sjøbo. Vi er kørt fra Fyn mod Skåne for at opleve noget tidlig efterår i det gode vejr, der kommer. Det bliver måske nærmest sommer igen?

Ud over at nyde det gode vejr i sydsvenske omgivelser holder vi øjne og ører åbne for gode historier, som kan fortælles med ord og billeder. Måske er det kun klicheer og fordomme vi får øje på, men hvis vi er nysgerrige, modige og heldige, og ikke dovne, bliver det sjovt at fortælle dem videre.

Hjemmesiden har levet et stille liv siden vi kom hjem fra vores Balkantur. Dog er der blevet arbejdet bag forhænget. Du kan nu finde en masse billeder fra turen til Færøerne og Island, Nordatlanten, og Balkanturen gennem Italien, Grækenland, Albanien, Montenegro, Kroatien og Slovenien.
Og nogle billeder og historier fra tidligere ture er begyndt at dukke op igen. De trænger til noget redigering. Og det bliver lettere at finde dem. Punktet i øverste menubjælke, som hedder “Ture i van” er central for at finde indhold på siderne.

Billederne må foreløbig tale for sig selv, men mange steder kunne det gavne med små undertekster og forklarende ord til sammenhængen. Det kommer måske senere, når årstiden igen skifter og det bliver vinter.

Nu skal der være tid til at være på tur i Sverige. På en søndag og måske tre søndage mere?

/Jørgen