Kategoriarkiv: Historie

Vi er her stadig

Det kunne nemt have været langt værre ulykker, der havde ramt os. Måske havde vi mistet vores pas eller Dankort. Eller vi var kørt forkert på en smal vej og kunne ikke finde tilbage, eller glemt bilnøglen i baderummet, eller vi har fået dårlig mave.

Men nej.
Vejret har bare ikke helt levet op til vores forventninger.

Måske mest fordi vi denne gang er ankommet næsten en hel måned tidligere end i 2017. Det har været fint vejr med op til 25° flere gange, men det ligner alligevel ikke rigtigt de varme lande. Og når det så også regner et par dage.

Og hverdagen

Så vi har bare ikke flyttet os ud af stedet siden ‘vores’ plads blev ledig. Det har mest bare været det samme, gentagelser af rutiner, op om morgenen, træning, en badetur, spise sen morgenmad, middagslur, en tur til byen på cykel eller gåben, daglige indkøb, snak (samtaler) til sent, flere samtaler (snak). Det samme næste dag. Og næste dag.
Vi har nydt det hele. Det er faktisk ikke noget nyt for vores måde at rejse på.

Det har passet os godt at komme ned i gear. Vi har taget nogle behov med hjemmefra for ikke at skulle træffe beslutninger og være handlekraftige. Vi har alle været indstillet på de betingelser.

Og fest

Og så var det et fint sted at fejre fødselsdag. Det plejer vi at kunne få til at passe med et specielt sted. I år var det 72-sindstyvende gang det blev fejret. Vi besøgte den store Basilica Angelica i nabobyen til messe kl. 12. Med Sahara regnvejr fra middag. Op af bjerget igen og hjem..

Derfor er vi her stadig.

Der var koldt og regnfuldt de første dage i Assisi, men vi oplevede alligevel byen som spændende og med flotte billeder

Vi har ikke brugt meget tid i korte bukser, en enkelt eftermiddag. Ellers har det været for køligt udenfor. Jeg havde tænkt på, om det skulle være i år at jeg skulle gå i shorts fra 1.4. til 1.10. , men det er allerede forpasset. Måske årene bliver varmere fremover?

Der bliver siddet, kikket og drukket meget kaffe. Især når solen viser sig,

Med mindre hang til at henslænge timerne under forårssolen, har vi haft dejlig, rigelig tid til at blive kloge på, hvad det er for et sted, vi godt kan lide at være? Og måske nogle bud på, hvorfor her er godt for os at være.

Franciskanere og Clarisser

Byen hedder Assisi, ligger i Umbrien i nærheden af Perugia, den store by i Umbrien med 160.000 indbyggere. Der bor 27.000 i Assisi. I løbet af året kommer der mange flere forbi på besøg. Hvis det ikke havde været for Frans, havde byen været meget mindre og med langt færre gæster.

Frans er kendt som Frans af Assisi. Han levede fra 1182-1226. Hans forældre var del af den pæne middelklasse i byen, så Frans skulle have en god uddannelse, og overtage sin far butik. Men ville han det? Nej krig og fest med de unge venner lå mere til Frans. Indtil han faldt over en forfalden kirke, Damiano-kirken. Det blev hans opgave at få kirken op at stå igen.

Og her startede hele historien med, at nogen ville være franciskaner. Der var faktisk mange, der kunne se sig selv i hans tanker. Han havde en pæn formue med hjemmefra, men hans nye ide var at frasige sig rigdom og i stedet at bruge sin tid på at hjælpe de fattige og naturen. Og så vil han bevare ‘et godt humør.’

Pace & Bene: hold fred og hav det sjovt

Senere mødte han Clara, som var en ung pige fra de fineste lag i byen. Hun var også noget på kant med de gamle, og stak af for at slutte sig til Frans.

Nu ligger der to store kirker/klostre i Assisi med deres navne på. Santa Clara-kloster med kirke, som er for clarissernonner og Basilica di Francesco med munkekloster. Kirken de var sammen om genopbygge, San Damiano, er stadig aktiv som munkekloster.

Vi har ikke noget overblik over samtlige kirker og klostre i Assisi. Hvis man spørger google, er der 14….

Frans og hans forståelse af katolicismen, rammer mange moderne mennesker. ‘Pace & Bene’ betyde ‘Fred & Hav det godt’. Det er ikke kun fred i Ukraine, Gaza og Myanmar, men også med din nabo, dig selv, din kone, fugle og fisk, naturen i det hele taget, og SVM, (selv om det kan være svært).
Vi er blevet klogere, men man kan nemt forsvinde ned i et ‘kaninhul’, når man leder efter oplysninger om Assisi og Frans.

I stedet har vi været i kirker og klostre for at fornemme, hvad der er tiltalende ved Frans’ katolicisme. Hvordan er den daglige praksis? Der har været mange aktiviteter og fejringer i påske,. vi deltog i processionen Langfredag, hvor Jesus’ afsjælede legeme blev flyttet fra Rufino katedralen til San Francesco Bacilikaen.

Og der kommer en anden historie, for nu er solen kommet til de varme lande. Korte bukser fra morgenstunden.

/Jørgen

Nyksund. en forladt by langt hjemmefra

3289 km har vi kørt indtil vi holder på pladsen mellem Myre og Nyksund. Vi er langt hjemmefra.

Nyksund er en by, der er forladt flere gange gennem de sidste hundrede år.

Nyksund er en by, der er blevet forladt flere gange gennem det sidste hundrede år. Sidste gang var en gang i 60’erne, da staten lukkede postvæsenet og skolen.

Fra de glade kollektivistdage i 70′ erne mindes jeg , at nogen havde hørt om en forladt by i Norge, som man bare kunne flytte ind i.

Orv hvor fedt, mand! Sku’ vi ikke bare se at komme afsted?

Der var noget rigtigt i det. Det har vi ved selvsyn hørt i dag Byen var tømt, så der boede kun enkelt mennesker. Og bygningerne stod og faldt sammen. Der blev etableret en slags fond, som havde til formål at sætte gang i aktiviteter, som kunne bevare byen i en eller anden form. Bl.a. betød det, at unge mennesker kunne slå sig ned og benytte det der var

Nyksund er en forladt by. Har været en mere levende by siden bl.a. tyske unge flyttede ind.

Det var der flere unge, der gjorde, især unge fra Tyskland.

Noget der huskes i byen var “Das sozialantopologishe Eksepriment”. Det var en behandlingsprojekt for unge som ‘ trengte at bli restauriert’ Eksperimentet gik ret voldsomt ud over det røde pakhus, der dengang blev brugt som materialeforsyning til andre projekter.

Unge tyskere er frivilligt i isolaion i Nyksund, men drømmer…

Der er stadig langt igen, men der er noget i gang. Og historien om Nyksund ligner det der sker mange andre steder i Europa: Noget faldefærdigt industriområde bliver besat, og bliver opdaget af alternativister og kunstnere og ender med at blive hipt og købeobjekt for dem med penge, så alternat/kunstnere ikke længere har råd til at være der . Men det ligger langt fra Oslo, København, Paris, så det varer nogle år endnu inden det bliver smart og bæredygtigt.

Klimaudfordringen kunne også spænde ben. Det nydelige istandsatte pakhus har været ramt af stormskader og bølger i krostuen flere gange indenfor de sidste 10 år. Der er ikke penge til at klimasikre med en mole. Og stormene bliver der nok ikke færre af de næste mange år.

Og den ligger langt fra Odense. Vi har kørt over 3000 kilometer og oplevet rigtig mange ting.

Vi har kørt i vores bil i Danmark. (Det kunne vi godt tænke os noget mere af) Besøgt venner i Bergen. Haft hedeslag i nærheden af isbræer. Sejlet nogle fantastiske ture med færger for en hel bunke Nkr. Passeret Polarcirklen. Spist tørfisk. Oplevet Lofoten, både turistfælder og fredelige, flotte fiskesteder. Fanget fisk selv, og spist dem. Og nydt det ekstremt flotte vejr vi har haft i mere end 3 uger.

Nu hedder området ikke Lofoten mere, men Vesterålen med Andenes. Vejret er ved at skifte, farverne bliver nogle andre, temperaturen falder og det begynder at blæse. Hvalsafarien på tirsdag fra Andenes er usikker, så måske tager vi videre mod Tromsø og det nordligste Norge.

Jeg fortæller oftere om, hvor vi er i billedteksterne i højre side og i beskrivelsen af vores bopladser.

/Jørgen

Befrielsesdage

25. april ved Trasimeno-søen blev vi nærmest bombet ud i søen af gamle Spitfires og hvad hed de nu de tyske? Det var den italienske befrielsesdag i 1945, der blev fejret.

For nogle dage siden var jeg på  Pedro IV pladsen i Lissabon og fejrede Portugals befrielsesdag. Også 25. april, men 30 år senere end Italien.

Og i aften fejrer vi som sædvanlig Danmarks befrielse med lys i vinduerne.

Der er mange lande i Europa, hvor jeg ikke kender befrielsesdagen endnu. Der er en opgave at løse. For det er vel nærmest alle Europas lande, der er blevet befriet?

Det har været nogle halvgamle ildsjæle, der har stillet op for at fejre befrielse og frihed. Flere af dem var så gamle, at de tvivlede på de unge. Havde de mon  opdaget, at de havde arvet friheden og skulle forsvare den?

Det er vist stadig vigtigt at tænde lys.

/Jørgen

PS: Billeder og alt muligt har taget tiden fra skriveriet. Det bliver mest  kommentarer til billederne i højre side. De kan læses når du peger på billedet. Klik på billedet for at se en stor version.

Du kan se, hvor vi bor og overnatter og få en ide om rejseruten på denne side.

José Baptista de Sá, hvor er du?

Det kunne have været ham. José Baptista de Sá fra Porto. Dengang i 1975 var han måske 35 og lige så ivrig for at fortælle om Nellikerevolutionen, som den gamle mand tæt på 80 på billedet.

Jeg har ikke haft kontakt med ham siden jeg i 1975 var på samfundsfags studietur til Portugal. Han viste rundt i Lissabon og var kontaktperson og sproglig hjælper til at få indblik i, hvad der var sket og hvad vej Portugal kunne udvikle sig efter Nellikerevolutionen.

José Baptista de Sá helt til højre med sin familie på landet udenfor Porto. To passer ikke helt ind i familien!

Billedet på en fredelig revolution

Nellike-revolutionen kom som kulmination på utilfredshed med Salazar-styrets militære engagement i de gamle portugisiske kolonier.  Han var landets diktator, men befolkningen var som udgangspunkt ikke imod ham, fordi han var god til at få samfundet til at køre. Han blev i stigende grad upopulær, fordi han brugte ressourcer og soldater på krige.  Han døde i 1970,  men hans efterfølger fortsatte linjen. Efterhånden blev militæret  også trætte af krigene og var passive støtter af opgøret i 1974.

 

Gammel kæmper i Mozambique fejrer friheden 44 år efter Nellike-revoutionen

Jeg var så heldig at være i Lissabon på 25.april dagen.  Den kunne ligne 1. maj i  Danmark med fest og taler og  masser af øl til venstrefløjen.  Men Antonio lærte mig om alvoren bag frihedskampen. Han blev sendt i krig i Afrika, og musikerne og digterne blev sendt i eksil og arbejdede for frihedskampen via sangene, som blev sunget i dag.

De gråhårede synger med på sangene og råber parolerne.

Sangene er minder om en rigtig frihedskamp for ikke så længe siden. “25. abril sempre”.  Altid 25. april synger de med på i dag.

Han, José Baptista, boede i Porto, arbejdede som bankmand, og var engageret i politisk arbejde. Han tog os med til den landsby udenfor Porto, hvor hans familie stadig boede. I 1974 var der meget fattige forhold på landet og særligt i det nordlige Portugal. Det var som dansk bondeland før udskiftningen i 1688.  Hver bonde havde en lille del af mange små jordlodder, på størrelse med køkkenhaver. Det er stadig fattigt i Nordportugal.

Jeg har forsøgt at finde ham et par gange uden held. Facebook og Google hjælper ikke,  og udsendte medarbejdere har forsøgt at kikke i telefonbøger uden held. Jeg håber på bedre held ved at være her selv.

Når jeg ser en ældre mand med mørke briller kikker jeg grundigt efter. Jeg spørger også ind i mellem, hvad han hedder? Og hvis jeg møder hjælpsomme portugisere, der kan tale,  så jeg forstår dem,  fortæller jeg min historie om José Baptista. Som Paula på campingpladsen i Setúbal udfoldede sin hjælpsomhed og sit engagement i flere omgange. Men det er ikke lykkedes endnu.

På Nellikerevolutionens mærkedag sad han der. Lige foran mig og udbredte sig om de spændende historiske begivenheder i 1974 for  de unge piger.  Det kunne have være ham, men ildsjælen foran mig hed Carlos Ferreira og kendte ikke José.

Jeg leder videre. Det er sjovt!

/Jørgen

Gibraltar – UK aftale er “Crystal clear”?

Hvad er det mon, der er krystal klart?

Det der nok må svare til Ugevisen eller Søndagsavisen i Gibraltar lå fremme på caféen  ved Point Europa og kunne tages med. Og den var til at læse, for i Gibraltar er sproget engelsk. Denne uges avis bragte lidt indsigt i forholdet mellem Gibraltar og Spanien, som det tager sig ud nu.

Hvorfor ligger der en klat England midt i Spanien? Hvad er historien og hvad sker der nu?

Gibraltarklippen set fra den sydlige ende af halvøen

En lang forhistorie med fønikere og maurere fik et nyt skillepunkt i 1713 med freden i Utrecht. Det var freden efter Den spanske Arvefølgekrig, og det er et større studie at gøre rede for, hvordan den krig var skruet sammen. Men det handlede vist om, hvad der skulle ske med magten i det store spanske  rige på den tid, fordi der manglede en efterfølger til kongen. Og spillet om hvilken kongefamilie der skulle tage over ville forrykke hele magtbalancen i verden. Ny magtbalance kunne åbenbart kun findes ved at gå i krig. En meget gammeldags og rodet krig. Krigen blev afsluttet med freden i 1713. Og ved den aftale blev Gibraltar overdraget fra Spanien til England. Og der har det været siden.

Nu har Gibraltar sin egen lovgivende forsamling og præsident, men dronning Elisabeth er stadig statsoverhoved.

Kryds startbanen, hvor der starter og lander fly i hvert fald 4 gange om dagen.

Der har løbende været mange konflikter omkring Gibraltar og dets placering. I nyere tid bl.a. omkring den lille lufthavn, der ligger nærmest midt i byen.  Man cykler på tværs af landingsbanen når man har vist sit pas og passeret grænsen ind i landet/byen. Men der har været mere ro på konflikterne efter både Spanien og England  er EU medlemmer.

Brexit tænder lidt for konflikterne igen? Her kommer Ugeavisen “The Gibraltar Olive Press” The Rock’s only free and investigative local paper på banen med relevante nyheder:

Spaniens ministerpræsident Rajoy kunne nemlig fortælle, at der inden for et par måneder ville komme en aftale om Gibraltar mellem England efter Brexit.

Gibraltar suverænitet er ikke til debat denne gang. Men situationen for de 8000 spaniere, der pendler over grænsen hver dag er vigtig for præsidenten at fastholde og forbedre. Det er godt nok meget billig arbejdskraft til de de ca 30.000 indbyggere?

Gibraltarerne/gibraltanerne/gibralteserne er glade for, at  de fortsat vil have fuld adgang til engelsk finansservice og spillemarkeder.  Det er da vist en også en væsentlig del af landets indkomst. Der var noget med Jyske Bank og hvidvaskning/skattely i Gibraltar? Det virker lidt som når man besøger Andorra med billig benzin, juveler butikker,  Tax-free skilte og lidt skattely. Det er kun fornemmelser som skal undersøges nærmere.

Men vi havde en sjov tur  gennem byen og rundt om” The Rock”, som de selv kalder stedet, på cykel med god kaffe undervejs. Og jeg havde en hård tur op ad klippens stejle og svært gennemskuelige veje, over 20%,

lige før det blev regn
på en sommerlig dag
tæt på Afrika

/Jørgen

Det er gået ad Pommern til de sidste dage

Er det en tysker? Nej det er nogle træer der står på rækker i en park i Schwerin

‘For mit velbefindende bliver jeg en gang imellem nødt til i en periode at tage tilbage til mit fædreland  for at opleve, at det  vi aftaler bliver til noget, at der er orden på tingene.’

Det var en ekspedient i en af butikkerne med keramik ved Klara-kirken i Asissi på vores sidste rejse, der sagde ovenstående. Hun er gift med en italiensk entreprenør, har to voksne drenge, som snart skal finde arbejde. Og så er hun selv tysk.

Hun er forelsket i italienernes afslappede og festlige indstilling til livet, at det sjældent går efter en snor. Hun bliver træt af, at familien skal bruge en masse tid og penge på at slås med myndigheder, og se på de mange projekter og ideer der sander til. Det er også samme italienske stil der gør, at hun af og til skal hjem til Tyskland og nulstilles.

Hun ramte lige mine forudfattede meninger om tyskere. De får ordnet tingene effektivt, ‘ordnung muss sein’.

Men hvor har jeg det fra? Jeg har faktisk mødt tyskere som ikke passer til den forestilling? Jeg har mødt dem uden for Tyskland. På La Gomera, Mallorca, Kristiansminde. Aldrig på deres hjemmebane. Jeg har kørt igennem landet og kan huske byskilte til Hamburg, Kassel, Frankfurt. Jeg kender ikke stederne.

Nu er jeg startet på en tur som går ind i Tyskland. Ikke igennem.

Der opstår noget modstand, ligesom en slags depression. Jeg skal tage mig sammen. Jeg skal overbevise mig selv med gode argumenter om, at det bliver spændende. Det er negative følelser, der mødes af viden og fornuft.

Hvor kommer de følelser fra?

– 1864 betød, at min bedstefar skulle kæmpe på tysk side i første verdenskrig.

– Min far blev født i grænselandet, som var tysk indtil genforeningen i 1920. Der har altid været meget snak om dansksindede og tysksindede. Og jeg forstod, at jeg er dansksindet.

Tyskere besatte Danmark i 1940, jeg blev født 7 år efter de blev slået hjem. Hele min barndom har jeg hørt historier om de onde tyskere som frihedskæmperne (det var vi alle?) fik sendt hjem. Min store storebrors Kommando-blade havde masser af engelske og amerikanske krigshelte, og tyskere, der sagde ‘Actung’ og ‘Donnerwetter’ før de blev skudt og døde. Krigen og Holocaust har fyldt meget i undervisning, bøger og film gennem min opvækst og sjældent med tyskere i helterollen.

Jeg er glad for sprog. Også for tysk. Det har bare altid føltes lidt underlødigt at tale tysk. Sådan et hårdt kommandosprog med firkantede kasse-regler. Det er for matematikere ikke for mennesker. Jeg fik engang et job med bolig, fordi ingen andre ville undervise i tysk.

I international ledelse og markedsføring lærte jeg om tyskere med jakkesæt og slips, som havde firkantede og ufleksible forestillinger om beslutninger og hierarkier. Modsat danskere, selvfølgelig.

Det er rigtig mange års grundig indoktrinering, der ligger til grund for de følelser jeg nu skal håndtere. Og de forsvinder ikke bare med mere viden og omtanke. Det skal suppleres med mange timers aktivt brug af alle sanser

Hvad med fornuften og grundig viden?

Fornuft og viden har det svært mod så massiv forførelse.  Desværre er virkeligheden flertydig, kompleks og indviklet at have med at gøre. Man kan læse sig til nogle andre billeder. Det er tungt, bøvlet og besværligt. Det nemme er at fastholde en mening ud fra følelserne, -også selv om det ikke holder.

Jeg er på vej ud i verden og på tur ind i mig selv. Hvad er det jeg har bildt mig ind? Og hvad i al verden er det,  jeg ser lige foran mig?

Det har været svært at komme i gang med turen og ikke mindst at fortælle historier herfra. Vi har været undervejs siden torsdag d. 31 august. Tre dage i Schwerin, hovedby i Vorpommern-Mecklenburg. Det her er begyndelsen på begyndelsen.

/Jørgen, Berlin

Overnatning i Magdeburg

I aften er det 4. maj i Danmark og i Magdeburg. I Danmark blev det en festdag, ligesom den 25. april var en festdag i Italien.

Magdeburg er en by, der ligger på den mere østlige rute, A9, op gennem Tyskland og passende 450 km fra sidste sovested i Ingolstadt. Derfor blev den valgt som næste stop.

Der var en fin parkeringsplads ved Elben uden noget service inkluderet i prisen, men der var en masse flinke og hjælpsomme tyskere, der gik/løb/cyklede tur langs floden.

Vi havde ikke tænkt over, at vejen går gennem det tidligere Østtyskland, Deutsche Demokratische Republik og at Magdeburg først i 1989 blev en del af Bundes Republik Deutschland.

Heldigvis tog vi os sammen til at gå en aftentur rundt i byen. Det var en meget anden by end Venedig. Skiltet fra havnen pegede på Neue Altstadt? Ny gammelby? Og så kom vi i tanke om verdenshistorien! (Der kunne godt være noget mere af den at komme i tanke om.)

Magdeburg var østtysk fra 1945 indtil 1989. Hvordan historien hang sammen før 1945 skal jeg have undersøgt, men byen var en del af Hitlers Tyskland. Ligesom Berlin og Dresden blev byen bombet til ukendelighed af de allierede. Magdeburg blev udsat for massive bombninger bl. a. på grund af broerne over Elben, og en del vigtige fabrikker, Krupps tank-fabrik.

Vi mødte en dame, som lige var ankommet til byen, 9 dage på cykel fra Kuxhaven. Det var hun stolt af. Vi kontaktede hende for at spøgte til byggeriet, om det var bygget efter krigen? Hun kendte ikke Magdeburg, men kom oprindeligt fra Østtyskland, og hun genkendte den østtyske byggestil, og gættede på, at det var opført som erstatning for den udbombede Altstadt.

Det var en speciel oplevelse at se en by, hvor det meste af det gamle var væk og erstattet af noget meget ‘rationelt’, funktionelt, antikapitalistisk, jeg ved ikke hvad det hedder, byggeri. Især lige ovenpå vores ture i Venedig med alle de århundreders historie gemt i murstene.

Vi fik en Weissbier på noget der kunne ligne city-centrum, hvor letbaner med afgang hvert andet minut krydsede hinanden. Der var masser af folk på baren denne onsdag aften og rigtig god stemning. Vi sad med en masse spørgsmål om krigen, om øst-tiden, om vesttiden, men tænkte, at vi ikke ville ødelægge den gode stemning og snakkede kun med os selv. Det var også hyggeligt. Og der var ikke mange af de tilstedeværende, der havde boet i Østtyskland, for mere end 28 år siden. Vi tænkte at de hellere ville se fremad.

Dem, der er 75+, har oplevet Hitlers periode med krigen, at blive bombet af englændere, at blive en del af et kommunistisk regime de måske ikke var alt for enige med. Og at blive indlemmet i et land, som de har lært at kritisere. Det er nok ikke nemt med identiteten?

Vi kom bare forbi Magdeburg for at sove og så fik vi en spændende oplevelse og anledning til mange nye spørgsmål og tanker.

/Jørgen

Pompeii, – tilbage til Romerriget

Det var helt sikkert, at vi ville se udgravningerne Pompeii.

Og det var en helt fantastisk oplevelse at færdes i en hel by, sådan som den så ud for flere tusind år siden. Det er nemt at forestille sig det liv, der har udspillet sig i de gemte rammer. De vidner om en meget rig og varieret kultur. Ligesom i Rom kan man her se, hvordan byen udviklede sig og gamle strukturer blev grundlag for noget nyt, alt efter hvordan religion, magt, økonomi og politik ændrede sig.

Man kun få lyst til selv af være beboer i den tid på det sted. Der var fyldt med smukke bygninger, ting og mennesker, som var dannede og havde god tid til at beskæftige sig med meningsfulde sysler, som at spille teater, dyrke sport, motionere, tage lange, varme bade, dyrke dejlig sex, føre krig, male flotte billeder og lave god mad.

De havde åbenbart en meget fordomsfri indstilling til sex. Der var adskillige offentlige bordeller, hvor nok især mændene kunne tilfredsstille deres ønsker og behov. Seksualiteten var en naturlig del af livet i den romerske kultur.

“Make Romerriget great again”. Det kunne da være alle tiders!

Ville det være et gangbart grundlag for et nyt parti på midterfløjen? Midterfløjen??

Har nutidens italienere en hel masse gener og kultur med fra den tid?
Hvad var bagsiden af medaljen? Hvorfor gik Romerriget rabundus? Ender alle samfund med at dø som Romerriget, før eller siden? Er det den vej vi er på nu?

Pompeii sætter virkelig gang i fantasien.

/Jørgen

 

På sightseeing i Roma

Der ligger en masse byggeskrammel rundt omkring i byen, som er flere tusind år gammelt. Og her kommer der ofte valmuer frem i det tidlige forår.

Bycentrene er travet grundigt igennem. Det er simpelthen en fantastisk by at besøge. En del af charmen ligger i at de sidste 2500 år er bygget til og udenpå og ovenpå og ved siden af, og meget ser ikke helt færdigt og endeligt ud. Det er på vej videre.

Vi har brugt dagene i Rom til at slentre rundt i gaderne og kikke og snuse og spise en frokost og nyde en kop kaffe. Det har været rigtig dejligt.

Men kunne vi forlade byen uden at ‘gå i dybden’ med nogle af seværdighederne? Skulle vi bestille en rundvisning i Colosseum til 350 kr/pers. slippe for køen og få en hel times grundig gennemgang af romerrigets historie, sammen med 35 andre i en gruppe for engelsktalende, blandt 20-30 tilsvarende grupper på spansk, tysk, russisk?

Vi valgte at se tiden an og læse lidt bedre på lektien hjemme og måske komme forbi en anden gang sammen med en, der er klogere end os, og som har ligeså god tid som vi har.

Men nu ved vi, hvor Colosseum og Peterskirken ligger og hvor bus 118 stopper. Og at de røde bor i Trasteverer og Monti, de højreorienterede bor som nabo til Peters Kirken i Prati. Vi har set rigtig meget og der er rigtig meget vi ikke har set. Og sådan er det med valg. De er også fravalg. Det er helt ok at gå glip af noget.

Vi droppede rundvisningen og dårlig samvittighed over at være overfladiske. Bilen kører sydpå mod Sorrento i morgen

/Jørgen

 

Satie i Honfleur

Vi kører snart ind i Frankrig, men holder søndag i Veurne i Belgien. Til morgenkaffen hørte vi radioavis og  stille musik på DR.dk/P2 (lidt længsel). Den efterfølgende udsendelse hed “Lyden af Frankrig” Den var rigtig god. Og vi skal selvfølgelig besøge det lille, åbenbart lidt ukendte Satie museum i Honfleur, som bliver omtalt. Byen er allerede anbefalet af andre og skulle være rigtig hyggelig.

Du kan høre udsendelsen her: Lyden af Frankrig

http://www.vdr.dk/p2/sadan-lyder-landet/sadan-lyder-landet-frankrig-1-5/  (linket duer ikke mere, desvære)

/Jørgen