Det er en sort Tourne ligesom vores. Og er det ikke Lene, der vinker? Jørgen tager billedet?
Jo. Nicholai vinker også. Han er en glad mand.
Sammen med Elena sidder han nu og lægger planer for deres mange spændende ture i ‘vores’ bil.
Lene er også glad, for hun har fået solgt vores van til nogle rigtig glade og spændte mennesker, som er vilde med ‘vores’ bil og vil fortsætte ‘vores’ rejser rundt i verden.
Bilen skal jo ikke stå og koste og kede sig.
Og Jørgen glæder sig sammen med Lene til at blive stedfaste byboere og en gang i mellem, uden pres, at finde andre måder at rejse på.
Idag har været en forløsende fredag i august 2025, som er starten på nye kapitler. For dem i Odense og dem på Sjælland.
Held og lykke til Nicholai og Elena og ‘deres’ dejlige, nye bil
Vi startede fra Fulda klokken 7 søndag morgen på tom mave. To timer i forårssol på en søndagmorgenstille motorvej i Bayern gav 150 km af vejen mod Livorno inden morgenmaden.
Det plejer at være meget tidligt forår, når vi starter vores første tur. Der kommer gode bortforklaringer på det senere.
Nu er vi afsted. Alt kører, som det skal. Vi har glemt et par solbriller og en drone. Pyt.
Vi kunne ikke få nok. Skulle vi nå hjem ad den planlagte rute over Sevilla til tiden, ja så skulle vi afsted nu. Men Setúbal var for dejligt et sted at være.
Omkring 11. November er her ofte Late Summer eller Indian Summer. Lunt og stille og frisk kølighed, som dansk sommer ved vandet. Vi tog to dage mere.
De ægte kastanjer var modne og blev serveret ristede og varme med den nye vin som afslutning på sommeren og høsten.
Men det ville være slut med det gode vejr om 2 dage. Så ville det blive koldt og blæsende og måske en masse regn. Det var sidste tur i 2024, som lakkede mod enden. Er det mon også sidste gang på så lang en tur? Næsten 8000 km?
Der er altid mange ting, der bliver afsluttet, eller er ‘sidste’.
Den ‘evige ferie’ har det ikke været, men vi har fornemmelsen af at 2024 har været en meget lang sommer, der startede i midten af marts og slutter nu i midten af november. Det er 8 måneder!
Vi slutter også et år med et stort flytteprojekt. Når vi kommer hjem flytter vi til en ny adresse i Odense centrum. Det begyndte på vores ‘seminar’ om fremtiden, om drømme, økonomien, og hvad vi ellers går og tænker på i efteråret 2023. Det resulterede i, at vi solgte lejligheden ved havnen, beholdt vore rejsebil og bliver lejere et nyt og spændende sted.
Er det mon også afslutningen på et rejsemønster med lange ture (7-8 uger) i ydersæsonerne? I år har vi været mere udfordret af vejret end vi plejer. Vi har måtte ændre rejseruter for at undgå voldsomt vejr i Spanien i efteråret. Det kan også mærkes, at der kommer flere rejsebiler i det tidlige forår og sene efterår, som vi ellers plejer at have for os selv.
Skulle vi bare blive i det varme syden sammen med alle de andre, der kører derned og bor hele vinteren? Det har vi svært ved at forestille os.
Vi kan efterhånden godt nøjes med lidt kortere, lunere ture til steder, vi allerede kender. Eller måske en tur til Sardinien i maj.? Det kommer til at gå ud over forår og sommer hjemme, men det kan vi leve med.
Giver det mon stadig mening at forsøge at fortælle historier undervejs? Der skal i hvert fald findes på noget af en ny slags, for at det kan blive ved med at være sjovt. Der fintænkes en hel del over hvorfor og hvordan. Den nuværende form kører i garage. Er det også en afslutning?
Men nu er vi kommet retur til sommerhuset i sne og slud, og budskabet skal ud. Rejsen er slut for 2024, og der begynder nye oplevelser i Mosen lige om lidt.
Der er rigtig mange spørgsmål, vi skal have drøftet og tage stilling til. Heldigvis har vi nogle lange, mørke måneder i vinterhi med god tid inden vi skal afsted igen.
Landsbyen Castillo de Olmillos de Sasamón på den spanske pampas med en Bar og landarbejdere i trucks. Her oplevede vi noget forskelligt
Vi oplever det, vi ser, meget forskelligt. Et af de emner er “Udkanten” . Rural mod Urban. Jeg får øje på afvikling og forfald og Lene ser dem, der stadig har et liv. Det er konflikten mellem land og by. Og vores konflikt.
Der er ikke nogen tvivl om, at den konflikt findes og den er baggrund for mange stridigheder rundt om i verden. Og selvfølgelig fylder den også i det vi ser, når vi rejser.
Hjemme i DK har Støjberg kunnet få fortsat opbakning til sit parti ved at ville dræne sumpen og glemme sin egen deltagelse i de fine saloner. Og hvis en modsætning omkring CO2 ikke rigtig er populær mere, så opfinder hun “jernmarker mod kornmarker”, og så kører det en runde mere. Det er dem i byerne,der er skyld i problemerne på landet
På Cuba i 2011 så vi, at meget få ville arbejde i landbruget. Der var masser af ledig landbrugsjord og mange sultne kunder, men ikke nogen til at dyrke jorden. Det var mere attraktivt at tjene nogle $ om dagen i byen end at arbejde i sukkerrørene på landet.
Fiskerne langs den norske vestkyst forsvandt fra fiskerbyerne da arbejdspladserne flyttede til byen. Den norske stat forsøger nu at holde liv i kystbyerne ved at grave tunneller til de mindste flækker. Så kan der opstå nye arbejdspladser omkring turisterne, som gerne vil ud at fiske. Fiskersamfundet forsvandt og turisterne flyttede ind.
Trumps base henter han på landet og ikke i de store byer, som støtter demokraterne. De højtuddannede og de rigeste bor i byerne og dem på landet føler sig på mange måder snydt.
De gule veste i Frankrig protesterede mod høje benzinpriser, som ville forringe mulighederne på landet.
I Albanien har bl.a. EU lagt investeringer i turismeudvikling langs Adriaterhavskysten, som skal være basis for økonomisk vækst, så landet kan udvikle sig til en ny medlemsstat. Engang.
På vej fra Paris og sydpå gennem det centrale Frankrig kørte vi gennem lange stræk med kæmpe marker, svinefarme og kvæggårde. Her havde industrialiseringen i landbruget sat sit præg på livet på landet. Og nødvendiggjort fraflytningen. Arbejdspladserne forsvandt.
Torv med butikker i Beaugency ved Loire-floden
Den første by, vi havde fundet plads i var Beaugency ved Loire. Sent på aftenen var der livlig trafik gennem byen af moderne traktorer med kornvogne og lastbiler. Det var høsttid omkring en rigtig hyggelig by, som havde en levende fortid. Engang foregik transporten på Loirefloden, som gjorde Beaugency til en driftig handelsby
Der havde tidligere været basis for livlig handel, men den store overdækkede markedshal var nu lukket og turistkontoret rykket ind. På torvet med butikker var der to hørecentre, to optikere, en massør og flere ejendomsmæglere, et enkelt apotek, det andet lå i nabogaden, og landbrugscaféen havde ingen kunder i dag (regnvejr!).😏 og ostebutikken var lukket ned.
Det ligner da oplæg til en tanke eller flere? Industrilandbrug, aldrende befolkning. Er der her noget under udvikling eller afvikling? Lene så nogle børn i en barnevogn. Jeg så en by, som i bedste fald allerede er i gang med en vigtig omstilling. Turisme er fremtiden.
Beaugency. Skal byboerne flyttes tilbage til disse hyggelige gader?
Carrefour-city (=365 i DK) blev vores indkøbsmulighed og ved siden af den kunne man købe cigaretter, cola og lottokuponer. Ellers var der stille i byen. Der bor nu omkring 7.000 indbyggere i byen. Mange arbejder nu med turister. De kan også handle i Lidl og andre indkøbscentre, og de har også børn, der skal i skole, til sport og frisør. Nogen bor billigt og arbejder måske i Paris (155 km, 2 timer)
Over hele verden bliver der ledige bygninger i landdistrikterne og stor efterspørgsel efter boliger i byerne. Det er ikke særligt bæredygtigt bare at bygge flere nye boliger, når der er masser af bygninger, der ikke bliver brugt. Men er det så boligerne på landet, der skal flyttes ind til byerne eller er det byboerne, der skal flytte på landet? Eller er det en del af løsningen på klimaproblemerne, at det bliver mindre attraktivt at være storforbruger i de store byer?
Den problemstilling er ikke noget vi har opdaget ved at rejse rundt og kigge. Men vi støder selvfølgelig hele tiden på den uden at kunne få øje på de gode løsninger. Turisme er ofte svaret, men er det en løsning?
Ja det var da en ordenlig omgang. Behøves det at være så bøvet at fortælle om en tur til Portugal?
Du kan nøjes med at se billeder fra Beaugencyæ, eller bare se billederne fra turen ved at klikke her.
/Jørgen
/
PS: Jeg sidder med det ene ben oppe og skriver på en ny historie om “Vaccinationen, der blev væk”
Vi er for længst kommet til Portugal. Vi klarer os uden om de værste regnskyl og har det godt. Om 10 dage begynder vi at køre hjemad gennem Spanien, og vi holder øje med vejrtjenesterne og parkerer ikke ved siden af en flod.
Vi skal først en tur sydpå, ud i verden, inden et nyt kapitel starter hjemme. Vi flytter nemlig til Odense.
Første stop i Tommerup på Fyn. Gratis parkering med friskbagte boller til morgenmaden, og tre søde og friske drenge
I efteråret 2023 satte vi gang i en langvarig proces, som er ved at være bragt lykkeligt til ende. Vi kunne mærke, at det ikke var sjovt, at renterne på lån steg. Det ville vi gøre noget ved. Lejligheden på havnen blev sat til salg . Vi ville være lejere og helst et sted med et godt fællesskab.
Fra april har vi boet i sommerhuset, og nu har vi fundet et rigtigt godt sted at bo. Lige midt i Odense, med fantastiske omgivelser, fællesskab og det hele.
Med indflytning 1. december kan vi med ro i sjælen pakke bilen og køre en længere tur i efteråret. Ingen husleje og ingen stress, kun en masse overskud til at opleve.
Det er denne tur, vi planlægger at køre. I Paris er der styr på mange flere detaljer, men ellers er det en grov skitse. Det ser da meget godt ud?
Foreløbig ruteplan
Portugal har vi besøgt et par gange, men vi har aldrig kørt til Paris, og Lene har aldrig været der. Så den første uge bor vi i Bologneskoven.
Skitsen til turen går videre gennem det centrale Frankrig over Nordspanien til Portugal. Både til egne vi tidligere har besøgt og byer vi sprang over. I Portugal vil vi give os rigtig god tid. Vejret kommer selvfølgelig til at spille en stor rolle for, hvordan planen bliver gennemført. Vi holder skarpt øje med efterårsstorme, oversvømmelser og mudderskred. Men vi skal gennem områder, som kan være ret våde i en tid med klimakrise. Planen er at være hjemme igen omkring 20. November.
Hvordan ville du have det med at rejse rundt i Europa på denne tid af året? Har du gode ideer til, hvad vi absolut bør opleve på turen? Vi fik rigtig mange fine ideer til Paris af Kirsten og Viktor og til det sydlige Frankrig af Peter og Marianne.
Det kunne godt læses mellem linjerne i et tidligere opslag, men det står stadig ikke helt klart for alle. Derfor denne indrømmelse.
Vejret på TV2 så ret lovende ud
Vejret var i slutningen af april ikke, hvad man kunne ønske sig af Italien. Det var koldt og regnfuldt, så planen om at bruge et par dage i Firenze blev droppet. I stedet ville vi fortsætte nordpå. Vi havde set prognosen for forår i Danmark.
Gardasøen havde vi aldrig set og slet ikke boet ved. Da et skilt på motorvejen ind i Alperne viste Gardasøen, hoppede vi af og kørte en smuk tur langs søen på østsiden. Men der var ikke noget, der inviterede til at slå sig ned. Det var koldt, vådt og blæsende.
I stedet fandt vi op til byen Brentonico, som vi boede i på vejen sydpå i marts. Hyggeligt at besøge byen igen. Fik snakket med nogle af de lokale, som fortalt om at bo i byen. Der var tilflytning af unge familier. Bl.a. fordi der er meget fin natur og fordi boligpriserne er lave.
Men klimaet var gået helt agurk. Masser af sne og kulde, som igen havde lukket vejen op til skiområdet. Det var lige åbnet, da vi var forbi sidst. Beboerne var ret bekymrede, for ingen kunne huske, at det var sket før?
Ingolstadt er hjemsted for AUDI. Sidst tog jeg et tilsvarende billede.
Ejeren kommer gående bagerst i billedet og troede jeg var perkeringsvagt. Vi blev venner igen!
Næste dag fortsatte turen hjemad med stop i Ingolstadt og Magdeburg. Stop for indkøb i Flensburg og videre til Tommerup for at se til den gravide familie. Ingen tegn på flere børnebørn endnu.
Den 27. april var vi hjemme i sommerhuset. Og derfra blev det det fineste forårsvejr med masser af sol og tørvejr. Efter den vådeste april i mange år.
Den 13. maj havde Holger endelig bestemt sig for at komme frem fra dybet. Han er det dejligste, syvende barnebarn. Og nu allerede en frisk fyr på 3 måneder.
Sommeren er snart gået. Mest i sommerhuset, som har været vores bolig siden vi flyttede fra lejligheden i Odense. I løbet af de næste par måneder bestemmer vi os for en lejlighed i Odense centrum. Hvis det kan passe med indflytning omkring nytår.
Så har vi mulighed for at holde jul et sted i nogle andre varme lande. Måske Portugal? Vi får se, hvordan det udvikler sig. Spændende er det.
Jeg havde læst, at den dal, vi var havnet i, skulle være et særligt godt sted at tage billeder af stjernehimlen. Når vi nu boede der, ville jeg prøve. Der var ret fredeligt, for vi var den eneste bil på sletten.
Helt tilfældigt var der nærmest nymåne den nat, så betingelserne skulle være gode. Lidt tynde skyer var dog i vejen.
Jeg var dog ikke selv særlig godt forberedt. Det er altid blevet sådan noget hovså, når jeg ville forsøge mig som astrofotograf.
Alyn Wallace var walisisk fotograf, med en passion for astro-fotografering og for at bekæmpe lysforurening. Ham vil jeg godt lære noget af. Han har lavet nogle flotte billeder af nattehimler og mælkevejen. Han holdt en TED Talk om lysforurening inden han døde som 34 årig. Hans pointe er, at hvis vi ikke får gjort noget ved lysforurening vil efterhånden meget få mennesker have set mælkevejen i løbet af deres liv. Det er værd at høre ham fortælle.
Jeg har mødt diskussionen om lysforurening tidligere på vores tur til Anholt. Der arbejdede nogle folk på at få øen certificeret som Dark Sky Park. Det vil sige, at der vil være særligt gode muligheder for at se stjerner.
Lysforurening føjer vi til rækken af opgaver, vi skal have løst. Måske kan vi være så heldige, at når vi får styr på klimaet, har vi som bivirkning også fået standset den 6. masseuddøen, fået genoplivet havene, standset befolkningstilvæksten, fået skabt sunde levesteder for mennesker, og afhjulpet forbrugsforstoppelsen.
Disclaimer: Vi har haft glimrende vejr mange dage, måske endda de fleste, på vores tur. Det kan være svært at dokumentere, hvordan det faktisk har forholdt sig. Men det føles som ok. Turen har ikke været en fiasko. /Jørgen
Lene er optimist, jeg er pessimist. Vi småskændes om, hvordan vejret har været på turen. Det er en anden udgave af diskussionen: om bægeret er halvt fuldt, eller halvt tomt.
Vejrberetningen skal helst afspejle vores ide om ‘at tage til de varme lande og møde foråret’. Det hele kan jo fremstå som en fiasko, hvis jeg fortæller alt for negativt om vejret.
I det store perspektiv er vores småkiv ikke værd at beskæftige sig med. Vi kan godt blive enige med FN om, at vejret tidligere har været mere til at regne med.
Alex vinkede, da vi kørte fra hans Biologiske vingård i Toscana. Han havde meget dygtigt fortalt om at være biologisk vin- og oliven-avler.( I det fineste vejr med solnedgang over vinmarken). Det var ikke nemt med det vejr, vi har haft de sidste år. Og det ser foreløbigt ikke for godt ud for 2024. Det er familiegården han har overtaget, så han bliver ved.
Vi ville have kørt til Firenze, men sprang en dag over og blev hos Alex. Det regnede hele dagen i Firenze. I dag havde samme udsigt, regnbyger og 6° – 8°, så vi listede i stedet nordpå på motorvejen. Og også en afstikker langs Garda-søen. Flot men vådt.
Brentonico var udset til overnatning. Her boede vi også på vejen sydpå og fik noget dejligt, friskbagt brød. I dag ankom vi midt på eftermiddagen for at kikke lidt nærmere på byen, og ordne indkøb. Det var ret koldt , men tørvejr. Bageren var lukket. Lidt højere oppe end de 700 m vi holdt i, var der ret meget sne? Noget mere end da vi holdt her for 4 uger siden? Og luften lidt skisportsagtig.
Turistbureauet var åbent, og vi fik en god snak med Anna, som kunne ret meget engelsk. Af en italiener. Hun ville hjælpe os, så vi fandt Coop, og flere andre småbutikker. Hun ville også advare os om ikke at køre højere op til de små landsbyer. Vejene blev faktisk åbnet for en måned siden, men vejret har været helt uforudsigeligt og folk i byen er lidt bange. For der er kommet så meget sne, at vejene er blevet lukket igen, og de kan ikke sige, hvornår de åbner. Det har de ikke prøvet før på denne tid.
Vores bil føles stadig som en ret stor bil. Men se lige franskmanden på den anden side!
Rapporter hjemmefra siger, at vejret er koldt og vådt. 3° og blæsende. Og i weekenden bliver det 18°? Hurtigt omslag, men til den gode side.
Det duer ikke at vi bliver ved med at snakke om vejret. Vi skal gøre noget ved det. Eller hvad synes du vi skal?
Mit tysk er lidt rustent og min oversættelse af ovenstående hobby-citat er ikke nødvendigvis helt præcis. Men det er meningen, som jeg får ud af det, der tæller i den her sammenhæng.
Jeg tænker, at det ligner en ordveksling mellem ældre morfædre , som ku’ lyde nogenlunde sådan her:
” Hvis jeg dør engang, og der skulle være noget tilbage efter mig, så er det fordi, jeg har regnet forkert”. “Thø, hø”
Tyskerne, som jeg desværre ikke kunne identificere nærmere, er på en gang lidt stolte af at kunne køre til Sverige i deres Hobby og lidt lede ved at være egoistiske.
Og børnene har nok ikke engang brug for at arve mere til forbrug. Sådan er det i hvert fald med de børn jeg kender. I deres fremtid kommer det til at dreje sig om at forbruge mindre, og ikke mere. Den arv de kommer til at savne har nogle helt andre dimensioner end nogle småpenge til en bil.
Kusinen fra min forfædrene gård sagde engang, at hun var opdraget til, “at det man har arvet fra sine forældre er man forpligtet til at levere videre til næste generation i en bedre stand end man modtog den i”, sagde hun på ‘synnejysk’
Der kan altså ikke blive til noget med at have det sjovt med at bruge børnenes arv.
Det er jo rigtig, sund bondelærdom. Man skal arbejde for at gården og jorden er i en bedre stand, når den skal gives videre, sådan at næste generation kan leve godt af den. Både den enkeltes næste generation, men især vores fælles næste generation.
Desværre tror jeg, at mange af de bønder, der har ansvaret for jordens fremtid i Danmark i dag ikke har lært og husket bondelærdommen. De er mere optaget af at kunne købe en stor ‘Hobby’ end at kunne give en bedre jord videre til de næste.
Langtidsholdbare løsninger på klima, biodiversitet og hvad vi ellers har af vilde’ problemer’ kommer vi ikke udenom at arbejde for. Den arv tror jeg vil betyde meget mere for mine børn og børnebørn og deres børn end nogle småpenge til et forbrug, der alligevel ikke bliver plads til i den store sammenhæng. Lige om lidt.
