Kategoriarkiv: Mad

Lokalmad – værd at køre (op) efter

Efter en noget stram tur op ad bjerget til Casa Scola i Borgo Castello ved Gragnano fik vi bilen på plads og fik kikket os rundt i området. Stedet var en såkaldt Fattore Amico, den italienske udgave af French Passion, en feriemulighed på landet, som vi havde fundet i en lille bog, købt og betalt hjemmefra. Hvis man har et Fattore Amico-skilt i forruden, må man overnatte gratis. Man forventes at kikke lidt på stedets produkter og evt. købe lidt med.

Casa Scola har nogle pladser under træerne, som bedst egner sig til små telte, og en mindre bil. Vi kunne lige være på vejen indenfor porten.  Hvis de havde vidst, vi havde en stor bil, ville de have frarådet os køre op.


Men man kan spise på stedet, og det tilbud passede lige til os efter en stressende køretur Vi var de eneste i restauranten den aften. Den var ellers klar til at modtage mange gæster.

Det var meget enkel, traditionel mad fremstillet af friske råvarer, vist også ‘bio’? Det var en stor fornøjelse at spise hjemmelavet, lokal mad i rigelige mængder, med en 1/2 liter vin, ren, hvid dug og stofservietter og høflig betjening på italiensk.

De vil gerne anbefales på Trip Advisor , og det gjorde vi gerne, hvis vi kunne være sikre på ikke at blive spammet med Trip-anbefalinger. Kan man mon gøre noget for at slippe for det, andet end at holde sin mailadresse for sig selv?

Ellers er vores erfaringer med Fattore Amico indtil videre ikke de bedste og det holder os lidt fra at forsøge igen. De er meget nøjsomme med fyldestgørende oplysninger, så man har kun et usikkert grundlag at beslutte på.

/Jørgen

Hellig frokost

På vores slentretur gennem Rom 1. april fandt vi en restaurant, La Pollarola. Den havde Lene fundet i Anders Grønsdals, “Magiske Rom” og nu skulle vi spise dejlig, enkel romersk frokost og give os god tid med det. Der var nærmest en ophøjet stemning i lokalet og ved bordet.

Og ved bordet ved siden af var stemningen fin. Det lignede nogle præster af den katolske slags, der spiste frokost sammen og diskuterede vigtige emner.

Og de gav os anledning til at tænke over forkellene på protestanter og katolikker. Vi havde svært ved at forestille os et par danske præster hygge sig på samme måde som disse herrer. De var i hvert fald ikke kostfornægtere, hverken på den våde eller tørre del af menuen. Måske syndede de, men de var ret overbeviste om at de nok skulle få tilgivelse.  Kan mon noget af den vitalitet man oplever i byen forklares med katolicisme?

Senere mødte vi to af de herrer på en helt andet torv, hvor de tilsyneladende var i færd med at dele regningen.

De havde haft en dejlig frokostpause, og vi nød de meget enkle retter serveret i en ophøjet stemning.

/Jørgen