Det er en sort Tourne ligesom vores. Og er det ikke Lene, der vinker? Jørgen tager billedet?
Jo. Nicholai vinker også. Han er en glad mand.
Sammen med Elena sidder han nu og lægger planer for deres mange spændende ture i ‘vores’ bil.
Lene er også glad, for hun har fået solgt vores van til nogle rigtig glade og spændte mennesker, som er vilde med ‘vores’ bil og vil fortsætte ‘vores’ rejser rundt i verden.
Bilen skal jo ikke stå og koste og kede sig.
Og Jørgen glæder sig sammen med Lene til at blive stedfaste byboere og en gang i mellem, uden pres, at finde andre måder at rejse på.
Idag har været en forløsende fredag i august 2025, som er starten på nye kapitler. For dem i Odense og dem på Sjælland.
Held og lykke til Nicholai og Elena og ‘deres’ dejlige, nye bil
I Paris ved vi, at vi er turister. Der følger mange ting med den titel. Vi flytter ind på en campingplads, vi kører ikke selv rundt i byen, kaffen indtages på caféer, vi skal forholde os til seværdigheder, vi er to turister blandt rigtig mange, og er ikke selv interessante for dem, vi gæster.
Et godt selfie-sted
Vi havde hjemmefra haft en god snak med de bedste guider vi kunne finde i Odense, som selv havde valgt at holde en længere voksenferie i Paris i en lejet lejlighed i foråret. Deres anbefalinger og Lonely Planet brugte vi til at planlægge, hvor vi ville bevæge os hen. Da vi nu havde fået styr på at færdes med bus og metro var det nemt og sjovt at gennemføre planen.
Paris er en fantastisk by med en lækker stemning. Byen er fyldt op af så meget storladent og imponerende. Det er svært at forstå, hvordan så meget betagende og smukt samles på et sted. Måske er det netop for at imponere. Og så mange berømtheder og vigtige personer og begivenheder.
Desværre bliver det også for meget for os. Vi holder f.eks.ikke ret længe på store museer eller kunstudstillinger. Eller foredrag om en seværdighed. Vi er ikke så nemme at imponere. Vi har det som danskere ikke så godt med hierarkier, men er vant til at være i øjenhøjde, mere lige. Stor ulighed og for meget blærerøv provokerer os. Det bliver for pompøst, for modsætningsfuldt, for langt, for dyrt, for mange, for meget. Men det er godt at blive løftet ud af vores lille, småborgerlige verden og se nogen turde give den gas, godt nok betalt af nogle andre, men alligevel.
Det ser meget hyggeligt ud at naboerne mødes på pladsen til et spil boule i det gode efterårsvejr. Tæt på kunne man se, at alle havde navneskilte på fra et bureau og talte engelsk
Det er sjovt at snakke med folk, som lever de steder, vi besøger. Engang ville/kunne franskmænd ikke tale engelsk, så betingelsen for en snak var, at man kunne deres sprog. Jørgen kunne/ville stadig for 10 år siden have succes , fordi han fik øvet sig. Men nu vil franskmændene også selv tale engelsk, så de hører straks, hvor ubehjælpsom han er og slår over i engelsk. Og det er da ærgerligt, for hvordan skal han så blive bedre?
Det er faktisk ret svært at komme i kontakt med folk i en storby, for man er én turist blandt mange. Det er svært at skille sig ud, at gøre sig interessant for dem, så de får lyst til at snakke. Det er meget nemmere i mindre lokalsamfund.
Det lykkedes dog alligevel. Champs E er lang og med mange ting at kigge på. Det blev både til en kop kaffe og en snak med tjeneren Jean om at arbejde 15 t hver dag for10 €/t for at kunne betale husleje langt uden for centrum. Han kunne også fortælle lidt om nogle af gæsterne fra nabolaget, der kom fra en noget højere indtægtsklasse.
På slentreturen ned ad den store boulevard kom vi forbi Det danske Hus. Fra bagsiden kan man besøge Den Danske Kirke i Paris, her fik vi en snak med en dansk praktikant og en kort rundvisning.
St.Germain kvarteret
Når man går og kikker på de mange kvarterer, hvor folk bor, kunne man godt drømme om at komme på besøg i nogen af dem og møde dem der bor der og høre om deres liv i Paris.
Vi er godt fyldt op af rigtig mange indtryk fra dagene i storbyen. Du skulle tage en tur ind forbi billeder og tekst fra Paris med med et klik her
Vi har forladt Paris og er på vej mod Loire-dalen, Dordogne og Pyrenæerne.
Det lyder så flot at være live. Men det er ret svært, for lige nu sidder jeg i regnvejr i Soave i Italien og skriver. ‘Live fra Slovenien’ holdt op, fordi jeg blev træt, og næste dag var med besøgsaftaler med Dani Matthias på Tourne-fabrikken i Pivka nær Ljubljanaog køretur videre mod et nyt møde.
Cyy
Den sidste uge har vi været i Kroatien. I går overnattede vi med dette flotte godnatbillede på havnen i Senj efter en varm køredag mod nord fra Podaca mod syd.
😳
I Podaca var en olivenplantage på en stejl skråning ned mod Promenaden og badevandet vores boplads . Byen var uden åbne barer eller restauranter, så turisterne var ikke ankommet endnu. I hvert fald kun nogle ganske få. Nok til at vi mødte et par søde og interessante englændere, som vi måske ser en anden gang.
Vi har en deadline i Vhrnita (Pivka blev det) nær Ljubjana i Slovenien. Her skal vi møde en direktør fra den fabrik, der har designet og produceret vores bil. til. Vi har fundet en holdeplads forholdsvis tæt på mødestedet. Det møde glæder vi os til.
Vi har også en aftale med en ung familie med 2 børn. De har taget fri fra deres arbejde i Danmark og børnene har fri fra skole, og skal undervises undervejs på turen. De glæder sig til et tæt samvær og at opleve noget af verden sammen med deres to drenge på 6 og 8 år, inden de bliver for store. Så i morgen kører vi mod Iseo-søen i Italien for at mødes med familien Hedegaard Schultz. Jakob og Nanna, Bertil og Anton er på vej i en lejet van fra Tyskland, og vil være på tur i Italien og nogle af de lande vi har besøgt i Vestbalkan de næste 2 måneder De glæder sig meget og vil gerne have lidt erfaringer og gode ideer med fra de gamle. Og vi glæder os til at mødes et par dage og være farmor og farfar.
Efter Iseo-søen går turen mod sommerhuset i Kristiansminde, forår og varm sommer i Danmark. Her bliver der god tid til at skrive videre på et par historier og få tænkt vores oplevelser igennem.
Internationalt kørekort skal medbringes til Albanien
Albanien er det eneste land, hvor man kan risikere at skulle vise et internationalt kørekort. Som rejseplanerne ser ud nu går ruten gennem Albanien, så derfor har vi købt to pap-stykker med vores billede og underskrift på. Og en oversættelse til albansk.
Penge under bordet virker åbenbart ikke mere i Albanien
Hvad laver de mon i løbet af dagen på sådan en 6-7 uger tur? Blir det ikke kedeligt, så man snart vil hjem?
Fra midt på eftermiddagen i går har vi kikket os omkring i nabolaget i Båtlag. Vi har hilst på et par lokale og slappet af i godt vejr
I dag vågner vi med solskin ind af vinduet. Det er en kølig morgen, men der kan ikke argumenteres overbevisende mod at træne, så det gør vi. 45 minutter. Med morgenradio i baggrunden.
Et forfriskende bad i Botnhavet. En lokal beboer viste os i går den brændefyrede sauna med tilhørende badebro, så vi trasker ud for at tage en svømmetur. Broen er usikker, så vi hopper i fra klipperne
Vejret er så fint, at vi spiser dejlig morgenmad i solen. Morgenmad tager den tid det tager.
Ordner lidt praktisk med opvask og jagt på de værste nullermænd. Der skal ordnes lidt på kontoret. Mails og telefon til Tyskland
Lene læser med ørerne i solen. Jeg når 50 sider med Rune Lykkeberg: Vesten mod Vesten, indendørs.
Det afveksles med lidt billedredigering og lidt kladdeskriveri, – også i skyggen. Der kommer en del overspringshandlinger, som ikke står i motionsprogrammet, så tiden går godt
Yr påstod at det ville regne kl. 15. Hen på eftermiddagen pakker vi sammen og planlægger at køre længere sydpå.
Det var lidt sent på dagen. Vi havde planlagt at køre udenom Sundsvall, Men vi er i underskud for byliv, så vi smuttede indenfor. Og det blev dagens overraskelse. Flot by med masser af liv af søde svenskere. På café med studerende, der lige var startet på universitetet. Fandt den bedste bager i byen, fulgt godt på vej en af sød, finsk-svensk kvinde,som ikke forstod vores danske.
Vi kører efter et sovested syd for Sundsvall. På vejen møder vi en tranefamilie. En seværdighed. Der fotograferes.
Traner på vej til Galström Hamn. Far, mor og to børn. (kernefamilie for traner, har jeg læst)
Det er lidt ustadigt vejr, men vi ankommer til en hyggelig havn ved et gammelt jernværk. Det drypper, men der skal lige fiskes lidt inden aftensmad. Der var ingen fisk, men en sød fiskefyr fra Schweiz og masser af regnvejr. Han var undervejs på 5. måned, den ene blev han hængende i DK. Hvad fik ham mon til det?
Hænge tøj og sko til tørre og spise lækker mad med et enkelt glas kold hvidvin. Der er god 4G, så vi streamer den tidlige TV-avis med de politiske slagsmål i DK.
Det bliver til lidt mere Lykkeberg og morgendagens avis inden vi har tid til at gå i seng.
Udsigten fra morgenbordet til Georg Stage i Luleå.
Eleverne på Georg Stage er tidligt i gang med dagens program. De skal nå at bestå en lille søfartsprøve inden de forlader Luleå. Det fortalte de på rundvisningen på skibet i aftes. Det var rigtigt sjovt at snakke med de unge. Stemningen var sådan lidt efterskoleagtig.
Vi vinkede til Georg Stage første gang, da den forlod Bergen d. 24. juli sammen med Tall Ship Race feltet. 60 unge og 10 sømænd sejler videre til Finland for snart at slutte togtet i København. Så har de fået en oplevelse for livet og lært at sejle.
Vi har også fået oplevelser. Faktisk så mange, at jeg har svært ved at vælge, hvad jeg skal få tid til at fortælle om. Det er altså ikke fordi vi ikke oplever noget, at der er lidt “radiotavshed” for tiden.
Der står nogle små kommentarer til billederne, som jeg viser på siden Bopladser og i højre kolonne på forsiden. De giver mulighed for at følge vores færden lidt mere kontinuerligt.
Efter 6 uger på togt i Norge er vi også på vej hjemad. Færgen i Varberg venter os om en uge. Der er 1.300 km at køre, så vi har stadig god tid til at kikke os omkring på vejen gennem Sverige
I Luleå Sødre Hamn ligger der en flåde af isbrydere, som om ikke så længe skal holde den Botniske sejlbar. De danske isbrydere er vist mere eller mindre skrottet. Sker det samme måske i Luleå?
‘1. september er første dag i kalenderens efterår. Det er også lidt efterår i Luleå. Vi ankom i går i lunt sommervejr. Der var masser af folk på gaden, der nød det gode vejr. Men til morgen er det lidt køligt, tåget og blæsende.Det er fint kørevejr, så vi planlægger at køre til Umeå’s omegn, hvor vi kan finde en god plads.,
Vi vågnede igen til en flot morgen med fine udsigter. Pladsen egnede sig fint til morgentræning, så ingen undskyldninger var gode nok til at springe over. Vi er på en plads ved Lebesby, på Norkinnhalvøya. Det nogen kalder ‘det rigtige Nordkap’. Kinnaodden er det nordligste punkt på fastlandseuropa. Nordkap ligger på en ø.
Her under skyerne kunne vi senere få øje på en hval
Snakken under morgenmaden handlede bl.a. om vores måde at rejse på, hvad fungerer og hvad fungerer ikke. Er det ved at være for meget med al det natur i Norge ? Begynder vi at opleve, at alle de fantastiske udsigter, scenerier og billeder blandes sammen og vi bliver mætte og forstoppede af for meget flot natur, så det ikke rigtigt udfordrer os. Måske mangler vi noget mere by, nogle flere mennesker, noget mere samtale med andre og refleksion?
Jostein fortæller om at bo langt mod nord
Og så kører Jostein ind på pladsen med den flotte udsigt og den efterhånden lidt trivielle natursceneri og 2 skraldespande. Han skal tømme skraldespandene lige udenfor vores vindue.
Han er mærkeligt ukoncentreret om skraldeposen, som han håndterer uden at kikke på pose, låget på stativet eller de sten der holder låget på plads. Arbejdet går automatisk, mens han kikker ud over havet.
Han kikker ind til os gennem vinduet og siger noget, som jeg går ud for at få fat på. Han vil gerne snakke og opdager, at vi er danske. Og fortsætter så samtalen på et godt engelsk.
Han har kikket efter den hval, der leger rundt i farvandet. Måske er det en finhval. Der er stor hvalaktivitet i øjeblikket, så vi kikker med, og kan se, hvad der sker i vandet.
Jostein bor i Kjøllefjord, og arbejder i det statslige private firma Mesta, som laver service langs vejene. Han nyder sit arbejde i dag, fordi det er fint vejr. Den 4. sommerdag heroppe i år. Over 16 gr. Ellers er vejret mest tåget og koldt og blæsende.
Vi har været afsted i 4 uger og har oplevet 2 dage med regn og blæst, ellers har det været til shorts?
Jeg viste Jostein billedet af min fangst fra i går. Det er en sej., siger han. Den er lidt grøn, men når den bliver lidt større bliver den mere hvid og sølv. Den er god at stege, siger han og der er ikke noget problem i at tage den med.
Han foreslog, at jeg skulle stoppe i den næste fjord, hvor der løber en elv ud. Der er masser af laks. Russerlaks eller pukkellaks. Når de er i saltvand har de fint rødt kød, men bliver hvide, når de kommer op i elvens ferske vand. Og det ville være at gøre en god tjeneste at fange nogen af dem, for de skader vildlaksbestsanden.
Tilbage til snakken om for meget natur og for lidt mennesker. Det fik Jostein lige bragt på plads. Det bliver spændende når vi rejser uden vi selv eller turistbureauet eller nogen andre har planlagt det. Vi skal være tålmodige og opmærksomme og undgå panorama, scanne verden udenfor vinduet, eller køre ufokuserede kilometerture.
Det er svært at få hold på. Vi gør noget forkert, og vi gør noget rigtigt. Vi skal tage det roligt og vi bliver bedre.
Hvad vil vi i Norge? Det havde vel været en god ide at vide inden vi planlægger at tage på så lang en tur?
Fotografer klar til Lofoten Nordmænd er nationalt bevidste og naturligt stolte af deres land og deres flag. Er de også nemme at komme i kontakt med, når man er på deres hjemmebane?
Vi lærte på ture rundt i Europa, at vi ikke uden videre kunne forklare udlændinge, hvad de skulle gøre, når de rejste til Norge. Det er vores naboland, vi har været der mange gange på ski, vores sprog ligner hinanden, men vi ved ikke så meget om landet, som vi gerne ville. Vi kender egentlig ikke Norge så godt som man burde kende sin nabo.
Man kan møde noget meget anderledes og meget flot og vild natur i Norge. Særligt langs kysten. Det er værd at opleve, siger alle dem vi har mødt, som kender Norge. Hvordan ser rener ud i fri natur. Hvor stor er en elg?
I Norge har de Allemansretten. En lovfæstet ret til at færdes i naturen. Man må campere i naturen, når man opfører sig ordentligt, Det er ikke på dyrkede områder og ikke i nærheden af beboelse. Ved kysterne, på fjeldet og i skoven er det ok. Hvilke muligheder giver det, når man kører i en større bil? eller er det mest for dem med rygsæk og telt? Er det mere fremkommeligt end i det øvrige Europa?
Færgen fra Bodø til Moskenæs
Ingen af os har nogensinde været så langt mod nord som Nordnorge. Nord for Polarcirklen. Hvordan er det med den lyse nat? Er der ekstremt koldt og vådt og fyldt med myg? Og hvad med samerne, hvem er de?
Norge er det eneste ikke-EU land ,vi har rejst i indtil videre. Det ville være oplagt at se på, om det føles anderledes at være i et land udenfor EU. Specielt i disse Brexit-tider. Hvilke fordele og ulemper giver det egentlig Norge at være udenfor EU?
Norge er et meget rigt olie-land. Hvad gør det ved nordmændene? Hvad gør det ved landet? Hvordan kan det mærkes, når man er gæst i landet?
Norge har mange indput til dagsordenen for klimakrisen/miljøkrisen: olieproduktion, lakseproduktion, vandkraft, el-biler, bræer, der skrumper, tørke, skovbrande, oversvømmelse. Hvad tænker nordmændene om klima? Hvad gør de ved det?
Norge og fisk hører sammen. Kan man selv fange fisk? Hvad er det med Norges fiskeopdræt? Hvorfor kommer Pamela Andersson til landet og demonstrerer? Er det en rigtig beslutning, at vi er holdt op med at købe norsk laks?
Hygge ved nøste med rejer, krabber, jomfruhummer, friskfanget kammusling, Gl. Dansk ( gør godt om morgenen, efter dagens dont…) gamle venner og levende musik.[/caption]
Og så har vi faktisk også nogle rigtigt søde venner i Norge, som vi har forsømt at holde ordentlig kontakt med. Efterhånden som mere end 25 år er gået, siden vi sidst sås. Hvordan er det egentlig at få kontakt med nordmænd? Hvordan bliver vi mødt som danskere (i en tysk bil)?
Det er nogen af de ting, vi kunne være på udkik efter. Kender du til noget af det interessante vi helt sikkert har overset?
Det er vores 7. tur på rejse i bilen. Der er kommet mange kilometer og erfaringer ind på kontoen. Vi føler efterhånden, at vi har styr på, hvordan vi får gode oplevelser ud af anstrengelserne.
For det kommer ikke af sig selv. Vi er nødt til at gøre os umage for at det bliver godt. Både før vi tager afsted og mens vi rejser. Vi køber et par rejsebøger om de områder vi vil besøge og låner, hvad vi kan finde på det analoge bibliotek. Lene er god til at skimme mange sider og finde noget interessant at lede efter. Wikipedia og Google er uundværlige hjælpere både til planlægning og til opslag undervejs.
Vi venter på færgeafgang næste morgen fra Harwich
Og så holder vi øjne og ører åbne, mens vi flytter os. Her kommer den helt store styrke ved at rejse med huset på ryggen. Det gør det muligt at reagere på det vi ser og oplever og tilpasse planerne hurtigt.
Det har vi gjort meget på denne tur. Det skyldes nok i høj grad, at sproget ikke har været en barriere for at komme i kontakt med dem, vi har mødt. Og vi har mødt rigtig mange mennesker og fået nogle gode samtaler med mange af dem. Godt hjulpet på vej af vores interesse for og irriterende spørgsmål om Brexit. To gange blev det til venskaber med besøg i engelske hjem og genbesøg i Danmark senere på året. Her var det måske i højere grad den fantastiske engelske pub-kultur, der var indgangen. Og så er de generelt meget åbne, imødekommende og venlige, englænderne.
Men at gøre sig umage, være åbne, holde øje med det spændende og gribe chancerne koster energi. Og sideløbende skal bilen køres og passes, der skal laves mad og findes rent vand, gas, indkøb, et sted at tømme beskidt vand, alt sammen i fremmede omgivelser, en fremmed kultur og et fremmed sprog. Så vi har også lært at mærke, når vi er fyldt op og har brug for længere pauser.
Vi havde booket færgebilletterne, så turen kunne vare 6 uger, og vi kunne være med i festen omkring Brexit d. 29. marts. Det skulle oprindeligt bare have været en kort 3 ugers forårstur til Wales. Det blev fem intense uger i Brexitland, Wales, Cornwall og Sydengland .
Anton spørger farmor, hvornår hun kommer på besøg
Når vi begynder at kikke på vores liste over mulige spændende steder for at se, hvad vi mangler at opleve. Når vi parkerer i en by og drikker en hurtig kop kaffe og undgår øjenkontakt og tænker: har vi ikke set det her før. Når de gode samtaler med dem vi har gæstet bliver ved med at summe i hovedet og skygger for nyt. Når vi tænder for en podcast, mens vi kører på motorvejen. Når afstanden til Odense bliver kortere og ikke længere. Når vi tænker på det dejlige forår, der venter hjemme i haven. Så er det nogle af mange signaler, der fortæller, at nu er vi fyldt op og skal vende næsen hjemad og lade op til næste tur. Selv om færgebilletten skal ombookes til en uge tidligere.Under dæk på vej over den engelske kanal.
/Jørgen
Jeg har fået lange bukser og en varm trøje på. Det er første gang siden begyndelsen af maj. Men nu er den varme sommer slut for denne gang i Odense. Jeg skuttede mig og småfrøs. Men da jeg kikkede på termometret i stuen, sagde det 24,1°?
Bilen syner ikke af meget på denne parkeringsplads. Der var rigtig mange steder ved de små veje rundt i passet hvor man kunne parkere med fantastiske udsigter
Fra 2091 m.o.h i Sant Gottard-passet trillede vi en fantastisk flot tur ned af bjerget og gennem et fantastisk schweizisk landskab til de tyske motorveje.
I den lille by Mango nær Alba i Piemonte var vi en slags gæster på vingården La Trava. Her dyrker de vin, som kommer fra Piemonte og som smager fortrinligt. Men det er ikke vin i de prisklasser man finder lige omkring landsbyen Barolo. Det er lidt længere ude på landet. Vingården har indrettet en gårdsplads med en meget fin udsigt over landskabet som parkeringsplads for de turister, der kan bo i deres biler uden andre behov end tryghed, vand og mulighed for at komme af med beskidt vand.
Udsigt fra Trava, Mango, Alba, Piemonte. Helt i baggrunden er det Alperne med sne på man kan se.
Og hvis der kunne spores behov for både rød, hvid og mousserende vin på den korte og den lange bane stillede vinbonden sig villigt til rådighed med råd og smagsprøver og levering lige til bagagerummet.
la Trava, Mango, Alba, Piemonte
Det blev til tre hyggelige dage i området, hvor cyklen også kunne bruges. Det ligner ikke noget særligt, men det bliver alligevel hurtigt til mange flere højdemeter på en kort tur, end Fyn kan byde på. Vore tyske naboer havde MTB cykler, og kunne klare sig noget bedre på vejene og de stejleste stigninger end vi kunne med racercykler. “Har man først fået en cykel med affjedring kører man ikke på andet!” sagde die deutche Hausfrau und Mutti, som jeg desværre har glemt navnet på. Det var hende, der var cykelnørden, og Vati havde spenderet 5000€ til konens cykel.
Måske? Jeg tænker: Kunne der mon være et endnu ikke dækket behov, der trænger sig på herhjemme?
Kontakt til fjerne egne.
Tyskerne var på vej hjem, men valgte alligevel at blive en ekstra dag på La Trava, og så give den lidt ekstra gas på lidt færre køredage. Vi havde stadig god tid, og der var flere gange indkaldt til planlægningsmøde, hvor returruten var på dagsordenen. Vi havde hørt, at søerne nord for Milano skulle være et besøg værd, Lago Maggiore, Como-søen. Men Gardasøen ville nok være for turistbelastet til, at det ville være noget for os. Der ville faktisk også være tid nok til at køre omkring Alsace? Nej, vi var på vej hjem.
Kjoler i Alba.
Vi startede med nabobyen Alba. Dejlig by, som ikke er for stor og uden de store seværdigheder, så hovedparten af folk på gaden er lokale.
Venter på vin hos Oliveras, Asti, Piemonte. Vinsmagning kl. 10 inden afgang? Kan man det uden at sætte sikkerheden over styr? Det gik fint. Der skulle smånippes og spyttes.
På vej nordpå tog vi en overnatning på vingården Olivetti, Ponzano Monferrato, Piemonte, og købte kun ganske få flasker til det fyldte vindepot. Nu var vi på vej ud af Piemonte og på vej ud over Po-sletten med masser af Rissotto rismarker.
Da det igen gik opad i de italienske Alper, blev det også varmere, og efterhånden som vi nærmede os Lago Maggiore, blev vi klar over, at også italienere får det for varmt og søger mod kølende bjergsøer.
Det har de gjort i mange år, så den hyggelige bjergsø vi havde billeder af inde i hovedet, var temmelig overbooked og repræsentant for det vi helst kører udenom. Italienerne havde fået ferie i august ligesom tyskerne fra de sydlige delstater, så der var faktisk ikke plads til os i vandkanten.
Efter nogle ture rundt i Germignaga og Luino ved søbredden, 35° og weekendtrafik, stoppede vi i skyggen af et træ, med motor og klimaanlæg kørende. Flere vinmarker i Alsace? eller er vi bare på vej hjem? Nu var der beslutningskraft tilstede. Ikke flere vinmarker i denne omgang.
Det blev til et par dage på toppen i Sant Bernhard-passet og en fantastisk flot trilletur ned gennem Schweiz til en tysk motorvej med direkte forbindelse til Flensborg.
Vi havde et par hyggelige overnatninger på vejen gennem Tyskland Turen gik forbavsende let, selv om der var tung trafik og køkørsel flere steder. Jeg tror måske man kan vænne sig til at køre langt. Blive rutineret og ikke lade sig stresse og bekymre?
Hvil og overnatning i Bad Kissingen nær Fulda. En ret kedelig parkeringsplads ved et badeland, men var godt fyldt op med tyske vogne, der var på ferie.
Vi ville finde en plads nær Kiel for at besøge et Hymerværksted på vejen næste dag. Men det var slet ikke nemt. For første gang kørte vi rundt mellem fuldt besatte pladser i Rendsborg og Kiel. Først ved fjerde forsøg lykkedes det. Her er det med spændende udsigt til slusen ind i Kielerkanalen. Travlt hele natten med imponerende store skibe med masser af containere ombord.
Nu er vi hjemme på havnen i Odense og ved at flytte ind igen efter 5 måneders eksil, i en nymalet lejlighed med flotte gulve. Det bliver hyggeligt med efterår og vinter.
