Kategoriarkiv: Sprog

For hjemadgående

Det er vores 7. tur på rejse i bilen. Der er kommet mange kilometer og erfaringer ind på kontoen. Vi føler efterhånden, at vi har styr på, hvordan vi får gode oplevelser ud af anstrengelserne.

For det kommer ikke af sig selv. Vi er nødt til at gøre os umage for at det bliver godt. Både før vi tager afsted og mens vi rejser. Vi køber et par rejsebøger om de områder vi vil besøge og låner, hvad vi kan finde på det analoge bibliotek. Lene er god til at skimme mange sider og finde noget interessant at lede efter. Wikipedia og Google er uundværlige hjælpere både til planlægning og til opslag undervejs.

Vi venter på færgeafgang næste morgen fra Harwich

Og så holder vi øjne og ører åbne, mens vi flytter os. Her kommer den helt store styrke ved at rejse med huset på ryggen. Det gør det muligt at reagere på det vi ser og oplever og tilpasse planerne hurtigt.

Det har vi gjort meget på denne tur. Det skyldes nok i høj grad, at sproget ikke har været en barriere for at komme i kontakt med dem, vi har mødt. Og vi har mødt rigtig mange mennesker og fået nogle gode samtaler med mange af dem. Godt hjulpet på vej af vores interesse for og irriterende spørgsmål om Brexit. To gange blev det til venskaber med besøg i engelske hjem og genbesøg i Danmark senere på året. Her var det måske i højere grad den fantastiske engelske pub-kultur, der var indgangen. Og så er de generelt meget åbne, imødekommende og venlige, englænderne.

Men at gøre sig umage, være åbne, holde øje med det spændende og gribe chancerne koster energi. Og sideløbende skal bilen køres og passes, der skal laves mad og findes rent vand, gas, indkøb, et sted at tømme beskidt vand, alt sammen i fremmede omgivelser, en fremmed kultur og et fremmed sprog. Så vi har også lært at mærke, når vi er fyldt op og har brug for længere pauser.

Vi havde booket færgebilletterne, så turen kunne vare 6 uger, og vi kunne være med i festen omkring Brexit d. 29. marts. Det skulle oprindeligt bare have været en kort 3 ugers forårstur til Wales. Det blev fem intense uger i Brexitland, Wales, Cornwall og Sydengland .

Anton spørger farmor, hvornår hun kommer på besøg
Når vi begynder at kikke på vores liste over mulige spændende steder for at se, hvad vi mangler at opleve. Når vi parkerer i en by og drikker en hurtig kop kaffe og undgår øjenkontakt og tænker: har vi ikke set det her før. Når de gode samtaler med dem vi har gæstet bliver ved med at summe i hovedet og skygger for nyt. Når vi tænder for en podcast, mens vi kører på motorvejen. Når afstanden til Odense bliver kortere og ikke længere. Når vi tænker på det dejlige forår, der venter hjemme i haven. Så er det nogle af mange signaler, der fortæller, at nu er vi fyldt op og skal vende næsen hjemad og lade op til næste tur. Selv om færgebilletten skal ombookes til en uge tidligere.
Under dæk på vej over den engelske kanal.
/Jørgen

 

Venner ved Suviana-søen

Første møde med Emilia Romagna på vej til Suviana-søen

Efter turen over Grossglocknerhochalpenstrasse med nogle fine dage i Heiligenblut (det lyder da af Østrig ;-)) kom vi for alvor til de varme lande.  37° uden for bilen, når vi holdt pause ved motorvejen.

Der skulle snart findes en plads for natten. Det er Lenes job at lede efter gode stoppesteder. Heldigvis er app’en Campercontact en rigtig god ven og hjælper. Her kan vi finde pladser i nærheden af, hvor vi befinder os. Brugere af app’en kan registrere pladser, hvor man må holde og fortælle, hvilke faciliteter man kan møde på stedet.  Efterhånden er der opbygget et kæmpe kartotek over pladser i hele Europa, med billeder, ratings, adresser, gps-koordinater. Det gør det muligt at få overblik og  et godt grundlag til at vælge en plads, der passer os.

“Der ligger en plads med gode anmeldelser og flotte billeder lidt til højre for for motorvejen efter Bologna”,  den ville vi prøve at finde inden det blev mørkt.

Suviana-søen var målet, og der var mange udfordringer med veje og GPS, men heldigvis var det værd at køre efter. Søen er kunstig opdæmmet, og den tilknyttede el-produktion skulle  engang forsyne sporvognene i Bologne med energi.

Vores kæmpebil ser slet ikke så stor ud, når den står blandt andre standard italienske vogne. Og så er den mere anonym med den grå farve frem for de hvide.

Der holdt en del vogne, alle italienere. Mange, både biler og mennesker, af lidt ældre model.

Vi og vores bil falder meget god ind med de gamle modeller

Vores nabo startede sin morgen med at hænge noget besynderligt pynt op foran bilen, inden han satte sig tilrette med sine syslerier. Han lavede små vindmøller ud af tomme plasticflasker. Vingerne blev pyntet i nationalflagenes farve, og han kom stolt og afleverede en mølle med sorte, gule og røde striber. “Deutchland! ” havde han aflæst på nummerpladerne. Vi viste ham dannebrog og forklarede sammenhængen, og straks gik han i gang med at studere sine bøger for at finde de rigtige farver. Lidt efter blev vi begavet med en dansk og italiensk mølle. Senere bidrog hans kone med en lille hæklet danserinde til forruden. Da vi pakkede sammen næste dag, fik vi flere gaver: et kort over Italien, en humpel brød og lidt ost.

Engelsk nej, men lidt tysk. Svær sproglig kommunikation, men vi var ikke i tvivl om at de ku’ li’ os og ville os det bedste. Det er vores gennemgående fornemmelse i Italien

Til den anden side boede Mirco, en solbrændt, slank og sportstrænet ældre herre, med to unge damer?  Han startede morgenen med to længder af søen i sin kajak. Vi fik snakket lidt på italiensk, og lidt efter kom den ene unge dame os til sproglig undsætning. Hun talte glimrende engelsk. Hun arbejdede i London og holdt ferie med sin søster hos Mirco, deres far. De skulle lidt senere køre sammen i camperen til Syditalien.

Mirco fra Bologna, er gået på pension og bruger det meste af sommeren i camperen ved søen. Han cykler og vandrer i bjergene og ror kajak og vindsurfer.

Sara arbejder i London som receptionist og tjener. Det er ret nemt som italiener at finde arbejde i London. Det er bedre betalt end i Italien og så får man gode oplevelser og lærer sprog.  Hun skal giftes med en englænder til september og vender tilbage til Italien engang. Jeg gætter på Sara er i midten af tyverne. Mirco er vist 65.

Vi holder måske kontakten.

/Jørgen

Løse tænder i Santa Clara-a-Velha

Vi har forladt Algarvekysten og bevæget os mod nord ind i Alentejo-provinsen. Ganske få kilometer inde i landet forsvandt fornemmelsen af ferieland . Det var små byer og små veje ud og ind og op og ned.

Ind imellem stillede vi bilen ved en mindre by og gik en tur. I Sante Clara-a-Velha var byen hurtigt overskuet, men der var  folk på en bar/café midt i byen.  Mænd, gamle og halvgamle, kvinder, mødre og bedstemor og børn og børnebørn.

Flotte farver, typisk i Portugal. Blå, rød og gul og skrigende grøn . Blå holder feber væk og gul klarer fluerne.

Vi satte os og ventede, men snart talte nogle af kvinderne til os, og pegede på et skilt i døren: Der var ingen servering ved bordene.  God,  varm kaffe med mælk og et par lokale kager blev udleveret for 2,60€=20 kr. Og vi fik lov til at sidde og kikke på livet omkring os. Vi kunne ikke snakke med folkene, kun grine med dem.

De var glade,  men ikke smilende glade. De holdt sig for munden, når de grinede. Flere af de gamle havde ingen tænder, andre havde et gebis, med en usandsynlig flot tandrække. Manden vi sad ved siden af havde tydelige problemer med at holde tænderne i munden, når han talte, så han sagde ikke meget.

Cafe-gæster i Sante Clara-a-Velha. De spillede Smartphone-video for børnene og morede sig. Dressed op til bytur?

Det var ret tydeligt, at vi var kommet til en af Portugals fattigere egne, og til en landsby, hvor livet langsomt forsvinder efterhånden som indbyggerne bliver ældre og dør. De unge forsvinder til de større byer, hvor der er uddannelse og større chance for arbejde.

Meget jord i omegnen bliver stadig drevet ekstensivt med græs og kvæg eller får. Det er flot med sletterne med enkeltstående korkege, men der er nok ikke så meget arbejde til de unge.

Jeg tror det er korkege, de mange enkeltstående træer. Det tager sig flot ud, fordi de bliver afgræsset af får og kvæg.

 

Der bliver plantet en del nye vin og oliven på nogle kæmpestore marker, som er linet op til maskinplukning, og den nye storbonde gør ligesom svinebønderne i DK: Bygger et lille slot med en lang indkørsel og en kraftig gitterlåge. Det er vist det, der hedder strukturudvikling.

Nye marker med nye planter til maskinpasning. Og vinbonden har fået sin lange herregårdsindkørsel

Nå, men det er jo den samme historie i alle de lande vi har besøgt. Landsbyerne afvikles og byerne vokser. Nogle byer har noget gammelt skrammel fra romernes tid eller senere som turisterne gerne vil mindes. Det giver levebrød til nogen for en tid.

Mange gamle i byen. Flere havde kunstige tænder, et løstsiddende gebis, ingen kroner og stifttænder .

Hvad mon der bliver af Santa Clara-a-Velha , når de 4 herrer herover er væk? Eller tusindvis af mindre og dårligere stillede landsbyer i Portugal, Spanien, Frankrig, Danmark? Bor vi alle i store byer med caféer, letbane og parker med motionsbaner. Vender det igen ,så det bliver attraktivt, nødvendigt at ‘flytte på landet’?

Mon tandlægen til den tid så flytter med?

/Jørgen

TV-avisen. Nyheder på spansk

TV-avisen må vi undvære på turen. Men forleden spiste vi på den lokale restaurant i Zahora, lige ved campingpladsen. Og der var nyhederne en del af menuen.

Det kan da godt forstyrre måltidet, at fjernsynet kører hele tiden, men det er praktisk at kunne blive opdateret samtidig med, at der serveres gambas pil pil!

Selv om der ikke var spansk lyd på, var det nemt at forstå, hvad der blev serveret på fladskærmen. For konceptet er kendt hjemmefra. Værterne ligner de danske. Bortset fra lidt mere spartling på de smukke, slanke kvindelige. Og billederne er retoucheret på en anden måde? Andre farver, andre filtre.

Der var partikongresser både for PP, Partido Popular og PS, socialistpartiet med rapporter og interviews, ligesom hjemme med LA og SF med live-rapporter udenfor mødestederne, klip fra talerne.

Så var der nyt fra udlandet: afværget attentat ved Berlin Maraton, noget fra Brexit-forhandlinger og Spaniens fremtidige forhold til Gibraltar. Og Puigemont var blevet løsladt i Tyskland. Det skal vi høre mere om, når vi igen kommer til Girona på hjemturen.

De kongelige, Philipe med kone og børn, havde været på besøg på hospitalet, hvor den abdicerede kong Juan Carlos havde klaret en knæoperation og havde det godt. Fint.

Sporten: Ferrer sikrede spansk  finaledeltagelse i Davis Cup. Det var de eget stolte af.

Og vejrpigen kunne pege på nogle flotte vejrkort med skyformationer over Europa, som ville sende regn ind over vores forårseventyr i Sydspanien og ganske varm luft fra syd op til frysende danskere.

Det kunne have været TV-avisen, hvis det ikke lige havde være på spansk.

Lige efter nyhederne kom den spanske Bengt Burg på skærmen med sit ordgætteprogram, Lykkehjulet hed det vist? Det var også en meget ung, høj, meget tynd og meget højhælet pige, der vendte bogstaver, selv om de blev tændt elektronisk på tavlen. Hun hed vist Kategorina ? Er det mon stadig en del af public-service tv  i Danmark? Eller bliver det en del at de sparede 25% fremover?

/Jørgen

Det er gået ad Pommern til de sidste dage

Er det en tysker? Nej det er nogle træer der står på rækker i en park i Schwerin

‘For mit velbefindende bliver jeg en gang imellem nødt til i en periode at tage tilbage til mit fædreland  for at opleve, at det  vi aftaler bliver til noget, at der er orden på tingene.’

Det var en ekspedient i en af butikkerne med keramik ved Klara-kirken i Asissi på vores sidste rejse, der sagde ovenstående. Hun er gift med en italiensk entreprenør, har to voksne drenge, som snart skal finde arbejde. Og så er hun selv tysk.

Hun er forelsket i italienernes afslappede og festlige indstilling til livet, at det sjældent går efter en snor. Hun bliver træt af, at familien skal bruge en masse tid og penge på at slås med myndigheder, og se på de mange projekter og ideer der sander til. Det er også samme italienske stil der gør, at hun af og til skal hjem til Tyskland og nulstilles.

Hun ramte lige mine forudfattede meninger om tyskere. De får ordnet tingene effektivt, ‘ordnung muss sein’.

Men hvor har jeg det fra? Jeg har faktisk mødt tyskere som ikke passer til den forestilling? Jeg har mødt dem uden for Tyskland. På La Gomera, Mallorca, Kristiansminde. Aldrig på deres hjemmebane. Jeg har kørt igennem landet og kan huske byskilte til Hamburg, Kassel, Frankfurt. Jeg kender ikke stederne.

Nu er jeg startet på en tur som går ind i Tyskland. Ikke igennem.

Der opstår noget modstand, ligesom en slags depression. Jeg skal tage mig sammen. Jeg skal overbevise mig selv med gode argumenter om, at det bliver spændende. Det er negative følelser, der mødes af viden og fornuft.

Hvor kommer de følelser fra?

– 1864 betød, at min bedstefar skulle kæmpe på tysk side i første verdenskrig.

– Min far blev født i grænselandet, som var tysk indtil genforeningen i 1920. Der har altid været meget snak om dansksindede og tysksindede. Og jeg forstod, at jeg er dansksindet.

Tyskere besatte Danmark i 1940, jeg blev født 7 år efter de blev slået hjem. Hele min barndom har jeg hørt historier om de onde tyskere som frihedskæmperne (det var vi alle?) fik sendt hjem. Min store storebrors Kommando-blade havde masser af engelske og amerikanske krigshelte, og tyskere, der sagde ‘Actung’ og ‘Donnerwetter’ før de blev skudt og døde. Krigen og Holocaust har fyldt meget i undervisning, bøger og film gennem min opvækst og sjældent med tyskere i helterollen.

Jeg er glad for sprog. Også for tysk. Det har bare altid føltes lidt underlødigt at tale tysk. Sådan et hårdt kommandosprog med firkantede kasse-regler. Det er for matematikere ikke for mennesker. Jeg fik engang et job med bolig, fordi ingen andre ville undervise i tysk.

I international ledelse og markedsføring lærte jeg om tyskere med jakkesæt og slips, som havde firkantede og ufleksible forestillinger om beslutninger og hierarkier. Modsat danskere, selvfølgelig.

Det er rigtig mange års grundig indoktrinering, der ligger til grund for de følelser jeg nu skal håndtere. Og de forsvinder ikke bare med mere viden og omtanke. Det skal suppleres med mange timers aktivt brug af alle sanser

Hvad med fornuften og grundig viden?

Fornuft og viden har det svært mod så massiv forførelse.  Desværre er virkeligheden flertydig, kompleks og indviklet at have med at gøre. Man kan læse sig til nogle andre billeder. Det er tungt, bøvlet og besværligt. Det nemme er at fastholde en mening ud fra følelserne, -også selv om det ikke holder.

Jeg er på vej ud i verden og på tur ind i mig selv. Hvad er det jeg har bildt mig ind? Og hvad i al verden er det,  jeg ser lige foran mig?

Det har været svært at komme i gang med turen og ikke mindst at fortælle historier herfra. Vi har været undervejs siden torsdag d. 31 august. Tre dage i Schwerin, hovedby i Vorpommern-Mecklenburg. Det her er begyndelsen på begyndelsen.

/Jørgen, Berlin

Italien, – hvad skal vi der?

Jeg havde i januar gemt en liste over, hvad der kunne være interessant at undre sig over, når vi kom til Italien i foråret:

Temaer for en tur til Italien:
Religion, hvad er en katolik for en?
Hvorfor elsker italienere Berlusconi?
Fra mange små bystater til et samlet Italien?
Gammelt skrammel fra Romerriget?
Flygtninge gennem Italien?
Jordskælv, hvor var det nu det skete?
Mad og vin, hvad spiser italienere?
Lidt bedre til italiensk, hvordan gør vi lige det?
Unge i Italien, lav fødselsrate hjemmeboende, freelancere uden løn, 1000€, emigrerer?
Hvad er der med italiensk design?
Er der andre end Chiappucci og Pantani, der kører på cykel? Hvor?
Hvad er italienerne egentlig for nogen?

Det er ret svært at finde uddybende svar på de spørgsmål på en enkelt tur, så jeg bliver nok nødt til at komme igen en anden gang. Men jeg synes, jeg er kommet et skridt videre med mange af dem.

En ting er at få noget på fornemmelsen, noget andet er at forstå det så godt, så det er til at forklare for andre. Der skal laves mange flere indlæg og i flere runder. Men det gavner min forståelse at få stillet spørgsmålene og arbejde med at besvare dem.

Jeg havde tænkt mig, at jeg skulle skrive kortere og oftere på denne tur. Og så supplere med kommentarer efterhånden, som jeg kom i tanke om noget mere. Men indlæggene har det med at blive for store! Er alligevel lidt bedre end sidste gang?

Det har hjulpet meget at komme ud over at være forbeholden, genert og reserveret og spørge ind til fremmede mennesker. De vil nemlig gerne give nogen svar, og selv blive klogere. Det er hårdt arbejde at blive bedre, men det lønner sig.

/Jørgen

1. verdenskrig ved Trasimenosøen

Jeg sidder og kikker ud over Trasimeno-søen, hvor der hænger en redningshelikopter. Over mig flyver et par vilde flyakrobater, og det lyder som Den røde Baron, der bomber.

Efter 9 dage har vi forladt Assisi for at kikke os lidt mere omkring i Umbrien. Vi sov en nat på en plads i Spello, 10 km fra Assisi. Endnu en flot romer/middelalder by med den samme  hyggelige stemning, dog noget mere forladt, da vi kom forbi midt på eftermiddagen.

Planen var at undersøge Umbrien ved Trasimeno-søen. En kort tur på ca. 50 km. Og vi havde god tid, så ruten blev planlagt ad mindre veje med et stop i Torgiano. Her kunne vi måske være heldige at finde et marked og noget lokalt olie eller vin.

Olie og vin mødte vi ikke så meget af, men vi mødte Inez.

Inez bor tæt ved mindepladsen i Torgiano, hvor vi fandt en parkeringsplads. Hun kom hen forbi bilen og signalerede, at hun syntes, vi har en flot bil, så jeg forsøgte at spørge til hende. Men det var svært, for hun kunne kun tale og forstå italiensk, og det har vi desværre ikke nået at lære på den her tur.

Men vi fik en god og venskabelig snak, og hun blev inviteret indenfor for at se bilen. Hun ville ikke længere end til døren, men herfra kunne hun se nok til at blive imponeret. “Nejj, køkken med vand, soverum, bad? Tutti!”,  himmelvendte øjne.

Hun fortalte, hvor hun boede, og måske blev vi inviteret? Men hun sagde  ‘a reviderci’ og så tænkte vi, at vi hellere måtte liste videre. Jeg fik lov til at tage et billede. Hun blev min ukendte ven i dag.

Pladsen er en del af en mindelund. Langs vejen var der mindeplader for soldater, som var døde eller forsvundet i den store krig. Datoerne vi så var fra 1916-1918. Det må være første verdenskrig. Jeg har ingen anelse om hvad Italien gjorde i 1. verdenskrig? Mussolini var fra 1922, Garibaldi var fra 1800-tallet, så der er noget historie der skal læses op på.

Vi kikkede Torgiano igennem, fik hver en kop kaffe og en kage for 4,20€, gik uden om vin og olie-butikkerne med direkte fragt til USA. Og da vi kom tilbage og hentede bilen stod Inez og gav hånd og sagde farvel igen.

Vi fortsatte ad de elendige italienske landeveje, fandt en rigtig campingplads i Castiglione del Lago med 1. verdenskrig i luften.

/Jørgen

“Ein Sommer in Dänemark”. Heldig igen.

Der var meget trafik og vejarbejde på det sidste stræk fra Kassel til Flensburg, så det blev sent på eftermiddagen inden vi nåede i mål. Parkeringspladsen ved Scandic-værkstedet var ikke særligt festlig. Det var sidste aften på tur. Træt og kedeligt. Ingen internet, bøgerne var læst, hvad skulle vi finde på at snakke om? Lene havde noget tilbage af sin lyttebog. Hvad skulle jeg lave? Jeg var bare heldig, endnu engang!

Vores luxusbil er også udstyret med TV, men vi sparede parabolen. Det så for campingagtigt ud, og vi plejer jo alligevel ikke at se så meget fjernsyn. Apparatet virker, for det blev demonstreret i Flensburg inden vi kørte derfra. Men hvordan det egentlig går til at der kommer billeder på skærmen fandt vi ikke ud af.  Det sidder i en kasse ved køkkenbordet og kan med en del besvær hæves op på skinnen ved døren. Det har dog slet ikke været ude af sin kasse på hele turen.

På værksted i Holland for at lede efter vores 12Volt. TV'et sidder i en lille kasse under klapbordet og kan hænges op på skinnen ivenstre side.
På værksted i Holland for at lede efter vores 12Volt. TV’et sidder i den lille kasse under klapbordet og kan hæves op på skinnen i venstre side.

Denne lidt kedelige aften kom synet frem af kassen, on/off-knappen blev repareret med noget gaffa og en tændstik, og det kunne tændes. Men der var ikke noget fjernsyn at kikke på. Jeg fandt manualen og fjernbetjeningen frem, fik indstillet kanalsøgningen til Deutchland. Vupti var der mere end tyve kanaler at vælge imellem. Det blev en zappertur gennem tyske og danske kanaler, men de tyske gik klarest igennem.

Jeg stoppede ved ZDF, som lige var ved at starte en film om Danmark. Jeg blev noget overrasket over at Rasmus Botoft var nødt til at sælge sig til at deltage i en turistfilm. Og så på tysk? Vi satte os, i mangel af bedre underholdning, tilrette og lod os introducere til vort skønne hjemland, set med tyske briller. Det var på tysk, og nemt at forstå uden tekstning.

Og det var smukt. Flotte panoreringer over uendeligt smukke, hvide strande, grønne marker, smukke mennesker, pragtpalæer, fantastisk arkitektur, vindmøller og økologi, lækre restauranter, afslappet og uformel omgangsform, suveræn betjening, flotte mænd og smukke kvinder, storbyer, landsbyer, landskaber, sommerhuse. Et drømmeland at besøge. Og så var filmen bygget op om en kærlighedshistorie, eller flere faktisk. Det var da genialt fundet på at lade salgsbudskabet være sekundært og fange opmærksomheden med historien om en datter der leder efter sin far og bliver forelsket i en gift mand! Flot.

Der blev præsenteret mange seværdigeder: Den lille Havfrue, Nyhavn, Stevns Klint, Operaen, Rungstedlund og sikkert mange flere. Og de fremstod alle lige som man kunne ønske sig at opleve dem.  Nemlig som eksklusive oplevelser fri for larm og støj og turister. Det er jo lige det vi drømmer om: At tage ud i verden og opleve den ren, uskyldig og uopdaget befolket af rigtige mennesker med dagligdags problemer.

Se selv traileren her: Ein Sommer in Dänemark.

Desværre er det jo gået galt for længe siden. Seværdighederne er opdaget og fortryllelsen er forsvundet og vi må stå der sammen med de andre turister. Det vi kom efter er blevet til virksomheder og arbejdspladser til udkanten. Det ville være dejligt at det var anderledes, men hvordan kan det mon lade sig gøre i masseturismens tid?

Det var en lang turistfilm, 1t 30 min, og med flere kendte, danske skuespillere? Det var nok en dyr satsning i slutningen af oktober? Skarp iagttagelse!

Hjemme på havnen så jeg en annonce i avisen, som reklamerede for nabolandskanalerne. ZDF havde lige vist ‘En sommer i Danmark’, og den kunne stadig ses, dengang.

einsommerindanemark

Hvor heldig kan man være? Meget heldig. Det har vi lært af turen. Der sker tit noget uventet og spændende. Man er jo bare nødt til at komme af sted og være der.

Det var altså ikke en turistfilm, men en tysk spillefilm, optaget i Danmark. Men den er god at blive klog på, hvordan vi gerne vil se verden.

Visit Denmark har benyttet premieren til at slå på tromme for DK,  måske står de også i rulleteksterne? Det kan jeg ikke huske.

/Jørgen

Hollandsk. Pingusprog?

Hollandsk lyder ret sjovt. Lidt ligesom når pingvinen Pingu skændes med sine venner. Men jeg tror det er ret let at lære. F.eks. står dette skilt på de små færger, der sejler i pendulfart mellem Amsterdam-Noord, hvor vi boede, og  Centralstationen i Amsterdam.

“Fietsers pad” har jeg lært betyder “cykelsti”, for det støder man ofte på i trafikken, og så regner jeg lynhurtigt ud, at fieters er cyklen og pad er stien. Hvis det så er en fietser, der siger brom, er det nok en knallert. Altså “Knallerter skal slukke motoren på færgen” Hvor svært kan det være?.

Men det slet ikke så let. Lidt tyske og danske gloser hjælper lidt, men det er tungt, når man på campingpladsen skal læse, forstå og acceptere reglementet på hollandsk.

Til gengæld er de fleste hollændere både villige og ret dygtige til at tale engelsk. Men den skriftlige kommunikation på skilte og informationsmateriale oversættes ofte ikke. Men sådan er spillereglerne vel også for turister i Danmark?

/Jørgen

PS:

Når jeg ser dette skilt forventer jeg at møde en ret vild hanekok, men det var en fæ-rist, fåre-rist der ventede forude

Wild Rooster?