Det er vores 7. tur på rejse i bilen. Der er kommet mange kilometer og erfaringer ind på kontoen. Vi føler efterhånden, at vi har styr på, hvordan vi får gode oplevelser ud af anstrengelserne.
For det kommer ikke af sig selv. Vi er nødt til at gøre os umage for at det bliver godt. Både før vi tager afsted og mens vi rejser. Vi køber et par rejsebøger om de områder vi vil besøge og låner, hvad vi kan finde på det analoge bibliotek. Lene er god til at skimme mange sider og finde noget interessant at lede efter. Wikipedia og Google er uundværlige hjælpere både til planlægning og til opslag undervejs.
Og så holder vi øjne og ører åbne, mens vi flytter os. Her kommer den helt store styrke ved at rejse med huset på ryggen. Det gør det muligt at reagere på det vi ser og oplever og tilpasse planerne hurtigt.
Det har vi gjort meget på denne tur. Det skyldes nok i høj grad, at sproget ikke har været en barriere for at komme i kontakt med dem, vi har mødt. Og vi har mødt rigtig mange mennesker og fået nogle gode samtaler med mange af dem. Godt hjulpet på vej af vores interesse for og irriterende spørgsmål om Brexit. To gange blev det til venskaber med besøg i engelske hjem og genbesøg i Danmark senere på året. Her var det måske i højere grad den fantastiske engelske pub-kultur, der var indgangen. Og så er de generelt meget åbne, imødekommende og venlige, englænderne.
Men at gøre sig umage, være åbne, holde øje med det spændende og gribe chancerne koster energi. Og sideløbende skal bilen køres og passes, der skal laves mad og findes rent vand, gas, indkøb, et sted at tømme beskidt vand, alt sammen i fremmede omgivelser, en fremmed kultur og et fremmed sprog. Så vi har også lært at mærke, når vi er fyldt op og har brug for længere pauser.
Vi havde booket færgebilletterne, så turen kunne vare 6 uger, og vi kunne være med i festen omkring Brexit d. 29. marts. Det skulle oprindeligt bare have været en kort 3 ugers forårstur til Wales. Det blev fem intense uger i Brexitland, Wales, Cornwall og Sydengland .
