Turen hjem fra Venedig skulle tages op over den østre ende af Alperne. Vejen gik igennem et punkt på landkortet, hvor Italien grænser op til Slovenien og Østrig. Vi fandt en fin parkeringsplads ved Laghi di Fusine. Et superflot sted i 900 m højde, køligt og grønt. Der var lige vejr til, at vi kunne gå en tur rundt langs søen inden regnen kom.

Det regnede hele natten, og vi besluttede, at vi ikke ville bevæge os ud af bilen inden afgang. Der var kun hvidt pludder udenfor, som vi ikke ville have ind i bilen. Vi sov og stod op til en lun bil, blev morgenklar, fik dejlig morgenmad med det hele, pakkede sammen og lukkede skuffer og skabe. Og så kørte vi afsted i silende regn.

Dagen før havde vi haft noget svært ved at finde frem til søen, hvor vi ville sove. GPS’en sendte os rundt  ad små parcelhusveje og tilbage igen til en ny runde. Til morgen sendte den os over nogle små, lukkede bjergveje mod München?. Vi havde dog besluttet, at vi var i underskud for ‘ordentlig motorvej’, så vi fandt selv vejen, men Gps-Rita fastholdt sin vejledning: “Forlad motorvejen om 1 km”, for så igen at vise os en mindre vej over bjergene. Vi fastholdt motorvejen og navigerede efter skiltene.

Gps’en var ikke gået i stykker. ‘Vignetpligtige veje’ var fravalgt, og så kan man ikke køre på motorvej i Østrig. Da fluebenet blev fjernet var vi igen enige med Rita om at blive på motorvejen hele vejen til Ingolstadt.

/Jørgen

Vi tog af sted fra Danmark 5. september i dejligt sensommervejr. Nu er der gået 9 uger og vi er tilbage i forandrede omgivelser: Det er sne og 0 grader, og vi har fået nye naboer lige udenfor vinduet.

Vi forlod byen  St. Saturnin les Apt i Provence i 23 grader og flotte efterårsfarver d. 29. okt. Det var sidste etape på ca. 1700 km, der skulle overstås. Vi var klar til at vende hjem.  Når deadline nærmer sig, indstiller man sig på afslutingen. Det bliver sværere at mobilsere overskud og interesse for at opleve nyt på vejen.

Beslutningen omkring hjemturen var at prøve lange stræk på motorvejen, og der var allerede aftalt mødetid på Hymer-værkstedet i Scandinavian Park i Flensborg, og hjemtransport til Odense d. 2. november. Der skulle bare køres kilometer de næste dage. Det gik fint. Bilen kører godt med 95 km i timen i lastbilsporet. Det er meget afslappende, selv om der skal flere køretimer til. Hver anden time, sådan cirka, holdt vi pause, med frokost eller kaffe, og der kunne endda blive plads til en lille morfar under dynen, i mørket. Der var nogen, der kunne fristes af Burger King, men vi holdt os til lidt spansk pølse og fransk ost. Det var forøvrigt påfaldende så store kunderne hos Burger King var?

1. november var  vi tilbage i det kolde nord, på pladsen ved Hymerforhandleren i Flensburg. Der var forskellige garanti-reparationer og lidt forbedringer som vi havde annonceret og  bestilt tid til i god tid. Vi overnattede på pladsen for at være parat til værkstedet kl. 9 næste morgen.  Derefter skulle bilen tømmes, rengøres og sættes på plads i vinterklar stand? En ny udfordring: Hvad skal der til for at man trygt kan lade bilen stå under et halvtag, i frostvejr, i flere måneder, måske? “Så kik dog i manualen!”

Det lykkedes at få alle problemerne gennemgået, forklaret og forstået. Men desværre var der ikke bestilt reservedele og tid nok, så vi måtte lade bilen stå ved værkstedet og vente med vinterklargøring til senere. (Nu hedder det d. 23. november?)

Men Astrid var ankommet med Golfen, som blev pakket til sidste kubikcentimeter. Vi kørte til Odense i mørke og regn og blev budt velkommen af Frederiks osso buko og æblekage. Mums!

Hjemme igen flytter vi i vinterhi på havnen i Odense. Her har vi faktisk ikke boet siden slutningen af marts, 7 måneder i sommerhus og på farten. Det er slet ikke så nemt. Vi er gået i ‘langsom mode’ og vænner os langsomt til mørket og kulden, og får igen så småt gang i fitness, kajak, læseklub, vinterarbejde i sommerhuset, hjemmesysler og “Hvad i alverden”. Det kræver noget fintænkning at forstå forskellene.

Vi er slet ikke færdige med at undres og udforske mulighederne for at rejse i en bil man kan bo i.  Der er mange flere oplevelser og overvejelser som vi skal have styr på og hav samlet samlet op her på siden. Og det bliver sysler i vinterhiet, som vi glæder os til.

/Jørgen

Sådan ser vejret ud på DMI for det sted vi holder nu, og det passer med det vi ser ud af vinduerne. Det er ret vådt i dag, men med udsigt til sol i morgen eftermiddag bliver vi her for at vandre en flot tur i bjergene. Vi satser på at DMI kan forudsige noget om vejret i Spanien.

Der er ikke meget fornuft i at flytte sig, for vejret ser ud til at være det samme inden for en meget stor radius. Nærmest i hele Europa. Vi skal helt til Malaga for at finde sommervejr.

Men det er faktisk vores første indedag på turen. Det har været fint vejr på det meste af turen indtil nu. Det blev lidt koldt i Pyrenæerne, ellers har det været sommerligt. Måske er vejret bare sådan i Europa, når det bliver efterår? Det blev også ret koldt på denne tid på vores tur i efteråret 2014, så vi kan forsigtigt konkludere, at vi skal starte efterårsturen 2-3 uger tidligere, altså omkring 15 august?

Regnvejsdage er heller ikke at foragte. Jeg kan godt lide at sidde inde og lumre lidt og nørde med læsning og skriblerier, en kop kaffe og en småkage, mens det drypper udenfor.  Der er heldigvis masser af oplevelser at få samlet op på, og arbejde med planlægning af turen fremover.

Og så har vi jo også tøj med, så vi kan færdes ude i vådt vejr, og komme tilbage til en tør hule igen.

/Jørgen

PS:  Der kommer ikke mails ud til abonnenterne på ‘hvadialverden.dk’ i øjeblikket. Det er folkene bag ‘maskinen’ , der driver hjemmesiden, der har stillet på nogle knapper, så mailen ikke udsendes. Jeg håber de snart får rettet fejlen. 

Man kunne forledes til at tro, at vi havde indstillet turen. Men vi har det stadig fint med rejseformen, og er stadig på vej. Vi styrer efter at ramme hjemlige farvande engang i begyndelsen af november.