Frank Gehry og Bilbao

Jeg kendte ikke noget til Frank Gehry før jeg så en bro i Bilbao, der var opkaldt efter ham. Den har formodentlig fået hans navn, fordi har har gjort byen  en stor tjeneste. Han er nemlig  den canadiske arkitekt bag Guggenheims museum i Bilbao.

Det er et af de turistpots, vi gerne ville se, og som mange har anbefalet at bruge tid på.

Den er bare for vild, den bygning. Da vi så den fra vores bakketop-parkeringsplads, tittede den frem bag en stor skyskraber, og vores nabo måtte pege hen over byen for at vi fik øje på den. Stående ved siden af den, bliver man paf over de vilde konstruktioner og fantastiske former. Og når man så står inde i bygningen, bliver man blæst omkuld af de kæmpe store, oversize rum. Alt er bare mega, bygget inden i noget giga.

Museet er helt sikkert et besøg værd.  Der medfølger en guided tur med høreapparat, som var meget grundig og lærerig.  Vi blev hængende længe ved introduktionen om arkitekten og byggeriet. Vi var begge så udmattede af oplevelsen af bygningen, at der manglede energi til at få ret meget ud af de udstillinger, som den rummede. Det må vi få tid til en anden gang.

Kæmpe installation af Richard Serra, ‘Matter of Time’ tilpasset et kæmpe udstillingsrum

Jeg opdagede først, at man ikke må fotografere, før det var for sent. Der kom et par billeder med fra indersiden af museet. Ovenfor er det en kæmpe installation af nogle skal-former udført i skibsværftstålplader med nogle uventede samlinger og vinkler. Man kan bevæge sig ind i dem og opleve rum og tidsfornemmelser fra en anden verden. Kunstneren er  amerikaner og hedder Richard Serra og værket hedder Matter of Time. Formerne passer til rummets udformning. ‘Størrelse’ eller ‘format’ er for mig en vigtig oplevelse med det værk.

Og det gik igen i udstillingerne. Det var megalærreder, der dominerede giga-rummene. Hovedudstillingen var af Francis Bacon. Det var en stor mundfuld at sætte sig ind i, hvad han har på hjerte. Jeg troede først, at jeg kendte ham fra gymnasietidens Oldævl/Idehistorie, men ham her er engelsk kunstner som døde i 1992. Mange af hans udtryk minder mig om Michael Kvium. Han har haft stor betydning for udvikling af moderne europæisk kunst og kender de andre store.

Vagten havde været forbi og prikket mig på skulderen, inden jeg fik et foto med fra hans udstilling. Men det er jo faktisk også helt overflødigt, når man kan bruge google. Se bare Francis Bacon Billeder

Moderne kunst er et studie værd. Men det er ikke nemt. Det kræver en indsats, og hvor skal man næsten begynde? Man må jo bare kaste sig ud i det med vidt åbne øjne.Og Europa har meget at tilbyde.

Og Guggenheim er spændende moderne kunst. Bygningen er en kæmpe skulptur, at se ude fra, som så er blevet udstyret med indvendige, store rum, som ikke egner sig til meget andet end udstilling. For at malerierne og skulpturer ikke skal forsvinde i de store rum, har det været nødvendigt at bestille nye værker i passende størrelser. Så Guggenheim Bilbao udstiller ikke bare kunst, men er kunst og skaber kunst. Stor kunst i hvert fald i en betydning af stor.

Hvad nytte det så er til, og hvad vi skal med det er en anden snak.

/Jørgen

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *