Vi har forladt Posada, den stille bjergby ved Picos de Europa, og vi var der så længe, at der stadig dukker historier at fortælle.

Jeg tog for eksempel en tur på cyklen ned ad bakken til Cain, som vi vandrede til gennem bjergene. Jeg havde set skiltene, som advarsler om stejle bakker, da vi gik ned, men det skulle prøves den anden vej på cykel. Det var hurtigt ned til en kop kaffe, og så 9 km op med disse stigninger mange steder. Jeg havde heldigvis et ekstra gear fra Alpeturen, så det lykkedes. Og jeg lærte at læne mig godt ind over styret for at undgå, at cyklen tippede bagover, når jeg trådte til. Min cykelcomputer sagde 21,4% i korte perioder. 20% er gennemsnittet over 2-300 m mange steder.

Tilbage på pladsen ved bilen mødte jeg Joaquin, som igen sad på bænken og fløjtede og sang. Jeg havde tidligere forsøgt at snakke lidt med ham, men han havde rystet på hovedet. Sprogproblemer?

Nu ville jeg spørge om jeg måtte fotografere ham? Han kikkede på kameraet og grinede tandløst. Jeg viste ham et par billeder, som han blev glad for at se. Og så ville jeg gerne vide, hvad han hed? Jeg prøvede alle slags sprog, men han rystede på hovedet, grinede og gik.

Drengene i sportshallen kunne fortælle, at han hed Joaquin. Og Conchi fortalte senere, at Joaquin er 93 år og har boet hele sit liv i Posada. Hans fornøjelse er at gå tur omkring pladsen, sidde på bænken og fløjte og få en lille en på øjet. Han vil gerne snakke, men det er svært, for han er totalt døv. Han klarer sig i landsbyen hele sommeren, og bor hos sin søn i León nogle måneder om vinteren.

Jeg er ikke så gammel som Joaquin endnu, men det går jo den vej. Man kan ikke undgå at tænke på ‘aldring’ på vores tur, for vi får selvfølgelig ofte øje på den problemstilling.  Jeg har en forestilling om, at mændene i sydeuropa sidder det meste af dagen i skyggen af platantræerne og drikker kaffe, og spiller domino eller boule/petanque. Dem har jeg i hvert fald set tidligere, og det mindes jeg som en positiv måde at blive gammel på. Jeg har godt nok ikke set dem ved spillebordet denne gang, men der tuller mange gamle rundt i landsbyerne.

Men allerede da vi var i Belgien tænkte jeg at ‘gamle’ ville være et tema. I Belgien boede vi i Veurne ved en hyggelig kanal. Vores nabo var et plejehjem.

Det var ikke hyggelige signaler om en lykkelig alderdom, der kom fra den bygning. Vi kunne ikke komme ind og kikke. Men det slog os, at denne belgiske by  virkede meget lukket, med nedrullede gardiner, ingen gamle på gaden.

Jeg talte med en belgier, pensioneret politiefterforsker, på en parkeringsplads. Vi talte om skatter i DK og Belgien. Han betalte ikke meget skat, men hvad hjalp det, for han tjente heller ikke meget, og der var ikke meget service, at få i landet. ( Deres veje!! mange steder som, og værre end, brostensveje).

Hvad mon der bliver til os campister fra DK, når det ikke længere er sjovt på landevejene? Skatten skal ned! så det kan betale sig at arbejde. Hvor langt er udhulningen kommet, når vi bliver så gamle som Joaquin? Fløjter vi? Synger vi? Eller råber vi ‘Hjælp mig, hjælp mig’

Hvordan vil vi gerne have det om 20 år? Man skal jo vide, hvad man ønsker, for at få hvad man vil have. Kan ‘udkanten’ blive en del af fremtiden?

/Jørgen