Efter 8 timers færgetur fra Brindisi i Italien ankom vi sent om aftenen til Igumenitsa i Grækenland. Nærmeste p-plads med overnatning var 15 km i mørke i Plataria.


Førte del af turen i Grækenland ser sådan ud på et kort. Det er svært at tyde navnene, for de bruger nogle andre bogstaver, end dem vi kan læse.
I øverste, venstre hjørne kommer vi i havn i A) Igoumenitsa, kører til B) Lefkada, C) Patra, D) Korinth, E) Leonidio

Vi skulle lige vænne os til at køre på de græske landeveje, og det blev på den hårde måde vi fik repeteret Murphy’s lov. Det kunne dog ikke fjerne glæden ved at være ankommet til Grækenland, og her Lefkada by.

Næste stop blev til nogle dejlige dage ved en meget lille havn, Kryoneri, mod syd ud til bugten ved Patra. Her mødte vi en tysker og lærte noget om påsken i Grækenland og og om små familievirksomheder. De små restauranter på havnen gjorde klar til påsketravlhed, men havde god tid til at snakke. Der var nogle flotte morgener til badning og fotografering.




Fra den lille fredelige havn Kryoneri måtte vi ud på motorvejen for at krydse strædet mellem Central-Grækenland og Peloponnes. Broen krydser ved byen Patra. Her er vi ved at få erfaring med betalingsanlægget på græske motorveje. Det er dyrt, når man er 5,99m lang.

Vi kørte uden om Patra. I stedet valgte vi at køre op på bjerget Kalavryta. Det viste sig at være en bjergby med friluftsaktiviteter sommer- og vinter, men også en by, der havde en historie. Under 2. verdenskrig var der mange frihedskæmpere i bjergene , som lykkedes med at genere besætterne. Reaktionen fra tyskerne var at henrette 500 mænd i byen. I dag står uret på rådhuspladsen stadig stille ved tidspunktet for henrettelserne, kl. 15.55.
Der var tydeligt præg af mange turister i byen, men lidt udenfor centrum kunne man se, hvordan folk i byen levede. Vi fandt en meget snakkesalig bager.
På vejen ned ad bjerget fandt vi en dejlig restaurant med god, græsk mad og en aftale om at sove på parkeringspladsen. Med flotte omgivelser.







Videre ned ad bjerget blev der handlet, og vi overhalede langsomtkørende trafik på vejen mod Korinth.


Vi havde lidt svært ved at finde hen til den udgravede Korinth-kanal. Faktisk troede vi den var bevogtet eller hegnet ind mod terrorister, ligesom havnen i Odense. Men den er en stor attraktion og meget fotogen.
Og historien er da også spændende. Mange magthavere har gennem tiderne drømt om at gøre sejltiden fra Athen og til resten af Middelhavet kortere ved at grave en kanal ved Korinth. Kejser Nero (f. 37-d. 68) fra Rom startede og den blev først åbnet i det 19. århundrede, med hjælp fra Frankrig.

Turen rundt om Peloponnes var godt begyndt. Vi tog den med uret. På vejen mod syd besøgte vi Mykenae, en udgravning af Agamemnons borg. Løveporten er beskrevet af Homer, som har skrevet historien om Odysseus. En tysker gravede borgen ud i det 19. århundrede, og kunne bevise, at Odysséen ikke var ren fantasi, som ellers var opfattelsen på den tid. Han fandt løveporten som Homer havde omtalt.
Vi stod tidligt op og var nogen af de første på stedet. Senere kom busser med turister, bl.a. en flok franske børn med røde kasketter, som blev dirigeret rundt med en dommerfløjte.


Vi fandt et sted at sove ved kysten, Aigio Andreras, og på vejen fik de gamle mænd en kop græsk kaffe og en snak.
Aftensmaden stod på fisk, troede vi. Men der var lukket.



Jørgen og Lene
PS: Klik på billederne for at se en stor udgave
Så dejlige beskrivelser. Tak.
Kære Lene og Jørgen
Tak for de dejlige rejsebeskrivelser, fortsat god tur.
Dejligt at mærke i nyder det🤗
Kh. Liddi og Bjarne👋
Hej B&L
Godt I får lidt underholdning af jeres læsning og dejligt I sender jeres bemærkninger.
J&L