Jeg får en rigtig, analog avis leveret om morgenen. Nogle dage når jeg ikke at hente den før op ad formiddagen. Og så har PostNord-postmanden været forbi med post til naboerne. Der er som regel aldrig rigtige breve til mig.
Men forleden lå der et brev sammen med avisen. En grå rudekuvert med påstemplet frimærke. Jeg så, at det var fra Tyskland. Så plejer det at være fra Norddeutsche Klassenlottorie, som af en eller anden grund har min adresse. Herrn Jörgen Carstensen, DÄNEMARK.

Det var ikke Klassenlotterie. Afsenderen sendte noget i en kedelig, grå kuvert fra Bautzen. Jeg huskede pludselig noget om Bautzen: Meget kedelig, gråt, gult palæ, som i virkeligheden var et berygtet Stasi-fængsel. Skrækkelige historier om et system, der gik helt amok.
Godt nok var en del af fortællingen om Stasi, at det fungerede som en selvstændig stat i staten, og at der gik mange måneder efter staten DDR’s fald i 1989 før de stoppede deres aktiviteter. Men alligevel? I 2017? Jeg pillede ikke ved noget i det fængsel, da vi besøgte det i september måned!
Men det satte lige gang i minder om turen til ‘DDR’! Og lysten til at samle op på flere historier fra turen. Det går bedre med at huske dem, når de bliver noteret ned sammen med billeder.
Computeren blev et DIY-projekt da jeg kom hjem. Nyt batteri, ny harddisk = 1500, kr. Ny computer = 25.000 kr. Den fungerer fint og jeg øver mig på at få bedre billeder ud af mine optagelser. Så der er ingen undskyldning for ikke at fortælle mere fra turen i efteråret. Og der kommer jo snart en ny tur!

Jeg fik tilsendt et portrætfoto fra Bautzen. Ikke fra Stasi, men fra en anden myndighed, der bad mig om at indbetale 15€ for at køre for stærkt ind i Plotzen. Den samme forseelse ned ad Fredericiavej i Vejle i maj 2016 kostede 200€, og der var vist ikke engang et billede med?
/Jørgen
Godt køb, Jørgen Man får ikke meget hos en fotograf for 15 € 🙂