Hvordan man kunne fejre sin fødselsdag, hvis man havde en bil, man kan bo i.

Man kunne finde en parkeringsplads i en lille by, Capileira i Sierra Nevada. Man kunne gå tidligt i seng, fordi det var blevet lidt koldt i 1500 m højde efter en tur gennem byen i flot lys fra aftenhimlen.

Hvis man havde en sød kone kunne man få lov til at ligge lidt længere og vente på kaffen, omeletten og amerikanske pandekager, og at gaverne blev klar til at blive pakket ud.

Så kunne man stå op og pynte sig til dagen og have rigtig god tid til morgenmad og pakke gaver ud. Måske skulle der synges en sang fra den nys udpakkede højskolesangbog. Og kunne termoflasken mon være i den nye fototaske?

Det er fint med god tid til morgen, men man kunne også bruge den friske bjergluft til en cykeltur ned til ‘un café con leche’ og lidt unødvendig shopping. Og op igen ad 11% i fin stil og pakke cykler og det hele og køre 9 km op gennem fantastisk natur til en pause med udsigt til Pico Valeta Mulhacén på toppen af Sierra Nevada.

Så kunne man  sidde og tænke, at den dag var gået, men man kunne faktisk også køre ned af bjerget igen og finde en p-plads ved Béznar med udsigt og tid til snacks  inden festmiddagen med laks og thai-suppe og en rest rødvin.

Man kunne flytte lidt rundt på bilen til den holdt helt lige, så man kunne sove godt, til man var færdig med at blive 66. Det bliver man kun en gang i en bil, man kan bo i.

/Jørgen

2 tanker om “Hvordan man kunne fejre sin fødselsdag, hvis man havde en bil, man kan bo i.”

  1. Det er vist noget tid siden, men tillykke. Læser først nu. Herligt skriv! Og så skønt at man stadig kan have så mange førstegangsoplevelser og once in a lifetime oplevelser. 🙂
    Fortsat god tur. Jeg har vandret rundt i området. Det er smukt og dejligt.
    Kh Hanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *