Det går alt for stærkt. Vi er allerede bagud med at fortælle alt det nye? Eller hvad er det for noget pjat. Der er ikke noget der hedder at være bagud. Det er jo også det turen går ud på: at være opmærksom på det der sker nu og så glemme det der ikke blev til noget.

Så!: jeg sidder ved en havnekaj i Leeuwarden i Holland.  Har aldrig hørt om byen før. Det er en by med mange vandkanaler med plads til sejlads med pramme og både. Og 90.000 indbyggere.

I aften var fredag. Det er jo begyndelsen på weekenden og vi var ankommet så tidligt på dagen, at vi efter hyggelig afslapning ville spise ude. Op på cyklerne ind mod centrum, hvor der var fredagsstemning. Vi havde kun lige låst cyklerne, før vi blev inviteret på vin af nogle meget åbne og festlige hollændere. Vi nøjedes med en hyggelig snak  og blev hjulpet videre til Keukencafé TOTT, en lille restaurant i nærheden.  Lækre sticks med kylling og fisk. Meget charmerende betjening og lutter fremkommelige mennesker omkring os. De bekræftede vores fordom om, at hollændere er nogle gamle, glade flippere, der ikke tager tilværelsen for højtideligt. Er der noget om det?

På vejen tilbage til cyklerne mødte vi igen vininvitationen. Tænk at vi allerede havde fået venner, som kendte os. Vi syntes ikke vi ville trænge os på, og det var ved at blive mørkt, og vejen tilbage til bilen på cykel uden lys, og vi var vist også lidt trætte, og..

Sku’ vi have sagt ja tak og stolet på at der ville være løsninger på alle de problemer vi på forhånd kunne få øje på? Er det hollændere i modsætning danskere?

Jørgen