“Alt, hvad der kan gå galt, det går galt”

Så slemt var det heller ikke, men derhenad.

Fra en rolig overnatning 15 km syd for Igoumenitsa var vi helt klar til at indtage Grækenland. Nylig rengjort bil, frisk vand, alt skidt udtømt, og en god nats søvn. Vi var kommet fri af italienske dårligdomme som for meget larm, forsinket forår, lidt køligt regnvejr og havde overstået en 9 timers færgetur i selskab med ungarske lastbilchauffører, som ikke var til meget samtale. Klar til at indtage et nyt land.

Målet var at følge den græske i vestkyst mod Italien og slå os ned i nærheden af Lefkada.
Efterhånden blev vejene mere sekundære og hullerne flere. Og større, opdagede vi på den hårde måde. Det gav et pænt brag i bilen ud over at porcelæn og bestik klirrede.

“Det var stort” Men, alt ok, vi kørte videre. Indtil bilen holdt stille og blinkede med katastrofeblinket. Beskeden i displayet var “Car fuel cut off” og “For more info, look in car handbook”

Alt var stille ud over blink, blink. Ingenting virkede, alt var slukket. Car-handbook’en har vi online, og den havde en fejl, så den skrev græske bogstaver.

Heldigvis var vi standset lige før en servicestation. Hvor heldigt? Men den var lukket, og værkstedet bagved var et malerværksted med et par lærlinge.

Maleren himself kom til, og på græsk tænker jeg han sagde, at” det problem kendte han da godt, det skulle han nok ordne”
Det så sådan her ud:

Han havde en ven, der vidste alt om elektriske ting i biler. For det var det der var noget galt med. Der skulle lige findes en rød knap, sagde han. Så ville bilen køre igen.

Vennen, som vi kaldte Cristo, kom og kikkede de samme steder, som maleren og vi selv havde ledt. Han ville gerne hjælpe men måtte også opgive. Vi var lidt nervøse for, om de to venner vidste, hvad de lavede?
Cristo kontaktede en ven med et EXPRESS autohjælp firma, han lovede at komme med sin lastbil og køre os til et værksted, hvor vi kunne holde påsken over!! Panik,panik. Påsken over? Det var onsdag før påske?
Cristo måtte hjem til konen og vi fik nummeret til hans ven fra ‘Express’, hvis han nu blev forsinket ud over den time, han havde lovet.

Vi satte os til at vente i bilen, som stadig blinkede, men med vigende volt på batteriet. Naboen var en fårefarm, så tusind fluer underholdt os, mens vi ledte efter det ene sæt nøgler til bilen. Vi kunne ikke finde dem i motorrummet, under bilen, under sæderne. Vores hjælpere havde jo brugt dem, når de skulle se, hvad displayet skrev.

Det måtte være maleren eller Cristo, der havde stukket dem i lommen. Vi havde ikke noget nummer til nogen af dem. Og hvad skulle vi sige til dem, for de var bedst til græsk?

På den lukkede servicestation fik jeg malerens nummer af en mand med lidt engelskkundskaber. Hans ven havde maleren i sin telefonbog. Maleren havde desværre ikke vores nøgler.

Endelig kom Express autohjælp med 2 mand, de tog samme runde i motorrummet og kabinen, som vi andre gjorde et par timer i forvejen. Den ene kikkede i min danske manual og faldt over et billede/tegning med en pil mod højre fordør: der skulle den røde knap findes, altså bare inden for, under handskerummet og bag flere lag paneler. Han svedte, og pludselig stoppede blinklyset og bilen kunne starte igen.

Han ville have 150€ kontant for ulejligheden, og vi ville have en faktura. Det kunne kun ske hos hans chef i Lefkada, 15 km i regnvej og mørke. Efter minibanken mødte jeg chefen, som var hjertelig flink og hjælpsom, og vi fik udvekslet papirer.

Manden på kontoret hos Express var jo Cristos ven. Han gav mig beskeden fra Cristo, at han desværre havde stoppet vores nøgler i lommen, mens han var stresset af konens pres for at komme hjem. Vi mødtes med ham i hans by, Vónitsa og fik sagt tak, inden vi kørte videre på en hellig torsdag.

Nu til parkering for natten, yderligere 15 km i mørke, men uden held med at finde stedet. Det blev fricamping på gaden et sted, som vi ikke kunne finde bedre i turistinformationen.

Hvad kan vi så lære af Murphy og hele historien og vores nye venner?

– Kør ekstra langsomt på landet i Grækenland
– Vær forberedt på, at manualen siger, du skal kontakte et autoriseret Peugeot værksted, men først efter påske
– grækerne, vi møder, er meget imødekommende og hjælpsomme
– brug de venner, du hurtigt kan skaffe dig, til at tale i telefon på dine vegne, når du ikke kan sproget. Det er effektivt.

For at referere til en anden amerikaner, Disney: “Alt ender godt til sidst”

/Jørgen