Overnatning i Magdeburg

I aften er det 4. maj i Danmark og i Magdeburg. I Danmark blev det en festdag, ligesom den 25. april var en festdag i Italien.

Magdeburg er en by, der ligger på den mere østlige rute, A9, op gennem Tyskland og passende 450 km fra sidste sovested i Ingolstadt. Derfor blev den valgt som næste stop.

Der var en fin parkeringsplads ved Elben uden noget service inkluderet i prisen, men der var en masse flinke og hjælpsomme tyskere, der gik/løb/cyklede tur langs floden.

Vi havde ikke tænkt over, at vejen går gennem det tidligere Østtyskland, Deutsche Demokratische Republik og at Magdeburg først i 1989 blev en del af Bundes Republik Deutschland.

Heldigvis tog vi os sammen til at gå en aftentur rundt i byen. Det var en meget anden by end Venedig. Skiltet fra havnen pegede på Neue Altstadt? Ny gammelby? Og så kom vi i tanke om verdenshistorien! (Der kunne godt være noget mere af den at komme i tanke om.)

Magdeburg var østtysk fra 1945 indtil 1989. Hvordan historien hang sammen før 1945 skal jeg have undersøgt, men byen var en del af Hitlers Tyskland. Ligesom Berlin og Dresden blev byen bombet til ukendelighed af de allierede. Magdeburg blev udsat for massive bombninger bl. a. på grund af broerne over Elben, og en del vigtige fabrikker, Krupps tank-fabrik.

Vi mødte en dame, som lige var ankommet til byen, 9 dage på cykel fra Kuxhaven. Det var hun stolt af. Vi kontaktede hende for at spøgte til byggeriet, om det var bygget efter krigen? Hun kendte ikke Magdeburg, men kom oprindeligt fra Østtyskland, og hun genkendte den østtyske byggestil, og gættede på, at det var opført som erstatning for den udbombede Altstadt.

Det var en speciel oplevelse at se en by, hvor det meste af det gamle var væk og erstattet af noget meget ‘rationelt’, funktionelt, antikapitalistisk, jeg ved ikke hvad det hedder, byggeri. Især lige ovenpå vores ture i Venedig med alle de århundreders historie gemt i murstene.

Vi fik en Weissbier på noget der kunne ligne city-centrum, hvor letbaner med afgang hvert andet minut krydsede hinanden. Der var masser af folk på baren denne onsdag aften og rigtig god stemning. Vi sad med en masse spørgsmål om krigen, om øst-tiden, om vesttiden, men tænkte, at vi ikke ville ødelægge den gode stemning og snakkede kun med os selv. Det var også hyggeligt. Og der var ikke mange af de tilstedeværende, der havde boet i Østtyskland, for mere end 28 år siden. Vi tænkte at de hellere ville se fremad.

Dem, der er 75+, har oplevet Hitlers periode med krigen, at blive bombet af englændere, at blive en del af et kommunistisk regime de måske ikke var alt for enige med. Og at blive indlemmet i et land, som de har lært at kritisere. Det er nok ikke nemt med identiteten?

Vi kom bare forbi Magdeburg for at sove og så fik vi en spændende oplevelse og anledning til mange nye spørgsmål og tanker.

/Jørgen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *