Udkanten Posada de Valdeón


16101457-2016-10-14-at-09-57-08

Landsbyen under de høje spidser er Posada de Valdeón. En lille landsby, der engang har levet af kvæg og skovbrug. Nu er der mest liv i den om sommeren, hvor der kommer folk til for at vandre i de flotte bjerge. Vi er i Picos del Europa, et naturreservat i Nordspanien. Her kan man bo på herberg, pensioner og et par små hoteller. Og så har byen indrettet en fin plads til campere, med strøm, vand, internet og hvad der ellers hører til.

Conchi hedder damen, som har den praktiske kontakt til de besøgende på pladsen. Hun er oprindeligt fra Madrid, men skriver bøger med forbindelse til det lokale område, så hun flyttede til byen for to år siden. Hun supplerer sin indtægt med sit lille job på camperpladsen. Hun taler rigtig godt engelsk, fordi hun har boet i USA et par år under sit studie. Hun er meget imødekommende og vil gerne fortælle, og det har vi benyttet os af.

Hun fortæller: Der bor ca 60 mennesker i byen om sommeren, uden at regne turister med og det halve om vinteren.  For 50-60 år siden immigrerede næsten hele landsbyen til USA. Hun havde ikke nogen forklaring. De beholdt deres huse i byen, og har dem  nu som boliger de vender tilbage til i ferier eller når de går på pension. Det er tydeligt at der er nogle meget flotte og velholdte huse, som skiller sig ud. Jeg talte også med Toni om dette, for han kunne tale engelsk fordi han var flyttet til Staterne og havde arbejdet i construction-branchen. Han fortalte meget ivrigt og jeg forstod noget af det meeen..? Han er nok tæt på 80 år nu?

Conchi fortæller gerne om byens beboere, og det er påfaldende, at hun ikke er særlig solidarisk med indbyggerne. Hun præsenterede tre steder man kunne spise, et traditionelt køkken med dagen ret, ok, en restaurant med en uddannet kok, bedre, og et sted som havde åbent en gang i mellem, men hvor værten ikke var til at regne med, måske fik man mad, måske fik man skæld ud?

Vi besøgte nationalparkens turistkontor, hvor Judit sad ved skranken. Kontoret var i mod sædvane gemt grundigt af vejen nærmest uden for byen. Judit var sød og genert. Hun talte ikke engelsk til trods for, at hun havde en forstuddannelse og var en slags naturvejleder i reservatet. Vi kommunikerede ved hjælp af google translate, så det lykkedes at få en samtale med hende. Hun sad på kontoret i øjeblikket, fordi hun ventede sit første barn. Hun bor i Riano, 32 km ned ad bjerget. Hun var heldig at få job, er glad for det og tjener 1.300 €/md. Mange jobs i Spanien er 1000 € jobs, så hun var heldig.

Judit ville ikke fotograferes, selv om jeg spurgte pænt. Da vi fortalte Cunchi om det, sagde hun, at det var noget af det der havde forbavset hende, da hun flyttede til stedet. Kvinderne er meget bly, holder sig til det huslige, går ikke på bar og café og læser ikke aviser, overlader det udadvendte til mændene.

Drengene ville gerne fotograferes. Den mindste er eneste barn i landsbyen. De tre store kommer fra nabobyerne for at spille fodbold i hallen

Det er svært at få hold på, hvad folk lever af i byen, men der er tilsyneladende stor tilstrømning i sommermånederne af mennesker, der vil færdes i naturparken. Der er ikke mange vinteraktiviteter, da det er forbudt at lave skisportssteder i området. Mon ikke det betyder en hel del at immigranterne vender tilbage og holder ferie i deres huse.

Der er enkelte gamle gårde, som har køer gående på græs. Der bliver lavet ost af både ko og gedemælk, så der er også malkning et eller andet sted.

Der er noget både smukt, positivt romantisk over landsbysamfundene, vi møder. Men det er det der i 70’erne hed ‘feudalromantik’ Det er en måde at arbejde og bo på, som hører til en anden tid. Der er dejligt, fredeligt, smukt og langsomt, og i mange sammenhænge ser det ud til at give mening for de folk der bor der. Men det er ikke i overensstemmelse med et moderne, hurtigt forbrugende liv. Og derfor bliver der færre der bliver boende. De jobs der bliver tilbage har næsten altid bundet op på turisme. Det har vi set alle de steder vi har været. Udkanten er under afvikling.

Men der er også begyndt at være en modsat trend mod en enklere, langsommere, mindre forbrugende, fællesskabshungrende tilværelse. Gad vide om landsbysamfundene både her og i andre lande på længere sigt er fortid eller fremtid?

/Jørgen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *