Disclaimer: Vi har haft glimrende vejr mange dage, måske endda de fleste, på vores tur. Det kan være svært at dokumentere, hvordan det faktisk har forholdt sig. Men det føles som ok. Turen har ikke været en fiasko.
/Jørgen
Lene er optimist, jeg er pessimist. Vi småskændes om, hvordan vejret har været på turen. Det er en anden udgave af diskussionen: om bægeret er halvt fuldt, eller halvt tomt.
Vejrberetningen skal helst afspejle vores ide om ‘at tage til de varme lande og møde foråret’. Det hele kan jo fremstå som en fiasko, hvis jeg fortæller alt for negativt om vejret.
I det store perspektiv er vores småkiv ikke værd at beskæftige sig med. Vi kan godt blive enige med FN om, at vejret tidligere har været mere til at regne med.
Alex vinkede, da vi kørte fra hans Biologiske vingård i Toscana. Han havde meget dygtigt fortalt om at være biologisk vin- og oliven-avler.( I det fineste vejr med solnedgang over vinmarken). Det var ikke nemt med det vejr, vi har haft de sidste år. Og det ser foreløbigt ikke for godt ud for 2024. Det er familiegården han har overtaget, så han bliver ved.

Vi ville have kørt til Firenze, men sprang en dag over og blev hos Alex. Det regnede hele dagen i Firenze. I dag havde samme udsigt, regnbyger og 6° – 8°, så vi listede i stedet nordpå på motorvejen. Og også en afstikker langs Garda-søen. Flot men vådt.
Brentonico var udset til overnatning. Her boede vi også på vejen sydpå og fik noget dejligt, friskbagt brød. I dag ankom vi midt på eftermiddagen for at kikke lidt nærmere på byen, og ordne indkøb. Det var ret koldt , men tørvejr. Bageren var lukket.
Lidt højere oppe end de 700 m vi holdt i, var der ret meget sne? Noget mere end da vi holdt her for 4 uger siden? Og luften lidt skisportsagtig.

Turistbureauet var åbent, og vi fik en god snak med Anna, som kunne ret meget engelsk. Af en italiener. Hun ville hjælpe os, så vi fandt Coop, og flere andre småbutikker. Hun ville også advare os om ikke at køre højere op til de små landsbyer. Vejene blev faktisk åbnet for en måned siden, men vejret har været helt uforudsigeligt og folk i byen er lidt bange. For der er kommet så meget sne, at vejene er blevet lukket igen, og de kan ikke sige, hvornår de åbner. Det har de ikke prøvet før på denne tid.

Rapporter hjemmefra siger, at vejret er koldt og vådt. 3° og blæsende. Og i weekenden bliver det 18°? Hurtigt omslag, men til den gode side.
Det duer ikke at vi bliver ved med at snakke om vejret. Vi skal gøre noget ved det. Eller hvad synes du vi skal?
/Jørgen
Ja, gør da noget ved det!