Grækerne var som vi havde forventet. Deres afslappede stil passede os godt. Vi kunne lide dem.
På vej ud af Grækenland mod nord var vi lidt nervøse. Hvad var Albanien for et land, og hvordan undgik vi at komme galt afsted med den albanske mafia og alle deres sammensvorne? Man kan kun campere på campingpladser, som bliver lukket og bevogtet om natten. Hold på alt du ikke vil have stjålet.
De albanere vi mødte var om muligt mere imødekommende end grækerne. Arbejdsomme, flittige, stolte, nysgerrige, hjælpsomme, ingen bagtanker, optimisme. Men de var også klar over, hvilke problemer de har med ulighed, korruption og nepotisme.

Vi har mest mødt albanere, som vi har kunnet snakke med, og det giver jo en enorm skævhed i vores billede. Ikke desto mindre har vi ingen betænkeligheder ved at anbefale at tage til Albanien og få nogle gode oplevelser. Det har været et dejligt land at besøge.

Marjan, 28 år, Gjirokaster, Rundviser, tourist-guide. (snart med eget kontor)

Marjan mødte vi i døren ind til slottet i Gjirokaster. Han fangede os og gjorde opmærksom på rundvisningen i den underjordiske bunker, hvor den paranoide Hoxha ville gardere sig mod atomtruslen fra både Kina, Rusland og kapitalisterne i Vesten. Den startede om 15 min. Ok, men hvor skal vi møde rundviseren? Her, og rundviseren det er mig.

Marjan er 28 år. Hans far var skoleinspektør, moren var lærer. De var begge modstandere af Hoxhas undertrykkende, kommunistiske styre. Marjan har ikke selv oplevet styret, kun indirekte gennem forældrene og det land, han efterfølgende er vokset op i.
Han har ikke nogen videregående uddannelse, men han er glad for at have et fast job. Selv om han ikke kan leve af de 300€=2250 kr, han får om måneden.
“Man kan ikke leve af at være ansat af nogen. Du kan leve af at starte dit eget eller lave noget kriminalitet” . Han ville gerne rejse, men skulle først få råd til at betale for et græsk pas på det sorte marked. Han kan nemlig ikke rejse nogen steder med albansk pas. Han kunne måske bruge sin græske bedstefar i den proces.
“Jeg supplerer sin løn med salg af kokain og andet”, siger han med et skævt smil og et blink. Det er vel sådan vi nordeuropæere tænker om albanere?. Han bor hjemme hos familien og hjælper dem. Han har mange spydige bemærkninger til Hoxha tiden og de nuværende politikere og til alle dem vi ser på gaden med større Mercedeser, end vi kan købe i Danmark.

Lean 43 år, Gjirokaster, Taverna Laberia

Vi så to mænd komme gående med to lammelig gennem krydset. Det ser vi ikke i Danmark. Dem måtte vi snakke med. De gik ind i en butik med lammekroppene.
Liam ville godt tale engelsk, og var ret flydende på sproget. Vi kunne også vælge at tale italiensk, tysk, fransk og måske flere.
Hvordan han var uddannet? Ingen uddannelse, men han havde lært sig selv sprog og synes det er sjovt. Og han var dygtig.
Han levede godt af sin butik, hvor han grillede kyllinger og lam og solgte dem i mindre dele. Han havde skabt en familievirksomhed, sammen med konen og datteren.
Han var meget charmerende, og spurgte ind til vores land, som han havde hørt om? Han havde hørt om Danmark, selv om danskere var sjældne kunder i hans butik.
Vi bestilte en kylling, som vi kunne hente om halvanden time. Imens traskede vi rundt i kvarteret, hvor albanerne bor og køber deres dagligvarer, tøj, sko, elektronik. Og det var ikke vores kendte mærkevarer, de kunne se i vinduerne.

Lorenc, 52 år, Berat. Guesthouse-owner

Berat by er en turistmagnet, især på den ene side af floden. Vi valgte den anden, og kikkede ind gennem en åbenstående dør. En mand gik og fejede, og fik øje på os. “Kom ind og kik, jeg vil gerne vise mit hus” sagde han og bød på mad og kaffe. Vi sagde nej tak, vi ville ikke spise noget nu, men han insisterede og påstod han ikke ville sælge os noget.

Vi gik med ind og op ad trappen, hvor han undervejs forklarede om husets byzantinske historie og konstruktion. Han er selv født og opvokset i huset. Uddannet jurist med en Hoxha-albansk uddannelse, der ikke var meget værd. Da der blev lukket op for udrejse i 1991 rejste han sammen med rigtig mange andre albanere til udlandet. Han arbejdede som kok og restauratør i Italien, og vendte tilbage for 11 år siden. Her fik han mulighed for at købe sit barndomhjem, hvor han nu bor med sin mor, sin kone (lærer) og sin datter (14 år).
Huset havde for længe siden været beboet af en stor, velhavende familie. Nu bruges det store hus til guest-house og restaurant. Han klarer sig godt, fordi han havde penge, uddannelse og erfaring med retur fra sin tid i Italien
Han er optimistisk på Albaniens vegne. Korruption er for dumt, og de nuværende politikere er ikke dygtige og hænger fast i det gamle netværk. Men det bliver langsomt bedre. De fleste albanere er fornuftige mennesker.
Han tog sin guitar og sang franske og italienske viser, men vi drak en kop kaffe.

Mateo, 61 år, Mitrovice, Økologisk restaurant, Mrizi i Zanave, Albanien

Ved indgangen til restauranten var der stalde og indhegning med geder i flere etager. Bagved var malkekøerne og masser af gæs gik og snadrede på skråningen. På en bænk på hjørnet sad Mateo, som vi først spurgte om vej, og han pegede, hvor vi kunne parkere.
Næste morgen var vi tidligt i gang, for at undgå de mange gæster, der havde vist sig dagen før. Han sad igen på bænken, og vi spurgte om han var lederen for dyreholdet. Nej, det havde han folk til, sagde han. Dagen før havde han siddet på et lille tog, der kørte børn rundt på området.

Vi fik lov til at kikke rundt på hele området, det var en del af konceptet at folk kunne kikke rundt. Og da vi kom tilbage efter en spændende tur til restaurant, mejeri, marmeladeproduktion, vinproduktion, og camper-plads mødte vi igen manden, Mateo.
Mateo var ikke lederen, bossen. Det var hans sønner, som havde været med til at starte den meget spændende virksomhed, som nu efter 12 år klarede sig godt. Slow food, med en storbyrestaurant i Tirana.
Han var for 12 år siden vendt tilbage til Albanien fra Italien, og havde penge med til at købe gården, og det nærliggende Hoxha-fængsel. Det har så udviklet sig til en blomstrende virksomhed med mange produktioner, med høj kvalitet som mærke. Nu er det sønnerne, der driver det hele med know-how fra en opvækst i Italien.

Pedresch, Berats udkant, 62 år, fårehyrde og bedstefar

På vej hjem fra vinsmagning på vingården ved siden af det hus, vi skulle holde ved om natten, så jeg en mand vogte får. Jeg gik alene hen til ham, og han stak hånden frem og hilste. Jeg spurgte ham på engelsk om jeg måtte tage et billede af ham?
Han svarede på albansk med et spørgende udtryk, og havde ikke forstået hvad jeg ville. Jeg viste ham mit lille kamera og talte med ham på dansk, og han svarede på albansk, og pegede på fårene. Dem måtte jeg gerne fotografere. Men jeg ville tage et billede af ham? Af mig? spurgte han lidt forlegen. Men han stillede op, og jeg fik mit billede.

Senere blev det godt fotolys, og jeg ville bruge mit fine kamera. Jeg ledte efter hyrden og måtte gå langt inden jeg fandt ham. Han kom hen til mig og stak mig igen hånden, mens han sagde rigtig meget på en gang. Jeg kunne ikke forstå hvad han sagde, men han kaldte på en dreng med en lille flok får nede ad vejen.
“What’s up, Bro? How are you? ” Han var ca.15 år og havde lært engelsk andre steder end i skolen. “Pedresch er min grand-pa”. Han fortalte så, at grand-pa syntes meget godt om mig. Jeg var en god mand. Han kunne lide mig. Tak, i lige måde!
Jeg fik selvfølgelig lov til at fotografere min nye ven. Han var stolt og klar og jeg var glad.
Vi hilste igen og jeg skyndte mig hjem til spisning af traditionel, albansk mad.

/Jørgen og Lene