Hvad tænker du, når en tjener kommer og tager din kaffekop inden du/I synes du er klar til at betale og gå?
Vi har boet i en lille by, Panzano in Chianti, et par dage. Der bor kun 900 mennesker og den er ikke overrendt. Vores drikkevandsforsyning var lav i heden. På vej på indkøb kom vi forbi det centrale torv med turistbutikker, restauranter og caféer lige præcis, da vi trængte til en kop kaffe.
Vi kunne selv vælge et bord i skyggen ved siden af 3 australske piger. Kaffen var fin, cappuchino med blødt skum og lidt sukker! Mum. Vi nød kaffen. Jeg sparede lidt på godterne, mens jeg forsøgte at gætte, om australierne var studerende eller på tur eller hvad? Jeg så, at en ny tjener mødte på arbejde.
Den nye gik hurtigt i gang. Mens hun snakkede med pigerne og afslørede deres australske identitet, overtog hun betjeningen af os, og tog Lenes kaffekop. Vi var ikke færdige. “I am not finnish!?”,” No, do you want something else?” Nej tak.
Kaffen var god, jeg fik betalt, og på vej væk kom den mandlige del af tjeneriet: “Gracie, arrivederchi”. “Jo tak. Jeg kan forstå, at det var på tide vi gik?”, sagde jeg, altså på engelsk. Så meget arrivederci havde jeg heller ikke lyst til.
Et stykke inde i næste gade kom han efter os. I et højt toneleje, med mange fakter og italiensk kropssprog ville han undskylde og forklare, at vi ikke skulle gå, men at der er kulturelle forskelle og sådan gør tjenerne i Talien. Det var en ret spøjs oplevelse midt i trafikken med mange tilskuere. Han tilbød vist endda noget for at gøre skaden god igen, men vi var på vej videre til Brugsen, så der sluttede den.
Det var måske en lidt for spids bemærkning. Men især i mere turisttunge omgivelser kan man føle sig ret ‘objektiveret’ og overset, når kravet til indtjeningen presses af de faste omkostninger og forrentning af den indskudte kapital. Og jeg fik god kaffe og en sjov oplevelse ud af det. Jeg var desværre ikke nærværende nok til at filme optrinnet.
Kulturforskelle? Måske. Var det ikke bare en tjener, der havde glemt, at hun var på arbejde og hvad dét handlede om?
Spøger TripAdvisor et eller andet sted? Don’t worry!
/Jørgen