Vittorio holdt middagspause med en øl og en smøg. Vi var holdt op med at ryge, så han fik vores askebæger, og så var der kontakt.

Vi var kørt forkert og havnede på en forfærdelig omvej gennem en masse små, forladte og skramlede småbyer. Lige før vi var tilbage på sporet var det kaffetid, og baren var åben i Madonnino.

“Vil I købe kartofler?” spurgte Vittorio.

Når han efter pausen skal videre med sit arbejde, skal han sælge  kartofler. Han har sit eget lille gartneri, 13 ha. Hans far sælger traktorer, New Holland. Vi så butikken på vej ud af byen

Hipsterskægget og hestehalen er ikke hipt. Han kan bare godt lide noget fra Irland. Han kan godt lide bluesmusik,  og nævner en masse kendte og ukendte bluesmusikere. Han spiller selv guitar og bas og mundharmonika.

“Hvis I skal købe grønsager er det ok at handle ved ham der. Men I skal ikke købe hans kød.”

Bananerne ved nabobutikken var de dyreste vi havde mødt i Italien. 2 stk 1 €. Næsten 4 kr stykket!

Vittorio er 21 år og godt tilfreds. Der er dejligt i Italien? siger han spørgende? Vi kan rigtig godt lide Italien. Varmen, bob bob. Men vi kan li’ maden og italienerne. De er nemme at snakke med, især når de kan lidt sprog som Vittorio.

Jo, men hvad med broen i Genova? Og vejene er vi I det hele taget ikke så tilfredse med mange steder i landet. “Pengene forsvinder”, siger han, vender håndfladerne mod himlen og smiler.

Hvad med politik? Grillo og de andre? Hvad sker der i Italien?

Det skal man ikke gøre sig klog på. Så griner han, drikke sin øl . Han giver hånd og siger god rejse før han starter sin truck, mens han peger på nabobutikken og ryster på hovedet.

Vi betalte 20 kr for to cappucino og en croissant, inden vi gik ind til naboen og købte 2 bananer. De holdt kun til Lago Maggiore, som vi hurtigt forlod fra igen.

/Jørgen