Turen fra Gibraltar over Tarifa gik gennem Algeciras. Gps-damen var lidt langsom, så vi fik drejet en gang for tidligt. Det blev en tur gennem nogle forstæder til byen.
Men det var ikke i det kvarter vi fandt kunstskolen.
På vej til Nigeria på tommelfingeren kom jeg i efteråret ’72 gennem Algeciras. Det var her vi skulle med færgen til Afrika . Jeg fortæller stadig historien om dengang jeg sad model for Jesus, altså sådan at forstå at en medarbejder på kunstskolen gerne ville tegne en skitse af mig. Måske kunne han bruge mit ansigt på en af de altertavler de malede på skolen. Jeg havde ikke fjernet skægget i de 6-8 uger vi havde været hjemmefra, og jeg havde helt uskyldige øjne.
Sammen med min rejsekammerat drev vi rundt i byen og så en spændende bygning. Der var noget arkitekt over os, så vi bankede på og præsenterede os som arkitektstuderende fra Danmark, spændende byggeri!? , måtte vi kikke?
Vi blev taget godt imod og kunne kloge os med vores smækbukser og lange beskidte hår. Og det var mod slutningen, at Jesus kom på tale.
Jeg havde håbet at kunne finde tilbage, men jeg husker kun ganske lidt. Kun en bygning på en bakke med kalkede hvide vægge og røde teglsten i udkanten af en by. Og Google kender heller ikke noget til “art school painter, Algeciras” i lavt byggeri i hvidt og rødt. Der er for mange kirker i omegnen til at tjekke, om der skulle være en altertavle?
Måske er det bare løgn?
/Jørgen
Ja, hvad husker vi i grunden?
Og hvad er bare løgn? I disse fake-tider…..
Jeg føler mig særlig forpligtet til at forsøge med et svar:
Givet er det, at to personer oplever den samme situation eller begivenhed forskelligt. Og når situationen er lagret og hentes frem fra hukommelsen er forskellen blevet endnu større.
Sådan er vi mennesker. (Og i parantes giver det anledning til mange konflikter, arbejde til politi og psykologer og magt til retsvæsen og journalister. ) Hvorfor vi mennesker er sådan ved jeg ikke rigtig.
Det var da langt enklere uden den forskel!
Men hvor ville det være kedeligt!
Tænk sig alle de samtaler vi fører hele livet, hvor meningsfuldt det er at fortælle sin elskede sine følelser, sine børn om den verden de ser og bidrage til dine venners og kollegers oplevelser af de samme film og bøger.
Jeg tror forskellen har mange årsager: tid og glemsel har sin naturlige og funktionelle part.
Men dertil kommer alle de forhold, der påvirker og toner både perceptionen og hukommelsen. Dybest set er disse forhold et overlevelsessystem: følelserne ved oplevelsen, sansernes samspil af syn, hørelse, berøring, duft og rumlighed spiller sammen og lagres ikke i billeder og ord, men i en form for +/- ophobning, der over tid skaber mønstre og mønstergenkendelse: Åh ja, jeg huske tydeligt den dag ved stranden, solen glitrede som tusind stjerner i vandet, det varme sand mod fødderne, lyden børnenes leg og du fortalte om den bog du lige havde læst! Her er oplevelsen husket og kan hentes frem via alle +’erne. Men jeg husker intet til bogen, dens titel eller indhold! Men derimod husker jeg stemningen og nærheden i samtalen.
Alt er lagt i nogle +mønstre. Og godt for det, for mit overlevelsessystem vil opsøge dem igen! Omvendt naturligvis med de negative, her gives ikke eksempel 😉 men hvis vi betragter vores hukommelse som et overlevelsessystem, så giver det god mening, at nogle mennesker kan føle afsky for broccoli, glæde ved rødvin og nærhed med dyr mens andre har det stik modsat. Det hele fortaber sig i kroppens komplekse system af endorfiner, nerveimpulser, hormoner og organer, der i et endnu ikke kortlagt samspil skaber dette overlevelsystem ud de allerførste spæde perceptioner, som stille og roligt bliver lagret og efterhånden danne vores unikke tilgang til verden. Men pointen er, at systemet ikke er til for erindringen, men for at vejlede mig fremadrettet: Jeg undgår de negative og opsøger de positive. Ret genialt system. Men naturligvis ikke fejlfrit. Især ikke af den simple årsag, at det er nemt at forestille sig sansninger, der lagres som negative i én kontekst (rødvin som mor og far drikker hver aften i flaskevis) er svære at gøre positive i en anden kontekst, hvor ens elskede gerne vil hygge sig med et enkelt glas!
Derfor er dit spørgsmål om “det bare er løgn?” ret umuligt at svare på!
Man kunne f.eks. forestille sig, at din rejsekammerat havde husket næsten det samme. Hvis så alligevel kunstskolen ikke fandtes (ifølge Google 😉 ), havde begge så skabt en løgn?
Hvis man havde en mere realistisk fantasi, så kunne ens rejsekammerat huske stemningen ved besøget; at hans sprogkundskaber ikke slog helt til, at skolen var smuk med høje lofter og lidt andre utydelige stemninger…. men der skulle mere end en almindelig god psykiater til for at kalde mere frem af hans erindring!
Derimod huske han tydeligt, da håret skulle klippes for at komme over grænsen ved Frontera De Ceuta efter sejladsen fra Algeciras. Eller foregik klipningen inden sejladsen??
Men der var delfiner, der fulgte båden.
Og han har siden drømt om delfiner. Og ved, at delfinen er symbol for frelseren.
Så på den måde kom vi hen til Jesus igen.
Ikke specielt elegang, men en mulig måde at standse op i denne tankestrøm 🙂
Man kunne også forestille sig, at din overlevelsessystem har mange +ér i forhold til rejsen dengang?
Der er noget ved den dannelsesrejse, der stadig lever i dit system og på ene eller anden måde danner baggrund for de oplevelser du har – og opsøger aktivt.
Var der mon noget ved den rejse, der ikke blev helt fuldbyrdet – som gerne vil fortsættes/genoptages?
Satte rejsen sig samme sted i erindringen som ungdommens vovemod og optimisme?
Så kunne man sidde og fundere over mon den rejsekammerat har det på samme måde?
Eller måske kan man faktisk høre, at det opleves sådan. Og hvis der er genklang i eget erindringssystem fundere over, at der alligevel trods al fake news er noget vi kan kalde sandt?
Kh Gorm
PS: Ville have vedlagt fotos af mine purløg og rabarber, der tager endnu en tørn og er godt på vej op mod sol og lys. Bare for lidt demonstrativt at poientere hukommelsen som et overlevelsessystem: Noget må have lejret sig så kraftigt i de planter, at de trods årevis beskæring, når de er allermest sprøde og livfulde alligevel titter frem med en forventning om sommer og sol.
Nå, men det kan jeg ikke finde ud af. Så du må genkalde dig dine egne erindringer om spæde purløg og siden rabarber.
Hvad dukker i grunden op? Billeder, sansninger? +/- 😉
😉
Spændende og noget langhårede overvejelser 😉
Du må da kunne huske noget mere fra den skole??
Da vi kørte i bil rundt om Algeciras tænkte jeg på, hvordan vi mon kom rundt, når vi var kommet til en stor by? På gå-ben med rygsæk, med bus?? Vi skulle jo finde en færge? Billetter?
Hårklipning foregik ved grænsevagten fra den spanske enklave og ind til Marokko.Flere omgange før godkendelse af længden. Og vagten grinede for hver gang vi kom tilbage, – mens han drak sin snaps, som vist nok har været the.
Og så tog vi til Tetouan, hvor du blev syg en uges tid?
Vi fandt noget brød, som havde noget rigtig brødsmag hjemmefra, og smør?
Og vi kom videre med nogle amerikanske drenge i et folkevognsrugbrød? Gennem Atlasbjergene?
/Jørgen
Slående lighed med “originalen”. Han havde nok også haft en millijakke på hvis de havde fandtes. Du må sgu være at sted dernede i en kirke.
😉