På flere tidspunkter undervejs, når vi skulle tage stilling til, hvor vi ville køre hen, snakkede vi om, at ‘vi skal dyppe tæerne i Adriaterhavet’. Da planen om Venedig var på plads, kom chancen for at slå sig ned ved havet undervejs. Vi skulle på badeferie et par dage.

Vi sprang over Rimini. Der var noget i det navn, der sagde charterferie og alt for stor by. Vi styrede i stedet efter Ravenna lidt længere mod nord, og stadig ved Adriaterhavet. Kom lidt tilfældigt forbi badebyen Cesenatico. Helt ud til kysten. Masser af hoteller, ferielejligheder, barer og bling bling.

Da vi ville parkere tæt på stranden og ledte efter et parkometer der virkede, fortalte en fyr fra en cafe, at vi kunne spare vores penge, for stranden åbnede først 5. maj, og indtil da kunne vi bare parkere.

Stranden var ved at blive revet og renset for plastik-skrammel. Parasol-stole og borde blev malet og linet op. Men lige nu var der ikke noget at komme efter. Farvel badeferie.

Omkring pladsen, hvor vi parkerede cirkulerede unge afrikanere på gamle cykler, og der sad en gruppe på en bænk i nærheden. Måske kunne jeg sige goddag til en ukendt og blive lidt klogere på Italien og afrikansk indvandring.

Der sad 5 unge fyre på bænken, og dem fik jeg en god snak med. De kunne lidt engelsk, så de kunne forstå, hvad jeg spurgte om, og et par af dem kunne forklare svarene.

Det var Bamba (19) fra Gambia, Mohammed (20) Ghana, og Samuel (23) fra Gambia, der var mest åbne. De 2 sidste var ret sky og gemte sig. Ville ikke fotograferes. Den mest talende og imødekommende fik jeg ikke navnet på. Han gik, inden jeg fik spurgt for at tage imod et arbejde, som en ‘ frivillig’ havde skaffet ham.

Får de arbejde er det fysisk hårdt og dårligt betalt. Jeg har snakket med unge italienere som må arbejde for 4,20€ i timen. De her drenge ville være henrykte for 2€.

De er alle kommet med båd over fra Libyen. De kommer for at finde en bedre tilværelse end den, de kan se frem til i hjemlandet. Flere var i gang med uddannelse hjemme, men havde ikke penge til at gøre den færdig. De vil gerne have uddannelse. De er klar over, at de er i fare for afstraffelse, hvis de vender hjem igen.

De bor på hotellet lige overfor, hvor vi snakkede. Den italienske stat betaler mad og ophold og meget lidt lommepenge, mens de venter på at få deres ‘documents’, papirer. Når de har fået dem, sandsynligvis et afslag på ophold,  skal de tage hjem. De bliver sendt på gaden, og må forsøge at finde et arbejde. Lyder ret håbløst.

Når jeg spørger, hvad de tænker om deres situation, ønsker de bare at finde et arbejde, tjene nogle penge, leve et godt liv i Europa. De håber og ser bort fra håbløsheden. Eller sammenligner håbløsheden her og hjemme og vælger den mindste?

Det er meget vanskeligt at sætte sig ind i, hvad de tænker på så kort en snak. Men deres historier ligner fuldstændig dem som Thomas Ubbesen har fortalt meget bedre.  Og de kan have fyldt mig med løgn. Jeg blev ikke klogere.

Og hvad er så løsningen ved at smide dem ud af deres ‘hotel’ og lade dem sove på stationen og tigge eller stjæle? Der skal måske lige gå 100 år og et voldsomt opgør med magteliten i Afrika før de kan regne med noget bedre hjemme hvor de kommer fra.

Vi måtte indstille os på, at det ikke blev denne sommer vi kom på badeferie ved Rimini-kysten. Vi var for tidligt ude. Måske er det slet ikke noget for os. Vi har jo vores problemer at slås med.

/Jørgen