Det kunne have været ham. José Baptista de Sá fra Porto. Dengang i 1975 var han måske 35 og lige så ivrig for at fortælle om Nellikerevolutionen, som den gamle mand tæt på 80 på billedet.
Jeg har ikke haft kontakt med ham siden jeg i 1975 var på samfundsfags studietur til Portugal. Han viste rundt i Lissabon og var kontaktperson og sproglig hjælper til at få indblik i, hvad der var sket og hvad vej Portugal kunne udvikle sig efter Nellikerevolutionen.
Nellike-revolutionen kom som kulmination på utilfredshed med Salazar-styrets militære engagement i de gamle portugisiske kolonier. Han var landets diktator, men befolkningen var som udgangspunkt ikke imod ham, fordi han var god til at få samfundet til at køre. Han blev i stigende grad upopulær, fordi han brugte ressourcer og soldater på krige. Han døde i 1970, men hans efterfølger fortsatte linjen. Efterhånden blev militæret også trætte af krigene og var passive støtter af opgøret i 1974.
Jeg var så heldig at være i Lissabon på 25.april dagen. Den kunne ligne 1. maj i Danmark med fest og taler og masser af øl til venstrefløjen. Men Antonio lærte mig om alvoren bag frihedskampen. Han blev sendt i krig i Afrika, og musikerne og digterne blev sendt i eksil og arbejdede for frihedskampen via sangene, som blev sunget i dag.
Sangene er minder om en rigtig frihedskamp for ikke så længe siden. “25. abril sempre”. Altid 25. april synger de med på i dag.
Han, José Baptista, boede i Porto, arbejdede som bankmand, og var engageret i politisk arbejde. Han tog os med til den landsby udenfor Porto, hvor hans familie stadig boede. I 1974 var der meget fattige forhold på landet og særligt i det nordlige Portugal. Det var som dansk bondeland før udskiftningen i 1688. Hver bonde havde en lille del af mange små jordlodder, på størrelse med køkkenhaver. Det er stadig fattigt i Nordportugal.
Jeg har forsøgt at finde ham et par gange uden held. Facebook og Google hjælper ikke, og udsendte medarbejdere har forsøgt at kikke i telefonbøger uden held. Jeg håber på bedre held ved at være her selv.
Når jeg ser en ældre mand med mørke briller kikker jeg grundigt efter. Jeg spørger også ind i mellem, hvad han hedder? Og hvis jeg møder hjælpsomme portugisere, der kan tale, så jeg forstår dem, fortæller jeg min historie om José Baptista. Som Paula på campingpladsen i Setúbal udfoldede sin hjælpsomhed og sit engagement i flere omgange. Men det er ikke lykkedes endnu.
På Nellikerevolutionens mærkedag sad han der. Lige foran mig og udbredte sig om de spændende historiske begivenheder i 1974 for de unge piger. Det kunne have være ham, men ildsjælen foran mig hed Carlos Ferreira og kendte ikke José.
Jeg leder videre. Det er sjovt!
/Jørgen