Lørdag sidst på eftermiddagen skulle vi besøge de tyske venner. De havde sagt ja tak til besøg selv om de havde familesammenkomst. Vi måtte være med til spisning af fællesfremstillet aftensmad sammen med familien, og de ventede os ved 17-tiden.
Og jeg var sikker på at vi nemt kunne finde Eußen….weg. Og så kunne jeg huske, hvor huset lå.
Men vi havde fundet 3 steder med det vejnavn, inden jeg ringede til Johannes for hjælp. Han ville prøve at hjælpe, men nåede heldigvis ikke af sted. Fra den sidste vej med navnet Eußen…weg skulle jeg bakke tilbage eller foretage ‘a U-turn’, og jeg valgte det sidste, selv om en del af U’et var ind over en græsmark. Men der var flere, der havde foretaget manøvren. Men de har nok ikke vejet 3340 kg. I hvertfald sad vi fast på den let skrånende bakke.
Sådan får man anledning til at kontakte lokalbefolkningen. To unge mænd i deres bedste alder ville gerne skubbe, men måtte opgive og gik igen.
Og de kom tilbage med bondemanden og hans traktor. Det duede. Jeg kunne ringe til Johannes og få den nøjagtige vej til fællesspisning og kom kun en time for sent. De andre gæster var sultne, og alligevel meget søde og imødekommende.
Herunder kan du læse nogle af vores overvejelser om livet med en bil man kan rejse i. Det var blevet tid til overvejelser om vi skulle fortsætte med den rejseform vi havde dyrket i 5-6 år. Og det var tid til at lave forandringer, for vi havde nu fået det bedste ud af at have bilen stående i Tyskland og rejse derfra. Vi havde lige bestemt at bilen skulle på danske plader, da alt lukkede ned på grund af corona. Også grænsen til Tyskland.
Heldigvis var grænsevagterne flinke, og med vores allerførste mundbind på fik vi lov at hente bilen lige på den anden side af grænsen, og kørte den hjem til Odense.
To biler. Den gamle og den ny
“Det er 6 år siden vi bestilte vores Hymer. Det var et langt tilløb og mange grundige overvejelser, der lå bag beslutningen. Vi endte med at købe netop den bil, fordi den bedst kunne opfylde de behov vi havde i 2015. Vi kunne ikke blive klogere på det, og duede det ikke, måtte vi jo sælge den igen. Det har foreløbig duet i 6 år. Vi er blevet både ældre og klogere, og vi har da også løbende diskuteret, om vi stadig har den bil, vi vil have, om den duer til det vi nu vil bruge den til. Og det emne har igen været på dagsordenen her i 2021. Lene er aldrig blevet tryg ved at køre Hymerbilen. Hun synes den er for stor, både at sidde i som chauffør og for lang at manøvrere. ( Hun er måske bare for lille, ti hi). Og størrelsen gør også, at den er lidt svær at gemme, selv om vi har valgt en god, diskret farve. Den er for lang at parkere på de fleste parkeringsbåse. Vi valgte en større bil, fordi vi ville have plads til cykler indendørs, sengene skulle være på langs af bilen og have plads til alle de ting vi har brug for, når vi kører lange ture. Efterhånden har det vist sig, at vi ikke bruger al pladsen. Vi kan godt undvære noget plads, og også godt have cykler udenfor. Så vi har været på udkik efter noget mindre. Hver gang vi på vores ture rundt i DK har vi spurgt folk med campervans om deres erfaringer med at rejse på mindre plads. Det er blevet mange snakke for og imod, hvad vil det koste, kan vi sælge den gamle? Sidst snakkede jeg med nogle tyskere på tysk i en Knauss van. Jeg spurgte Google hvor man kan købe en Knauss-van i Danmark. Det allerførste på listen var Antons Camping i Videbæk. Vi har tidligere kikket på Vans fra Põssl og besøgt flere forhandlere af den. Antons Camping er på YouTube med mange videoer og sælgeren gør et rigtigt godt indtryk og er meget overbevisende, så vi besluttede at tage en tur til Videbæk og se på varerne. Herunder kan du fornøje dig med Antons Campings videopræsentation af en van mærket Tourne. Den er interessant!! Antons sælger hedder Thomas og er rigtig sød.
Vridfjederen skulle have haft et ben mere til højre, men det er knækket af.
Vi var kun lige kommet af færgen fra Hirtshals til Langesund og kørt få kilometer gennem norske sving, før køleskabsdøren sprang op. Der skete ikke rigtigt noget? Køleskabet var simpelthen pakket så tæt, at der ikke kunne falde noget ud. Lågen blev lukket igen, og vi kørte videre.
Ikke så langt senere skete det samme? Det var en klap, som selv låser skabslågen, når man skubber den i. Den var bare helt slap. Den blev midlertidigt lappet med noget gaffa.
Men, men! 7 uger med gaffa på køleskabslågen? Værktøjskassen frem. Skrue, skrue og lidt mere. Det var en såkaldt vridfjeder, der havde brækket sit ene ben. Fjederen blev viklet ud, og fik derved det manglende ben. Lågen virkede igen, men hvor længe?
Vi satsede på Roald på Askøy, handyman som han er. Hans bedste råd var at finde en bobilkøleskabsforhandler i Bergen.
Men nej, og heller ikke naboforhandleren.
Vi ledte videre de steder vi kom frem. I byggemarkeder, isenkræmmere, camperforhandlere. Der var negativt resultat, hvad fjederen angår. Men det blev altid åbningen til en god snak om at være nordmand, og om at rejse en lang tur fra Danmark.
På vej gennem Lofoten tog vi en omvej til Ballstad. Den skulle være uinteressant for turister, så det lød interessant.
På vej gennem byen kom vi forbi en butik med noget elektronisk og teknisk udstyr. Ekspedienten havde tålmodighed til at høre om fjederen. Han kikkede lidt rundt på hylderne, men kom beklagende tilbage.
Jens, som han hed, foreslog, at vi skulle prøve hos naboen, Ballstad Slip, et skibsværft.
Jens på vej efter en fjeder
Han tog os med ind på værftet til lagermanden Johan og fremlagde vores problem. De kunne da lave en til os? Men eksperten i fjedre, kom først med fly fra ferie i Grækenland i aften? Mange tak Johan? Vi må nok klare os uden.
Johan leder efter fjeder i lagerkartoteket
På vej ud kom Jens tilbage. Han havde været en ekstra tur omkring sit lager, og havde fundet en alt for stor vridfjeder. Det bedste han kunne gøre, måske kunne vi selv rette den til?
Jens kunne godt lide danskere. Og vi kan godt lide nordmænd.
Vi er stoppet med at lede efter fjedre. Reparationen allerførste dag har holdt og virker stadig. . Mon ikke den holder til vi er hjemme om en uges tid.
Jeg har lige spist en rest af børnebørnenes boller i karry. Med gulerodssalat ‘Made in Germany’. Udenfor er det ved at blive mørkt, for det blev sen aftensmad i Cadolzburg.
Cadolzburg ligger i Sydtyskland nær Nürnberg og bilen har allerede kørt mere end 1000 km efter service og syn. Den bliver snart 2 år, og så skal den synes hos TÜV. Sådan er det i Tyskland. Den fik det store 30.000 km eftersyn hos Fiat i Flensborg og gik derefter gennem syn og kører fint.
Der er stadig nogle hængepartier med garantireparationer, bl.a. var forreste siderude punkteret, og skulle skiftes hos Scandic-Nordic. Det gik så ikke så fint. Bilen skulle være færdig fredag kl. 12, hvorefter vi ville pakke, opdatere GPS og køre en afslappende tur til overnatning i Schwerin. Vi ventede tålmodigt, købte mad fra BurgerKing og fik bilen klar til pakning kl 19.30. Heldigvis fik vi tidligt tændt køler og fryser, så det kun var os og ikke maden, der måtte vente i 30 grader. Vi nåede Schleswig og sov kl. 22.30
Ventetid i Handewitt. 12-19
Inden jeg faldt rigtigt i søvn er svært at forstå, hvordan det kan gå så skævt med planlægningen for et stort tysk værksted. Det meste er nok blevet ‘Lost in Translation’ både direkte og indirekte ved oversættelse af forskellige kulturelle koder?
Det kunne falde meget godt i hak med fordomme om stive, kommando,-ordnung muss sein, -tyskere og endnu en gang få bekræftet, at sådan er tyskere.
Men det kom heldigvis til at gå helt anderledes længere nede i landet.
3289 km har vi kørt indtil vi holder på pladsen mellem Myre og Nyksund. Vi er langt hjemmefra.
Nyksund er en by, der er forladt flere gange gennem de sidste hundrede år.
Nyksund er en by, der er blevet forladt flere gange gennem det sidste hundrede år. Sidste gang var en gang i 60’erne, da staten lukkede postvæsenet og skolen.
Fra de glade kollektivistdage i 70′ erne mindes jeg , at nogen havde hørt om en forladt by i Norge, som man bare kunne flytte ind i.
Orv hvor fedt, mand! Sku’ vi ikke bare se at komme afsted?
Der var noget rigtigt i det. Det har vi ved selvsyn hørt i dag Byen var tømt, så der boede kun enkelt mennesker. Og bygningerne stod og faldt sammen. Der blev etableret en slags fond, som havde til formål at sætte gang i aktiviteter, som kunne bevare byen i en eller anden form. Bl.a. betød det, at unge mennesker kunne slå sig ned og benytte det der var
Nyksund er en forladt by. Har været en mere levende by siden bl.a. tyske unge flyttede ind.
Det var der flere unge, der gjorde, især unge fra Tyskland.
Noget der huskes i byen var “Das sozialantopologishe Eksepriment”. Det var en behandlingsprojekt for unge som ‘ trengte at bli restauriert’ Eksperimentet gik ret voldsomt ud over det røde pakhus, der dengang blev brugt som materialeforsyning til andre projekter.
Unge tyskere er frivilligt i isolaion i Nyksund, men drømmer…
Der er stadig langt igen, men der er noget i gang. Og historien om Nyksund ligner det der sker mange andre steder i Europa: Noget faldefærdigt industriområde bliver besat, og bliver opdaget af alternativister og kunstnere og ender med at blive hipt og købeobjekt for dem med penge, så alternat/kunstnere ikke længere har råd til at være der . Men det ligger langt fra Oslo, København, Paris, så det varer nogle år endnu inden det bliver smart og bæredygtigt.
Klimaudfordringen kunne også spænde ben. Det nydelige istandsatte pakhus har været ramt af stormskader og bølger i krostuen flere gange indenfor de sidste 10 år. Der er ikke penge til at klimasikre med en mole. Og stormene bliver der nok ikke færre af de næste mange år.
Og den ligger langt fra Odense. Vi har kørt over 3000 kilometer og oplevet rigtig mange ting.
Vi har kørt i vores bil i Danmark. (Det kunne vi godt tænke os noget mere af) Besøgt venner i Bergen. Haft hedeslag i nærheden af isbræer. Sejlet nogle fantastiske ture med færger for en hel bunke Nkr. Passeret Polarcirklen. Spist tørfisk. Oplevet Lofoten, både turistfælder og fredelige, flotte fiskesteder. Fanget fisk selv, og spist dem. Og nydt det ekstremt flotte vejr vi har haft i mere end 3 uger.
Nu hedder området ikke Lofoten mere, men Vesterålen med Andenes. Vejret er ved at skifte, farverne bliver nogle andre, temperaturen falder og det begynder at blæse. Hvalsafarien på tirsdag fra Andenes er usikker, så måske tager vi videre mod Tromsø og det nordligste Norge.
Jeg fortæller oftere om, hvor vi er i billedteksterne i højre side og i beskrivelsen af vores bopladser.
I dag har det været rigtig dejligt vejr fra morgenstunden. Vi stod tidligt op, fordi solen skinnede gennem vinduet fra en skyfri himmel. Udsigten er mod syd til en sandstrand med masser af bølger. Selv om det er vindstille, er bølgerne store. Lige noget for surfere.
Vi fandt frem til Praa Sands Beach i går. Meget sidst på dagen. Vi havde kørt rundt i det sydvestligste Cornwall i kulde, regn og blæst. Regnen var startet om natten og varede hele dagen i går. Men vi tog turen som turister og besøgte Tate kunstmuseum i St. Ives, derfra til Lands End. Begge steder blev vi grundigt gennemblødt i 8° og kuling.
St Ives. En kunstnerby med et meget dejligt Tate-museum med masser af engelsk kunst. Ikke mindst Barbara Hepworth’s skulpturer
Og begge steder fik vi nogle rigtig gode oplevelser. Det havde været nemmere at blive siddende inde i det ubehagelige vejr. Men vi vidste, at tøjet kunne blive tørt og vi kunne komme ind og spise god mad i en varm og hyggelig bil. Så pyt med kolde næser og våde bukser.
Lands End i regn, kuling og kulde. Det passede faktisk meget godt til at være ved verdens ende.
I dag har været helt modsat i går. Sol og lunt vejr. Hele dagen er gået med ture langs stranden, snak med surfere og nogen af alle hundefolkene. Om hunde. Og lidt om Brexit. Hundene bekymrer sig ikke om Brexit. Men englænderne tager sig af deres hunde. Jeg plejer hurtigt at kunne få nok af hunde. Her er der hunde overalt. Restauranter og caféer inviterer hundene indenfor. Bilerne rummer to forældre, 3-4 børn og 1-3 hunde. Det er som om alle har hund.
Morgentur langs Praa Sands Beach med hundemand
Og der er faktisk ikke så meget ballade med de hunde. Der er sjældent nogen, der gør eller gør. Næsten ingen hundelort på gaden. Ingen hundeslagsmål. Er englænderne bedre til at holde hund? Er hundene bedre til at omgås hinanden, fordi de er så mange og fordi de får lov uden snor? Eller er jeg ved at blive hundetolerant? Eller bare så gammel, at hundespørgsmålet er kommet på en anden dagsorden?
Hundene er ret fredelige. Man skal ikke være bange.
Historien fra i dag er fra i dag. Sidste historie fra Oxford er fra den 29. marts. Det er 20 dage. Der ligger rigtig mange oplevelser på en lang tur rundt i Wales og venter på at blive fortalt. I dag har jeg lige behov for at komme i nutid. De andre historier kommer.
Pakket og klar til afgang i Flensborg. Frisk vand, diesel, gas??!! Første stop om 50-100 km
Der blev afgang som planlagt den 26. marts for at vi kunne nå til England og være til stede, når landet gik fra at være EU land til at være ’independant’. Billetterne med færgen fra Hook-van-Holland var købt og betalt.
Forberedelse og planlægning har fyldt meget siden jul. Temaet for turen er Brexit. Vi vil gerne finde ud af, hvad englænderne tænker på, når de tænker på fremtiden, ude af EU? Der er meget, man kan sætte sig ind i i forvejen om Brexit. Det er spændende, men ret komplekst og ikke helt let.
Og hvor skal vi køre hen? Hvor skal vi bo? Hvor tømmer vi skidt af og hvor finder vi rent vand? Hvor er der noget spændende at opleve? Hvordan er det med UK og historien?
Det plejer at være en god ide at have noget mad med, nogle halvfabrikata, som gør det overkommeligt at tilberede ordentlig mad efter lange køredage. Derfor har vi i flere uger lavet ekstra store portioner af frikadeller, blomkålsrøsti, kødsovs til pasta, amerikanske pandekager, italienske småkager, bagte grønsager, så vi kunne pakke noget ned til senere brug. Op til afgangen skulle de daglige indkøb tilpasses, så der var noget at pakke til turen, og de sidste grønsager i skuffen skulle laves til rejsemad. Vi smider jo ikke mad ud!
Og så er der en sød, der har fødselsdag undervejs. Som ikke ønsker sig noget, men som nemt bliver skuffet!
Når vi kommer retur i starten af maj flytter vi i sommerhus, så der var lige nogle projekter i lejligheden, der skulle gøres færdige. Og der skulle gøres ordentligt rent, så det kan holde et halvt år?
Avisen skulle sættes på pause. Fuldmagter til den kommende generalforsamling. Aftaler med naboen og søster om blomster. En anden nabo om græsslåning.
Børn og børnebørn skulle besøges og krammes ekstra meget inden afgangen, så vi ikke bliver glemt.
Tre Hümer på række. Camperfolket har diskuteret, hvilken farve bil der skæmmer mest på P-pladsen?
Det var dejligt at komme afsted, få bilen pakket i Flensborg og køre de første 100 km. Bilen kører fint som den plejer i højre side, det virker alt sammen.
En god nats søvn var tiltrængt på pladsen i Büdelsdorf. Og vi blev friske til næste dages tur gennem Tyskland og Holland.
På vejen fra Liguriens varme kyster ad små veje ind i Piemonte blev vi pludselig mødt af modkørende biler med blinkende forlygter. Vi havde da vist ikke kørt for stærkt? Det ville være svært at køre for stærkt på de små veje op og ned og ud og ind med 3,5T. Måske i en landsby med 30 km/t? Kunne det være vægtkontrol? Fik vi ikke betalt for diesel på sidste tankstation?
Vi slap og blev til gengæld godt underholdt.
Det var en tysk ferieturist, der havde taget svinget lidt for skarpt og tæt på den grøft hun havnede i. Der var mødt frivillige op med det de kunne bidrage med. En havde en militærjeep, andre havde nogle kilo de kunne tilbyde som kontravægt.
Bilen kom fri igen, forhåbentlig uden skader. Mutti var tydeligvis lettet og meget glad og taknemmelig. Til gengæld var der en dreng bag bilen, der tog sig en tudetur. Måske af forskrækkelsen eller af bare glæde?
Albisolla er en mindre by ved den Italienske Riviera. Den var på vores tur-kort, fordi Asger Jorn havde boet og arbejdet i og med sit hus i byen i 15 år.
Huset er nu indrettet som museum. Jorn forærede huset til Albisolla Kommune, som nu driver det sammen med en forening, Friends ofJorn.
Gratis og helt frit kan man gå rundt i have og bygninger og se hvordan Jorn har leget med keramik, som er et speciale i byen Albisolla. Huset og omgivelserne er fyldt med en dejlig stemning som man kunne få lyst til at slå sig ned i. Det er helt sikkert værd at komme på de kanter og finde fem til Albisolla.
Vi havde lidt bøvl ud af det inden det lykkedes. Vi kunne ikke bare køre til museets parkeringsplads. Det viste sig, at det var mere end vanskeligt at finde et sted at stille bilen i byen. En rivieraby i 39° lørdag formiddag i begyndelsen af august er busy. Den parkeringsplads, vi havde regnet med, var blevet udstyret med en 2,40m bom, så kun små biler kunne komme ind. Vi måtte længere ud på landet til en (usikker?) alenetilværelse. Ud med cyklerne og ned til revierapromadelørdagstrafikken, op, op og lidt mere op ad stejle veje med googlemaps som hjælper.
Vi var ankommet til byen en dag for tidligt, da museet viste sig at have lukket fredag. Det blev til en ventedag i nabobyen. Efter meget besvær med parkeringsplads og tung og truende trafik på cyklerne var vi ekstra glade, da vi endelig nåede museet på toppen på Via Gabriele d’ Annunzio. Svedige og tørstige så vi, at den ene låge var låst med nøgle, den anden sad der en hængelås på? Heldigvis havde Jorn også købt naboejendommen, hvor den rigtige indgang fandtes.
Trods besværet var det en meget dejlig oplevelse at besøge Jorns sommerbolig. Det er en turistattraktion af de bedre og som man kan have lidt i fred. Så må de andre gerne hygge sig i liggestolene i det brandvarme sand ved lidoen.
Vi har igen forladt Albisolla og regionen Ligurien og er kørt nord på og sidder nu med et glas vin i Castiglione Falletto i Barolo vindistriktet i Piemonte. Det var en flot tur gennem bjergene og temperaturen faldt til slutningen af tyverne. Det bliver fint at udforske området de næste dage. På cykel.
