Dagene efter regnvejret
I Paris ved vi, at vi er turister. Der følger mange ting med den titel. Vi flytter ind på en campingplads, vi kører ikke selv rundt i byen, kaffen indtages på caféer, vi skal forholde os til seværdigheder, vi er to turister blandt rigtig mange, og er ikke selv interessante for dem, vi gæster.
Vi havde hjemmefra haft en god snak med de bedste guider vi kunne finde i Odense, som selv havde valgt at holde en længere voksenferie i Paris i en lejet lejlighed i foråret. Deres anbefalinger og Lonely Planet brugte vi til at planlægge, hvor vi ville bevæge os hen. Da vi nu havde fået styr på at færdes med bus og metro var det nemt og sjovt at gennemføre planen.
Paris er en fantastisk by med en lækker stemning. Byen er fyldt op af så meget storladent og imponerende. Det er svært at forstå, hvordan så meget betagende og smukt samles på et sted. Måske er det netop for at imponere. Og så mange berømtheder og vigtige personer og begivenheder.
Desværre bliver det også for meget for os. Vi holder f.eks.ikke ret længe på store museer eller kunstudstillinger. Eller foredrag om en seværdighed. Vi er ikke så nemme at imponere. Vi har det som danskere ikke så godt med hierarkier, men er vant til at være i øjenhøjde, mere lige. Stor ulighed og for meget blærerøv provokerer os. Det bliver for pompøst, for modsætningsfuldt, for langt, for dyrt, for mange, for meget. Men det er godt at blive løftet ud af vores lille, småborgerlige verden og se nogen turde give den gas, godt nok betalt af nogle andre, men alligevel.
Det er sjovt at snakke med folk, som lever de steder, vi besøger. Engang ville/kunne franskmænd ikke tale engelsk, så betingelsen for en snak var, at man kunne deres sprog. Jørgen kunne/ville stadig for 10 år siden have succes , fordi han fik øvet sig. Men nu vil franskmændene også selv tale engelsk, så de hører straks, hvor ubehjælpsom han er og slår over i engelsk. Og det er da ærgerligt, for hvordan skal han så blive bedre?
Det er faktisk ret svært at komme i kontakt med folk i en storby, for man er én turist blandt mange. Det er svært at skille sig ud, at gøre sig interessant for dem, så de får lyst til at snakke. Det er meget nemmere i mindre lokalsamfund.
Det lykkedes dog alligevel. Champs E er lang og med mange ting at kigge på. Det blev både til en kop kaffe og en snak med tjeneren Jean om at arbejde 15 t hver dag for10 €/t for at kunne betale husleje langt uden for centrum. Han kunne også fortælle lidt om nogle af gæsterne fra nabolaget, der kom fra en noget højere indtægtsklasse.
På slentreturen ned ad den store boulevard kom vi forbi Det danske Hus. Fra bagsiden kan man besøge Den Danske Kirke i Paris, her fik vi en snak med en dansk praktikant og en kort rundvisning.
Når man går og kikker på de mange kvarterer, hvor folk bor, kunne man godt drømme om at komme på besøg i nogen af dem og møde dem der bor der og høre om deres liv i Paris.
Vi er godt fyldt op af rigtig mange indtryk fra dagene i storbyen. Du skulle tage en tur ind forbi billeder og tekst fra Paris med med et klik her
Vi har forladt Paris og er på vej mod Loire-dalen, Dordogne og Pyrenæerne.
/Jørgen og Lene
Vi har allerede været så længe i Berlin, at vi kan finde rundt i byen på vores cykler. Der er endda kvarterer, vi har opsøgt en ekstra gang.
Gad vide om de plejer at sidde ude og drikke øl, og kaffe med kage i Ingolstadt, eller er det noget, der er kommet til den by de sidste 20 år ligesom vi har fået meget mere udeliv i kolde Danmark? Vi var havnet lige i deres café-hyggestund, og det var også hyggeligt for os.
