Kategoriarkiv: Turisme

Turist i Paris

Dagene efter regnvejret

I Paris ved vi, at vi er turister. Der følger mange ting med den titel. Vi flytter ind på en campingplads, vi kører ikke selv rundt i byen, kaffen indtages på caféer, vi skal forholde os til seværdigheder, vi er to turister blandt rigtig mange, og er ikke selv interessante for dem, vi gæster.

Et godt selfie-sted

Vi havde hjemmefra haft en god snak med de bedste guider vi kunne finde i Odense, som selv havde valgt at holde en længere voksenferie i Paris i en lejet lejlighed i foråret. Deres anbefalinger og Lonely Planet brugte vi til at planlægge, hvor vi ville bevæge os hen. Da vi nu havde fået styr på at færdes med bus og metro var det nemt og sjovt at gennemføre planen.

Paris er en fantastisk by med en lækker stemning. Byen er fyldt op af så meget storladent og imponerende. Det er svært at forstå, hvordan så meget betagende og smukt samles på et sted. Måske er det netop for at imponere. Og så mange berømtheder og vigtige personer og begivenheder.

Desværre bliver det også for meget for os. Vi holder f.eks.ikke ret længe på store museer eller kunstudstillinger. Eller foredrag om en seværdighed. Vi er ikke så nemme at imponere. Vi har det som danskere ikke så godt med hierarkier, men er vant til at være i øjenhøjde, mere lige. Stor ulighed og for meget blærerøv provokerer os. Det bliver for pompøst, for modsætningsfuldt, for langt, for dyrt, for mange, for meget. Men det er godt at blive løftet ud af vores lille, småborgerlige verden og se nogen turde give den gas, godt nok betalt af nogle andre, men alligevel.

Det ser meget hyggeligt ud at naboerne mødes på pladsen til et spil boule i det gode efterårsvejr. Tæt på kunne man se, at alle havde navneskilte på fra et bureau og talte engelsk

Det er sjovt at snakke med folk, som lever de steder, vi besøger. Engang ville/kunne franskmænd ikke tale engelsk, så betingelsen for en snak var, at man kunne deres sprog. Jørgen kunne/ville stadig for 10 år siden have succes , fordi han fik øvet sig. Men nu vil franskmændene også selv tale engelsk, så de hører straks, hvor ubehjælpsom han er og slår over i engelsk. Og det er da ærgerligt, for hvordan skal han så blive bedre?

Det er faktisk ret svært at komme i kontakt med folk i en storby, for man er én turist blandt mange. Det er svært at skille sig ud, at gøre sig interessant for dem, så de får lyst til at snakke. Det er meget nemmere i mindre lokalsamfund.

Det lykkedes dog alligevel. Champs E er lang og med mange ting at kigge på. Det blev både til en kop kaffe og en snak med tjeneren Jean om at arbejde 15 t hver dag for10 €/t for at kunne betale husleje langt uden for centrum. Han kunne også fortælle lidt om nogle af gæsterne fra nabolaget, der kom fra en noget højere indtægtsklasse.

På slentreturen ned ad den store boulevard kom vi forbi Det danske Hus. Fra bagsiden kan man besøge Den Danske Kirke i Paris, her fik vi en snak med en dansk praktikant og en kort rundvisning.

St.Germain kvarteret

Når man går og kikker på de mange kvarterer, hvor folk bor, kunne man godt drømme om at komme på besøg i nogen af dem og møde dem der bor der og høre om deres liv i Paris.

Vi er godt fyldt op af rigtig mange indtryk fra dagene i storbyen. Du skulle tage en tur ind forbi billeder og tekst fra Paris med med et klik her

Vi har forladt Paris og er på vej mod Loire-dalen, Dordogne og Pyrenæerne.

/Jørgen og Lene

Oktober i Paris

Nu skrev jeg godt nok sidst, at Lene aldrig har været i Paris. Det var underforstået, at jeg da kendte byen. Og jeg har da været her 2 gange. I 1973, en mellemlanding på vej hjem fra Lagos, Nigeria til København. Det var endda med meget fin forplejning og overnatning på lufthavnshotel. 2. gang i 1974 på en efterårsferietur for at se på kunst. Men jeg føler mig altså ikke helt klar til at vise vej nu i 2024, 50 år efter jeg var på besøg sidst.

Frokost efter et besøg i den danske kirke i Paris.

Heldigvis har vi en GPS, som kan finde og vise vej.
Den havde også planlagt ruten fra sidste overnatning og til næste overnatning på Paris CityKamp. Det gik rigtig fint, og hvis vi ikke lige fik drejet af den rigtige vej, ja så fandt den straks en ny rute, som vi kunne følge. Det var nemt nok. For nemt? Vi kørte mange kilometer uden at komme frem til målet. Og vi havde set Paris’ sky-lines fra mange verdenshjørner, inden vi kørte ind på CityKamp de Paris. Men der var ingen problemer undervejs med at færdes i trafikken. Man skal bare huske at være tydelig med, hvad man selv vil. Så er de fleste franskmænd venlige, imødekommende og hjælpsomme.

Man kan godt sidde i sit stille sind på vejene mod Paris og tænke, hvorfor alle disse mennesker sidder i hver sin metalkasse og venter på at komme hjem. For der er da virkelig meget trafik og meget ventetid og køkørsel. Men det blir en anden gang med de tanker.

Vi kom til Paris og det gik fint. Du kan høre lidt om, hvor vi har boet undervejs. Her er der billeder med lidt historier til.

Hviledag nr. 1

Vejrudsigten havde advaret os om regn på vores første dag i den franske hovedstad. Allerede om natten begyndte det. Og det var ikke smådryp. Op til 25 mm i timen regnede det i næsten 30 timer.
Vi blev inde i tørvejr og hygge og kunne blive klogere på, hvordan man færdes i byen. Man kunne læse meget, men forstå lidt af, hvad vi så skulle gøre, hvor vi skulle finde bussen, hvordan billetten virkede på en ny og en gammel telefon. Overblikket voksede først, da vi stod i det. Vi kunne ikke sidde hjemme og regne den ud. Men det var en stejl læringskurve.

Der kom meget vand, men kloakkerne var i orden, og kunne aflevere vandet direkte til Seinen 100 fra døren. Der var meget vand, og brunt vand i floden dagene efter.

Paris i 1-2 zoner med endagsbilletter

Der var en plan hjemmefra, men den blev lavet om af en dag med regn. Og det havde vi godt af, for vi havde været i gang mange dage og nød en fridag. Morgenmad og hygge blev ikke mindre af at vi kunne købe friskbagte baguettes og croissanter lige uden for døren.

En fin vandretur i Boulogne-skoven førte os til busstop for 244. Billetten var downloaded på telefon og togkort, og det virkede. En meget effektiv app kunne spørges om alt vedr. transport i byen. Man skulle jo så bare vide, hvad man ville spørge om.

Paris CityKamp blev vores hjemsted i 6 dage. Det var en fin plads med mange træer, flotte faciliteter, som tydeligvis var blevet opgraderet til OL.

Dyr, men meget dejlig.

/Jørgen

Jostein og hvalen

Vi vågnede igen til en flot morgen med fine udsigter. Pladsen egnede sig fint til morgentræning, så ingen undskyldninger var gode nok til at springe over. Vi er på en plads ved Lebesby, på Norkinnhalvøya. Det nogen kalder ‘det rigtige Nordkap’. Kinnaodden er det nordligste punkt på fastlandseuropa. Nordkap ligger på en ø.

Her under skyerne kunne vi senere få øje på en hval

Snakken under morgenmaden handlede bl.a. om vores måde at rejse på, hvad fungerer og hvad fungerer ikke. Er det ved at være for meget med al det natur i Norge ? Begynder vi at opleve, at alle de fantastiske udsigter, scenerier og billeder blandes sammen og vi bliver mætte og forstoppede af for meget flot natur, så det ikke rigtigt udfordrer os. Måske mangler vi noget mere by, nogle flere mennesker, noget mere samtale med andre og refleksion?

Jostein fortæller om at bo langt mod nord

Og så kører Jostein ind på pladsen med den flotte udsigt og den efterhånden lidt trivielle natursceneri og 2 skraldespande. Han skal tømme skraldespandene lige udenfor vores vindue.

Han er mærkeligt ukoncentreret om skraldeposen, som han håndterer uden at kikke på pose, låget på stativet eller de sten der holder låget på plads. Arbejdet går automatisk, mens han kikker ud over havet.

Han kikker ind til os gennem vinduet og siger noget, som jeg går ud for at få fat på. Han vil gerne snakke og opdager, at vi er danske. Og fortsætter så samtalen på et godt engelsk.

Han har kikket efter den hval, der leger rundt i farvandet. Måske er det en finhval. Der er stor hvalaktivitet i øjeblikket, så vi kikker med, og kan se, hvad der sker i vandet.

 

Jostein bor i Kjøllefjord, og arbejder i det statslige private firma Mesta, som laver service langs vejene. Han nyder sit arbejde i dag, fordi det er fint vejr. Den 4. sommerdag heroppe i år. Over 16 gr. Ellers er vejret mest tåget og koldt og blæsende.

Vi har været afsted i 4 uger og har oplevet 2 dage med regn og blæst, ellers har det været til shorts?

Jeg viste Jostein billedet af min fangst fra i går. Det er en sej., siger han. Den er lidt grøn, men når den bliver lidt større bliver den mere hvid og sølv. Den er god at stege, siger han og der er ikke noget problem i at tage den med.

Han foreslog, at jeg skulle stoppe i den næste fjord, hvor der løber en elv ud. Der er masser af laks. Russerlaks eller pukkellaks. Når de er i saltvand har de fint rødt kød, men bliver hvide, når de kommer op i elvens ferske vand. Og det ville være at gøre en god tjeneste at fange nogen af dem, for de skader vildlaksbestsanden.

Tilbage til snakken om for meget natur og for lidt mennesker. Det fik Jostein lige bragt på plads. Det bliver spændende når vi rejser uden vi selv eller turistbureauet eller nogen andre har planlagt det. Vi skal være tålmodige og opmærksomme og undgå panorama, scanne verden udenfor vinduet, eller køre ufokuserede kilometerture.

Det er svært at få hold på. Vi gør noget forkert, og vi gør noget rigtigt. Vi skal tage det roligt og vi bliver bedre.

/Jørgen

Endelig fisk

Thorbjørn Eidam sejlede ind til kaj ved Guristraumen på Vega, lige da vi kørte over broen og kunne se, at det vist var en fisker på vej hjem med fisk.

På vej tilbage fra et besøg på en gammel handelsplads (ligesom dem fra Dinas Bog), var Thorbjørn ved at gå i land, og jeg gik ned forbi hans fiskerhytte og ud på bryggen for at finde ud af, at han hed Thorbjørn.

Jeg spurgte, om han havde fanget fisk. For jeg havde ikke fanget noget endnu! Med min nye fiskestang? Det kendte han godt. De mange fisketurister fangede sjældent noget. Mest fordi, der ikke er så mange fisk som der har været.

Og han havde heller ikke lige fanget friske fisk, men masser af krabber. Han solgte ofte fisk til turister, som var på vej hjem med deres tomme køletasker.

Det var tyske biler, der fyldte foran hytterne med fiskestænger

I en Facebook-debat om kontrol af norske bobiler med overvægt så jeg en kommentar rettet mod fisketuristers eksport af fisk. Måske havde Thorbjørn læst med på den debat, der kører i Norge. Han mente, at det var de mange turistfiskere, der ødelagde fiskeriet.

Vi havde i flere dage ledt efter friskfanget fisk uden held, og var tæt på at falde for en norsk lakseside i COOP. Thorbjørn kunne tilbyde frosne torsk og sej, hvis vi ville tage med ham hjem.

Uden for på fiskehytten hang der en del fiskelugt i luften, og også tørrede fisk. Dem ville han gerne sælge. 100 kr for to stykker knaldhårdt, tørret torsk. “Det skal bare spises med en hammer, og så godt med øl til”, smågriner Thorbjørn på norsk. Det er to stykker af samme torsk. Det skulle smage godt og være meget holdbart.

Thorbjørn med bacalaou og tørfisk bagved

Thorbjørn ville gerne fortælle om at være 1 ud af 5 fiskere på Vega. Det var efterhånden svært at fange fisk, og han havde en periode sejlet med turister. 2000 Nkr for en 4 timers tur. Men han havde svært ved at leve med at de sjældent fangede noget.

Øen har 1300 beboere. 5 er fiskere, 50 arbejder på boreplatform, en stor gruppe var matroser, skibssførere osv.. Ret mange arbejder med landbrug,- kød og mælk. Der er 150 elever i skolen, som har ansat 12-15 lærere. Så er der nogen ved kassen i Spar og Coop, og ham i ‘Fiskeutstyr’, der solgte mig 3 stk. Stingsilda, 28 g, som skulle være gode til hurtig indspinning på det ret lave vand omkring øen. Og så er der nogen flere han ikke kunne gøre rede for. Jo en sød, dansk læge, Tina. Nogen arbejder med turisterne, men ikke mange. De gør ikke så meget ud af det med turister, kan vi også godt mærke. Måske er det derfor de er Unesco-beskyttet område?

Tørfisken hang i en plasticpose i garagen i en time. Der lugter stadig af fisk

Ud over at banke tørfisken med en hammer skal vi i gang med at grille sej og torsk. De frosne fisk kom til optøning i køleskabet, og tørfisken i garagen/bagagerummet. Det sidste var bare en dårlig ide, da vi sover lige oven over!

Efter megen søgen fandt vi et spisested, hvor vi fik en glimrende fiskesuppe og en norsk fadøl. Og det var ikke urimeligt dyrt, som vi havde ventet.

Med sej og torsk i køleren og tørfisk på sidespejlet håber jeg ikke på succes med mine nye Stingsilda 28 g lige foreløbig.

/Jørgen

Venner ved Suviana-søen

Første møde med Emilia Romagna på vej til Suviana-søen

Efter turen over Grossglocknerhochalpenstrasse med nogle fine dage i Heiligenblut (det lyder da af Østrig ;-)) kom vi for alvor til de varme lande.  37° uden for bilen, når vi holdt pause ved motorvejen.

Der skulle snart findes en plads for natten. Det er Lenes job at lede efter gode stoppesteder. Heldigvis er app’en Campercontact en rigtig god ven og hjælper. Her kan vi finde pladser i nærheden af, hvor vi befinder os. Brugere af app’en kan registrere pladser, hvor man må holde og fortælle, hvilke faciliteter man kan møde på stedet.  Efterhånden er der opbygget et kæmpe kartotek over pladser i hele Europa, med billeder, ratings, adresser, gps-koordinater. Det gør det muligt at få overblik og  et godt grundlag til at vælge en plads, der passer os.

“Der ligger en plads med gode anmeldelser og flotte billeder lidt til højre for for motorvejen efter Bologna”,  den ville vi prøve at finde inden det blev mørkt.

Suviana-søen var målet, og der var mange udfordringer med veje og GPS, men heldigvis var det værd at køre efter. Søen er kunstig opdæmmet, og den tilknyttede el-produktion skulle  engang forsyne sporvognene i Bologne med energi.

Vores kæmpebil ser slet ikke så stor ud, når den står blandt andre standard italienske vogne. Og så er den mere anonym med den grå farve frem for de hvide.

Der holdt en del vogne, alle italienere. Mange, både biler og mennesker, af lidt ældre model.

Vi og vores bil falder meget god ind med de gamle modeller

Vores nabo startede sin morgen med at hænge noget besynderligt pynt op foran bilen, inden han satte sig tilrette med sine syslerier. Han lavede små vindmøller ud af tomme plasticflasker. Vingerne blev pyntet i nationalflagenes farve, og han kom stolt og afleverede en mølle med sorte, gule og røde striber. “Deutchland! ” havde han aflæst på nummerpladerne. Vi viste ham dannebrog og forklarede sammenhængen, og straks gik han i gang med at studere sine bøger for at finde de rigtige farver. Lidt efter blev vi begavet med en dansk og italiensk mølle. Senere bidrog hans kone med en lille hæklet danserinde til forruden. Da vi pakkede sammen næste dag, fik vi flere gaver: et kort over Italien, en humpel brød og lidt ost.

Engelsk nej, men lidt tysk. Svær sproglig kommunikation, men vi var ikke i tvivl om at de ku’ li’ os og ville os det bedste. Det er vores gennemgående fornemmelse i Italien

Til den anden side boede Mirco, en solbrændt, slank og sportstrænet ældre herre, med to unge damer?  Han startede morgenen med to længder af søen i sin kajak. Vi fik snakket lidt på italiensk, og lidt efter kom den ene unge dame os til sproglig undsætning. Hun talte glimrende engelsk. Hun arbejdede i London og holdt ferie med sin søster hos Mirco, deres far. De skulle lidt senere køre sammen i camperen til Syditalien.

Mirco fra Bologna, er gået på pension og bruger det meste af sommeren i camperen ved søen. Han cykler og vandrer i bjergene og ror kajak og vindsurfer.

Sara arbejder i London som receptionist og tjener. Det er ret nemt som italiener at finde arbejde i London. Det er bedre betalt end i Italien og så får man gode oplevelser og lærer sprog.  Hun skal giftes med en englænder til september og vender tilbage til Italien engang. Jeg gætter på Sara er i midten af tyverne. Mirco er vist 65.

Vi holder måske kontakten.

/Jørgen

Tysker på afveje

På vejen fra Liguriens varme kyster ad små veje ind i Piemonte blev vi pludselig mødt af modkørende biler med blinkende forlygter. Vi havde da vist ikke kørt for stærkt? Det ville være svært at køre for stærkt på de små veje op og ned og ud og ind med 3,5T. Måske i en landsby med 30 km/t? Kunne det være vægtkontrol? Fik vi ikke betalt for diesel på sidste tankstation?

Vi slap og blev til gengæld godt underholdt.

Det var en tysk ferieturist, der havde taget svinget lidt for skarpt og tæt på den grøft hun havnede i.  Der var mødt frivillige op med det de kunne bidrage med. En havde en militærjeep, andre havde nogle kilo de kunne tilbyde som kontravægt.

Bilen kom fri igen, forhåbentlig uden skader.  Mutti var tydeligvis lettet og meget glad og taknemmelig. Til gengæld var der en dreng bag bilen, der tog sig en tudetur. Måske af forskrækkelsen eller af bare glæde?

/Jørgen

 

Høflig betjening ?

Hvad tænker du, når en tjener kommer og tager din kaffekop inden du/I synes du er klar til at betale og gå?

Vi har boet i en lille by, Panzano in Chianti, et par dage. Der bor kun 900 mennesker og den er ikke overrendt. Vores drikkevandsforsyning var lav i heden. På vej på indkøb kom vi forbi det centrale torv med turistbutikker, restauranter og caféer lige præcis, da vi trængte til en kop kaffe.

Vi kunne selv vælge et bord i skyggen ved siden af 3 australske piger. Kaffen var fin, cappuchino med blødt skum og lidt sukker! Mum. Vi nød kaffen. Jeg sparede lidt på godterne, mens jeg forsøgte at gætte, om australierne var studerende eller på tur eller hvad? Jeg så, at en ny tjener mødte på arbejde.

Den nye gik hurtigt i gang. Mens hun snakkede med pigerne og afslørede deres australske identitet, overtog hun betjeningen af os, og tog Lenes kaffekop. Vi var ikke færdige. “I am not finnish!?”,” No, do you want something else?” Nej tak.

Kaffen var god, jeg fik betalt, og på vej væk kom den mandlige del af tjeneriet: “Gracie, arrivederchi”. “Jo tak. Jeg kan forstå, at det var på tide vi gik?”, sagde jeg, altså på engelsk. Så meget arrivederci havde jeg heller ikke lyst til.

Et stykke inde i næste gade kom han efter os. I et højt toneleje, med mange fakter og italiensk kropssprog ville han undskylde og forklare, at vi ikke skulle gå, men at der er kulturelle forskelle og sådan gør tjenerne i Talien. Det var en ret spøjs oplevelse midt i trafikken med mange tilskuere. Han tilbød vist endda noget for at gøre skaden god igen, men vi var på vej videre til Brugsen, så der sluttede den.

Det var måske en lidt for spids bemærkning. Men især i mere turisttunge omgivelser kan man føle sig ret ‘objektiveret’ og overset, når kravet til indtjeningen presses af  de faste omkostninger og forrentning af den indskudte kapital. Og jeg fik god kaffe og en sjov oplevelse ud af det. Jeg var desværre ikke  nærværende nok til at filme optrinnet.

Kulturforskelle? Måske. Var det ikke bare en tjener, der havde glemt, at hun var på arbejde og hvad dét handlede om?

Spøger TripAdvisor et eller andet sted? Don’t worry!

/Jørgen

Anarkister i Prenzlauer Berg

Vi har allerede været så længe i Berlin, at vi kan finde rundt i byen på vores cykler. Der er endda kvarterer, vi har opsøgt en ekstra gang.

På andendagen ville vi finde en helt særlig café i kvarteret Prenzlauer Berg, nærmere bestemt Kastanienallé 85. ‘Café Morgenrot’ reddede os fra en slem regnbyge.

Caféen var interessant at finde, fordi den sælger sig på, at man kan spise brunch og selv bestemme prisen. En rigtig anarkistisk overlever fra 1990. Og så ligger den i et kvarter, som er interessant på en anden måde end alt halløjet om muren, de genopbyggede bygninger fra krigen, de mange museer og den vilde udvikling af byens nye kvarterer i centrum. Det skulle være et rigtigt cool sted med en dejlig atmosfære?

Og det var bestemt hyggelige gader vi mødte. Masser af uhøjtidelige caféer, genbrugsbutikker, små tøjbutikker, mange almindelige mennesker.Unge og dem med gråt hår. Flere butikker blev spottet som mulige angrebspunkter på en lørdagsshoppetur.

Vi stillede cyklerne ved Kultur Braurei i Sredzkistrasse tidligt lørdag formiddag for at kikke grundigere på kvarterets cafeer og butikker.

Morgenbrunch på ‘Morgenrot’ var overbooked, men jeg fik god kaffe og en snak med Isabelle på Café Morning Glory, Kastannienallé 75.

Hun kunne godt høre vi kom fra Danmark. Hun havde kærestet med en fyr fra Århus i 6 år, uden rigtigt at bo i Danmark. Hun var halvt sydamerikaner og halvt schweitzer, men forlod Schweiz, så snart hun kunne. Der kunne hun ikke trives.  Berlin passede til hendes sydlandske sind. Dejlig mangfoldigt og afslappet. Hun er nu grafisk designer og er flyttet til Kreuzberg-kvarteret, hvorfra hun arbejder som freelancer.

“Berlin er mange steder ved at blive for mainstream, for pænt”, synes hun. “Prenzlauer Berg er for retlinet og for mange udlændinge, altså danskere og sådan nogen. Der er mere vildt, mere blandet i Kreuzberg.”

Der blev shoppet godt og grundigt i nogle fine butikker i kvarteret. På vej hjem i regnvejret var der masser af politi til at passe på os. De var ved at gøre klar til en demonstration. Jeg er ved at lære betydningen af begrebet ‘gentrificering’.

Har det noget med turismens udvikling at gøre? Er det samme slags demonstration som i Venedig og Barcelona mod for mange turister?

/Jørgen

 

Blauen Donaudi

Det er Donau og den er blå. Sehr schön!
Der er en parkeringsplads man må overnatte på i byen Ingolstadt. 450 km var en passende strækning på en dag, når det ikke skulle være for vildt. Lige ved Donau, den skønne blå.

At Ingolstadt (jeg kommer til at sige det med f) hvert år besøges af en halv million mennesker, der er Audi-fans, vidste jeg ikke noget om.

Vi havde forladt bjergsøen i regnvejr så tidligt, at vi kunne nå en tur rundt i Ingolstadt i eftermiddagens solskin. Vi havde set noget på vejen, vi troede var humlemarker, så vi var i ‘øl-land’ og bestilte en lille Weissbier.

Den blev så ret stor. 2 stk. stor hvedeøl for 6€. = 45 kr. I Odense koster et stk 90 kr. Er det fragten, der er dyr?

Gad vide om de plejer at sidde ude og drikke øl, og kaffe med kage i Ingolstadt, eller er det noget, der er kommet til den by de sidste 20 år ligesom vi har fået meget mere udeliv i kolde Danmark? Vi var havnet lige i deres café-hyggestund, og det var også hyggeligt for os.

Skål Ingolstadt.

/Jørgen

 

Så se dog Venedig

Den by gav os nogle rigtig dejlige dage. Selv om vi var blevet advaret om ‘alt for mange turister’, ville vi ikke dø uden af have set Venedig, eller hvordan er det?

Man tror det er løgn. At en by kan være så lækker, charmerende, smuk, interessant, overdådig. Hvordan har det kunnet lade sig gøre at samle så meget rigdom, kunst, arkitektur, levende og i live? Man bliver forpustet af at sige “Nøj” og “Neiih”. Det hele passer så godt sammen og til hinanden. Det er lige meget (næsten), hvor man vender øjet hen, så  er der noget, der tager sig godt ud. Det er nemt at forstå, hvorfor alle skal se den by.

Kanal Grande i morgenlys inden det går løs.

Og blive set i den. Helst et ikonisk sted. Markuspladsen, f.eks.?

Vi har også været på Markuspladsen

Vi tog bussen fra campingpladsen til centrum på 15 min. Første dag vandrede vi rundt for at orientere os, og opsøgte de samme steder som alle ville se. Rialto- broen, Markuspladsen, den ene kirke og den anden udsigt, og tidspunktet var omkring kl 12. Pyha. Der er mange gader og god plads på pladserne, men det var som Open by Night i Odense gange 2. Og så er sæsonen kun lige begyndt? Det må være svært at være lokal indbygger med en dagligdag.

Kik ind i en baggård

De må have adgang til et slags parallelsamfund, inde bagved, hvor der kan spilles bold og laves hjemlige ting?


Så blev det noget helt andet næste dag, for vi stod op kl. 6.15 og var med vandbussen på Kanal Grande til Markuspladsen inden 7.30. Det kan anbefales.

Endnu en kliché, men det er så nemt.

Vi nåede meget rundt, fik kaffe og croissanter i solen allerede inden der blev åbnet på Peggy Guggenheims Collection. Et fantastisk hus og mange skønne værker af moderne kunst.

Nationalromantiske, som vi er, faldt vi i staver over en særudstilling af den danske surrealistiske maler Rita Kernn-Larsen, med et langt DR-interview af Birgit Meister fra 1986. Og så var alle de andre stået op og havde stillet sig op foran billederne i den store, flotte udstilling. Vi fik set det vi ville og lidt til.

Venedig er vi ikke færdige med, men vi har fået rigeligt for denne gang. Vi har travet det meste af den gamle bydel, nogle steder flere gange, sejlet med kanalbådene op og ned af den store kanal. Store hoveder og tunge ben. Dejligt at kunne forlade hurlumhejet, trætte og mætte af indtrykkene. Og med masser af stof til videre fintænkninger.

/Jørgen