Efter turen over Grossglocknerhochalpenstrasse med nogle fine dage i Heiligenblut (det lyder da af Østrig ;-)) kom vi for alvor til de varme lande. 37° uden for bilen, når vi holdt pause ved motorvejen.
Der skulle snart findes en plads for natten. Det er Lenes job at lede efter gode stoppesteder. Heldigvis er app’en Campercontact en rigtig god ven og hjælper. Her kan vi finde pladser i nærheden af, hvor vi befinder os. Brugere af app’en kan registrere pladser, hvor man må holde og fortælle, hvilke faciliteter man kan møde på stedet. Efterhånden er der opbygget et kæmpe kartotek over pladser i hele Europa, med billeder, ratings, adresser, gps-koordinater. Det gør det muligt at få overblik og et godt grundlag til at vælge en plads, der passer os.
“Der ligger en plads med gode anmeldelser og flotte billeder lidt til højre for for motorvejen efter Bologna”, den ville vi prøve at finde inden det blev mørkt.
Suviana-søen var målet, og der var mange udfordringer med veje og GPS, men heldigvis var det værd at køre efter. Søen er kunstig opdæmmet, og den tilknyttede el-produktion skulle engang forsyne sporvognene i Bologne med energi.
Der holdt en del vogne, alle italienere. Mange, både biler og mennesker, af lidt ældre model.
Vores nabo startede sin morgen med at hænge noget besynderligt pynt op foran bilen, inden han satte sig tilrette med sine syslerier. Han lavede små vindmøller ud af tomme plasticflasker. Vingerne blev pyntet i nationalflagenes farve, og han kom stolt og afleverede en mølle med sorte, gule og røde striber. “Deutchland! ” havde han aflæst på nummerpladerne. Vi viste ham dannebrog og forklarede sammenhængen, og straks gik han i gang med at studere sine bøger for at finde de rigtige farver. Lidt efter blev vi begavet med en dansk og italiensk mølle. Senere bidrog hans kone med en lille hæklet danserinde til forruden. Da vi pakkede sammen næste dag, fik vi flere gaver: et kort over Italien, en humpel brød og lidt ost.
Til den anden side boede Mirco, en solbrændt, slank og sportstrænet ældre herre, med to unge damer? Han startede morgenen med to længder af søen i sin kajak. Vi fik snakket lidt på italiensk, og lidt efter kom den ene unge dame os til sproglig undsætning. Hun talte glimrende engelsk. Hun arbejdede i London og holdt ferie med sin søster hos Mirco, deres far. De skulle lidt senere køre sammen i camperen til Syditalien.
Mirco fra Bologna, er gået på pension og bruger det meste af sommeren i camperen ved søen. Han cykler og vandrer i bjergene og ror kajak og vindsurfer.
Sara arbejder i London som receptionist og tjener. Det er ret nemt som italiener at finde arbejde i London. Det er bedre betalt end i Italien og så får man gode oplevelser og lærer sprog. Hun skal giftes med en englænder til september og vender tilbage til Italien engang. Jeg gætter på Sara er i midten af tyverne. Mirco er vist 65.
Vi holder måske kontakten.
/Jørgen
