Kategoriarkiv: Gammel

Venner ved Suviana-søen

Første møde med Emilia Romagna på vej til Suviana-søen

Efter turen over Grossglocknerhochalpenstrasse med nogle fine dage i Heiligenblut (det lyder da af Østrig ;-)) kom vi for alvor til de varme lande.  37° uden for bilen, når vi holdt pause ved motorvejen.

Der skulle snart findes en plads for natten. Det er Lenes job at lede efter gode stoppesteder. Heldigvis er app’en Campercontact en rigtig god ven og hjælper. Her kan vi finde pladser i nærheden af, hvor vi befinder os. Brugere af app’en kan registrere pladser, hvor man må holde og fortælle, hvilke faciliteter man kan møde på stedet.  Efterhånden er der opbygget et kæmpe kartotek over pladser i hele Europa, med billeder, ratings, adresser, gps-koordinater. Det gør det muligt at få overblik og  et godt grundlag til at vælge en plads, der passer os.

“Der ligger en plads med gode anmeldelser og flotte billeder lidt til højre for for motorvejen efter Bologna”,  den ville vi prøve at finde inden det blev mørkt.

Suviana-søen var målet, og der var mange udfordringer med veje og GPS, men heldigvis var det værd at køre efter. Søen er kunstig opdæmmet, og den tilknyttede el-produktion skulle  engang forsyne sporvognene i Bologne med energi.

Vores kæmpebil ser slet ikke så stor ud, når den står blandt andre standard italienske vogne. Og så er den mere anonym med den grå farve frem for de hvide.

Der holdt en del vogne, alle italienere. Mange, både biler og mennesker, af lidt ældre model.

Vi og vores bil falder meget god ind med de gamle modeller

Vores nabo startede sin morgen med at hænge noget besynderligt pynt op foran bilen, inden han satte sig tilrette med sine syslerier. Han lavede små vindmøller ud af tomme plasticflasker. Vingerne blev pyntet i nationalflagenes farve, og han kom stolt og afleverede en mølle med sorte, gule og røde striber. “Deutchland! ” havde han aflæst på nummerpladerne. Vi viste ham dannebrog og forklarede sammenhængen, og straks gik han i gang med at studere sine bøger for at finde de rigtige farver. Lidt efter blev vi begavet med en dansk og italiensk mølle. Senere bidrog hans kone med en lille hæklet danserinde til forruden. Da vi pakkede sammen næste dag, fik vi flere gaver: et kort over Italien, en humpel brød og lidt ost.

Engelsk nej, men lidt tysk. Svær sproglig kommunikation, men vi var ikke i tvivl om at de ku’ li’ os og ville os det bedste. Det er vores gennemgående fornemmelse i Italien

Til den anden side boede Mirco, en solbrændt, slank og sportstrænet ældre herre, med to unge damer?  Han startede morgenen med to længder af søen i sin kajak. Vi fik snakket lidt på italiensk, og lidt efter kom den ene unge dame os til sproglig undsætning. Hun talte glimrende engelsk. Hun arbejdede i London og holdt ferie med sin søster hos Mirco, deres far. De skulle lidt senere køre sammen i camperen til Syditalien.

Mirco fra Bologna, er gået på pension og bruger det meste af sommeren i camperen ved søen. Han cykler og vandrer i bjergene og ror kajak og vindsurfer.

Sara arbejder i London som receptionist og tjener. Det er ret nemt som italiener at finde arbejde i London. Det er bedre betalt end i Italien og så får man gode oplevelser og lærer sprog.  Hun skal giftes med en englænder til september og vender tilbage til Italien engang. Jeg gætter på Sara er i midten af tyverne. Mirco er vist 65.

Vi holder måske kontakten.

/Jørgen

Befrielsesdage

25. april ved Trasimeno-søen blev vi nærmest bombet ud i søen af gamle Spitfires og hvad hed de nu de tyske? Det var den italienske befrielsesdag i 1945, der blev fejret.

For nogle dage siden var jeg på  Pedro IV pladsen i Lissabon og fejrede Portugals befrielsesdag. Også 25. april, men 30 år senere end Italien.

Og i aften fejrer vi som sædvanlig Danmarks befrielse med lys i vinduerne.

Der er mange lande i Europa, hvor jeg ikke kender befrielsesdagen endnu. Der er en opgave at løse. For det er vel nærmest alle Europas lande, der er blevet befriet?

Det har været nogle halvgamle ildsjæle, der har stillet op for at fejre befrielse og frihed. Flere af dem var så gamle, at de tvivlede på de unge. Havde de mon  opdaget, at de havde arvet friheden og skulle forsvare den?

Det er vist stadig vigtigt at tænde lys.

/Jørgen

PS: Billeder og alt muligt har taget tiden fra skriveriet. Det bliver mest  kommentarer til billederne i højre side. De kan læses når du peger på billedet. Klik på billedet for at se en stor version.

Du kan se, hvor vi bor og overnatter og få en ide om rejseruten på denne side.

José Baptista de Sá, hvor er du?

Det kunne have været ham. José Baptista de Sá fra Porto. Dengang i 1975 var han måske 35 og lige så ivrig for at fortælle om Nellikerevolutionen, som den gamle mand tæt på 80 på billedet.

Jeg har ikke haft kontakt med ham siden jeg i 1975 var på samfundsfags studietur til Portugal. Han viste rundt i Lissabon og var kontaktperson og sproglig hjælper til at få indblik i, hvad der var sket og hvad vej Portugal kunne udvikle sig efter Nellikerevolutionen.

José Baptista de Sá helt til højre med sin familie på landet udenfor Porto. To passer ikke helt ind i familien!
Billedet på en fredelig revolution

Nellike-revolutionen kom som kulmination på utilfredshed med Salazar-styrets militære engagement i de gamle portugisiske kolonier.  Han var landets diktator, men befolkningen var som udgangspunkt ikke imod ham, fordi han var god til at få samfundet til at køre. Han blev i stigende grad upopulær, fordi han brugte ressourcer og soldater på krige.  Han døde i 1970,  men hans efterfølger fortsatte linjen. Efterhånden blev militæret  også trætte af krigene og var passive støtter af opgøret i 1974.

 

Gammel kæmper i Mozambique fejrer friheden 44 år efter Nellike-revoutionen

Jeg var så heldig at være i Lissabon på 25.april dagen.  Den kunne ligne 1. maj i  Danmark med fest og taler og  masser af øl til venstrefløjen.  Men Antonio lærte mig om alvoren bag frihedskampen. Han blev sendt i krig i Afrika, og musikerne og digterne blev sendt i eksil og arbejdede for frihedskampen via sangene, som blev sunget i dag.

De gråhårede synger med på sangene og råber parolerne.

Sangene er minder om en rigtig frihedskamp for ikke så længe siden. “25. abril sempre”.  Altid 25. april synger de med på i dag.

Han, José Baptista, boede i Porto, arbejdede som bankmand, og var engageret i politisk arbejde. Han tog os med til den landsby udenfor Porto, hvor hans familie stadig boede. I 1974 var der meget fattige forhold på landet og særligt i det nordlige Portugal. Det var som dansk bondeland før udskiftningen i 1688.  Hver bonde havde en lille del af mange små jordlodder, på størrelse med køkkenhaver. Det er stadig fattigt i Nordportugal.

Jeg har forsøgt at finde ham et par gange uden held. Facebook og Google hjælper ikke,  og udsendte medarbejdere har forsøgt at kikke i telefonbøger uden held. Jeg håber på bedre held ved at være her selv.

Når jeg ser en ældre mand med mørke briller kikker jeg grundigt efter. Jeg spørger også ind i mellem, hvad han hedder? Og hvis jeg møder hjælpsomme portugisere, der kan tale,  så jeg forstår dem,  fortæller jeg min historie om José Baptista. Som Paula på campingpladsen i Setúbal udfoldede sin hjælpsomhed og sit engagement i flere omgange. Men det er ikke lykkedes endnu.

På Nellikerevolutionens mærkedag sad han der. Lige foran mig og udbredte sig om de spændende historiske begivenheder i 1974 for  de unge piger.  Det kunne have være ham, men ildsjælen foran mig hed Carlos Ferreira og kendte ikke José.

Jeg leder videre. Det er sjovt!

/Jørgen

Løse tænder i Santa Clara-a-Velha

Vi har forladt Algarvekysten og bevæget os mod nord ind i Alentejo-provinsen. Ganske få kilometer inde i landet forsvandt fornemmelsen af ferieland . Det var små byer og små veje ud og ind og op og ned.

Ind imellem stillede vi bilen ved en mindre by og gik en tur. I Sante Clara-a-Velha var byen hurtigt overskuet, men der var  folk på en bar/café midt i byen.  Mænd, gamle og halvgamle, kvinder, mødre og bedstemor og børn og børnebørn.

Flotte farver, typisk i Portugal. Blå, rød og gul og skrigende grøn . Blå holder feber væk og gul klarer fluerne.

Vi satte os og ventede, men snart talte nogle af kvinderne til os, og pegede på et skilt i døren: Der var ingen servering ved bordene.  God,  varm kaffe med mælk og et par lokale kager blev udleveret for 2,60€=20 kr. Og vi fik lov til at sidde og kikke på livet omkring os. Vi kunne ikke snakke med folkene, kun grine med dem.

De var glade,  men ikke smilende glade. De holdt sig for munden, når de grinede. Flere af de gamle havde ingen tænder, andre havde et gebis, med en usandsynlig flot tandrække. Manden vi sad ved siden af havde tydelige problemer med at holde tænderne i munden, når han talte, så han sagde ikke meget.

Cafe-gæster i Sante Clara-a-Velha. De spillede Smartphone-video for børnene og morede sig. Dressed op til bytur?

Det var ret tydeligt, at vi var kommet til en af Portugals fattigere egne, og til en landsby, hvor livet langsomt forsvinder efterhånden som indbyggerne bliver ældre og dør. De unge forsvinder til de større byer, hvor der er uddannelse og større chance for arbejde.

Meget jord i omegnen bliver stadig drevet ekstensivt med græs og kvæg eller får. Det er flot med sletterne med enkeltstående korkege, men der er nok ikke så meget arbejde til de unge.

Jeg tror det er korkege, de mange enkeltstående træer. Det tager sig flot ud, fordi de bliver afgræsset af får og kvæg.

 

Der bliver plantet en del nye vin og oliven på nogle kæmpestore marker, som er linet op til maskinplukning, og den nye storbonde gør ligesom svinebønderne i DK: Bygger et lille slot med en lang indkørsel og en kraftig gitterlåge. Det er vist det, der hedder strukturudvikling.

Nye marker med nye planter til maskinpasning. Og vinbonden har fået sin lange herregårdsindkørsel

Nå, men det er jo den samme historie i alle de lande vi har besøgt. Landsbyerne afvikles og byerne vokser. Nogle byer har noget gammelt skrammel fra romernes tid eller senere som turisterne gerne vil mindes. Det giver levebrød til nogen for en tid.

Mange gamle i byen. Flere havde kunstige tænder, et løstsiddende gebis, ingen kroner og stifttænder .

Hvad mon der bliver af Santa Clara-a-Velha , når de 4 herrer herover er væk? Eller tusindvis af mindre og dårligere stillede landsbyer i Portugal, Spanien, Frankrig, Danmark? Bor vi alle i store byer med caféer, letbane og parker med motionsbaner. Vender det igen ,så det bliver attraktivt, nødvendigt at ‘flytte på landet’?

Mon tandlægen til den tid så flytter med?

/Jørgen

Tingfindere fra Holland

På p-pladsen ved Capo de Gata var vores naboer mod vest tidligt på færde. Med udstyret i orden havde de allerede været på første tur. En bred stribe af stranden var finkæmmet med deres bip-maskiner. Tommie og Ellis leder efter metaller på stranden. Helst noget spændende og noget med værdi.

Tommie finder guld ved Capo de Gata

Ellis var ellers  ved at være moden til at se Holland  igen. Tommie længtes ikke så meget hjem. De to har været på tur langs strande i Spanien i 6 mdr. Hver dag tager de et par timer med metaldetektoren og er ofte heldige at finde noget brugbart. De starter tidligt inden de øvrige strandgæster kommer. De finder gamle mønter, nye Euros, smykker.

Spanierne tager ikke penge med på stranden. De køber ikke mad og drikke, men har det med hjemmefra.  Det er derfor ofte alufolie, som har været om en spansk madpakke der giver et bip.

De er begge gået på pension og har valgt at leve deres hobby ud mens de kan. De kører i en Adria Van, som er på størrelse med et folkevognsrugbrød, bare lidt mere praktisk indrettet.  De har en masse grej, som skal flyttes rundt inden de kan sove, og tilbage inden de kan køre videre. De lever livet udendørs og synes ikke de mangler noget. En gang imellem tager de på campingplads for at få et bad.

Tommie og Ellis klar til afgang til guldeventyr

Tommie er pensioneret webdesigner og Ellis har været buschauffør i 30 år. Ud over guldgraveriet skriver hun indlæg på sin blog doegiedoegiede.nl. Hun er optaget af gode historier med en kant, som kan røre dem, der læser med. Og det er der 3000, der gør, siger hun. Hun kender rigtig mange mennesker fra sin tid som buschauffør, som gerne vil læse en historie, som er skrevet med engagement og lidt bid. Det er ikke så tit hun lægger nyt på hjemmesiden, men følgerne er trofaste.

6 mdr. på jagt gav pote. (Tommies foto)

De rejser  for at opleve og dyrke deres hobby med metaldetektoren. De har noget at køre efter, noget ‘arbejde’,  der skal gøres hver dag. Og de kommer i kontakt med rigtig mange mennesker, som er nysgerrige på det de gør. Og der kommer de gode historier frem som Ellis skriver om på sin blog.

Det giver da meget god mening, når arbejdslivet ikke længere tilbyder én.

/Jørgen

Forbillede for Jesus

Turen fra Gibraltar over Tarifa gik gennem Algeciras. Gps-damen var lidt langsom, så vi fik drejet en gang for tidligt.  Det blev en  tur gennem nogle forstæder til byen.

Men det var ikke i det kvarter vi fandt kunstskolen.

På vej til Nigeria på tommelfingeren kom jeg i efteråret ’72 gennem Algeciras. Det var her vi skulle med færgen til Afrika . Jeg fortæller stadig historien om dengang jeg sad model for Jesus, altså sådan at forstå at en medarbejder på kunstskolen gerne ville tegne en skitse af mig.  Måske kunne han bruge mit ansigt på en af de altertavler de malede på skolen. Jeg havde ikke  fjernet skægget i de 6-8 uger vi havde været hjemmefra, og jeg havde helt uskyldige øjne.

Sådan så det ud når man tog den på tommelfingeren i Sahara, Le grand Sud. De talte fransk i Algeriet. Den fine militærjakke fra Bordeaux blev stjålet kort tid efter

Sammen med min rejsekammerat drev vi rundt i byen og så en spændende bygning. Der var noget arkitekt over os, så vi bankede på og præsenterede os som arkitektstuderende fra Danmark, spændende byggeri!? , måtte vi kikke?

Vi blev taget godt imod og kunne kloge os med vores smækbukser og lange beskidte hår. Og det var mod slutningen, at Jesus kom på tale.

Kunne det være det billede?

Jeg havde håbet at kunne finde tilbage, men jeg husker kun ganske lidt. Kun en bygning på en bakke med kalkede hvide vægge og røde teglsten i udkanten af en by.  Og Google kender heller ikke noget til “art school painter, Algeciras”  i lavt byggeri i hvidt og rødt. Der er for mange kirker i omegnen til at tjekke, om der skulle være en altertavle?

Måske er det bare løgn?

/Jørgen

Sygemelding

Efter længere tids skranten med flade batterier, tiltagende træthed og er vissent blik er det endt med en sygemelding. Ved en gennemgribende scanning har det vist sig, at der er skader på de mest fundamentale hukommelsesspor. Desuden er den kognitive kapacitet forringet betydeligt. Det er især den sproglige bearbejdning og rationel billedbehandling det påvirker. Noget der alt sammen kan minde om Alzheimers og demens.

“Det kan meget vel betyde tidlig pensionering” har været en umiddelbar reaktion på scanningsresultatet.

Der bliver ikke bevilget førtidspensionering før kompetente specialister har udtalt sig. Desuden skal der gennemføres et, måske flere, ressourceforløb med grundige arbejdsprøvninger, før det med sikkerhed kan skønnes, hvor stor en del af arbejdsevnen der er intakt. Først derefter kan der tages beslutning om pensionering/ total skrotning.

Den var blevet langsom, for i dag helt at stå af. Min kære computer.

Jeg har ikke lige 15k til en ny, så jeg håber det kan betale sig at reparere. Den er trods alt kun 6 år.

Men indtil videre bliver det ikke til lange indlæg med billeder herfra. Måske senere?

Der er rigtig mange gode historier at fortælle.

/Jørgen

Valgkamp og tyske tyskerfordomme

Vi cykler rundt i Berlin, mens der er valgkamp. Og det er den 24. tyskerne skal stemme. Skal det være blåt eller rødt? Til højre eller ligeud? Mod AFD eller?

Der har ikke været meget gang i valgkampen, der hvor vi har været, (i de pæne kvarterer ;-)). Men det lader til at de fleste tyskerne foretrækker det kendte og sikre. Selv om mange er uenige med Merkel, er hun garantien for, at de ved, hvad de får.

Avisen Politiken skriver fra den tyske valgkamp. To journaliser cykler rundt og snakker med folk om valget. De snakker bl.a. med en komiker.

Politiken spørger Sven Hieronymus, tysk komiker og andet.:
“Valgkampen er kedelig, uden temperament og humor?”

“Ja, det kan man sige. – på en måde er den meget tysk. Jo ældre man bliver, jo mere elsker man Tyskland. Der findes jo regler for alt her – hvordan du må trække vejret, hvornår du skal puste ud og så videre. Så længe man er ung og søger frihed, er det ikke til at holde ud, men når man bliver ældre, er det en fordel. Så behøver man ikke selv tænke.”

Vi er da ikke de eneste,der har fordomme om tyskere. Og de gamle får også lige en tur.

/Jørgen

 

 

“Morgenmotion aflyst på grund af hagl”

En morgen måtte vi aflyse morgenmotionen på grund af haglvejr. Det er ellers blevet en god rutine at komme op og ud og få de stive ben i gang.

Efter sidste tur i efteråret på 9 uger blev vi noget slappe og fik ondt både i ben og ryg af at sidde mange timer i bilen under kørsel, bruge samme stol som spisestol og arbejdsstol, og ellers ikke foretage sig så meget andet fysisk end at gå mange kilometer. Lidt cykling blev der også.

Det skulle være anderledes denne gang. Så vi har forberedt os grundigt.

‘Birddog’, altså fuglehund, er godt for balance og coremuskulatur. Kan laves på ryggen, og kommer så til at hedde ‘Dead bug’ altså dødt insekt. Den er eminent til mavemuskler.

Vi har 2 måneder inden afgang været i gang med at lære os en ny træningsform, som kan tages med på tur. Både i bilen og i sommerhuset. Det er en slags funktionel træning, som over en lang periode opbygger vores muskelstyrke ved brug af, vægte, elastikker og vores egen kropsvægt. Vi er stadig under om- og opbygning. Ole Stougaard fra Stron4life i Odense har hjulpet os.

Vi har taget vægte, elastikker, motionsmåtte med, så vi kan holde den vundne styrke vedlige. Hver eller hver anden dag knokler vi 20 min – halv time med de øvelser, vi har lært hjemmefra. Og det kan aflæses på, hvordan vi nu klarer en lang køretur. På de lange ture gir vi den også gas på rastepladserne.

Der skulle noget selvovervindelse til for at komme i gang, mens naboen kikker. Men vi har kun fået nysgerrige og seriøst interesserede henvendelser. Så nu kører det.

Den her øvelse hedder Farmerwalk. 15 kg til tømning i højre og 20 kg kettlebell i venstre. Længden af ruten er forskellig fra plads til plads.

Det er sjovt og giver en god fornemmelse i kroppen, så vi kan klare udfordringerne.

/Jørgen

Historisk øjeblik i Sansepolcro

I dag bliv det absolut sidste stykke mad med Hasmarkslagterens røgede svinemørbrad serveret i Sansepolcro, Toscana. Det var det allersidste stykke mørbrad og der kommer ikke mere.

Slagteren i Hasmark lukkede sin forretning pr. 31.12 2016. Han var en institution for mange mennesker i omegnen og sommerhusområdet. Der var endda folk helt fra Odense der kørte de 25 km for at handle. Han leverede det allerbedste svinekød, og mange elskede hans møre bøffer.

Jeg har ikke været ven med slagteren før det var slut. Vi har handlet hos ham i mindst 30 år, og haft et venligt kundeforhold til ham gennem alle årene. Han kendte Schultz Larsen familien i Otterup og kunne være lidt familiær. Han var altid en meget høflig mand og meget tjenstvillig.

I december 2016 var der et skilt i døren hos slagteren: “Vi lukker vores forretning pr. 31.12 2016”. Jeg spurgte,om jeg måtte tage nogle billeder af ham inden det hele var slut, og vi fik en aftale om at komme forbi en mandag, hvor han slagtede. Der var kun en mulighed tilbage inden jul.

Han var næsten færdig med at slagte inden jeg nåede frem ved 8-tiden. Det blev en meget fin snak om hans mange år som slagter. Han var 14, da han startede i sin fars butik og han var 68, da det sluttede. 54 år på samme arbejdsplads. Starter mellem kl.5 og kl.6 hver morgen, også lørdag-søndag. Hvis der var tid kunne det blive til et par timers jagt i nærområdet. Han har været på ferie en gang. Det var ikke noget. (Han taler rigtig fynsk).

Han kender alle mennesker i området, men kun som kunder i butikken. Han har aldrig haft tid til at være med til fødselsdage, konfirmationer og lignende. Så, hvad han skulle få tiden til at gå med nu? Ja, det?

Han blev tænksom og stille af alle mine spørgsmål. Slagteren blev til en ven ved at jeg sagde ‘Goddag til en ukendt’.

/Jørgen