Kategoriarkiv: Goddag til en ukendt

Violetta sælger også til Frans

Nyt tøj til ældre mænd

Jeg er helt klar over, at Assisi er en by præget af religion. Og at der er mange turister, der kommer til byen for at opleve den hellige Frans på nært hold. Og det er selvfølgelig tydeligt i byen, at turisterne betyder rigtig meget, og at det kan og skal udnyttes, når der kommer så mange af dem.
Der er ofte rigtig mange turister, især i weekender og højtider, men der bor stadig mange almindelige mennesker i byen. Derfor kan det lade sig gøre også at fornemme det lokale liv.

På vej rundt ad nogle mindre, men stadig stejle, små gader kom vi forbi en fin butik med flotte kåber til gejstlige. Det så interessant ud, så jeg spurgte den lidt ensomme dame i butikken:

“Bon giorno”

” Hvem sælger du dine kåber til?”
Hun kikkede spørgende med hovedet på skrå.
“Alle”
“Men kan jeg så købe en?”
“Ja, selvfølgelig”
“Skal jeg ikke sige, jeg er præst?” “Du kan sige du er præst, skomager eller astronaut. Jeg er ligeglad”

Så var vi i gang.

Jeg havde en forestilling om, at sådan nogle klæder til kirkens folk ikke bare kunne købes i en almindelig tøjbutik. At det var noget, der forgik i særlige, lukkede kredse. At man i det mindste skulle være medlem af folkekirken for at kunne få fat i sådan en ting. Men sådan er det i hvert fald ikke i Italiens katolske verden.

Jeg blev vist rundt i butikken og så på forskellige kvaliteter. En grøn, en hvid med flotte bånd og stjerner på, og en med en hue til. Der var også nogle blå, som kunne passe med min nye kasket. Jeg vovede at spørge til priser?
“Sådan en som du kunne ønske dig koster 800€, afhængig af, om der skal sættes noget ekstra på”.

Ved siden af var den flotte hvide i et meget enkelt design og noget lækkert sto?? ” Den koster 7.000 €”
Altså omkring 50.000 kr. Men hvem kan finde på at købe sådan en, hvem er kunder i butikken? Jo, de har lige solgt et nyt design til Frans, den rigtige pave. Men ud over gejstlige kan det være samlere, private som gerne vel eje sådan et stykke klædedragt. Men hun blander sig ikke i, hvem der køber. Hun kan selvfølgelig fraråde nogen, som tydeligvis skal til karneval, at finde et andet sted at handle.

Nu havde vi lært hinanden at kende og kunne snakke lidt mere frit i relation til emner, som hendes butik lagde op til. Hun fortalte, at hun var katolik, aktiv kirkegænger, men ikke i de store kirker vi havde besøgt. Hun kom i en lille kirke i nærheden af, hvor hun boede. Det var en ung præst, en Fransciskaner, som menigheden havde valgt. Hun har stadig meget gavn af samtaler med sin præst efter hun for 3 år siden mistede sin mand. Hun er omkring 50 år og har en voksen søn.

Jeg spurgte, hvem af paverne Frans eller den forrige Benedikt (tyskeren) hun foretrak?

Efter vores noget længere samtale om religion og kristendom overraskede hendes svar mig.

“Helt klart Benedikt”
Jeg kommenterede, at han da var meget stram, konservativ og ret intolerant. Jeg troede, at Frans var meget mere liberal? Mere ligesom den gamle Frans af Assisi?

“Netop”, sagde hun. “Pave Frans får den katolske kirke til at se pænere ud, men kirken er i virkeligheden det, som den ærkekonservative Benedikt stod for, og værre endnu. Derfor ku’ jeg bedre li’ den gamle” Pave Frans giver et for lyserødt billede af katolikker.

Hun sagde “Min bror plejer at sige, at hvis Frans af Assisi havde levet i dag, ville han være protestant”

Violetta er glad for sin franciskanske kirke og præst, og hun var også glad for snakken med os. Hun skulle passe sin egen butik, og vi havde en lang tur op ad bakke inden vi nåede hjem til aftensmad.

/Jørgen

Wiebe alene i verden

Vi blev kastet lige i armene på en enlig mand i en grøn varebil.

Det var sidst på eftermiddagen, da vi kørte ind på pladsen ved den lille havn ved Hallarum Strand. En lille skærgårdshavn lidt nord for Karlshamn.

Der var kommet to andre biler på kajen, og nogle personbiler stod parkeret på p-pladsen i land. Den grønne varevogn holdt langs med kajkanten, den anden, større autocamper holdt vinkelret på. Vi gjorde som den grønne.

Inden vi begge nåede ud af bilen, kom den svenske dame fra den store bil og forklarede, at reglerne er: vinkelret på kajen.

Vi prøvede med: der er masser af plads, vi flytter os, hvis der kommer flere, det bliver snart mørkt. Men nej. Vinkelret.

Vi kikkede rundt om bilen og syntes den holdt fint og stødte ind i en krøllet mand fra den grønne varevogn. Han var ved at forlade stedet, fordi han var chokeret over den modtagelse, han havde fået, og følte sig fuldstændig overhørt og rundt på gulvet. Han blev helt opløftet af, at vi var enige med ham i at se lidt fleksibelt på: vinkelret. Han blev natten over.

Den grønne bil var på hollandske plader og manden var hollænder. Vi havde noget sammen. Vi var ikke så vilde med den svenske ‘hamne-polis’ dame Hende kunne vi opfinde historier om, og de blev kun bedre af, at hun i smug tog billeder af os. Vores historier blev sjovere og vildere og vi havde det som om vi var gamle venner.

Vi nød aftensolen og nåede at svømme en tur inden aftensmaden. Der blev sparket dæk og snakket lidt om meget andet end svenske regler. Det var nemt.

Manden fra Holland hed Wiebe. Han rejste alene i sin grønne bil, som var “under construction”. Vi tilbød gode ideer fra vores bil. Han hjalp os med at forstå vores batterier og strømforbrug.

Wiebe fik ret hurtigt brug for at hvile sig. Han lever med ‘kronisk træthedsyndrom’ og var først blevet slået hjem af regel-damen, og så igen blevet glad for at møde os og lege med drillerierne. Hans hjerne havde været på overarbejde, så han kunne ikke tage stilling til, hvad han skulle gøre i morgen: stay or go?

Det skete for 10 år siden. Hvad der skete, hvad det kommer af, ved han ikke. Ingen kunne hjælpe ham med behandling. Han kunne ikke arbejde mere. Han har forsøgt selv at finde forklaringer og hjælp, men uden held. Mens han kun kunne ligge på sofaen, gik han i gang med at læse. Det var nyt for ham. På hans eget sprog fandt han ingen ny viden, så han måtte lære at læse på engelsk og nåede ud i alle mulige afkroge af mere og mindre lødig viden. Og behandlinger uden gavnlige virkninger.

Wiebe er ingeniør. Han arbejdede rigtig meget indtil han blev syg. I 10 år lå han på sofaen og blev ekspert på en masse sundhedsemner i relation til kronisk træthed. Uden at finde forklaringer eller hjælp til helbredelse .

Nu rejser han for at hvile og slappe af, og for at finde ud af, om han kan bo i bilen permanent? Han har mistet sin lejlighed og kan ikke finde noget han har råd til og som duer.

Ud over den historie kunne vi snakke meget længe om alle de andre bekymringer for verden, som vi deler. Det var meget nemt og fornøjeligt, når vi bare holdt passende pauser til at lade batterierne op.

Det har ikke været så nemt at møde mennesker på turen til Sverige, men så sker det alligevel pludseligt ud af den grønne.

/Jørgen og Lene

Der er kommet mange, nye billeder fra turen, som du kan finde her. Der er lidt forklaring til billederne, men ikke de lange historier.

Grækerne i Grækenland

“Min mor er min gudinde” svarede Spanaotis på min historie om, at jeg måske havde mødt hans mor under påskefesten med opsendelse af balloner aftenen før.

Vi havde talt med en ældre kvinde på gaden, som talte meget flot engelsk. Hun var flyttet tilbage til Grækenland fra Australien, hvor hun havde levet det meste af sit liv. Hun var god at snakke med og blive klog af.

Spanaotis var også god til at kommunikere. Han spillede en vigtig rolle på Selema Camping i Leonidio. Han havde en meget frisk og let afkodelig stil, så jeg regnede med at han måske havde studeret i USA? Nej han var født og vokset op i Australien til han var 16. Er du måske ‘the manager’? Ejeren?

Han var interesseret i at høre om kvinden, jeg havde mødt på gaden. Jeg forklarede om hendes sprog, lidt buttede facon, og ikke så høj?

Den lille dame i højre side, der fotograferer med sin telefon, er Spanaotis mor

“You have met my mother. She is my goddess”

Han ejer og driver stedet sammen med familien, og har haft sin mor som støtte og rådgiver. Han kunne ikke finde ord for, hvor meget hans mor betød for ham.

Grækere
Det har vi mødt mange gange. Grækerne er meget familiemennesker. De får meget støtte af familien, bliver oftest boende hjemme til de bliver gift. Familien er nødvendig til børnepasning, og sikring af alderdom. Grækenlands mange små virksomheder er familiejede.

Grækerne går meget ud og hygger sig

Vi har fået et meget positivt indtryk af grækere. De er meget imødekommende, lette at snakke med, hvis de kan nogen af ‘vores’ sprog, og tager ikke tilværelsen så tungt. Selv om der har været meget modgang efter finanskrisen. De er nysgerrige og vil gerne vide noget om os, og spørger gerne lidt ‘tæt på’, og vil selvfølgelig gerne fortælle om deres kultur, som de er stolte af. De har været gavmilde, og ikke smålige, og så tager de ikke regler så nøje, som vi kan finde på. Man skal f. eks. køre med hjelm på motorcykel og man må ikke tale i mobil, når man kører bil. De regler kunne vi ikke regne ud ved at kikke på trafikken.

Far og søn på tur på havnen i Leonidio

Vi kan faktisk ikke huske, at vi har mødt en græker, vi ikke syntes om. Dem kan vi godt li’. Og sådan er det også andre steder vi kommer , når vi tør møde mennesker, som vi ikke kender.

/Jørgen og Lene

Tæt på en tysker

Det regnede småt med mange bygeskyer omkring solnedgang. Det er godt fotovejr, så jeg var ude. Henne ad stranden kom jeg forbi en parkeret camper. Manden gik og ordnede sin markise i regnvejret og trådte rundt i en kæmpe vandpyt. Morfarsjov spurgte jeg på engelsk, om han fangede nogen fisk i pytten?

Han sagde ingenting. Jeg troede han var italiener, så enten kunne han ikke engelsk, men mest sandsynligt forstod han ikke morfar. Jeg gik videre og kikkede på en masse fisk i en kraftigt strømmende å.

Så kom italieneren, som var tysker, og snakkede meget dårligt engelsk om vandet og fiskene. Jeg var frisk, og begyndte at svare tilbage på tysk, som blev samtalesproget. Og jeg har engang været i Dresden, som var hans hjemby.

Tyskeren bor i camperen til venstre.

Jeg ville gerne fortælle om mine oplevelser i det gamle DDR, men jeg var lidt forsigtig med mine holdninger til Stasi. Vi skulle jo ikke blive uvenner fra starten.

Men hans erfaring var at sidde 2 år i fængsel for statsfjendtlig virksomhed. Han havde hjulpet en afhoppet ven tilbage til DDR, og hans forbrydelse var, at han jo så måtte have kendt til vennens flugt uden at indberette til Stasi!

Mens vi snakkede, tog regnen til, og konen viftede med en paraply i vinduet. Vi stod 2 fremmede mænd meget tæt under en paraply og havde en lang samtale på tysk. Det blev mørkt, og manden skulle redde sin markise, og jeg skulle hjem og have tørt tøj på.

/Jørgen

Murphy’s lov på en landevej i Grækenland

“Alt, hvad der kan gå galt, det går galt”

Så slemt var det heller ikke, men derhenad.

Fra en rolig overnatning 15 km syd for Igoumenitsa var vi helt klar til at indtage Grækenland. Nylig rengjort bil, frisk vand, alt skidt udtømt, og en god nats søvn. Vi var kommet fri af italienske dårligdomme som for meget larm, forsinket forår, lidt køligt regnvejr og havde overstået en 9 timers færgetur i selskab med ungarske lastbilchauffører, som ikke var til meget samtale. Klar til at indtage et nyt land.

Målet var at følge den græske i vestkyst mod Italien og slå os ned i nærheden af Lefkada.
Efterhånden blev vejene mere sekundære og hullerne flere. Og større, opdagede vi på den hårde måde. Det gav et pænt brag i bilen ud over at porcelæn og bestik klirrede.

“Det var stort” Men, alt ok, vi kørte videre. Indtil bilen holdt stille og blinkede med katastrofeblinket. Beskeden i displayet var “Car fuel cut off” og “For more info, look in car handbook”

Alt var stille ud over blink, blink. Ingenting virkede, alt var slukket. Car-handbook’en har vi online, og den havde en fejl, så den skrev græske bogstaver.

Heldigvis var vi standset lige før en servicestation. Hvor heldigt? Men den var lukket, og værkstedet bagved var et malerværksted med et par lærlinge.

Maleren himself kom til, og på græsk tænker jeg han sagde, at” det problem kendte han da godt, det skulle han nok ordne”
Det så sådan her ud:

Maleren måtte ringe til flere venner for hjælp

Han havde en ven, der vidste alt om elektriske ting i biler. For det var det der var noget galt med. Der skulle lige findes en rød knap, sagde han. Så ville bilen køre igen.

Vennen, som vi kaldte Cristo, kom og kikkede de samme steder, som maleren og vi selv havde ledt. Han ville gerne hjælpe men måtte også opgive. Vi var lidt nervøse for, om de to venner vidste, hvad de lavede?
Cristo kontaktede en ven med et EXPRESS autohjælp firma, han lovede at komme med sin lastbil og køre os til et værksted, hvor vi kunne holde påsken over!! Panik,panik. Påsken over? Det var onsdag før påske?
Cristo måtte hjem til konen og vi fik nummeret til hans ven fra ‘Express’, hvis han nu blev forsinket ud over den time, han havde lovet.

Vi satte os til at vente i bilen, som stadig blinkede, men med vigende volt på batteriet. Naboen var en fårefarm, så tusind fluer underholdt os, mens vi ledte efter det ene sæt nøgler til bilen. Vi kunne ikke finde dem i motorrummet, under bilen, under sæderne. Vores hjælpere havde jo brugt dem, når de skulle se, hvad displayet skrev.

Cristos afleverer vores bedste nøgler og lærer, hvordan man slår ‘fuel cut of’ til igen

Det måtte være maleren eller Cristo, der havde stukket dem i lommen. Vi havde ikke noget nummer til nogen af dem. Og hvad skulle vi sige til dem, for de var bedst til græsk?

På den lukkede servicestation fik jeg malerens nummer af en mand med lidt engelskkundskaber. Hans ven havde maleren i sin telefonbog. Maleren havde desværre ikke vores nøgler.

Endelig kom Express autohjælp med 2 mand, de tog samme runde i motorrummet og kabinen, som vi andre gjorde et par timer i forvejen. Den ene kikkede i min danske manual og faldt over et billede/tegning med en pil mod højre fordør: der skulle den røde knap findes, altså bare inden for, under handskerummet og bag flere lag paneler. Han svedte, og pludselig stoppede blinklyset og bilen kunne starte igen.

Han ville have 150€ kontant for ulejligheden, og vi ville have en faktura. Det kunne kun ske hos hans chef i Lefkada, 15 km i regnvej og mørke. Efter minibanken mødte jeg chefen, som var hjertelig flink og hjælpsom, og vi fik udvekslet papirer.

Manden på kontoret hos Express var jo Cristos ven. Han gav mig beskeden fra Cristo, at han desværre havde stoppet vores nøgler i lommen, mens han var stresset af konens pres for at komme hjem. Vi mødtes med ham i hans by, Vónitsa og fik sagt tak, inden vi kørte videre på en hellig torsdag.

Nu til parkering for natten, yderligere 15 km i mørke, men uden held med at finde stedet. Det blev fricamping på gaden et sted, som vi ikke kunne finde bedre i turistinformationen.

Lefkadas udkant blev til vores nød-sove-plads

Hvad kan vi så lære af Murphy og hele historien og vores nye venner?

– Kør ekstra langsomt på landet i Grækenland
– Vær forberedt på, at manualen siger, du skal kontakte et autoriseret Peugeot værksted, men først efter påske
– grækerne, vi møder, er meget imødekommende og hjælpsomme
– brug de venner, du hurtigt kan skaffe dig, til at tale i telefon på dine vegne, når du ikke kan sproget. Det er effektivt.

For at referere til en anden amerikaner, Disney: “Alt ender godt til sidst”

/Jørgen

At bo sammen med jordskælv

Lige bag denne plads holdt vi

I 2009, den 6. april, var Leonora 24 år. Hun bliver stadig rørt, når vi spørger til, hvordan det er at bo i en by, som er ramt af jordskælv. Hun passer sit arbejde på informationskontoret i l’Aquila og er mest indstillet på at pege os hen til Duomen. En af de gamle kirker i byen, som er kommet langt med restaureringen. Og mange huse er genopbygget og ser rigtig flotte ud. Men endnu flere steder står bygninger med støttestativer og venter på, det bliver deres tur. Det er 14 år siden jordskælvet ramte og mere end 300 døde og 60.000 af byens 70.000 indbyggere blev hjemløse.

Der arbejdes i alle de kvarterer vi kom forbi, og det ser ikke ud til at blive færdigt lige foreløbigt. Der er stadigvæk mennesker, der bor i midlertidige boliger. Det har kostet massive beløb allerede, men byen løber ikke tør for penge foreløbig. Berlusconi var regeringsleder i 2009 og tog sig betalt for at hjælpe Anders F. Rasmussen til Nato. Måske skubbede det til donationer fra alverdens lande. USA, Putin i Rusland, Kina, Saudi Arabien, Macron og ham fra Canada?, har givet penge til genopbygningen. Obama kom til byen efter jordskælvet for at vise sin støtte.
I Tyrkiet og Syrien har mere end 50.000 mistet livet og mange millioner er hjemløse. Mon Erdogan har andet at handle med end Sveriges Nato-medlemskab? Hvem kan han få til at hjælpe med de næste 15-30 års genopbygning? Eller har vi allerede glemt den historie, der jo ligger langt væk fra vores virkelighed.

I sidste uge var der igen rystelser i l’Aquila. Leonora får blanke øjne og tager sig til maven, når hun fortæller det. Når hun genoplever, hvordan det var at komme gennem en dør i sit hus og ud i de 30 sekunder skælvet varede om natten 6. april 2009.

l’Aquila er bestemt værd at køre efter, selv om det er op ad bakke meget af vejen. Byen ligger 714 m over havet, har ca 72.000 indbyggere og er administrationsby for provinsen l’Aquila og regionen Abruzzo

Lene og Jørgen

/Jørgen

En knækket fjeder

Vridfjederen skulle have haft et ben mere til højre, men det er knækket af.

Vi var kun lige kommet af færgen fra Hirtshals til Langesund og kørt få kilometer gennem norske sving, før køleskabsdøren sprang op. Der skete ikke rigtigt noget? Køleskabet var simpelthen pakket så tæt, at der ikke kunne falde noget ud. Lågen blev lukket igen, og vi kørte videre.

Ikke så langt senere skete det samme? Det var en klap, som selv låser skabslågen, når man skubber den i. Den var bare helt slap. Den blev midlertidigt lappet med noget gaffa.

Men, men! 7 uger med gaffa på køleskabslågen? Værktøjskassen frem. Skrue, skrue og lidt mere. Det var en såkaldt vridfjeder, der havde brækket sit ene ben. Fjederen blev viklet ud, og fik derved det manglende ben. Lågen virkede igen, men hvor længe?

Vi satsede på Roald på Askøy, handyman som han er. Hans bedste råd var at finde en bobilkøleskabsforhandler i Bergen.

Men nej, og heller ikke naboforhandleren.

Vi ledte videre de steder vi kom frem. I byggemarkeder, isenkræmmere, camperforhandlere. Der var negativt resultat, hvad fjederen angår. Men det blev altid åbningen til en god snak om at være nordmand, og om at rejse en lang tur fra Danmark.

På vej gennem Lofoten tog vi en omvej til Ballstad. Den skulle være uinteressant for turister, så det lød interessant.

På vej gennem byen kom vi forbi en butik med noget elektronisk og teknisk udstyr. Ekspedienten havde tålmodighed til at høre om fjederen. Han kikkede lidt rundt på hylderne, men kom beklagende tilbage.

Jens, som han hed, foreslog, at vi skulle prøve hos naboen, Ballstad Slip, et skibsværft.

Jens på vej efter en fjeder

Han tog os med ind på værftet til lagermanden Johan og fremlagde vores problem. De kunne da lave en til os? Men eksperten i fjedre, kom først med fly fra ferie i Grækenland i aften?
Mange tak Johan? Vi må nok klare os uden.

Johan leder efter fjeder i lagerkartoteket

På vej ud kom Jens tilbage. Han havde været en ekstra tur omkring sit lager, og havde fundet en alt for stor vridfjeder. Det bedste han kunne gøre, måske kunne vi selv rette den til?

Jens kunne godt lide danskere. Og vi kan godt lide nordmænd.

Vi er stoppet med at lede efter fjedre. Reparationen allerførste dag har holdt og virker stadig. . Mon ikke den holder til vi er hjemme om en uges tid.

/Jørgen

Hei Erna

Det er ikke ret tit jeg kommer med på billederne. Det er der en naturlig forklaring på. Det er heller ikke særlig tit jeg tager en selfie, altså et billede af mig selv. Endnu sjældnere tager jeg en selfie, hvor Erna er med.

Jeg kunne godt have taget en selfie med mig og Erna. Det var hun helt indstillet på. Det var jeg ikke. Jeg var trods alt lidt genert, og så er jeg ikke så konservativ så det gør noget. Måske skulle jeg have været barberet inden en fotosession med Erna. Erna er trods alt Norges statsminister.

Jeg ankom til Tromsø nærmest samtidig med Erna. Hun ankom med to ret store bodyguards. Jeg havde kun en, lille. Og hun gad ikke det der valghalløj, så hun gik fra mig.

På et hjørne på gågaden stødte jeg ind i et par unge, der delte hindbær ud. En fra Miljøpartiet de Grønne og en fra Rødt. De havde ikke tid til at snakke, men de nåede at fortælle, at Norge skal stemme den 9. september. Der er lokalvalg. Længere henne ad gaden gjorde en flok i blå skjorter (Højre) klar og nogen med røde bannere råbte noget med mere offentlig transport.

Og så kom Erna forbi og hilste på mig.

/Jørgen

Endelig fisk

Thorbjørn Eidam sejlede ind til kaj ved Guristraumen på Vega, lige da vi kørte over broen og kunne se, at det vist var en fisker på vej hjem med fisk.

På vej tilbage fra et besøg på en gammel handelsplads (ligesom dem fra Dinas Bog), var Thorbjørn ved at gå i land, og jeg gik ned forbi hans fiskerhytte og ud på bryggen for at finde ud af, at han hed Thorbjørn.

Jeg spurgte, om han havde fanget fisk. For jeg havde ikke fanget noget endnu! Med min nye fiskestang? Det kendte han godt. De mange fisketurister fangede sjældent noget. Mest fordi, der ikke er så mange fisk som der har været.

Og han havde heller ikke lige fanget friske fisk, men masser af krabber. Han solgte ofte fisk til turister, som var på vej hjem med deres tomme køletasker.

Det var tyske biler, der fyldte foran hytterne med fiskestænger

I en Facebook-debat om kontrol af norske bobiler med overvægt så jeg en kommentar rettet mod fisketuristers eksport af fisk. Måske havde Thorbjørn læst med på den debat, der kører i Norge. Han mente, at det var de mange turistfiskere, der ødelagde fiskeriet.

Vi havde i flere dage ledt efter friskfanget fisk uden held, og var tæt på at falde for en norsk lakseside i COOP. Thorbjørn kunne tilbyde frosne torsk og sej, hvis vi ville tage med ham hjem.

Uden for på fiskehytten hang der en del fiskelugt i luften, og også tørrede fisk. Dem ville han gerne sælge. 100 kr for to stykker knaldhårdt, tørret torsk. “Det skal bare spises med en hammer, og så godt med øl til”, smågriner Thorbjørn på norsk. Det er to stykker af samme torsk. Det skulle smage godt og være meget holdbart.

Thorbjørn med bacalaou og tørfisk bagved

Thorbjørn ville gerne fortælle om at være 1 ud af 5 fiskere på Vega. Det var efterhånden svært at fange fisk, og han havde en periode sejlet med turister. 2000 Nkr for en 4 timers tur. Men han havde svært ved at leve med at de sjældent fangede noget.

Øen har 1300 beboere. 5 er fiskere, 50 arbejder på boreplatform, en stor gruppe var matroser, skibssførere osv.. Ret mange arbejder med landbrug,- kød og mælk. Der er 150 elever i skolen, som har ansat 12-15 lærere. Så er der nogen ved kassen i Spar og Coop, og ham i ‘Fiskeutstyr’, der solgte mig 3 stk. Stingsilda, 28 g, som skulle være gode til hurtig indspinning på det ret lave vand omkring øen. Og så er der nogen flere han ikke kunne gøre rede for. Jo en sød, dansk læge, Tina. Nogen arbejder med turisterne, men ikke mange. De gør ikke så meget ud af det med turister, kan vi også godt mærke. Måske er det derfor de er Unesco-beskyttet område?

Tørfisken hang i en plasticpose i garagen i en time. Der lugter stadig af fisk

Ud over at banke tørfisken med en hammer skal vi i gang med at grille sej og torsk. De frosne fisk kom til optøning i køleskabet, og tørfisken i garagen/bagagerummet. Det sidste var bare en dårlig ide, da vi sover lige oven over!

Efter megen søgen fandt vi et spisested, hvor vi fik en glimrende fiskesuppe og en norsk fadøl. Og det var ikke urimeligt dyrt, som vi havde ventet.

Med sej og torsk i køleren og tørfisk på sidespejlet håber jeg ikke på succes med mine nye Stingsilda 28 g lige foreløbig.

/Jørgen

Changing Future

Man skal flytte sig for at ændre fremtiden. Heri ligger der, at man skal handle. Det duer ikke at blive siddende hjemme og være vred eller bange.

Fra turen til Italien i 2017. Venedig var vi ved at springe over, fordi ‘alle de andre turister’ allerede var ved at jage de lokale ud af byen

Jeg faldt over et billede taget i Venedig i 2017. Maurizio Nannuzzi’s tekst, bøjet i neon, ved indgangen til Guggenheim-museet fik jeg læst og forstået igen. Man skal flytte sig ud af stedet, i tid, i tanker, for at ændre fremtiden.

Jeg har tænkt på det i forhold til at være kommet hjem fra endnu en tur ud i verden, der har ændret min fremtid. Men også i forhold til det kommende folketingsvalg og EU-valget. Det vil være noget rigtigt skidt, hvis de mange bange fra Stram Kurs, DF og Nye Borgerlige kommer til at løbe med dagsordenen. Det er der alt for mange vigtige punkter på dagsordenen til. Vi kan måske ende med et folketing som det engelske parlament, der i en svær Brexittid er fuldstændig ude af stand til at tage beslutninger. Vi har i stedet brug for nogen, der er modige, ikke bange, med viljen til at handle demokratisk. Det kan de enøjede på højrefløjen spænde ben for. Som de gjorde med Brexit.

Når man kommer ud i verden viser det sig hver gang, at der er meget mere af det vi har til fælles med dem vi møder, end det der skiller os. Det skulle man jo ikke tro, når man lytter med på den hjemlige debat med de bange partier.

/Jørgen