‘For mit velbefindende bliver jeg en gang imellem nødt til i en periode at tage tilbage til mit fædreland  for at opleve, at det  vi aftaler bliver til noget, at der er orden på tingene.’

Det var en ekspedient i en af butikkerne med keramik ved Klara-kirken i Asissi på vores sidste rejse, der sagde ovenstående. Hun er gift med en italiensk entreprenør, har to voksne drenge, som snart skal finde arbejde. Og så er hun selv tysk.

Hun er forelsket i italienernes afslappede og festlige indstilling til livet, at det sjældent går efter en snor. Hun bliver træt af, at familien skal bruge en masse tid og penge på at slås med myndigheder, og se på de mange projekter og ideer der sander til. Det er også samme italienske stil der gør, at hun af og til skal hjem til Tyskland og nulstilles.

Hun ramte lige mine forudfattede meninger om tyskere. De får ordnet tingene effektivt, ‘ordnung muss sein’.

Men hvor har jeg det fra? Jeg har faktisk mødt tyskere som ikke passer til den forestilling? Jeg har mødt dem uden for Tyskland. På La Gomera, Mallorca, Kristiansminde. Aldrig på deres hjemmebane. Jeg har kørt igennem landet og kan huske byskilte til Hamburg, Kassel, Frankfurt. Jeg kender ikke stederne.

Nu er jeg startet på en tur som går ind i Tyskland. Ikke igennem.

Der opstår noget modstand, ligesom en slags depression. Jeg skal tage mig sammen. Jeg skal overbevise mig selv med gode argumenter om, at det bliver spændende. Det er negative følelser, der mødes af viden og fornuft.

Hvor kommer de følelser fra?

– 1864 betød, at min bedstefar skulle kæmpe på tysk side i første verdenskrig.

– Min far blev født i grænselandet, som var tysk indtil genforeningen i 1920. Der har altid været meget snak om dansksindede og tysksindede. Og jeg forstod, at jeg er dansksindet.

Tyskere besatte Danmark i 1940, jeg blev født 7 år efter de blev slået hjem. Hele min barndom har jeg hørt historier om de onde tyskere som frihedskæmperne (det var vi alle?) fik sendt hjem. Min store storebrors Kommando-blade havde masser af engelske og amerikanske krigshelte, og tyskere, der sagde ‘Actung’ og ‘Donnerwetter’ før de blev skudt og døde. Krigen og Holocaust har fyldt meget i undervisning, bøger og film gennem min opvækst og sjældent med tyskere i helterollen.

Jeg er glad for sprog. Også for tysk. Det har bare altid føltes lidt underlødigt at tale tysk. Sådan et hårdt kommandosprog med firkantede kasse-regler. Det er for matematikere ikke for mennesker. Jeg fik engang et job med bolig, fordi ingen andre ville undervise i tysk.

I international ledelse og markedsføring lærte jeg om tyskere med jakkesæt og slips, som havde firkantede og ufleksible forestillinger om beslutninger og hierarkier. Modsat danskere, selvfølgelig.

Det er rigtig mange års grundig indoktrinering, der ligger til grund for de følelser jeg nu skal håndtere. Og de forsvinder ikke bare med mere viden og omtanke. Det skal suppleres med mange timers aktivt brug af alle sanser

Hvad med fornuften og grundig viden?

Fornuft og viden har det svært mod så massiv forførelse.  Desværre er virkeligheden flertydig, kompleks og indviklet at have med at gøre. Man kan læse sig til nogle andre billeder. Det er tungt, bøvlet og besværligt. Det nemme er at fastholde en mening ud fra følelserne, -også selv om det ikke holder.

Jeg er på vej ud i verden og på tur ind i mig selv. Hvad er det jeg har bildt mig ind? Og hvad i al verden er det,  jeg ser lige foran mig?

Det har været svært at komme i gang med turen og ikke mindst at fortælle historier herfra. Vi har været undervejs siden torsdag d. 31 august. Tre dage i Schwerin, hovedby i Vorpommern-Mecklenburg. Det her er begyndelsen på begyndelsen.

/Jørgen, Berlin