Kategoriarkiv: Nationale kulturforskelle

Turist i Paris

Dagene efter regnvejret

I Paris ved vi, at vi er turister. Der følger mange ting med den titel. Vi flytter ind på en campingplads, vi kører ikke selv rundt i byen, kaffen indtages på caféer, vi skal forholde os til seværdigheder, vi er to turister blandt rigtig mange, og er ikke selv interessante for dem, vi gæster.

Et godt selfie-sted

Vi havde hjemmefra haft en god snak med de bedste guider vi kunne finde i Odense, som selv havde valgt at holde en længere voksenferie i Paris i en lejet lejlighed i foråret. Deres anbefalinger og Lonely Planet brugte vi til at planlægge, hvor vi ville bevæge os hen. Da vi nu havde fået styr på at færdes med bus og metro var det nemt og sjovt at gennemføre planen.

Paris er en fantastisk by med en lækker stemning. Byen er fyldt op af så meget storladent og imponerende. Det er svært at forstå, hvordan så meget betagende og smukt samles på et sted. Måske er det netop for at imponere. Og så mange berømtheder og vigtige personer og begivenheder.

Desværre bliver det også for meget for os. Vi holder f.eks.ikke ret længe på store museer eller kunstudstillinger. Eller foredrag om en seværdighed. Vi er ikke så nemme at imponere. Vi har det som danskere ikke så godt med hierarkier, men er vant til at være i øjenhøjde, mere lige. Stor ulighed og for meget blærerøv provokerer os. Det bliver for pompøst, for modsætningsfuldt, for langt, for dyrt, for mange, for meget. Men det er godt at blive løftet ud af vores lille, småborgerlige verden og se nogen turde give den gas, godt nok betalt af nogle andre, men alligevel.

Det ser meget hyggeligt ud at naboerne mødes på pladsen til et spil boule i det gode efterårsvejr. Tæt på kunne man se, at alle havde navneskilte på fra et bureau og talte engelsk

Det er sjovt at snakke med folk, som lever de steder, vi besøger. Engang ville/kunne franskmænd ikke tale engelsk, så betingelsen for en snak var, at man kunne deres sprog. Jørgen kunne/ville stadig for 10 år siden have succes , fordi han fik øvet sig. Men nu vil franskmændene også selv tale engelsk, så de hører straks, hvor ubehjælpsom han er og slår over i engelsk. Og det er da ærgerligt, for hvordan skal han så blive bedre?

Det er faktisk ret svært at komme i kontakt med folk i en storby, for man er én turist blandt mange. Det er svært at skille sig ud, at gøre sig interessant for dem, så de får lyst til at snakke. Det er meget nemmere i mindre lokalsamfund.

Det lykkedes dog alligevel. Champs E er lang og med mange ting at kigge på. Det blev både til en kop kaffe og en snak med tjeneren Jean om at arbejde 15 t hver dag for10 €/t for at kunne betale husleje langt uden for centrum. Han kunne også fortælle lidt om nogle af gæsterne fra nabolaget, der kom fra en noget højere indtægtsklasse.

På slentreturen ned ad den store boulevard kom vi forbi Det danske Hus. Fra bagsiden kan man besøge Den Danske Kirke i Paris, her fik vi en snak med en dansk praktikant og en kort rundvisning.

St.Germain kvarteret

Når man går og kikker på de mange kvarterer, hvor folk bor, kunne man godt drømme om at komme på besøg i nogen af dem og møde dem der bor der og høre om deres liv i Paris.

Vi er godt fyldt op af rigtig mange indtryk fra dagene i storbyen. Du skulle tage en tur ind forbi billeder og tekst fra Paris med med et klik her

Vi har forladt Paris og er på vej mod Loire-dalen, Dordogne og Pyrenæerne.

/Jørgen og Lene

Varm søndag i Lugnano in Teverina

Lørdag besøgte vi Amelia, en gammel borgby med meget stejle gader og en Duomo på toppen. Besøget her var en del af planen for weekenden. Det var ok, selv om vi efterhånden har set mange borgbyer.

Udsigt fra borgbyen til den nyere del af Amelia udenfor ringmuren

Caféejeren var frisk og fortalte, at han fik sine kager fra nabobyen Lugnano in Tevere. Jamen, der skulle vi holde i nat.

Noget usædvanligt for en lørdag eftermiddag i en borgby var der meget travlt i to af Amelias damefrisører? Frisørerne vinkede tilbage, når jeg kikkede ind og sagde “Hello, buon giorno”, men ingen af dem inviterede mig indenfor for en forklaring, (eller en klipning).
Derfor måtte vi selv gætte og opfinde en sandsynlig historie, og det bliver tit en ret sjov leg.

Det lignede i hvert fald ikke forberedelse til en begravelse. Nok nærmere en fest. En af damerne var ældre, i nærheden af 80-90. Fødselsdag måske? Der var jo stor aldersspredning på damerne, så barnedåb, katolsk barnedåb måske? Men lørdag eftermiddag? Og rigtig mange damer på en gang? Måske var der tilbud på klipning, føn og farvning. Måske helt gratis elevbehandling? Eller forberedelse til en klippekonkurrence?

Søndage kan være bøvlede, fordi butikker er lukkede, og de lokale sidder hjemme hos familien. Vi skal så helst have et godt sted , hvor der er kønt og vi kan sidde ude, vandre en tur eller sidde på en café og kikke på de andre og finde på historier om dem.

Byen Lugnano in Teverina var udset til at være stedet for den kommende weekend. Vi kunne passende ankomme lørdag eftermiddag og få os placeret på en plads, hvor der efter beskrivelserne skulle være gratis at holde og udsigt til noget grønt. Men vi måtte flytte os til den byens parkeringsplads, i skyggen og udsigt til parken.

Og hurra for den flytning, for næste morgen vågnede vi til en plads, der var ved at blive fyldt op. Og det var damerne fra frisørsalonerne, lignede det! Det kunne altså godt være bryllup eller barnedåb, for de var klar ved 10-tiden.

Vi fik vores kirketøj på, så vi ikke skulle stikke for meget ud i byen en søndag formiddag i kirketiden.

Familier i fint søndagstøj gik til torvet ved kirken, og vi fulgte med. Små grupper stod og snakkede, nogen havde travlt med noget, der foregik inde og ude af kirken. Foran kirkedøren stod en større gruppe meget unge unge. Vi fandt en bænk i baggrunden med udsigt til det hele.

Det var ikke nemt at få hjælp af dem vi delte bænk med. Men vi forstod, at det var katolsk konfirmation, der blev gjort klar til. Familierne mødtes på torvet, kirkeklokken ringede og de fleste forsvandt ind i kirken.

Byen var ret søndagssøvnig, da vi tog en tur rundt. Men tilbage ved et lille torv, sad enkelte og fik en kop kaffe ved en bar, der var ved at åbne. Der var undtagelsesvis åbent fra kl. 12 denne søndag, kunne vi forstå.

Vi fik også kaffe, og efterhånden blev alle borde fyldt op . Der kom ekstra stole frem.

De unge var også klædt pænt på

Jeg forsøgte at få en samtale i gang med de unge piger, men de var ikke meget til engelsk, så de kikkede i deres telefon. Italienere er ikke ret gode til at bruge deres engelskundervisning til noget.

Bartenderen fik meget travlt, men var frisk og gjorde det godt på engelsk

Nu forstod vi, at vi var del af konfirmationsfejringen. Gæsterne i baren ventede på, at konfirmanderne skulle komme ud fra kirken. Og da det blev tid gik vi med, da de gik.

Konfirmanderne blev lykønsket i deres fineste puds og fik gaver

Vi kunne ikke genkende damerne med håret fra Amelia, men vi tror, der var nogen tilstede. Denne søndag var nemlig ‘store konfirmationsdag’ i mange byer i nabolaget, så derfor var der travlt hos frisøren

/Jørgen

Jostein og hvalen

Vi vågnede igen til en flot morgen med fine udsigter. Pladsen egnede sig fint til morgentræning, så ingen undskyldninger var gode nok til at springe over. Vi er på en plads ved Lebesby, på Norkinnhalvøya. Det nogen kalder ‘det rigtige Nordkap’. Kinnaodden er det nordligste punkt på fastlandseuropa. Nordkap ligger på en ø.

Her under skyerne kunne vi senere få øje på en hval

Snakken under morgenmaden handlede bl.a. om vores måde at rejse på, hvad fungerer og hvad fungerer ikke. Er det ved at være for meget med al det natur i Norge ? Begynder vi at opleve, at alle de fantastiske udsigter, scenerier og billeder blandes sammen og vi bliver mætte og forstoppede af for meget flot natur, så det ikke rigtigt udfordrer os. Måske mangler vi noget mere by, nogle flere mennesker, noget mere samtale med andre og refleksion?

Jostein fortæller om at bo langt mod nord

Og så kører Jostein ind på pladsen med den flotte udsigt og den efterhånden lidt trivielle natursceneri og 2 skraldespande. Han skal tømme skraldespandene lige udenfor vores vindue.

Han er mærkeligt ukoncentreret om skraldeposen, som han håndterer uden at kikke på pose, låget på stativet eller de sten der holder låget på plads. Arbejdet går automatisk, mens han kikker ud over havet.

Han kikker ind til os gennem vinduet og siger noget, som jeg går ud for at få fat på. Han vil gerne snakke og opdager, at vi er danske. Og fortsætter så samtalen på et godt engelsk.

Han har kikket efter den hval, der leger rundt i farvandet. Måske er det en finhval. Der er stor hvalaktivitet i øjeblikket, så vi kikker med, og kan se, hvad der sker i vandet.

 

Jostein bor i Kjøllefjord, og arbejder i det statslige private firma Mesta, som laver service langs vejene. Han nyder sit arbejde i dag, fordi det er fint vejr. Den 4. sommerdag heroppe i år. Over 16 gr. Ellers er vejret mest tåget og koldt og blæsende.

Vi har været afsted i 4 uger og har oplevet 2 dage med regn og blæst, ellers har det været til shorts?

Jeg viste Jostein billedet af min fangst fra i går. Det er en sej., siger han. Den er lidt grøn, men når den bliver lidt større bliver den mere hvid og sølv. Den er god at stege, siger han og der er ikke noget problem i at tage den med.

Han foreslog, at jeg skulle stoppe i den næste fjord, hvor der løber en elv ud. Der er masser af laks. Russerlaks eller pukkellaks. Når de er i saltvand har de fint rødt kød, men bliver hvide, når de kommer op i elvens ferske vand. Og det ville være at gøre en god tjeneste at fange nogen af dem, for de skader vildlaksbestsanden.

Tilbage til snakken om for meget natur og for lidt mennesker. Det fik Jostein lige bragt på plads. Det bliver spændende når vi rejser uden vi selv eller turistbureauet eller nogen andre har planlagt det. Vi skal være tålmodige og opmærksomme og undgå panorama, scanne verden udenfor vinduet, eller køre ufokuserede kilometerture.

Det er svært at få hold på. Vi gør noget forkert, og vi gør noget rigtigt. Vi skal tage det roligt og vi bliver bedre.

/Jørgen

Hvad vil vi i Norge?

Hvad vil vi i Norge? Det havde vel været en god ide at vide inden vi planlægger at tage på så lang en tur?

Fotografer klar til Lofoten
Nordmænd er nationalt bevidste og naturligt stolte af deres land og deres flag. Er de også nemme at komme i kontakt med, når man er på deres hjemmebane?

Vi lærte på ture rundt i Europa, at vi ikke uden videre kunne forklare udlændinge, hvad de skulle gøre, når de rejste til Norge. Det er vores naboland, vi har været der mange gange på ski, vores sprog ligner hinanden, men vi ved ikke så meget om landet, som vi gerne ville. Vi kender egentlig ikke Norge så godt som man burde kende sin nabo.

Man kan møde noget meget anderledes og meget flot og vild natur i Norge. Særligt langs kysten. Det er værd at opleve, siger alle dem vi har mødt, som kender Norge. Hvordan ser rener ud i fri natur. Hvor stor er en elg?

I Norge har de Allemansretten. En lovfæstet ret til at færdes i naturen. Man må campere i naturen, når man opfører sig ordentligt, Det er ikke på dyrkede områder og ikke i nærheden af beboelse. Ved kysterne, på fjeldet og i skoven er det ok. Hvilke muligheder giver det, når man kører i en større bil? eller er det mest for dem med rygsæk og telt? Er det mere fremkommeligt end i det øvrige Europa?

Færgen fra Bodø til Moskenæs

Ingen af os har nogensinde været så langt mod nord som Nordnorge. Nord for Polarcirklen. Hvordan er det med den lyse nat? Er der ekstremt koldt og vådt og fyldt med myg? Og hvad med samerne, hvem er de?

Norge er det eneste ikke-EU land ,vi har rejst i indtil videre. Det ville være oplagt at se på, om det føles anderledes at være i et land udenfor EU. Specielt i disse Brexit-tider. Hvilke fordele og ulemper giver det egentlig Norge at være udenfor EU?

Norge er et meget rigt olie-land. Hvad gør det ved nordmændene? Hvad gør det ved landet? Hvordan kan det mærkes, når man er gæst i landet?

Norge har mange indput til dagsordenen for klimakrisen/miljøkrisen: olieproduktion, lakseproduktion, vandkraft, el-biler, bræer, der skrumper, tørke, skovbrande, oversvømmelse. Hvad tænker nordmændene om klima? Hvad gør de ved det?

Norge og fisk hører sammen. Kan man selv fange fisk? Hvad er det med Norges fiskeopdræt? Hvorfor kommer Pamela Andersson til landet og demonstrerer? Er det en rigtig beslutning, at vi er holdt op med at købe norsk laks?

Hygge ved nøste med rejer, krabber, jomfruhummer, friskfanget kammusling, Gl. Dansk ( gør godt om morgenen, efter dagens dont…) gamle venner og levende musik.[/caption]

Og så har vi faktisk også nogle rigtigt søde venner i Norge, som vi har forsømt at holde ordentlig kontakt med. Efterhånden som mere end 25 år er gået, siden vi sidst sås. Hvordan er det egentlig at få kontakt med nordmænd? Hvordan bliver vi mødt som danskere (i en tysk bil)?

Det er nogen af de ting, vi kunne være på udkik efter. Kender du til noget af det interessante vi helt sikkert har overset?

/Jørgen

Tunde and Norbert from Hungary

Lang færgetur slutter med overnatning på havnen i Harwich. Vi vågner til en dejlig dag: 29.marts -ud af EU!

Min computer lades op ved nabobordet. Naboerne syns, at det er ok. De kikker efter den, mens den lader. Vi kommunikerer med engelsk og fagter.

Senere sidder de og kikker på nogle instruktionspapirer. Jeg følger lidt med? Måske jeg kan hjælpe? De har købt noget afskærmning til forlygterne på deres bil, og brugsanvisningen skal hjælpe med at montere afskærmningen rigtigt. Men den er på hollandsk. Nijt versteen! Er det mon noget jeg også skulle have ordnet? Jeg opgiver at hjælpe de unge og migselv.

Men det blev anledningen til at snakke med de to, Tunde og Norbert.

De er på vej til Scotland for at finde arbejde. Den kommende nat skal bruges på landevejen til en adresse, hvor de måske kan få arbejde. Ufaglært arbejde på et hotel.

På vejen fra Ungarn har de forsøgt at finde arbejde i Holland. De kan ikke tale hollandsk, så det gik ikke. Tunde har en uddannelse fra universitetet. Med den har hun arbejdet 7 år med kommunikation og markedsføring i Ungarn.  Men lønnen var dårlig. Ikke til at leve af.

Hun tog med Norbert til USA for at tjene til en lejlighed i hjemlandet.  De arbejdede på et 3 måneders turistvisum i et helt år med at renovere hoteller. Male og rengøre. Da de var færdige, blev de hentet af politiet og kom i fængsel, og deres situation var ret håbløs. Ingen opholdstilladelse, ingen arbejdstilladelse. Men en flybillet hjem havde de, og det hjalp dem til sidst. Arbejdsgiveren så de ikke mere til, og heller ikke de 22.000 $ han skyldte. De var sikre på, at han havde meldt dem til politiet.

Nu håber de på succes i Scotland. De lytter, når jeg fortæller, at Brexit er tæt på, og at det blandt andet er opfundet for at forhindre folk som dem i at slå sig ned i UK.

Tunde vil ikke tilbage til Ungarn. Folk er meget negative og vrede, brokker sig og skælder ud. Det er det Orban lever af. Hun tror ikke det bliver bedre. Hun vil have et bedre liv. Norbert vil hjem, når de har tjent penge. Scotland må ikke slå fejl.

Vil Brexit sende dem hjem igen snart?

/Jørgen

Vittorio fra Madonnina di Serralunga di Crea

Vittorio holdt middagspause med en øl og en smøg. Vi var holdt op med at ryge, så han fik vores askebæger, og så var der kontakt.

Vi var kørt forkert og havnede på en forfærdelig omvej gennem en masse små, forladte og skramlede småbyer. Lige før vi var tilbage på sporet var det kaffetid, og baren var åben i Madonnino.

“Vil I købe kartofler?” spurgte Vittorio.

Når han efter pausen skal videre med sit arbejde, skal han sælge  kartofler. Han har sit eget lille gartneri, 13 ha. Hans far sælger traktorer, New Holland. Vi så butikken på vej ud af byen

Hipsterskægget og hestehalen er ikke hipt. Han kan bare godt lide noget fra Irland. Han kan godt lide bluesmusik,  og nævner en masse kendte og ukendte bluesmusikere. Han spiller selv guitar og bas og mundharmonika.

“Hvis I skal købe grønsager er det ok at handle ved ham der. Men I skal ikke købe hans kød.”

Bananerne ved nabobutikken var de dyreste vi havde mødt i Italien. 2 stk 1 €. Næsten 4 kr stykket!

Vittorio er 21 år og godt tilfreds. Der er dejligt i Italien? siger han spørgende? Vi kan rigtig godt lide Italien. Varmen, bob bob. Men vi kan li’ maden og italienerne. De er nemme at snakke med, især når de kan lidt sprog som Vittorio.

Jo, men hvad med broen i Genova? Og vejene er vi I det hele taget ikke så tilfredse med mange steder i landet. “Pengene forsvinder”, siger han, vender håndfladerne mod himlen og smiler.

Hvad med politik? Grillo og de andre? Hvad sker der i Italien?

Det skal man ikke gøre sig klog på. Så griner han, drikke sin øl . Han giver hånd og siger god rejse før han starter sin truck, mens han peger på nabobutikken og ryster på hovedet.

Vi betalte 20 kr for to cappucino og en croissant, inden vi gik ind til naboen og købte 2 bananer. De holdt kun til Lago Maggiore, som vi hurtigt forlod fra igen.

/Jørgen

TV-avisen. Nyheder på spansk

TV-avisen må vi undvære på turen. Men forleden spiste vi på den lokale restaurant i Zahora, lige ved campingpladsen. Og der var nyhederne en del af menuen.

Det kan da godt forstyrre måltidet, at fjernsynet kører hele tiden, men det er praktisk at kunne blive opdateret samtidig med, at der serveres gambas pil pil!

Selv om der ikke var spansk lyd på, var det nemt at forstå, hvad der blev serveret på fladskærmen. For konceptet er kendt hjemmefra. Værterne ligner de danske. Bortset fra lidt mere spartling på de smukke, slanke kvindelige. Og billederne er retoucheret på en anden måde? Andre farver, andre filtre.

Der var partikongresser både for PP, Partido Popular og PS, socialistpartiet med rapporter og interviews, ligesom hjemme med LA og SF med live-rapporter udenfor mødestederne, klip fra talerne.

Så var der nyt fra udlandet: afværget attentat ved Berlin Maraton, noget fra Brexit-forhandlinger og Spaniens fremtidige forhold til Gibraltar. Og Puigemont var blevet løsladt i Tyskland. Det skal vi høre mere om, når vi igen kommer til Girona på hjemturen.

De kongelige, Philipe med kone og børn, havde været på besøg på hospitalet, hvor den abdicerede kong Juan Carlos havde klaret en knæoperation og havde det godt. Fint.

Sporten: Ferrer sikrede spansk  finaledeltagelse i Davis Cup. Det var de eget stolte af.

Og vejrpigen kunne pege på nogle flotte vejrkort med skyformationer over Europa, som ville sende regn ind over vores forårseventyr i Sydspanien og ganske varm luft fra syd op til frysende danskere.

Det kunne have været TV-avisen, hvis det ikke lige havde være på spansk.

Lige efter nyhederne kom den spanske Bengt Burg på skærmen med sit ordgætteprogram, Lykkehjulet hed det vist? Det var også en meget ung, høj, meget tynd og meget højhælet pige, der vendte bogstaver, selv om de blev tændt elektronisk på tavlen. Hun hed vist Kategorina ? Er det mon stadig en del af public-service tv  i Danmark? Eller bliver det en del at de sparede 25% fremover?

/Jørgen

To små kinesere i Berlin

På indersiden af muren ved Eastside Gallery fik jeg øje på nogle mere “uofficielle” tegninger. Billedet af Karl Marx og især teksten fangede min opmærksomhed:

Karl Marx siger:
“Ordet socialisme blev brugt af totalitære systemer til at snyde folk” (Min oversætttelse)

Det var der to små kinesere, der også havde set, så der blev taget selfies med gamle Karl.
Jeg syntes, det kunne være sjovt at høre, hvad kinesere tænkte om den tekst?, og jeg var heldig, at den ene kunne og ville tale engelsk.

Det blev en rigtig sjov snak om Kina, Europa, politik Marx og foto. Historien bag deres besøg var også ret sjov. Jeg talte med Major, som kunne engelsk, og Marco fik samtalen oversat og var med på kinesisk.

De arbejder begge med fotografering, Og så er de Leica-nørder. Et Leica kamera er meget fint og meget dyrt at købe i Europa, og endnu dyrere i Kina. Deres kamera skulle repareres, men reparationen ville være sindssyg dyr og af dårlig kvalitet i Kina. Så de to valgte at købe en flybillet til Frankfurt am Main og tage til Leicas fabrik i Wetzlar for at få det ordnet. De udgifter de sparede i Kina betalte det meste af rejsen til Tyskland.

Major, som jeg talte med, kunne huske, da Berlinmuren faldt. De er begge 40 år gamle. Han syntes godt om bemærkningen på tegningen. Marx er stadig obligatorisk historiefortælling i Kina, men de er vist ikke mere så socialistiske så det gør noget. “I børnenes skolebøger er der et billede af Marx på omslaget, og det er så det”, fortæller han”

De kommer fra Shanghai og opfordrede mig til at besøge byen. “Den  minder om Berlin”. De vidste godt, hvad Danmark er for et land. Dog uden at uddybe det nærmere.

Major og hamselv. Marko har taget billedet.

/Jørgen

Det er gået ad Pommern til de sidste dage

Er det en tysker? Nej det er nogle træer der står på rækker i en park i Schwerin

‘For mit velbefindende bliver jeg en gang imellem nødt til i en periode at tage tilbage til mit fædreland  for at opleve, at det  vi aftaler bliver til noget, at der er orden på tingene.’

Det var en ekspedient i en af butikkerne med keramik ved Klara-kirken i Asissi på vores sidste rejse, der sagde ovenstående. Hun er gift med en italiensk entreprenør, har to voksne drenge, som snart skal finde arbejde. Og så er hun selv tysk.

Hun er forelsket i italienernes afslappede og festlige indstilling til livet, at det sjældent går efter en snor. Hun bliver træt af, at familien skal bruge en masse tid og penge på at slås med myndigheder, og se på de mange projekter og ideer der sander til. Det er også samme italienske stil der gør, at hun af og til skal hjem til Tyskland og nulstilles.

Hun ramte lige mine forudfattede meninger om tyskere. De får ordnet tingene effektivt, ‘ordnung muss sein’.

Men hvor har jeg det fra? Jeg har faktisk mødt tyskere som ikke passer til den forestilling? Jeg har mødt dem uden for Tyskland. På La Gomera, Mallorca, Kristiansminde. Aldrig på deres hjemmebane. Jeg har kørt igennem landet og kan huske byskilte til Hamburg, Kassel, Frankfurt. Jeg kender ikke stederne.

Nu er jeg startet på en tur som går ind i Tyskland. Ikke igennem.

Der opstår noget modstand, ligesom en slags depression. Jeg skal tage mig sammen. Jeg skal overbevise mig selv med gode argumenter om, at det bliver spændende. Det er negative følelser, der mødes af viden og fornuft.

Hvor kommer de følelser fra?

– 1864 betød, at min bedstefar skulle kæmpe på tysk side i første verdenskrig.

– Min far blev født i grænselandet, som var tysk indtil genforeningen i 1920. Der har altid været meget snak om dansksindede og tysksindede. Og jeg forstod, at jeg er dansksindet.

Tyskere besatte Danmark i 1940, jeg blev født 7 år efter de blev slået hjem. Hele min barndom har jeg hørt historier om de onde tyskere som frihedskæmperne (det var vi alle?) fik sendt hjem. Min store storebrors Kommando-blade havde masser af engelske og amerikanske krigshelte, og tyskere, der sagde ‘Actung’ og ‘Donnerwetter’ før de blev skudt og døde. Krigen og Holocaust har fyldt meget i undervisning, bøger og film gennem min opvækst og sjældent med tyskere i helterollen.

Jeg er glad for sprog. Også for tysk. Det har bare altid føltes lidt underlødigt at tale tysk. Sådan et hårdt kommandosprog med firkantede kasse-regler. Det er for matematikere ikke for mennesker. Jeg fik engang et job med bolig, fordi ingen andre ville undervise i tysk.

I international ledelse og markedsføring lærte jeg om tyskere med jakkesæt og slips, som havde firkantede og ufleksible forestillinger om beslutninger og hierarkier. Modsat danskere, selvfølgelig.

Det er rigtig mange års grundig indoktrinering, der ligger til grund for de følelser jeg nu skal håndtere. Og de forsvinder ikke bare med mere viden og omtanke. Det skal suppleres med mange timers aktivt brug af alle sanser

Hvad med fornuften og grundig viden?

Fornuft og viden har det svært mod så massiv forførelse.  Desværre er virkeligheden flertydig, kompleks og indviklet at have med at gøre. Man kan læse sig til nogle andre billeder. Det er tungt, bøvlet og besværligt. Det nemme er at fastholde en mening ud fra følelserne, -også selv om det ikke holder.

Jeg er på vej ud i verden og på tur ind i mig selv. Hvad er det jeg har bildt mig ind? Og hvad i al verden er det,  jeg ser lige foran mig?

Det har været svært at komme i gang med turen og ikke mindst at fortælle historier herfra. Vi har været undervejs siden torsdag d. 31 august. Tre dage i Schwerin, hovedby i Vorpommern-Mecklenburg. Det her er begyndelsen på begyndelsen.

/Jørgen, Berlin

Immigranter på badeferie i Cesenatico

På flere tidspunkter undervejs, når vi skulle tage stilling til, hvor vi ville køre hen, snakkede vi om, at ‘vi skal dyppe tæerne i Adriaterhavet’. Da planen om Venedig var på plads, kom chancen for at slå sig ned ved havet undervejs. Vi skulle på badeferie et par dage.

Vi sprang over Rimini. Der var noget i det navn, der sagde charterferie og alt for stor by. Vi styrede i stedet efter Ravenna lidt længere mod nord, og stadig ved Adriaterhavet. Kom lidt tilfældigt forbi badebyen Cesenatico. Helt ud til kysten. Masser af hoteller, ferielejligheder, barer og bling bling.

Da vi ville parkere tæt på stranden og ledte efter et parkometer der virkede, fortalte en fyr fra en cafe, at vi kunne spare vores penge, for stranden åbnede først 5. maj, og indtil da kunne vi bare parkere.

Stranden var ved at blive revet og renset for plastik-skrammel. Parasol-stole og borde blev malet og linet op. Men lige nu var der ikke noget at komme efter. Farvel badeferie.

Omkring pladsen, hvor vi parkerede cirkulerede unge afrikanere på gamle cykler, og der sad en gruppe på en bænk i nærheden. Måske kunne jeg sige goddag til en ukendt og blive lidt klogere på Italien og afrikansk indvandring.

Der sad 5 unge fyre på bænken, og dem fik jeg en god snak med. De kunne lidt engelsk, så de kunne forstå, hvad jeg spurgte om, og et par af dem kunne forklare svarene.

Det var Bamba (19) fra Gambia, Mohammed (20) Ghana, og Samuel (23) fra Gambia, der var mest åbne. De 2 sidste var ret sky og gemte sig. Ville ikke fotograferes. Den mest talende og imødekommende fik jeg ikke navnet på. Han gik, inden jeg fik spurgt for at tage imod et arbejde, som en ‘ frivillig’ havde skaffet ham.

Får de arbejde er det fysisk hårdt og dårligt betalt. Jeg har snakket med unge italienere som må arbejde for 4,20€ i timen. De her drenge ville være henrykte for 2€.

De er alle kommet med båd over fra Libyen. De kommer for at finde en bedre tilværelse end den, de kan se frem til i hjemlandet. Flere var i gang med uddannelse hjemme, men havde ikke penge til at gøre den færdig. De vil gerne have uddannelse. De er klar over, at de er i fare for afstraffelse, hvis de vender hjem igen.

De bor på hotellet lige overfor, hvor vi snakkede. Den italienske stat betaler mad og ophold og meget lidt lommepenge, mens de venter på at få deres ‘documents’, papirer. Når de har fået dem, sandsynligvis et afslag på ophold,  skal de tage hjem. De bliver sendt på gaden, og må forsøge at finde et arbejde. Lyder ret håbløst.

Når jeg spørger, hvad de tænker om deres situation, ønsker de bare at finde et arbejde, tjene nogle penge, leve et godt liv i Europa. De håber og ser bort fra håbløsheden. Eller sammenligner håbløsheden her og hjemme og vælger den mindste?

Det er meget vanskeligt at sætte sig ind i, hvad de tænker på så kort en snak. Men deres historier ligner fuldstændig dem som Thomas Ubbesen har fortalt meget bedre.  Og de kan have fyldt mig med løgn. Jeg blev ikke klogere.

Og hvad er så løsningen ved at smide dem ud af deres ‘hotel’ og lade dem sove på stationen og tigge eller stjæle? Der skal måske lige gå 100 år og et voldsomt opgør med magteliten i Afrika før de kan regne med noget bedre hjemme hvor de kommer fra.

Vi måtte indstille os på, at det ikke blev denne sommer vi kom på badeferie ved Rimini-kysten. Vi var for tidligt ude. Måske er det slet ikke noget for os. Vi har jo vores problemer at slås med.

/Jørgen