Kategoriarkiv: P-plads med overnatning

Balkan, P-plads med overnatning

Tyskland og Italien på langs

7 kommentarer

24. 3.Start fra Degnedyden

Der er langt ned gennem Tyskland og Italien. Indtil videre har vi kørt 2.747 km og holder nu weekend på en dejlig plads i udkanten af Napoli.

Den første del af turen er vi styret af en deadline, for vi har købt billet til færgen fra Brindisi til Igoumenitsa i Grækenland til tirsdag d. 4. 4. kl. 13. Vi skulle finde gode kompromiser mellem at køre langt, se og opleve noget og nå færgen til afgangtiden.
I planlægningen var vi mere optimistiske end vi kunne leve op til og blev godt trætte efter mange dage med kørsel hver dag til nye steder. Derfor er vi her stadig på pladsen i Napoli. Det er forår, solen skinner og termometret viser over 20 grader.
Vi tog afsted fra sommerhuset for en uge siden.

24.3. Degnegyden til Horster Mühle

Vi skulle egentlig ha` spist på kroen for at overnatte, men vi tog hjemmemenuen

Det er en ny oplevelse at kunne dele opgaven med at køre bilen. Lene er helt tryg ved en mindre bil, med manuelt gear og 1 m kortere. Og der er ikke nogen problemer at manøvrere i trafikken på de tyske motorveje. De større byer vil hun endnu helst være fri for.

Horster Mühle var der vi sov og hurtigt kørte videre fra. Vi sprang over wienerschnitzlerne. Måske en anden gang.

25. 3. Horster Mühle til Völkerhausen

Efter meget besvær med at finde den rigtige Eißenhäuserweg nåede vi frem til Johannes og Anja og deres gæster

26. 3. Völkershausen til Gottard, Stellplads ‘Plan der Reuss‘

På vej op til Gottardpasset fandt vi ud af, hvad de stiplede, røde streger på Google Maps betyder: vejene er lukkede. Heldigvis er der en 16 km tunnel gennem bjerget. Men vi tog en overnatning på stellpladsen lidt nedenfor tunnellen. Det var grimt regnvej og vi havde kørt langt allerede.

Alba står på ønskelisten til et genbesøg, og det ville ikke være nogen stor omvej på vejen sydover. Byen var lige så hyggelig, som vi huskede den. En dejlig italiensk frokost, en god kop kaffe til provinspris 1.30€ og en kage og en snusetur rundt i centrum i det gode forårsvejr var, hvad det blev til.
Vi fandt en plads at overnatte på landet med udsigt over dalen og en sjov bar i den lille landsby Mombarcaro.

27.3 Gottard til Alba og  Mombarcaro

En lille by, Mombarcaro nær Alba, havde indrettet en fin plads med udsigt over dalen mod de franske Alper. Byen var “under afvikling”, men kæmpede imod ved bl. a. at indrette oplevelser for turister, cykel-og vandreture, overnatningsmuligheder og gøre noget for biodiversiteten. De få ældre mennesker, der stadig boede i byen mødtes ved den lille bar/butik/posthus/checkpoint for vandrere. Der blev snakket italiensk og røget en masse smøger.

28.3. Mombarcaro til Lucca

Lucca er en meget smuk og imødekommende by, som vi besøgte i 2018. Vi kunne bo på en stor parkeringsplads lige udenfor Porta Santa Maria

Lucca er en favoritby i Toscana. Den er stor nok til at have mange ting at byde på, men på denne årstid er der ikke mange turister, og det er behagelige temperaturer. Vi kunne bo lige udenfor bymuren, så vi kunne gå ind til den gamle by. Jeg kunne godt savne min cykel til tidlig morgentur rundt på ringmuren

29.3. Lucca til l’Aquilia

Lige bag denne plads holdt vi for natten. Med udsigt over dalen ved l’Aquilla. Den by, der blev værst ramt af jordskælvet i 2009, og som stadig er under genopbygning

l’Aquila ligger i et uroligt område af Italien, og blev i 2009 ramt af jordskælv. Den er stadig langtfra genetableret. Der bygges overalt i byen, og det bliver gjort rigtig flot. Der mangler ikke penge til arbejdet, da hele verden donerede til projektet. 60.000 af 70.000 indbyggere blev hjemløse. 300 dræbte og 1500 sårede

30. 3. – 2.4 l’Aquila til Napoli, Castagnaro Parking

Her blev vi hængende i 4 dage i det gode vejr, med besøg inde i Napoli centrum og fødselsdag med det hele- helt lokalt

I Napoli blev det først rigtigt lun luft og stellpladsen i Pózzuoli, Napoli, Castagnaro Parking er et hyggeligt og afslappende sted, og vi blev hele 4 overnatninger. Bad, rengøring, hvile og tid på kontoret var velegnede aktiviteter i det tidlige, italienske forår.

Jørgen og Lene

/Jørgen

P-plads med overnatning, Rejse-klogskab, Turplaner

Efterårsmorgen i Luleå

5 kommentarer
Udsigten fra morgenbordet til Georg Stage i Luleå.

Eleverne på Georg Stage er tidligt i gang med dagens program. De skal nå at bestå en lille søfartsprøve inden de forlader Luleå. Det fortalte de på rundvisningen på skibet i aftes. Det var rigtigt sjovt at snakke med de unge. Stemningen var sådan lidt efterskoleagtig.

Vi vinkede til Georg Stage første gang, da den forlod Bergen d. 24. juli sammen med Tall Ship Race feltet. 60 unge og 10 sømænd sejler videre til Finland for snart at slutte togtet i København. Så har de fået en oplevelse for livet og lært at sejle.

Vi har også fået oplevelser. Faktisk så mange, at jeg har svært ved at vælge, hvad jeg skal få tid til at fortælle om. Det er altså ikke fordi vi ikke oplever noget, at der er lidt “radiotavshed” for tiden.

Der står nogle små kommentarer til billederne, som jeg viser på siden Bopladser og i højre kolonne på forsiden. De giver mulighed for at følge vores færden lidt mere kontinuerligt.

Efter 6 uger på togt i Norge er vi også på vej hjemad. Færgen i Varberg venter os om en uge. Der er 1.300 km at køre, så vi har stadig god tid til at kikke os omkring på vejen gennem Sverige

I Luleå Sødre Hamn ligger der en flåde af isbrydere, som om ikke så længe skal holde den Botniske sejlbar. De danske isbrydere er vist mere eller mindre skrottet. Sker det samme måske i Luleå?

‘1. september er første dag i kalenderens efterår. Det er også lidt efterår i Luleå. Vi ankom i går i lunt sommervejr. Der var masser af folk på gaden, der nød det gode vejr. Men til morgen er det lidt køligt, tåget og blæsende.Det er fint kørevejr, så vi planlægger at køre til Umeå’s omegn, hvor vi kan finde en god plads.,

/Jørgen

 

Fotografi, P-plads med overnatning, Turist-spots

Weekendophold på Nordkap

Skriv en kommentar

Det var helt fint, for vi trængte til at tage en slapper et par dage. Og hvad kunne være mere romantisk end en weekend på toppen af Europa? Med muligheder for enestående oplevelser? Og tid til at få snakket læst og skrevet lidt uden at skulle skynde sig.

For Nordkap er en turistattraktion, som man betaler indgangsbillet til. 570 Nkr. Men så kan man også tage alle de selfies og fantastiske solnedgange med hjem, som man har lyst til. i. Og det giver adgang til café og restaurant, toiletter og et informationscenter med nogle meget fine og flotte udstillinger og film om Nordkaps historie og fremtræden gennem alle årstider. I souvenirbutikken kan købe mange norske kvalitetsprodukter, ud over trolde, rener og små afstøbninger af globen . Hvis man køber for mere end 350 Nkr. kan man endda få et taxfree-kort. Samlet set er det en meget rimelig pris. Især, når det blev til to flotte dage med fantastisk vejr og vejrskifter.

I forhold til at sove en enkelt nat på en parkeringsplads i Tromsø for 475 Nkr., er der på Nordkap virkelig værdi for pengene.

Den sidste nat fik vi en ordentlig rusketur, så bilen gyngede i den kolde og kraftige regn og blæst. To dage var fin tid til at få en grundig fornemmelse af Nordkap og livet helt ude ved kanten oppe nordpå. Det passede fint med planerne om at liste videre over mod den russiske grænse og finde nye (fiske)-eventyr.

Parkering på Nordkap
Brexit, Goddag til en ukendt, P-plads med overnatning

Kan man klage over at have det for godt

1 kommentar

Det er ikke fordi vi ikke oplever noget, at der er lidt længe mellem indlæggene.

Tvært imod bliver vi hver eneste dag forbavsede over, hvordan dagen tager en drejning og åbenbarer nogle fine oplevelser og nye overraskelser.

Cottage garden i East Lambrook, Sommerset

I dag skulle vi finde en have som Lene havde læst om, og ville se. Og købe blomster med hjem! Og så skulle vi bo ved en kro i nærheden. Det sidste var ikke lige så let.

Vi fandt haven i en lille landsby i Sommerset, East Lambrook Manor Gardens. Forinden havde vi kørt gennem noget enestående terræn langs Bristol Kanal kysten. 25% stigninger op og ned. Bilen klarede det fint med fuld last. Man skal bare ikke stoppe undervejs på vej op.

Der var gode historier i den have. Og kaffe.

Margery Fish blev berømt for sin måde at dyrke Cottage Gardens. Hun havde købt et stort hus med have for at flytte væk fra London, da der blev for meget 2. verdenskrig. Hun vidste ikke noget om haver, men lærte sig det, skrev bøger og blev berømt.

På en 65-billet kom vi ind til herlighederne. Kun lige inden for døren løb jeg ind i Mark. Han er havens eneste rigtige gartner nu. Vi fik en god snak bl. a. om at gøde jorden og ikke planterne. Imens kom en besked på min telefon: “Kender du den?” blev der spurgt, med et billede af en grøn plante, der kunne ligne en rosmarin, som det så ikke var. Jeg ved ikke noget om blomster, men det gør Mark, min nye blomsterven. Artemisia Absentia? eller måske nærmere artemisia arbetanum? eller vulgaris. Mark var ikke helt sikker, da billedet var lidt uskarpt.

Godt med ekspertviden ved hånden. På dansk er det bynke eller malurt. Opklaringen blev sendt retur til den nyslåede haveejer i DK.

Mark, en rigtig engelsk gartnet

Lene købte stort ind hos Elly, den unge medhjælper i havebutikken, som godt ville snakke Brexit. Vi parkerede på en stor, næsten tom P-plads i den lille landsby, så efter at have etableret god kontakt til Elly var det da nærliggende at spørge, om vi måske kunne parkere for natten?

Ja, mon ikke. Hun ville spørge ejeren. Mike var lige gået forbi.

Mike på sin parkeringsplads. Sød, spændende fyr. 69

Og så kom Mike Werkmeister og ville snakke. Danmark, Norge Sverige i 70’erne i en gammel VW-rugbrød. Han havde været gennem DDR og Rusland. Det har vi da også, næsten. Senere kunne han fortælle om, hvordan han som grafisk designer for 11 år siden ( 2008, krise, billig billig) var blevet ejer af en verdensberømt have, som han nu med alt for meget arbejde driver videre.

Vi måtte gerne bo på hans parkeringsplads, bare lidt nede i hjørnet. En tur på kro lige ved siden af og en lille øl og evaluering af dagen i den blå time inden godnattid. Pyha.

Rose and Crown, pub, kro, restaurant. Dog ingen musik denne aften. Men en nydelig forårsaften med det blå.

I forgårs besøgte vi de to vi mødte i Oxford, i morgen skal vi besøge George og Bridget i Bristol. Han spillede på en pub vi besøgte. De rejser til Nordnorge til sommer, og kommer til Odense på vejen hjem.

Der er hele tiden masser af spændende oplevelser. Kan det blive for meget? Skal vi køre hjem? 😉

/Jørgen

Kunst, P-plads med overnatning, Rejsebilen

En dag på stranden

2 kommentarer
Blå himmel og hav fra morgenstunden

I dag har det været rigtig dejligt vejr fra morgenstunden. Vi stod tidligt op, fordi solen skinnede gennem vinduet fra en skyfri himmel. Udsigten er mod syd til en sandstrand med masser af bølger. Selv om det er vindstille, er bølgerne store. Lige noget for surfere.

Vi fandt frem til Praa Sands Beach i går. Meget sidst på dagen. Vi havde kørt rundt i det sydvestligste Cornwall i kulde, regn og blæst. Regnen var startet om natten og varede hele dagen i går. Men vi tog turen som turister og besøgte Tate kunstmuseum i St. Ives, derfra til Lands End. Begge steder blev vi grundigt gennemblødt i 8° og kuling.

St Ives. En kunstnerby med et meget dejligt Tate-museum med masser af engelsk kunst. Ikke mindst Barbara Hepworth’s skulpturer

Og begge steder fik vi nogle rigtig gode oplevelser. Det havde været nemmere at blive siddende inde i det ubehagelige vejr. Men vi vidste, at tøjet kunne blive tørt og vi kunne komme ind og spise god mad i en varm og hyggelig bil. Så pyt med kolde næser og våde bukser.

Lands End i regn, kuling og kulde. Det passede faktisk meget godt til at være ved verdens ende.

I dag har været helt modsat i går. Sol og lunt vejr. Hele dagen er gået med ture langs stranden, snak med surfere og nogen af alle hundefolkene. Om hunde. Og lidt om Brexit. Hundene bekymrer sig ikke om Brexit. Men englænderne tager sig af deres hunde. Jeg plejer hurtigt at kunne få nok af hunde. Her er der hunde overalt. Restauranter og caféer inviterer hundene indenfor. Bilerne rummer to forældre, 3-4 børn og 1-3 hunde. Det er som om alle har hund.

Morgentur langs Praa Sands Beach med hundemand

Og der er faktisk ikke så meget ballade med de hunde. Der er sjældent nogen, der gør eller gør. Næsten ingen hundelort på gaden. Ingen hundeslagsmål. Er englænderne bedre til at holde hund? Er hundene bedre til at omgås hinanden, fordi de er så mange og fordi de får lov uden snor? Eller er jeg ved at blive hundetolerant? Eller bare så gammel, at hundespørgsmålet er kommet på en anden dagsorden?

Hundene er ret fredelige. Man skal ikke være bange.

Historien fra i dag er fra i dag. Sidste historie fra Oxford er fra den 29. marts. Det er 20 dage. Der ligger rigtig mange oplevelser på en lang tur rundt i Wales og venter på at blive fortalt. I dag har jeg lige behov for at komme i nutid. De andre historier kommer.

/Jørgen

P-plads med overnatning, Rejse-klogskab, Turist-spots, Turplaner, Vinland

På vej hjem

4 kommentarer

Jeg har fået lange bukser og en varm trøje på. Det er første gang siden begyndelsen af maj. Men nu er  den varme sommer slut for denne gang i Odense. Jeg skuttede mig og småfrøs. Men da jeg kikkede på termometret i stuen, sagde det 24,1°?

Bilen syner ikke af meget på denne parkeringsplads. Der var rigtig mange steder ved de små veje rundt i passet hvor man kunne parkere med fantastiske udsigter

Fra 2091 m.o.h i  Sant Gottard-passet trillede vi en fantastisk flot tur  ned af bjerget og gennem et fantastisk schweizisk landskab til de tyske motorveje.

I den lille by Mango nær Alba i Piemonte var vi  en slags gæster på vingården La Trava. Her dyrker de vin, som kommer fra Piemonte og som smager fortrinligt. Men det er ikke vin i de prisklasser man finder lige omkring landsbyen Barolo. Det er lidt længere ude på landet. Vingården har indrettet en gårdsplads med en meget fin udsigt over landskabet som parkeringsplads for de turister, der kan bo i deres biler uden andre behov end tryghed, vand og mulighed for at komme af med beskidt vand.

Udsigt fra Trava, Mango, Alba, Piemonte. Helt i baggrunden er det Alperne med sne på man kan se.

Og hvis der kunne spores behov for både rød, hvid og mousserende vin på den korte og den lange bane stillede vinbonden sig villigt til rådighed med råd og smagsprøver og levering lige til bagagerummet.

la Trava, Mango, Alba, Piemonte

Det blev til tre hyggelige dage i området, hvor cyklen også kunne bruges. Det ligner ikke noget særligt, men det bliver alligevel hurtigt til mange flere højdemeter på en kort tur, end Fyn kan byde på. Vore tyske naboer havde MTB cykler, og kunne klare sig noget bedre på vejene og de stejleste stigninger end vi kunne med racercykler.  “Har man først fået en cykel med affjedring  kører man ikke på andet!” sagde die deutche Hausfrau und Mutti, som jeg desværre har glemt navnet på. Det var hende, der var cykelnørden, og Vati havde spenderet 5000€ til konens cykel.

Måske? Jeg tænker: Kunne der mon være et endnu ikke dækket behov, der trænger sig på herhjemme?

Kontakt til fjerne egne.

Tyskerne var på vej hjem, men valgte alligevel at blive en ekstra dag på La Trava, og så give den lidt ekstra gas på lidt færre køredage.  Vi havde stadig god tid, og der var flere gange indkaldt til planlægningsmøde, hvor returruten var på dagsordenen. Vi havde hørt, at søerne nord for Milano skulle være et besøg værd, Lago Maggiore, Como-søen. Men Gardasøen ville nok være for turistbelastet til, at det ville være noget for os. Der ville faktisk også være tid nok til at køre omkring Alsace?  Nej, vi var på vej hjem.

Kjoler i Alba.

Vi startede med nabobyen Alba. Dejlig by, som ikke er for stor og uden de store seværdigheder,  så hovedparten af folk på gaden er lokale.

Venter på vin hos Oliveras, Asti, Piemonte. Vinsmagning kl. 10 inden afgang? Kan man det uden at sætte sikkerheden over styr? Det gik fint. Der skulle smånippes og spyttes.

På vej nordpå tog vi en overnatning på vingården Olivetti, Ponzano Monferrato, Piemonte, og købte kun ganske få flasker til det fyldte vindepot. Nu var vi på vej ud af Piemonte og på vej ud over Po-sletten med masser af Rissotto rismarker.

Da det igen gik opad i de italienske Alper, blev det også varmere, og efterhånden som vi nærmede os Lago Maggiore, blev vi klar over, at også italienere får det for varmt og søger mod kølende bjergsøer.

Det har de gjort i mange år, så den hyggelige bjergsø vi havde  billeder af inde i hovedet, var temmelig overbooked og repræsentant for det vi helst kører udenom. Italienerne havde fået ferie i august ligesom tyskerne fra de sydlige delstater, så der var faktisk ikke plads til os i vandkanten.

Efter nogle ture rundt i Germignaga og Luino ved søbredden, 35° og weekendtrafik, stoppede vi i skyggen af et træ, med motor og klimaanlæg kørende. Flere vinmarker i Alsace? eller er vi bare på vej hjem? Nu var der beslutningskraft tilstede. Ikke flere vinmarker i denne omgang.

Det blev til et par dage på toppen i Sant Bernhard-passet og en fantastisk flot trilletur ned gennem Schweiz til en tysk motorvej med direkte forbindelse til Flensborg.

Vi havde et par hyggelige overnatninger på vejen gennem Tyskland Turen gik forbavsende let, selv om der var tung trafik og køkørsel flere steder. Jeg tror måske man kan vænne sig til at køre langt. Blive rutineret og ikke lade sig stresse og bekymre?

Hvil og overnatning i Bad Kissingen  nær Fulda. En ret kedelig parkeringsplads ved et badeland, men var godt fyldt op med tyske vogne, der var på ferie.

Vi ville finde en plads nær Kiel for at besøge et Hymerværksted på vejen næste dag. Men det var slet ikke nemt. For første gang kørte vi rundt mellem fuldt besatte pladser i Rendsborg og Kiel. Først ved fjerde forsøg lykkedes det. Her er det med spændende udsigt til slusen ind i Kielerkanalen. Travlt hele natten med imponerende store skibe med masser af containere ombord.

Nu er vi hjemme på havnen i Odense og ved at flytte ind igen efter 5 måneders eksil, i en nymalet lejlighed med flotte gulve. Det bliver hyggeligt med efterår og vinter.

/Jørgen

Gammel, Goddag til en ukendt, P-plads med overnatning, Sprog, Turisme, Udkants-

Venner ved Suviana-søen

1 kommentar

Første møde med Emilia Romagna på vej til Suviana-søen

Efter turen over Grossglocknerhochalpenstrasse med nogle fine dage i Heiligenblut (det lyder da af Østrig ;-)) kom vi for alvor til de varme lande.  37° uden for bilen, når vi holdt pause ved motorvejen.

Der skulle snart findes en plads for natten. Det er Lenes job at lede efter gode stoppesteder. Heldigvis er app’en Campercontact en rigtig god ven og hjælper. Her kan vi finde pladser i nærheden af, hvor vi befinder os. Brugere af app’en kan registrere pladser, hvor man må holde og fortælle, hvilke faciliteter man kan møde på stedet.  Efterhånden er der opbygget et kæmpe kartotek over pladser i hele Europa, med billeder, ratings, adresser, gps-koordinater. Det gør det muligt at få overblik og  et godt grundlag til at vælge en plads, der passer os.

“Der ligger en plads med gode anmeldelser og flotte billeder lidt til højre for for motorvejen efter Bologna”,  den ville vi prøve at finde inden det blev mørkt.

Suviana-søen var målet, og der var mange udfordringer med veje og GPS, men heldigvis var det værd at køre efter. Søen er kunstig opdæmmet, og den tilknyttede el-produktion skulle  engang forsyne sporvognene i Bologne med energi.

Vores kæmpebil ser slet ikke så stor ud, når den står blandt andre standard italienske vogne. Og så er den mere anonym med den grå farve frem for de hvide.

Der holdt en del vogne, alle italienere. Mange, både biler og mennesker, af lidt ældre model.

Vi og vores bil falder meget god ind med de gamle modeller

Vores nabo startede sin morgen med at hænge noget besynderligt pynt op foran bilen, inden han satte sig tilrette med sine syslerier. Han lavede små vindmøller ud af tomme plasticflasker. Vingerne blev pyntet i nationalflagenes farve, og han kom stolt og afleverede en mølle med sorte, gule og røde striber. “Deutchland! ” havde han aflæst på nummerpladerne. Vi viste ham dannebrog og forklarede sammenhængen, og straks gik han i gang med at studere sine bøger for at finde de rigtige farver. Lidt efter blev vi begavet med en dansk og italiensk mølle. Senere bidrog hans kone med en lille hæklet danserinde til forruden. Da vi pakkede sammen næste dag, fik vi flere gaver: et kort over Italien, en humpel brød og lidt ost.

Engelsk nej, men lidt tysk. Svær sproglig kommunikation, men vi var ikke i tvivl om at de ku’ li’ os og ville os det bedste. Det er vores gennemgående fornemmelse i Italien

Til den anden side boede Mirco, en solbrændt, slank og sportstrænet ældre herre, med to unge damer?  Han startede morgenen med to længder af søen i sin kajak. Vi fik snakket lidt på italiensk, og lidt efter kom den ene unge dame os til sproglig undsætning. Hun talte glimrende engelsk. Hun arbejdede i London og holdt ferie med sin søster hos Mirco, deres far. De skulle lidt senere køre sammen i camperen til Syditalien.

Mirco fra Bologna, er gået på pension og bruger det meste af sommeren i camperen ved søen. Han cykler og vandrer i bjergene og ror kajak og vindsurfer.

Sara arbejder i London som receptionist og tjener. Det er ret nemt som italiener at finde arbejde i London. Det er bedre betalt end i Italien og så får man gode oplevelser og lærer sprog.  Hun skal giftes med en englænder til september og vender tilbage til Italien engang. Jeg gætter på Sara er i midten af tyverne. Mirco er vist 65.

Vi holder måske kontakten.

/Jørgen

Goddag til en ukendt, P-plads med overnatning, Rejse-klogskab, Rejsebilen

‘Står på en hvalpetop’

Skriv en kommentar

Campingfatter i Heiligenblut elsker DK, Copenhagen, Noma. I det hele taget Skandinavien. Og vi er glade for udsigten i Østrig.

Sådan et sted kunne være dejligt at slappe af og falde til ro. Og det er det vi gør i dag.

Vi er kommet af sted på tur igen. Det er Norditalien, der skal udforskes. Anledningen er bl. a., at vi mødes med vores børn og familier i et hus i Monte Sante Maria de Tibarina i det nordlige Umbrien. Flybilletten er vekslet til kørselv med rejsebilen. Så kan vi jo nemmere blive hængende nogle ekstra uger, når de andre tager hjem til deres arbejde.

Der er langt til Italien i bil. Så vi tog hjemmefra i god tid, allerede den 13. juli. Det blev en besværlig start fra Flensborg, men vi kom af sted lige før det blev mørkt. I ferietrafikken valgte vi side og kørte gennem Tyskland i  de østlige egne og fravalgte lange stræk uden for motorvejene.

Familien Körner bor i Völkershauser på grænsen mellen Thüringen og Bayern. Kl. 5 om morgenen mens de andre sov, gik jeg tur med kamera. Lidt kedelig sommermorgenhimmel.

Et par dage blev det rigtigt hyggeligt hos nye venner i Bayern inden vi kørte videre mod syd i Tyskland og ind i Østrig.

Nu er der kaffetid med småkager på en rigtig fin plads i Heiligenblut. Her puster vi ud efter en lang tur gennem Tyskland og en fantastisk bjergtur ad ruten ‘Grossglocknerhochalpenstrasse.’ Det var langt og stejlt op og ned.

Bilen mente inden starten, at der var diesel til 300 km. Det var rigeligt, da vi kun skulle køre 45 km. Men med 30 km til toppen var meldingen, at der ville være nok til 25 km!! Vi nåede op, og da næsen vendte nedad, var der pludselig brændstof til 250 km igen. Vi bliver klogere på bilen hele tiden.

Efter hviledagen kører vi 300 km gennem østrigske og italienske alper, så der kun mangler de sidste 300 til Monte Sante Maria, hvor vi mødes med familien på lørdag.

Du kan stadig følge rejseruten på linket Ruter -> ‘2018 – sommer i Italien’  øverst til højre i menubjælken.  På forsiden vil der være nye billeder efterhånden som vi kommer frem.

Når der dukker noget “Hvad i alverden??” op til overfladen fra gamle og nye rejser kommer det på forsiden og du får besked på en mail, hvis du har tilmeldt din mailadresse.

/Jørgen

P-plads med overnatning, Rejsebilen

Hvordan man kunne fejre sin fødselsdag, hvis man havde en bil, man kan bo i.

2 kommentarer

Man kunne finde en parkeringsplads i en lille by, Capileira i Sierra Nevada. Man kunne gå tidligt i seng, fordi det var blevet lidt koldt i 1500 m højde efter en tur gennem byen i flot lys fra aftenhimlen.

Hvis man havde en sød kone kunne man få lov til at ligge lidt længere og vente på kaffen, omeletten og amerikanske pandekager, og at gaverne blev klar til at blive pakket ud.

Så kunne man stå op og pynte sig til dagen og have rigtig god tid til morgenmad og pakke gaver ud. Måske skulle der synges en sang fra den nys udpakkede højskolesangbog. Og kunne termoflasken mon være i den nye fototaske?

Det er fint med god tid til morgen, men man kunne også bruge den friske bjergluft til en cykeltur ned til ‘un café con leche’ og lidt unødvendig shopping. Og op igen ad 11% i fin stil og pakke cykler og det hele og køre 9 km op gennem fantastisk natur til en pause med udsigt til Pico Valeta Mulhacén på toppen af Sierra Nevada.

Så kunne man  sidde og tænke, at den dag var gået, men man kunne faktisk også køre ned af bjerget igen og finde en p-plads ved Béznar med udsigt og tid til snacks  inden festmiddagen med laks og thai-suppe og en rest rødvin.

Man kunne flytte lidt rundt på bilen til den holdt helt lige, så man kunne sove godt, til man var færdig med at blive 66. Det bliver man kun en gang i en bil, man kan bo i.

/Jørgen