Jeg havde både pas, kørekort, Visakort, det blå og det gule sygesikringskort en charmerende hat og ret godt humør, da jeg ankom med taxi til den offentlige skadestue i Coimbra.
Det skulle være nemt. Vi jo i EU?
Men inden vi fik adgang til lægen, der skulle klare operationen, skulle vi bruge alle vores talenter for at få konkret handling ud af de meget søde og hjælpsomme portugisere, læger, sygeplejersker, rengøring, vagter i orange veste, parkeringsvagter, andre akutte patienter , og vigtige mænd i habitter.
Det var ikke denne søde dame der syede hullet i benet. Lægen var yngre og lige så sød.Sådan så det ud efter et par dage. Fint rent og uden problemer.
Såret blev syet uden problemer for hverken læge eller lærling. Det var først da jeg blev spurgt til stivkrampevaccination? Mere end 10 år siden?
Så skulle jeg have en ny, det kunne bare ikke ske på skadestuen. Men næste dag på en lægeklinik.
Ok. Jeg fandt to steder, som ikke kunne hjælpe fordi jeg ikke havde portugisisk Id.
Efter hjemlig rådgivning kontaktede jeg min rejseforsikring, som fandt et privathospital længere fremme på vores rejserute, i Setubal. Efter mange forhandlinger og kommunikation med forsikring om betalingsgaranti var beskeden til mig at de ikke havde vaccinen. Efter nye garantier kiggede en læge på såret og sendte mig til en sygeplejerske for sårrensning og indsprøjtning mod stivkrampe.
Ny garanti gav tid til at få fjernet sting i næste uge.
Farverne passer med kirken i Coimbra
Alt bøvlet kom fra dette billede. Pigen vendte sig og jeg spurgte om det var ok, at jeg fotograferede? Det var sjovt med hendes farvekoordinering med kirken. Hun syntes også det var sjovt og stillede op til flere billeder.
Men her ramte jeg en parasolfod, som lavede hul i benet. 9 sting og 5 dage senere er vi så her i Setubal og nyder solen.
Landsbyen Castillo de Olmillos de Sasamón på den spanske pampas med en Bar og landarbejdere i trucks. Her oplevede vi noget forskelligt
Vi oplever det, vi ser, meget forskelligt. Et af de emner er “Udkanten” . Rural mod Urban. Jeg får øje på afvikling og forfald og Lene ser dem, der stadig har et liv. Det er konflikten mellem land og by. Og vores konflikt.
Der er ikke nogen tvivl om, at den konflikt findes og den er baggrund for mange stridigheder rundt om i verden. Og selvfølgelig fylder den også i det vi ser, når vi rejser.
Hjemme i DK har Støjberg kunnet få fortsat opbakning til sit parti ved at ville dræne sumpen og glemme sin egen deltagelse i de fine saloner. Og hvis en modsætning omkring CO2 ikke rigtig er populær mere, så opfinder hun “jernmarker mod kornmarker”, og så kører det en runde mere. Det er dem i byerne,der er skyld i problemerne på landet
På Cuba i 2011 så vi, at meget få ville arbejde i landbruget. Der var masser af ledig landbrugsjord og mange sultne kunder, men ikke nogen til at dyrke jorden. Det var mere attraktivt at tjene nogle $ om dagen i byen end at arbejde i sukkerrørene på landet.
Fiskerne langs den norske vestkyst forsvandt fra fiskerbyerne da arbejdspladserne flyttede til byen. Den norske stat forsøger nu at holde liv i kystbyerne ved at grave tunneller til de mindste flækker. Så kan der opstå nye arbejdspladser omkring turisterne, som gerne vil ud at fiske. Fiskersamfundet forsvandt og turisterne flyttede ind.
Trumps base henter han på landet og ikke i de store byer, som støtter demokraterne. De højtuddannede og de rigeste bor i byerne og dem på landet føler sig på mange måder snydt.
De gule veste i Frankrig protesterede mod høje benzinpriser, som ville forringe mulighederne på landet.
I Albanien har bl.a. EU lagt investeringer i turismeudvikling langs Adriaterhavskysten, som skal være basis for økonomisk vækst, så landet kan udvikle sig til en ny medlemsstat. Engang.
På vej fra Paris og sydpå gennem det centrale Frankrig kørte vi gennem lange stræk med kæmpe marker, svinefarme og kvæggårde. Her havde industrialiseringen i landbruget sat sit præg på livet på landet. Og nødvendiggjort fraflytningen. Arbejdspladserne forsvandt.
Torv med butikker i Beaugency ved Loire-floden
Den første by, vi havde fundet plads i var Beaugency ved Loire. Sent på aftenen var der livlig trafik gennem byen af moderne traktorer med kornvogne og lastbiler. Det var høsttid omkring en rigtig hyggelig by, som havde en levende fortid. Engang foregik transporten på Loirefloden, som gjorde Beaugency til en driftig handelsby
Der havde tidligere været basis for livlig handel, men den store overdækkede markedshal var nu lukket og turistkontoret rykket ind. På torvet med butikker var der to hørecentre, to optikere, en massør og flere ejendomsmæglere, et enkelt apotek, det andet lå i nabogaden, og landbrugscaféen havde ingen kunder i dag (regnvejr!).😏 og ostebutikken var lukket ned.
Det ligner da oplæg til en tanke eller flere? Industrilandbrug, aldrende befolkning. Er der her noget under udvikling eller afvikling? Lene så nogle børn i en barnevogn. Jeg så en by, som i bedste fald allerede er i gang med en vigtig omstilling. Turisme er fremtiden.
Beaugency. Skal byboerne flyttes tilbage til disse hyggelige gader?
Carrefour-city (=365 i DK) blev vores indkøbsmulighed og ved siden af den kunne man købe cigaretter, cola og lottokuponer. Ellers var der stille i byen. Der bor nu omkring 7.000 indbyggere i byen. Mange arbejder nu med turister. De kan også handle i Lidl og andre indkøbscentre, og de har også børn, der skal i skole, til sport og frisør. Nogen bor billigt og arbejder måske i Paris (155 km, 2 timer)
Over hele verden bliver der ledige bygninger i landdistrikterne og stor efterspørgsel efter boliger i byerne. Det er ikke særligt bæredygtigt bare at bygge flere nye boliger, når der er masser af bygninger, der ikke bliver brugt. Men er det så boligerne på landet, der skal flyttes ind til byerne eller er det byboerne, der skal flytte på landet? Eller er det en del af løsningen på klimaproblemerne, at det bliver mindre attraktivt at være storforbruger i de store byer?
Den problemstilling er ikke noget vi har opdaget ved at rejse rundt og kigge. Men vi støder selvfølgelig hele tiden på den uden at kunne få øje på de gode løsninger. Turisme er ofte svaret, men er det en løsning?
Ja det var da en ordenlig omgang. Behøves det at være så bøvet at fortælle om en tur til Portugal?
Du kan nøjes med at se billeder fra Beaugencyæ, eller bare se billederne fra turen ved at klikke her.
/Jørgen
/
PS: Jeg sidder med det ene ben oppe og skriver på en ny historie om “Vaccinationen, der blev væk”
Vi er for længst kommet til Portugal. Vi klarer os uden om de værste regnskyl og har det godt. Om 10 dage begynder vi at køre hjemad gennem Spanien, og vi holder øje med vejrtjenesterne og parkerer ikke ved siden af en flod.
I Paris ved vi, at vi er turister. Der følger mange ting med den titel. Vi flytter ind på en campingplads, vi kører ikke selv rundt i byen, kaffen indtages på caféer, vi skal forholde os til seværdigheder, vi er to turister blandt rigtig mange, og er ikke selv interessante for dem, vi gæster.
Et godt selfie-sted
Vi havde hjemmefra haft en god snak med de bedste guider vi kunne finde i Odense, som selv havde valgt at holde en længere voksenferie i Paris i en lejet lejlighed i foråret. Deres anbefalinger og Lonely Planet brugte vi til at planlægge, hvor vi ville bevæge os hen. Da vi nu havde fået styr på at færdes med bus og metro var det nemt og sjovt at gennemføre planen.
Paris er en fantastisk by med en lækker stemning. Byen er fyldt op af så meget storladent og imponerende. Det er svært at forstå, hvordan så meget betagende og smukt samles på et sted. Måske er det netop for at imponere. Og så mange berømtheder og vigtige personer og begivenheder.
Desværre bliver det også for meget for os. Vi holder f.eks.ikke ret længe på store museer eller kunstudstillinger. Eller foredrag om en seværdighed. Vi er ikke så nemme at imponere. Vi har det som danskere ikke så godt med hierarkier, men er vant til at være i øjenhøjde, mere lige. Stor ulighed og for meget blærerøv provokerer os. Det bliver for pompøst, for modsætningsfuldt, for langt, for dyrt, for mange, for meget. Men det er godt at blive løftet ud af vores lille, småborgerlige verden og se nogen turde give den gas, godt nok betalt af nogle andre, men alligevel.
Det ser meget hyggeligt ud at naboerne mødes på pladsen til et spil boule i det gode efterårsvejr. Tæt på kunne man se, at alle havde navneskilte på fra et bureau og talte engelsk
Det er sjovt at snakke med folk, som lever de steder, vi besøger. Engang ville/kunne franskmænd ikke tale engelsk, så betingelsen for en snak var, at man kunne deres sprog. Jørgen kunne/ville stadig for 10 år siden have succes , fordi han fik øvet sig. Men nu vil franskmændene også selv tale engelsk, så de hører straks, hvor ubehjælpsom han er og slår over i engelsk. Og det er da ærgerligt, for hvordan skal han så blive bedre?
Det er faktisk ret svært at komme i kontakt med folk i en storby, for man er én turist blandt mange. Det er svært at skille sig ud, at gøre sig interessant for dem, så de får lyst til at snakke. Det er meget nemmere i mindre lokalsamfund.
Det lykkedes dog alligevel. Champs E er lang og med mange ting at kigge på. Det blev både til en kop kaffe og en snak med tjeneren Jean om at arbejde 15 t hver dag for10 €/t for at kunne betale husleje langt uden for centrum. Han kunne også fortælle lidt om nogle af gæsterne fra nabolaget, der kom fra en noget højere indtægtsklasse.
På slentreturen ned ad den store boulevard kom vi forbi Det danske Hus. Fra bagsiden kan man besøge Den Danske Kirke i Paris, her fik vi en snak med en dansk praktikant og en kort rundvisning.
St.Germain kvarteret
Når man går og kikker på de mange kvarterer, hvor folk bor, kunne man godt drømme om at komme på besøg i nogen af dem og møde dem der bor der og høre om deres liv i Paris.
Vi er godt fyldt op af rigtig mange indtryk fra dagene i storbyen. Du skulle tage en tur ind forbi billeder og tekst fra Paris med med et klik her
Vi har forladt Paris og er på vej mod Loire-dalen, Dordogne og Pyrenæerne.
Nu skrev jeg godt nok sidst, at Lene aldrig har været i Paris. Det var underforstået, at jeg da kendte byen. Og jeg har da været her 2 gange. I 1973, en mellemlanding på vej hjem fra Lagos, Nigeria til København. Det var endda med meget fin forplejning og overnatning på lufthavnshotel. 2. gang i 1974 på en efterårsferietur for at se på kunst. Men jeg føler mig altså ikke helt klar til at vise vej nu i 2024, 50 år efter jeg var på besøg sidst.
Frokost efter et besøg i den danske kirke i Paris.
Heldigvis har vi en GPS, som kan finde og vise vej. Den havde også planlagt ruten fra sidste overnatning og til næste overnatning på Paris CityKamp. Det gik rigtig fint, og hvis vi ikke lige fik drejet af den rigtige vej, ja så fandt den straks en ny rute, som vi kunne følge. Det var nemt nok. For nemt? Vi kørte mange kilometer uden at komme frem til målet. Og vi havde set Paris’ sky-lines fra mange verdenshjørner, inden vi kørte ind på CityKamp de Paris. Men der var ingen problemer undervejs med at færdes i trafikken. Man skal bare huske at være tydelig med, hvad man selv vil. Så er de fleste franskmænd venlige, imødekommende og hjælpsomme.
Man kan godt sidde i sit stille sind på vejene mod Paris og tænke, hvorfor alle disse mennesker sidder i hver sin metalkasse og venter på at komme hjem. For der er da virkelig meget trafik og meget ventetid og køkørsel. Men det blir en anden gang med de tanker.
Vi kom til Paris og det gik fint. Du kan høre lidt om, hvor vi har boet undervejs. Her er der billeder med lidt historier til.
Hviledag nr. 1
Vejrudsigten havde advaret os om regn på vores første dag i den franske hovedstad. Allerede om natten begyndte det. Og det var ikke smådryp. Op til 25 mm i timen regnede det i næsten 30 timer. Vi blev inde i tørvejr og hygge og kunne blive klogere på, hvordan man færdes i byen. Man kunne læse meget, men forstå lidt af, hvad vi så skulle gøre, hvor vi skulle finde bussen, hvordan billetten virkede på en ny og en gammel telefon. Overblikket voksede først, da vi stod i det. Vi kunne ikke sidde hjemme og regne den ud. Men det var en stejl læringskurve.
Der kom meget vand, men kloakkerne var i orden, og kunne aflevere vandet direkte til Seinen 100 fra døren. Der var meget vand, og brunt vand i floden dagene efter.
Paris i 1-2 zonermed endagsbilletter
Der var en plan hjemmefra, men den blev lavet om af en dag med regn. Og det havde vi godt af, for vi havde været i gang mange dage og nød en fridag. Morgenmad og hygge blev ikke mindre af at vi kunne købe friskbagte baguettes og croissanter lige uden for døren.
En fin vandretur i Boulogne-skoven førte os til busstop for 244. Billetten var downloaded på telefon og togkort, og det virkede. En meget effektiv app kunne spørges om alt vedr. transport i byen. Man skulle jo så bare vide, hvad man ville spørge om.
Paris CityKamp blev vores hjemsted i 6 dage. Det var en fin plads med mange træer, flotte faciliteter, som tydeligvis var blevet opgraderet til OL.
Vi skal først en tur sydpå, ud i verden, inden et nyt kapitel starter hjemme. Vi flytter nemlig til Odense.
Første stop i Tommerup på Fyn. Gratis parkering med friskbagte boller til morgenmaden, og tre søde og friske drenge
I efteråret 2023 satte vi gang i en langvarig proces, som er ved at være bragt lykkeligt til ende. Vi kunne mærke, at det ikke var sjovt, at renterne på lån steg. Det ville vi gøre noget ved. Lejligheden på havnen blev sat til salg . Vi ville være lejere og helst et sted med et godt fællesskab.
Fra april har vi boet i sommerhuset, og nu har vi fundet et rigtigt godt sted at bo. Lige midt i Odense, med fantastiske omgivelser, fællesskab og det hele.
Med indflytning 1. december kan vi med ro i sjælen pakke bilen og køre en længere tur i efteråret. Ingen husleje og ingen stress, kun en masse overskud til at opleve.
Det er denne tur, vi planlægger at køre. I Paris er der styr på mange flere detaljer, men ellers er det en grov skitse. Det ser da meget godt ud?
Foreløbig ruteplan
Portugal har vi besøgt et par gange, men vi har aldrig kørt til Paris, og Lene har aldrig været der. Så den første uge bor vi i Bologneskoven.
Skitsen til turen går videre gennem det centrale Frankrig over Nordspanien til Portugal. Både til egne vi tidligere har besøgt og byer vi sprang over. I Portugal vil vi give os rigtig god tid. Vejret kommer selvfølgelig til at spille en stor rolle for, hvordan planen bliver gennemført. Vi holder skarpt øje med efterårsstorme, oversvømmelser og mudderskred. Men vi skal gennem områder, som kan være ret våde i en tid med klimakrise. Planen er at være hjemme igen omkring 20. November.
Hvordan ville du have det med at rejse rundt i Europa på denne tid af året? Har du gode ideer til, hvad vi absolut bør opleve på turen? Vi fik rigtig mange fine ideer til Paris af Kirsten og Viktor og til det sydlige Frankrig af Peter og Marianne.
Det kunne godt læses mellem linjerne i et tidligere opslag, men det står stadig ikke helt klart for alle. Derfor denne indrømmelse.
Vejret på TV2 så ret lovende ud
Vejret var i slutningen af april ikke, hvad man kunne ønske sig af Italien. Det var koldt og regnfuldt, så planen om at bruge et par dage i Firenze blev droppet. I stedet ville vi fortsætte nordpå. Vi havde set prognosen for forår i Danmark.
Gardasøen havde vi aldrig set og slet ikke boet ved. Da et skilt på motorvejen ind i Alperne viste Gardasøen, hoppede vi af og kørte en smuk tur langs søen på østsiden. Men der var ikke noget, der inviterede til at slå sig ned. Det var koldt, vådt og blæsende.
I stedet fandt vi op til byen Brentonico, som vi boede i på vejen sydpå i marts. Hyggeligt at besøge byen igen. Fik snakket med nogle af de lokale, som fortalt om at bo i byen. Der var tilflytning af unge familier. Bl.a. fordi der er meget fin natur og fordi boligpriserne er lave.
Men klimaet var gået helt agurk. Masser af sne og kulde, som igen havde lukket vejen op til skiområdet. Det var lige åbnet, da vi var forbi sidst. Beboerne var ret bekymrede, for ingen kunne huske, at det var sket før?
Ingolstadt er hjemsted for AUDI. Sidst tog jeg et tilsvarende billede.
Ejeren kommer gående bagerst i billedet og troede jeg var perkeringsvagt. Vi blev venner igen!
Næste dag fortsatte turen hjemad med stop i Ingolstadt og Magdeburg. Stop for indkøb i Flensburg og videre til Tommerup for at se til den gravide familie. Ingen tegn på flere børnebørn endnu.
Den 27. april var vi hjemme i sommerhuset. Og derfra blev det det fineste forårsvejr med masser af sol og tørvejr. Efter den vådeste april i mange år.
Den 13. maj havde Holger endelig bestemt sig for at komme frem fra dybet. Han er det dejligste, syvende barnebarn. Og nu allerede en frisk fyr på 3 måneder.
Sommeren er snart gået. Mest i sommerhuset, som har været vores bolig siden vi flyttede fra lejligheden i Odense. I løbet af de næste par måneder bestemmer vi os for en lejlighed i Odense centrum. Hvis det kan passe med indflytning omkring nytår.
Så har vi mulighed for at holde jul et sted i nogle andre varme lande. Måske Portugal? Vi får se, hvordan det udvikler sig. Spændende er det.
Jeg havde læst, at den dal, vi var havnet i, skulle være et særligt godt sted at tage billeder af stjernehimlen. Når vi nu boede der, ville jeg prøve. Der var ret fredeligt, for vi var den eneste bil på sletten.
Helt tilfældigt var der nærmest nymåne den nat, så betingelserne skulle være gode. Lidt tynde skyer var dog i vejen.
Jeg var dog ikke selv særlig godt forberedt. Det er altid blevet sådan noget hovså, når jeg ville forsøge mig som astrofotograf.
Alyn Wallace var walisisk fotograf, med en passion for astro-fotografering og for at bekæmpe lysforurening. Ham vil jeg godt lære noget af. Han har lavet nogle flotte billeder af nattehimler og mælkevejen. Han holdt en TED Talk om lysforurening inden han døde som 34 årig. Hans pointe er, at hvis vi ikke får gjort noget ved lysforurening vil efterhånden meget få mennesker have set mælkevejen i løbet af deres liv. Det er værd at høre ham fortælle.
Jeg har mødt diskussionen om lysforurening tidligere på vores tur til Anholt. Der arbejdede nogle folk på at få øen certificeret som Dark Sky Park. Det vil sige, at der vil være særligt gode muligheder for at se stjerner.
Lysforurening føjer vi til rækken af opgaver, vi skal have løst. Måske kan vi være så heldige, at når vi får styr på klimaet, har vi som bivirkning også fået standset den 6. masseuddøen, fået genoplivet havene, standset befolkningstilvæksten, fået skabt sunde levesteder for mennesker, og afhjulpet forbrugsforstoppelsen.
Disclaimer: Vi har haft glimrende vejr mange dage, måske endda de fleste, på vores tur. Det kan være svært at dokumentere, hvordan det faktisk har forholdt sig. Men det føles som ok. Turen har ikke været en fiasko. /Jørgen
Lene er optimist, jeg er pessimist. Vi småskændes om, hvordan vejret har været på turen. Det er en anden udgave af diskussionen: om bægeret er halvt fuldt, eller halvt tomt.
Vejrberetningen skal helst afspejle vores ide om ‘at tage til de varme lande og møde foråret’. Det hele kan jo fremstå som en fiasko, hvis jeg fortæller alt for negativt om vejret.
I det store perspektiv er vores småkiv ikke værd at beskæftige sig med. Vi kan godt blive enige med FN om, at vejret tidligere har været mere til at regne med.
Alex vinkede, da vi kørte fra hans Biologiske vingård i Toscana. Han havde meget dygtigt fortalt om at være biologisk vin- og oliven-avler.( I det fineste vejr med solnedgang over vinmarken). Det var ikke nemt med det vejr, vi har haft de sidste år. Og det ser foreløbigt ikke for godt ud for 2024. Det er familiegården han har overtaget, så han bliver ved.
Vi ville have kørt til Firenze, men sprang en dag over og blev hos Alex. Det regnede hele dagen i Firenze. I dag havde samme udsigt, regnbyger og 6° – 8°, så vi listede i stedet nordpå på motorvejen. Og også en afstikker langs Garda-søen. Flot men vådt.
Brentonico var udset til overnatning. Her boede vi også på vejen sydpå og fik noget dejligt, friskbagt brød. I dag ankom vi midt på eftermiddagen for at kikke lidt nærmere på byen, og ordne indkøb. Det var ret koldt , men tørvejr. Bageren var lukket. Lidt højere oppe end de 700 m vi holdt i, var der ret meget sne? Noget mere end da vi holdt her for 4 uger siden? Og luften lidt skisportsagtig.
Turistbureauet var åbent, og vi fik en god snak med Anna, som kunne ret meget engelsk. Af en italiener. Hun ville hjælpe os, så vi fandt Coop, og flere andre småbutikker. Hun ville også advare os om ikke at køre højere op til de små landsbyer. Vejene blev faktisk åbnet for en måned siden, men vejret har været helt uforudsigeligt og folk i byen er lidt bange. For der er kommet så meget sne, at vejene er blevet lukket igen, og de kan ikke sige, hvornår de åbner. Det har de ikke prøvet før på denne tid.
Vores bil føles stadig som en ret stor bil. Men se lige franskmanden på den anden side!
Rapporter hjemmefra siger, at vejret er koldt og vådt. 3° og blæsende. Og i weekenden bliver det 18°? Hurtigt omslag, men til den gode side.
Det duer ikke at vi bliver ved med at snakke om vejret. Vi skal gøre noget ved det. Eller hvad synes du vi skal?
Lørdag besøgte vi Amelia, en gammel borgby med meget stejle gader og en Duomo på toppen. Besøget her var en del af planen for weekenden. Det var ok, selv om vi efterhånden har set mange borgbyer.
Udsigt fra borgbyen til den nyere del af Amelia udenfor ringmuren
Caféejeren var frisk og fortalte, at han fik sine kager fra nabobyen Lugnano in Tevere. Jamen, der skulle vi holde i nat.
Noget usædvanligt for en lørdag eftermiddag i en borgby var der meget travlt i to af Amelias damefrisører? Frisørerne vinkede tilbage, når jeg kikkede ind og sagde “Hello, buon giorno”, men ingen af dem inviterede mig indenfor for en forklaring, (eller en klipning). Derfor måtte vi selv gætte og opfinde en sandsynlig historie, og det bliver tit en ret sjov leg.
Det lignede i hvert fald ikke forberedelse til en begravelse. Nok nærmere en fest. En af damerne var ældre, i nærheden af 80-90. Fødselsdag måske? Der var jo stor aldersspredning på damerne, så barnedåb, katolsk barnedåb måske? Men lørdag eftermiddag? Og rigtig mange damer på en gang? Måske var der tilbud på klipning, føn og farvning. Måske helt gratis elevbehandling? Eller forberedelse til en klippekonkurrence?
Søndage kan være bøvlede, fordi butikker er lukkede, og de lokale sidder hjemme hos familien. Vi skal så helst have et godt sted , hvor der er kønt og vi kan sidde ude, vandre en tur eller sidde på en café og kikke på de andre og finde på historier om dem.
Byen Lugnano in Teverina var udset til at være stedet for den kommende weekend. Vi kunne passende ankomme lørdag eftermiddag og få os placeret på en plads, hvor der efter beskrivelserne skulle være gratis at holde og udsigt til noget grønt. Men vi måtte flytte os til den byens parkeringsplads, i skyggen og udsigt til parken.
Og hurra for den flytning, for næste morgen vågnede vi til en plads, der var ved at blive fyldt op. Og det var damerne fra frisørsalonerne, lignede det! Det kunne altså godt være bryllup eller barnedåb, for de var klar ved 10-tiden.
Vi fik vores kirketøj på, så vi ikke skulle stikke for meget ud i byen en søndag formiddag i kirketiden.
Familier i fint søndagstøj gik til torvet ved kirken, og vi fulgte med. Små grupper stod og snakkede, nogen havde travlt med noget, der foregik inde og ude af kirken. Foran kirkedøren stod en større gruppe meget unge unge. Vi fandt en bænk i baggrunden med udsigt til det hele.
Det var ikke nemt at få hjælp af dem vi delte bænk med. Men vi forstod, at det var katolsk konfirmation, der blev gjort klar til. Familierne mødtes på torvet, kirkeklokken ringede og de fleste forsvandt ind i kirken.
Byen var ret søndagssøvnig, da vi tog en tur rundt. Men tilbage ved et lille torv, sad enkelte og fik en kop kaffe ved en bar, der var ved at åbne. Der var undtagelsesvis åbent fra kl. 12 denne søndag, kunne vi forstå.
Vi fik også kaffe, og efterhånden blev alle borde fyldt op . Der kom ekstra stole frem.
De unge var også klædt pænt på
Jeg forsøgte at få en samtale i gang med de unge piger, men de var ikke meget til engelsk, så de kikkede i deres telefon. Italienere er ikke ret gode til at bruge deres engelskundervisning til noget.
Bartenderen fik meget travlt, men var frisk og gjorde det godt på engelsk
Nu forstod vi, at vi var del af konfirmationsfejringen. Gæsterne i baren ventede på, at konfirmanderne skulle komme ud fra kirken. Og da det blev tid gik vi med, da de gik.
Konfirmanderne blev lykønsket i deres fineste puds og fik gaver
Vi kunne ikke genkende damerne med håret fra Amelia, men vi tror, der var nogen tilstede. Denne søndag var nemlig ‘store konfirmationsdag’ i mange byer i nabolaget, så derfor var der travlt hos frisøren
Vejret i Assisi var blevet så lunt og dejligt, at vi kunne tage en aftentur til byen, med pandelamper til hjemturen, og være sikre på at finde et godt sted at spise.
Vi var lidt tidligt på vej til Trattoria da Erminio, så vi gik en lille tur videre til Rufino-pladsen.
Der stod to små nonner ved pap-containeren og skilte kasser ad. Det var et billede, der kunne tage sig godt ud og fortælle en god historie. Da jeg kom tættere på, fik de øje på mig, og jeg signalerede, om det var i orden, at jeg tog et billede af dem? Desværre var de stoppet med at arbejde. De forstod ikke mit signal, så jeg spurgte igen på engelsk? De forstod, hvad jeg sagde, men ikke, at der skulle være et problem med at tage billeder. Of course you can!
Jeg havde nok forestillet mig, at de i forhold til deres religion helst ville være fri for at blive gjort til foto-objekter, at de ville beskytte deres sjæl mod at komme ind i mit kamera? Men det er nok en anden religion end Frans’, der tænker sådan?
Jeg tog et par billeder og sagde tak. De syntes bare ikke, at det var særlig pænt at tage billeder lige ved skraldespanden? Derfor stillede de sig i stedet op i døren ind til deres bolig. Klik, nyt billede. De to kvinder var clarisser med tilknytning til San Rufino katedralen, og boede lige ved siden af kirken.
“Skulle vi ikke tage et selfie? ” Det var ikke mig , der spurgte. Men så ok, og selfiet blev der.
Det blev også starten på en spændende samtale med de to piger/damer lige udenfor deres hoveddør. De var franciskanske nonner, clarisser. De arbejdede begge i San Rufino katedralen. De var sendt til Assisi af abbedissen, hvor de kom fra. Mari Grace, den mørke kvinde, kom fra et kloster i Indien. Hun talte godt engelsk, og hendes kollega, Anne Maria, var italiensk. Hun talte kun sit eget sprog.
I samtalens løb oversatte Mary Grace til italiensk, hvad vi sagde på engelsk, og vi kunne nogenlunde høre på oversættelsen, hvor langt hun var kommet.
De spurgte til vores liv og rejse, og var ivrige efter at tilbyde at vise os Frans’ gravkammer og flere andre seværdigheder, som vi allerede havde set. De forblev ualmindeligt søde og imødekommende, smilende og glade og var næsten ikke til at modstå. Og vores bordreservation på Trattoria da Erminio brændte i lommen. Det skulle være en farvel til Assisi, så vi takkede nej til deres tilbud, selv om det var ærgerligt.
