Kategoriarkiv: Krig og fred

En dansker

Karen med The Times og sin mand. Og en ung pige med SnapChat?

Det blev et billede af en dames hånd med The Times. På en kædecafe, Costa, på en travl gade i Salisbury.

VI havde lige betalt 13 Pund for at komme ind i katedralen, og så ville Lene have kaffe! Det var en flot oplevelse i kirken, og bagefter fandt vi et sted med kaffe, og en lille havregrynsting.

Lene blev hurtigt færdig med sin kaffe. Og mens hun fik ros for sin påklædning i en tøjbutik, som hun glad forlod med rosen alene, uden at købe noget, fordrev jeg tiden på cafeen med at studere mit kamera. Og pegede lidt omkring med det. Testede eksponeringen, – og fik øje på The Times i søgeren. Klik!

Det billede kunne måske bruges til en historie om alle dem, jeg havde set på bænke og og ved busholdepladser med The Times. Og så ville jeg undersøge, om og hvorfor der er særligt mange i Salisbury, der læser den avis? Det får jeg nok aldrig gjort.

Katedralen i Salisbury mener jeg var et omdrejningspunkt i Jorden Søjler af Ken Follet. Hvis man kan lide bygningsværker og katedraler er den et besøg værd. Og Salisbury er en dejlig by med marked og hyggelige gader

Da jeg var færdig med kaffen og det andet, kom Karen hen til mig og spurgte, om jeg var fra Danmark? På dansk. Karen var damen med armen med avisen. Hendes mand, manden på billedet med Karens arm med avisen, mente at have hørt os tale dansk.

Karen var slet ikke sådan en dansker, med camper og hund. Hun boede i Salisbury. De har været gift i 52 år, og har boet 26 forskellige steder i England. Hun syntes det var sjovt at tale dansk, og at Brexit er noget rod. Det ender skidt for de konservative, og så kommer ham den forfærdelige. Det bliver slet ikke godt.

Hun var sød og ønskede os en god tur til Brighton. Tusind tak for det og for snakken.

/Jørgen

José Baptista de Sá, hvor er du?

Det kunne have været ham. José Baptista de Sá fra Porto. Dengang i 1975 var han måske 35 og lige så ivrig for at fortælle om Nellikerevolutionen, som den gamle mand tæt på 80 på billedet.

Jeg har ikke haft kontakt med ham siden jeg i 1975 var på samfundsfags studietur til Portugal. Han viste rundt i Lissabon og var kontaktperson og sproglig hjælper til at få indblik i, hvad der var sket og hvad vej Portugal kunne udvikle sig efter Nellikerevolutionen.

José Baptista de Sá helt til højre med sin familie på landet udenfor Porto. To passer ikke helt ind i familien!

Billedet på en fredelig revolution

Nellike-revolutionen kom som kulmination på utilfredshed med Salazar-styrets militære engagement i de gamle portugisiske kolonier.  Han var landets diktator, men befolkningen var som udgangspunkt ikke imod ham, fordi han var god til at få samfundet til at køre. Han blev i stigende grad upopulær, fordi han brugte ressourcer og soldater på krige.  Han døde i 1970,  men hans efterfølger fortsatte linjen. Efterhånden blev militæret  også trætte af krigene og var passive støtter af opgøret i 1974.

 

Gammel kæmper i Mozambique fejrer friheden 44 år efter Nellike-revoutionen

Jeg var så heldig at være i Lissabon på 25.april dagen.  Den kunne ligne 1. maj i  Danmark med fest og taler og  masser af øl til venstrefløjen.  Men Antonio lærte mig om alvoren bag frihedskampen. Han blev sendt i krig i Afrika, og musikerne og digterne blev sendt i eksil og arbejdede for frihedskampen via sangene, som blev sunget i dag.

De gråhårede synger med på sangene og råber parolerne.

Sangene er minder om en rigtig frihedskamp for ikke så længe siden. “25. abril sempre”.  Altid 25. april synger de med på i dag.

Han, José Baptista, boede i Porto, arbejdede som bankmand, og var engageret i politisk arbejde. Han tog os med til den landsby udenfor Porto, hvor hans familie stadig boede. I 1974 var der meget fattige forhold på landet og særligt i det nordlige Portugal. Det var som dansk bondeland før udskiftningen i 1688.  Hver bonde havde en lille del af mange små jordlodder, på størrelse med køkkenhaver. Det er stadig fattigt i Nordportugal.

Jeg har forsøgt at finde ham et par gange uden held. Facebook og Google hjælper ikke,  og udsendte medarbejdere har forsøgt at kikke i telefonbøger uden held. Jeg håber på bedre held ved at være her selv.

Når jeg ser en ældre mand med mørke briller kikker jeg grundigt efter. Jeg spørger også ind i mellem, hvad han hedder? Og hvis jeg møder hjælpsomme portugisere, der kan tale,  så jeg forstår dem,  fortæller jeg min historie om José Baptista. Som Paula på campingpladsen i Setúbal udfoldede sin hjælpsomhed og sit engagement i flere omgange. Men det er ikke lykkedes endnu.

På Nellikerevolutionens mærkedag sad han der. Lige foran mig og udbredte sig om de spændende historiske begivenheder i 1974 for  de unge piger.  Det kunne have være ham, men ildsjælen foran mig hed Carlos Ferreira og kendte ikke José.

Jeg leder videre. Det er sjovt!

/Jørgen

Gibraltar – UK aftale er “Crystal clear”?

Hvad er det mon, der er krystal klart?

Det der nok må svare til Ugevisen eller Søndagsavisen i Gibraltar lå fremme på caféen  ved Point Europa og kunne tages med. Og den var til at læse, for i Gibraltar er sproget engelsk. Denne uges avis bragte lidt indsigt i forholdet mellem Gibraltar og Spanien, som det tager sig ud nu.

Hvorfor ligger der en klat England midt i Spanien? Hvad er historien og hvad sker der nu?

Gibraltarklippen set fra den sydlige ende af halvøen

En lang forhistorie med fønikere og maurere fik et nyt skillepunkt i 1713 med freden i Utrecht. Det var freden efter Den spanske Arvefølgekrig, og det er et større studie at gøre rede for, hvordan den krig var skruet sammen. Men det handlede vist om, hvad der skulle ske med magten i det store spanske  rige på den tid, fordi der manglede en efterfølger til kongen. Og spillet om hvilken kongefamilie der skulle tage over ville forrykke hele magtbalancen i verden. Ny magtbalance kunne åbenbart kun findes ved at gå i krig. En meget gammeldags og rodet krig. Krigen blev afsluttet med freden i 1713. Og ved den aftale blev Gibraltar overdraget fra Spanien til England. Og der har det været siden.

Nu har Gibraltar sin egen lovgivende forsamling og præsident, men dronning Elisabeth er stadig statsoverhoved.

Kryds startbanen, hvor der starter og lander fly i hvert fald 4 gange om dagen.

Der har løbende været mange konflikter omkring Gibraltar og dets placering. I nyere tid bl.a. omkring den lille lufthavn, der ligger nærmest midt i byen.  Man cykler på tværs af landingsbanen når man har vist sit pas og passeret grænsen ind i landet/byen. Men der har været mere ro på konflikterne efter både Spanien og England  er EU medlemmer.

Brexit tænder lidt for konflikterne igen? Her kommer Ugeavisen “The Gibraltar Olive Press” The Rock’s only free and investigative local paper på banen med relevante nyheder:

Spaniens ministerpræsident Rajoy kunne nemlig fortælle, at der inden for et par måneder ville komme en aftale om Gibraltar mellem England efter Brexit.

Gibraltar suverænitet er ikke til debat denne gang. Men situationen for de 8000 spaniere, der pendler over grænsen hver dag er vigtig for præsidenten at fastholde og forbedre. Det er godt nok meget billig arbejdskraft til de de ca 30.000 indbyggere?

Gibraltarerne/gibraltanerne/gibralteserne er glade for, at  de fortsat vil have fuld adgang til engelsk finansservice og spillemarkeder.  Det er da vist en også en væsentlig del af landets indkomst. Der var noget med Jyske Bank og hvidvaskning/skattely i Gibraltar? Det virker lidt som når man besøger Andorra med billig benzin, juveler butikker,  Tax-free skilte og lidt skattely. Det er kun fornemmelser som skal undersøges nærmere.

Men vi havde en sjov tur  gennem byen og rundt om” The Rock”, som de selv kalder stedet, på cykel med god kaffe undervejs. Og jeg havde en hård tur op ad klippens stejle og svært gennemskuelige veje, over 20%,

lige før det blev regn
på en sommerlig dag
tæt på Afrika

/Jørgen

Eastside Gallery

Eastside Gallery er en over 1300 meter lang rest af muren langs med floden Spree. Mange kunstnere fra hele verden har bidraget med billeder. Open Air Galleriet blev etableret i 1990 og var ved at lukke i 1996. Det blev skadet af hærværk og trængte meget til at blive restaureret. Byrådet ville fjerne den. En gruppe kunstnere skaffede penge til renovering og den fortsatte eksistens. Der har i flere omgange været bevilget penge til at holde udstillingen ved lige.

Der er rigtigt mange fine refleksioner og kommentarer til, hvad muren har betydet. Både mens den stod der, og efter den er væk.

Det er et fotogent turist spot, med mange selfies pr. minut. Dog forbavsende få stænger. Kysset trækker helt klart de fleste selfies.

Der er 106 malerier, så jeg har valgt 99 fra.

 

 

 

 

 

 

Det sidste billede kunne være en kommentar til gentrificeringen i Berlin?
/Jørgen

Det er gået ad Pommern til de sidste dage

Er det en tysker? Nej det er nogle træer der står på rækker i en park i Schwerin

‘For mit velbefindende bliver jeg en gang imellem nødt til i en periode at tage tilbage til mit fædreland  for at opleve, at det  vi aftaler bliver til noget, at der er orden på tingene.’

Det var en ekspedient i en af butikkerne med keramik ved Klara-kirken i Asissi på vores sidste rejse, der sagde ovenstående. Hun er gift med en italiensk entreprenør, har to voksne drenge, som snart skal finde arbejde. Og så er hun selv tysk.

Hun er forelsket i italienernes afslappede og festlige indstilling til livet, at det sjældent går efter en snor. Hun bliver træt af, at familien skal bruge en masse tid og penge på at slås med myndigheder, og se på de mange projekter og ideer der sander til. Det er også samme italienske stil der gør, at hun af og til skal hjem til Tyskland og nulstilles.

Hun ramte lige mine forudfattede meninger om tyskere. De får ordnet tingene effektivt, ‘ordnung muss sein’.

Men hvor har jeg det fra? Jeg har faktisk mødt tyskere som ikke passer til den forestilling? Jeg har mødt dem uden for Tyskland. På La Gomera, Mallorca, Kristiansminde. Aldrig på deres hjemmebane. Jeg har kørt igennem landet og kan huske byskilte til Hamburg, Kassel, Frankfurt. Jeg kender ikke stederne.

Nu er jeg startet på en tur som går ind i Tyskland. Ikke igennem.

Der opstår noget modstand, ligesom en slags depression. Jeg skal tage mig sammen. Jeg skal overbevise mig selv med gode argumenter om, at det bliver spændende. Det er negative følelser, der mødes af viden og fornuft.

Hvor kommer de følelser fra?

– 1864 betød, at min bedstefar skulle kæmpe på tysk side i første verdenskrig.

– Min far blev født i grænselandet, som var tysk indtil genforeningen i 1920. Der har altid været meget snak om dansksindede og tysksindede. Og jeg forstod, at jeg er dansksindet.

Tyskere besatte Danmark i 1940, jeg blev født 7 år efter de blev slået hjem. Hele min barndom har jeg hørt historier om de onde tyskere som frihedskæmperne (det var vi alle?) fik sendt hjem. Min store storebrors Kommando-blade havde masser af engelske og amerikanske krigshelte, og tyskere, der sagde ‘Actung’ og ‘Donnerwetter’ før de blev skudt og døde. Krigen og Holocaust har fyldt meget i undervisning, bøger og film gennem min opvækst og sjældent med tyskere i helterollen.

Jeg er glad for sprog. Også for tysk. Det har bare altid føltes lidt underlødigt at tale tysk. Sådan et hårdt kommandosprog med firkantede kasse-regler. Det er for matematikere ikke for mennesker. Jeg fik engang et job med bolig, fordi ingen andre ville undervise i tysk.

I international ledelse og markedsføring lærte jeg om tyskere med jakkesæt og slips, som havde firkantede og ufleksible forestillinger om beslutninger og hierarkier. Modsat danskere, selvfølgelig.

Det er rigtig mange års grundig indoktrinering, der ligger til grund for de følelser jeg nu skal håndtere. Og de forsvinder ikke bare med mere viden og omtanke. Det skal suppleres med mange timers aktivt brug af alle sanser

Hvad med fornuften og grundig viden?

Fornuft og viden har det svært mod så massiv forførelse.  Desværre er virkeligheden flertydig, kompleks og indviklet at have med at gøre. Man kan læse sig til nogle andre billeder. Det er tungt, bøvlet og besværligt. Det nemme er at fastholde en mening ud fra følelserne, -også selv om det ikke holder.

Jeg er på vej ud i verden og på tur ind i mig selv. Hvad er det jeg har bildt mig ind? Og hvad i al verden er det,  jeg ser lige foran mig?

Det har været svært at komme i gang med turen og ikke mindst at fortælle historier herfra. Vi har været undervejs siden torsdag d. 31 august. Tre dage i Schwerin, hovedby i Vorpommern-Mecklenburg. Det her er begyndelsen på begyndelsen.

/Jørgen, Berlin

Overnatning i Magdeburg

I aften er det 4. maj i Danmark og i Magdeburg. I Danmark blev det en festdag, ligesom den 25. april var en festdag i Italien.

Magdeburg er en by, der ligger på den mere østlige rute, A9, op gennem Tyskland og passende 450 km fra sidste sovested i Ingolstadt. Derfor blev den valgt som næste stop.

Der var en fin parkeringsplads ved Elben uden noget service inkluderet i prisen, men der var en masse flinke og hjælpsomme tyskere, der gik/løb/cyklede tur langs floden.

Vi havde ikke tænkt over, at vejen går gennem det tidligere Østtyskland, Deutsche Demokratische Republik og at Magdeburg først i 1989 blev en del af Bundes Republik Deutschland.

Heldigvis tog vi os sammen til at gå en aftentur rundt i byen. Det var en meget anden by end Venedig. Skiltet fra havnen pegede på Neue Altstadt? Ny gammelby? Og så kom vi i tanke om verdenshistorien! (Der kunne godt være noget mere af den at komme i tanke om.)

Magdeburg var østtysk fra 1945 indtil 1989. Hvordan historien hang sammen før 1945 skal jeg have undersøgt, men byen var en del af Hitlers Tyskland. Ligesom Berlin og Dresden blev byen bombet til ukendelighed af de allierede. Magdeburg blev udsat for massive bombninger bl. a. på grund af broerne over Elben, og en del vigtige fabrikker, Krupps tank-fabrik.

Vi mødte en dame, som lige var ankommet til byen, 9 dage på cykel fra Kuxhaven. Det var hun stolt af. Vi kontaktede hende for at spøgte til byggeriet, om det var bygget efter krigen? Hun kendte ikke Magdeburg, men kom oprindeligt fra Østtyskland, og hun genkendte den østtyske byggestil, og gættede på, at det var opført som erstatning for den udbombede Altstadt.

Det var en speciel oplevelse at se en by, hvor det meste af det gamle var væk og erstattet af noget meget ‘rationelt’, funktionelt, antikapitalistisk, jeg ved ikke hvad det hedder, byggeri. Især lige ovenpå vores ture i Venedig med alle de århundreders historie gemt i murstene.

Vi fik en Weissbier på noget der kunne ligne city-centrum, hvor letbaner med afgang hvert andet minut krydsede hinanden. Der var masser af folk på baren denne onsdag aften og rigtig god stemning. Vi sad med en masse spørgsmål om krigen, om øst-tiden, om vesttiden, men tænkte, at vi ikke ville ødelægge den gode stemning og snakkede kun med os selv. Det var også hyggeligt. Og der var ikke mange af de tilstedeværende, der havde boet i Østtyskland, for mere end 28 år siden. Vi tænkte at de hellere ville se fremad.

Dem, der er 75+, har oplevet Hitlers periode med krigen, at blive bombet af englændere, at blive en del af et kommunistisk regime de måske ikke var alt for enige med. Og at blive indlemmet i et land, som de har lært at kritisere. Det er nok ikke nemt med identiteten?

Vi kom bare forbi Magdeburg for at sove og så fik vi en spændende oplevelse og anledning til mange nye spørgsmål og tanker.

/Jørgen

Immigranter på badeferie i Cesenatico

På flere tidspunkter undervejs, når vi skulle tage stilling til, hvor vi ville køre hen, snakkede vi om, at ‘vi skal dyppe tæerne i Adriaterhavet’. Da planen om Venedig var på plads, kom chancen for at slå sig ned ved havet undervejs. Vi skulle på badeferie et par dage.

Vi sprang over Rimini. Der var noget i det navn, der sagde charterferie og alt for stor by. Vi styrede i stedet efter Ravenna lidt længere mod nord, og stadig ved Adriaterhavet. Kom lidt tilfældigt forbi badebyen Cesenatico. Helt ud til kysten. Masser af hoteller, ferielejligheder, barer og bling bling.

Da vi ville parkere tæt på stranden og ledte efter et parkometer der virkede, fortalte en fyr fra en cafe, at vi kunne spare vores penge, for stranden åbnede først 5. maj, og indtil da kunne vi bare parkere.

Stranden var ved at blive revet og renset for plastik-skrammel. Parasol-stole og borde blev malet og linet op. Men lige nu var der ikke noget at komme efter. Farvel badeferie.

Omkring pladsen, hvor vi parkerede cirkulerede unge afrikanere på gamle cykler, og der sad en gruppe på en bænk i nærheden. Måske kunne jeg sige goddag til en ukendt og blive lidt klogere på Italien og afrikansk indvandring.

Der sad 5 unge fyre på bænken, og dem fik jeg en god snak med. De kunne lidt engelsk, så de kunne forstå, hvad jeg spurgte om, og et par af dem kunne forklare svarene.

Det var Bamba (19) fra Gambia, Mohammed (20) Ghana, og Samuel (23) fra Gambia, der var mest åbne. De 2 sidste var ret sky og gemte sig. Ville ikke fotograferes. Den mest talende og imødekommende fik jeg ikke navnet på. Han gik, inden jeg fik spurgt for at tage imod et arbejde, som en ‘ frivillig’ havde skaffet ham.

Får de arbejde er det fysisk hårdt og dårligt betalt. Jeg har snakket med unge italienere som må arbejde for 4,20€ i timen. De her drenge ville være henrykte for 2€.

De er alle kommet med båd over fra Libyen. De kommer for at finde en bedre tilværelse end den, de kan se frem til i hjemlandet. Flere var i gang med uddannelse hjemme, men havde ikke penge til at gøre den færdig. De vil gerne have uddannelse. De er klar over, at de er i fare for afstraffelse, hvis de vender hjem igen.

De bor på hotellet lige overfor, hvor vi snakkede. Den italienske stat betaler mad og ophold og meget lidt lommepenge, mens de venter på at få deres ‘documents’, papirer. Når de har fået dem, sandsynligvis et afslag på ophold,  skal de tage hjem. De bliver sendt på gaden, og må forsøge at finde et arbejde. Lyder ret håbløst.

Når jeg spørger, hvad de tænker om deres situation, ønsker de bare at finde et arbejde, tjene nogle penge, leve et godt liv i Europa. De håber og ser bort fra håbløsheden. Eller sammenligner håbløsheden her og hjemme og vælger den mindste?

Det er meget vanskeligt at sætte sig ind i, hvad de tænker på så kort en snak. Men deres historier ligner fuldstændig dem som Thomas Ubbesen har fortalt meget bedre.  Og de kan have fyldt mig med løgn. Jeg blev ikke klogere.

Og hvad er så løsningen ved at smide dem ud af deres ‘hotel’ og lade dem sove på stationen og tigge eller stjæle? Der skal måske lige gå 100 år og et voldsomt opgør med magteliten i Afrika før de kan regne med noget bedre hjemme hvor de kommer fra.

Vi måtte indstille os på, at det ikke blev denne sommer vi kom på badeferie ved Rimini-kysten. Vi var for tidligt ude. Måske er det slet ikke noget for os. Vi har jo vores problemer at slås med.

/Jørgen

 

1. verdenskrig ved Trasimenosøen

Jeg sidder og kikker ud over Trasimeno-søen, hvor der hænger en redningshelikopter. Over mig flyver et par vilde flyakrobater, og det lyder som Den røde Baron, der bomber.

Efter 9 dage har vi forladt Assisi for at kikke os lidt mere omkring i Umbrien. Vi sov en nat på en plads i Spello, 10 km fra Assisi. Endnu en flot romer/middelalder by med den samme  hyggelige stemning, dog noget mere forladt, da vi kom forbi midt på eftermiddagen.

Planen var at undersøge Umbrien ved Trasimeno-søen. En kort tur på ca. 50 km. Og vi havde god tid, så ruten blev planlagt ad mindre veje med et stop i Torgiano. Her kunne vi måske være heldige at finde et marked og noget lokalt olie eller vin.

Olie og vin mødte vi ikke så meget af, men vi mødte Inez.

Inez bor tæt ved mindepladsen i Torgiano, hvor vi fandt en parkeringsplads. Hun kom hen forbi bilen og signalerede, at hun syntes, vi har en flot bil, så jeg forsøgte at spørge til hende. Men det var svært, for hun kunne kun tale og forstå italiensk, og det har vi desværre ikke nået at lære på den her tur.

Men vi fik en god og venskabelig snak, og hun blev inviteret indenfor for at se bilen. Hun ville ikke længere end til døren, men herfra kunne hun se nok til at blive imponeret. “Nejj, køkken med vand, soverum, bad? Tutti!”,  himmelvendte øjne.

Hun fortalte, hvor hun boede, og måske blev vi inviteret? Men hun sagde  ‘a reviderci’ og så tænkte vi, at vi hellere måtte liste videre. Jeg fik lov til at tage et billede. Hun blev min ukendte ven i dag.

Pladsen er en del af en mindelund. Langs vejen var der mindeplader for soldater, som var døde eller forsvundet i den store krig. Datoerne vi så var fra 1916-1918. Det må være første verdenskrig. Jeg har ingen anelse om hvad Italien gjorde i 1. verdenskrig? Mussolini var fra 1922, Garibaldi var fra 1800-tallet, så der er noget historie der skal læses op på.

Vi kikkede Torgiano igennem, fik hver en kop kaffe og en kage for 4,20€, gik uden om vin og olie-butikkerne med direkte fragt til USA. Og da vi kom tilbage og hentede bilen stod Inez og gav hånd og sagde farvel igen.

Vi fortsatte ad de elendige italienske landeveje, fandt en rigtig campingplads i Castiglione del Lago med 1. verdenskrig i luften.

/Jørgen

På tapetet i dag?

  1. Slaget ved Hastings som tegneserie. Meget voldsom begivenhed gengivet uden at lægge fingre imellem. Det var William, bosat i Normandiet, der var ude for et løftebrud, og det skulle man ikke finde sig i på de tider. Reaktionen blev en grundig forberedt krig mod Saxerne. William blev ‘the Conqueror’ og konge af England.

Der var ikke noget, der blev skånet, heller ikke i fremstillingen på den 68,3 m lange, broderede tegneserie. Striben blev udstillet første gang i katedralen i Bayeux i 1077, efterfølgende en gang året, og nu har jeg set den samme sted. Fantastisk billedfortælling og broderikunst.
Vi bor på en gård i kort cykelafstand af Bayeux.
Det er 2. verdenskrigland og og den første var heller ikke langt herfra. Begge handlede i en eller anden forstand om spillet om magten og verdensherredømmet mellem England og Frankrig.
Det spil rækker måske tilbage til 1066 i Hastings og frem til Brexit og et splittet Europa?
Der er dog flere franskmænd, der kan og vil tale engelsk nu, end der var, da jeg første gang var i Frankrig i forrige århundrede.

Måske forsvinder problemet  med en aldrende og skrumpende europæisk befolkning (Se en spændende artikel en fremtid for DK og Europa her )

/Jørgen