Kategoriarkiv: Nationale kulturforskelle

Find afvigeren

Billedet er taget på kirkepladsen i Pompeii søndag formiddag i kirketiden. Det var den 9. april, Palmesøndag. Der var mange flere mennesker en halv time forinden billedet blev taget. Afvigeren er til at få øje på. Det er ham i T-shirt, shorts og løbesko. Han har ikke hvide sokker i skoene.

Det var rigtig fint, lunt solskinsvejr, tæt på 25 grader, og vi ville kikke os rundt i det Pompeii, som ikke har ligget under vulkanaske. Der er et langt hovedstrøg på begge sider af kirkepladsen, som udgjorde byen. Her slentrede vi søndagstur

Vi havde regnet med, at der nok var mange folk omkring kirken, da det jo var en højtidsdag. Det ville være interessant for os at se, hvad italienere gjorde på sådan en dag. Måske kunne vi slå et smut indenfor i kirken? Men inden vi nåede kirkepladsen, kunne vi mærke, at der var noget forkert. Vi fik elevatorblikket!

Alle havde pænt tøj på. Mænd og kvinder i jeans og jakker, pæne sko med høje hæle, håret sat og læbestift og hvad har vi. Der var ikke én, der havde bare ben. Lene kunne trække nederdelen ned over knæene, men jeg kunne kun gå hjem igen.

Det ser grimt ud på billede, og det er nemt at forstå, hvorfor folk kikker. Vi vidste det jo godt, men kom afsted uden at tænke os om.

Vi var naboer til et ældre, tysk ægtepar på Pompeii Camping. De klædte sig altid pænt på, inden de forlod pladsen. Det forstår vi nu, og har taget ved lære af oplevelsen Palmesøndag i Pompeii:
Byture foregår altid med lange bukser/kjole, nydelig jakke, nypudsede briller og vandkæmmet hår og lukkede sko. Og hvis vi kan undgå det, bliver rygsækken hjemme.

Vi bilder os ind, at vi nu bliver mødt med en anden respekt, smil og imødekommenhed.

/Jørgen

Italien, – hvad skal vi der?

Jeg havde i januar gemt en liste over, hvad der kunne være interessant at undre sig over, når vi kom til Italien i foråret:

Temaer for en tur til Italien:
Religion, hvad er en katolik for en?
Hvorfor elsker italienere Berlusconi?
Fra mange små bystater til et samlet Italien?
Gammelt skrammel fra Romerriget?
Flygtninge gennem Italien?
Jordskælv, hvor var det nu det skete?
Mad og vin, hvad spiser italienere?
Lidt bedre til italiensk, hvordan gør vi lige det?
Unge i Italien, lav fødselsrate hjemmeboende, freelancere uden løn, 1000€, emigrerer?
Hvad er der med italiensk design?
Er der andre end Chiappucci og Pantani, der kører på cykel? Hvor?
Hvad er italienerne egentlig for nogen?

Det er ret svært at finde uddybende svar på de spørgsmål på en enkelt tur, så jeg bliver nok nødt til at komme igen en anden gang. Men jeg synes, jeg er kommet et skridt videre med mange af dem.

En ting er at få noget på fornemmelsen, noget andet er at forstå det så godt, så det er til at forklare for andre. Der skal laves mange flere indlæg og i flere runder. Men det gavner min forståelse at få stillet spørgsmålene og arbejde med at besvare dem.

Jeg havde tænkt mig, at jeg skulle skrive kortere og oftere på denne tur. Og så supplere med kommentarer efterhånden, som jeg kom i tanke om noget mere. Men indlæggene har det med at blive for store! Er alligevel lidt bedre end sidste gang?

Det har hjulpet meget at komme ud over at være forbeholden, genert og reserveret og spørge ind til fremmede mennesker. De vil nemlig gerne give nogen svar, og selv blive klogere. Det er hårdt arbejde at blive bedre, men det lønner sig.

/Jørgen

Tizian og Diego

De to er veteraner udi at rejse med en camper. De har rejst gennem de fleste lande i både øst og vest-europa, og de har været i Danmark, i 2009. De så vores lille danebro og smilede glade til os fra den gamle Elnag-veteranbil. Det var en invitation til mere snak. De er italienere og taler absolut kun italiensk, men vi gjorde alle vores bedste for at blive klogere på hinanden.

De opfører sig lidt ligesom vi gør, når vi skal op på klodserne. Hun står og råber udenfor bilen, han sidder indenfor og kører frem og tilbage og kan ikke høre, hvad hun råber. Og pludselig er den i vatter.

Bilen er fra 1983, men de har dog kun kørt i den siden 1988. 30 år. De arbejder vist stadig begge 2. Pensionsalderen er 68 i Italien og den har de vist ikke nået endnu. De har en datter på 27, men ingen børnebørn. Og det er et vanskeligt spørgsmål for en ung italiener det der med at få børn. Det skal vi have spurgt noget mere til, men helst på engelsk eller tysk.

Tizian og Diego har besøgt Danmark i 2009, troede de nok. De huskede Skagen og Vesterhavskysten, Ribe, Odense og København. Og broerne var de meget imponerede af. De har aldrig været i Sverige eller Norge, men de Baltiske lande, Rusland, Polen, Rumænien og det øvrige vesteuropa.

De har klaret turene med deres modersmål som eneste sprog, så måske er det lidt overvurderet, det der sprogkundskab, som forudsætning for at rejse?

/Jørgen

“Elefanterne” fra Øst

På vej over Alperne i Østrig spiste vi frokost med det hele og fin udsigt. Baggrunden er mod nord med nogle meget takkede alpetinder, mange af dem med sne på. Forgrunden lidt triviel med kvindeligt blikfang.

Det interessante er ‘elefanterne’ i mellemgrunden. Der holder 11 store lastbiler af samme slags, som dem vi kører sammen med på motorvejen. En hurtig optælling viste fordelingen af indregistreringsland: H, I, PL, PL, SL, LT, BG, H, D, PL, A.  Samme billede har jeg på nethinden, når jeg husker på de biler, vi kører bag. Der er også mange biler med danske firmanavne på PL-plader. Fordelingen 60% øst, 40%vest, rammer måske ikke helt ved siden af det, jeg har set.

Jeg kan godt forstå, at mange østeuropæere har fået chaufførjobs i vestlige biler, men det skulle vel ikke afspejles på nummerpladerne? Bilerne er indregistreret i PL, H, SL osv. Men så er det vel også et firma fra de pågældende lande der står bag? Jeg kan f.eks ikke indregistrere en bil i Tyskland med mindre jeg kender nogen.

Og vil det så sige at transportsektoren er ved at flytte til øst-europa?

Jeg fandt ikke en ukendt, der kunne hjælpe med forklaringen.

/Jørgen

Gammel i Posada og i det hele taget

Vi har forladt Posada, den stille bjergby ved Picos de Europa, og vi var der så længe, at der stadig dukker historier at fortælle.

Jeg tog for eksempel en tur på cyklen ned ad bakken til Cain, som vi vandrede til gennem bjergene. Jeg havde set skiltene, som advarsler om stejle bakker, da vi gik ned, men det skulle prøves den anden vej på cykel. Det var hurtigt ned til en kop kaffe, og så 9 km op med disse stigninger mange steder. Jeg havde heldigvis et ekstra gear fra Alpeturen, så det lykkedes. Og jeg lærte at læne mig godt ind over styret for at undgå, at cyklen tippede bagover, når jeg trådte til. Min cykelcomputer sagde 21,4% i korte perioder. 20% er gennemsnittet over 2-300 m mange steder.

Tilbage på pladsen ved bilen mødte jeg Joaquin, som igen sad på bænken og fløjtede og sang. Jeg havde tidligere forsøgt at snakke lidt med ham, men han havde rystet på hovedet. Sprogproblemer?

Nu ville jeg spørge om jeg måtte fotografere ham? Han kikkede på kameraet og grinede tandløst. Jeg viste ham et par billeder, som han blev glad for at se. Og så ville jeg gerne vide, hvad han hed? Jeg prøvede alle slags sprog, men han rystede på hovedet, grinede og gik.

Drengene i sportshallen kunne fortælle, at han hed Joaquin. Og Conchi fortalte senere, at Joaquin er 93 år og har boet hele sit liv i Posada. Hans fornøjelse er at gå tur omkring pladsen, sidde på bænken og fløjte og få en lille en på øjet. Han vil gerne snakke, men det er svært, for han er totalt døv. Han klarer sig i landsbyen hele sommeren, og bor hos sin søn i León nogle måneder om vinteren.

Jeg er ikke så gammel som Joaquin endnu, men det går jo den vej. Man kan ikke undgå at tænke på ‘aldring’ på vores tur, for vi får selvfølgelig ofte øje på den problemstilling.  Jeg har en forestilling om, at mændene i sydeuropa sidder det meste af dagen i skyggen af platantræerne og drikker kaffe, og spiller domino eller boule/petanque. Dem har jeg i hvert fald set tidligere, og det mindes jeg som en positiv måde at blive gammel på. Jeg har godt nok ikke set dem ved spillebordet denne gang, men der tuller mange gamle rundt i landsbyerne.

Men allerede da vi var i Belgien tænkte jeg at ‘gamle’ ville være et tema. I Belgien boede vi i Veurne ved en hyggelig kanal. Vores nabo var et plejehjem.

Det var ikke hyggelige signaler om en lykkelig alderdom, der kom fra den bygning. Vi kunne ikke komme ind og kikke. Men det slog os, at denne belgiske by  virkede meget lukket, med nedrullede gardiner, ingen gamle på gaden.

Jeg talte med en belgier, pensioneret politiefterforsker, på en parkeringsplads. Vi talte om skatter i DK og Belgien. Han betalte ikke meget skat, men hvad hjalp det, for han tjente heller ikke meget, og der var ikke meget service, at få i landet. ( Deres veje!! mange steder som, og værre end, brostensveje).

Hvad mon der bliver til os campister fra DK, når det ikke længere er sjovt på landevejene? Skatten skal ned! så det kan betale sig at arbejde. Hvor langt er udhulningen kommet, når vi bliver så gamle som Joaquin? Fløjter vi? Synger vi? Eller råber vi ‘Hjælp mig, hjælp mig’

Hvordan vil vi gerne have det om 20 år? Man skal jo vide, hvad man ønsker, for at få hvad man vil have. Kan ‘udkanten’ blive en del af fremtiden?

/Jørgen

Tyskere går op i røg

Den 8. september boede vi på havnen i Vilhelmshaven i Tyskland og studsede over forskellige rygerkulturer:

Det er helt utroligt, som der ryges i Tyskland. Det var påfaldende for os fra  ikke-rygerDK at støde ind i mange situationer, hvor der blev røget, som derhjemme forlængst er røgfri .

Man skal åbenbart være 18 år for at kunne købe cigaretter selv. Ellers gøres der meget for at gøre adgangen til cigaretter så nem som muligt.

eurot-0070908

Tæt på stranden i Vilhelmshaven var der hjælp til smøg trængende badegæster. En cigaretautomat. Lige til at putte € i og trække en pakke. Man skal dog være over 18. Vi havde faktisk tidligere mødt cigaret-automaten på en øde marskø, og det blev noget, vi ofte faldt over på turen gennem landet.

Rygeradfærden var anderledes på cafeerne. Småbørnsforældre sad begge og røg med en baby på skødet. Der var askebægre på alle borde. Mange rygende i gå-trafikken, og i bilerne.

 

I indkøbscentret fik vi en snak med en pige, der solgte cigaretter og rulletobak. Vi fortalte om vores oplevelser i Tyskland og hvordan det er i Danmark.

Tyskerne er først for et par måneder siden begyndt at skrive på pakkerne, at rygning er sundhedsskadeligt. Hun havde det selv dårligt med, at gravide og unge med små børn  købte hendes tobak, og så var hun selv holdt med at ryge for 4 uger siden. Hun mente, at der var et skifte på vej i Tyskland til større fokus på de dårlige sider ved rygning

Men det er overraskende for mig, at vi er så forskellige på det punkt? Det må der også være noget statistik på?

I de franske byer vi senere har besøgt lagde vi ikke mærke til rygerne på samme måde.

/Jørgen

Cykeltur i Bilbao

Og sådan så der ud da vi vågnede i morges.l
Og sådan så der ud da vi ankom dagen før

Bilbao er en spændende by at besøge. Den er en slags hovedstad i Baskerlandet. Det er en by med masser af udvikling. Og meget skyldes Guggenheim, hvis fond  har placeret et kunstmuseum i byen. Det var også den bygning, der fik os til at stoppe og blive i byen et par dage.

I dag cyklede vi ned i byen. En stejl bakke ned til trafikken. Jeg fik overtalt Lene til at tage cyklen ved at få fyren i receptionen på P-pladsen til at tegne vejen til cykelstierne på et kort. Efter at have gennemført en hel dag på cykel i byen, ved jeg nu, at han aldrig selv har cyklet den  anviste tur. Det var en udfordring at komme frem, især hvis man nemt bliver lidt bange for trykket fra de andre trafikanter. Men ved brug af fortove, fodgængerfelter, p-pladser og parker lykkedes det at finde vej ud og hjem. Mere end 25 km rundt i byens gader.

Jeg har tidligere skrevet om trafik i Amsterdam med stor vægt på cykling. I Amsterdam var cyklen det eneste fornuftige transporthjælpemiddel, hvis man ville frem. Biler gav ingen mening i de smalle gader.

I Bilbao ser det ud som om der er investeret rigtig mange penge i trafik-infrastruktur. Vi har set letbane køre rundt på skinner blandt biler og busser. Der er to forskellige bussystemer, der dækker byen på forskellig måde, rød og grøn med busbaner i de trafikerede gader. Så er der undergrundsbanen, som kører i to sløjfer under byen på langs. Og der er givet masser af plads til bilerne inde i bykernen. De fylder faktisk ret meget. Der er etableret enkelte cykelstier, men det er tydeligt, at der ikke satses på cykler. Stierne stopper bare lige pludselig, og så må man finde en vej midt i en myldrende biltrafik.

Det virker som om der er brugt voldsomt mange penge på alternativer til bilen,  uden at trafikken er blevet mere smidig, tryg og effektiv. Det er stadig bilerne der sætter dagsordenen og fylde overalt på gaderne.

Med alle de alternative transportmuligheder burde det kunne lade sig gøre at komme rundt i byen selv om det blev mindre attraktiv at bruge bilen.

I forhold til Odenses strategi med letbane og busser og satsen på at få biltrafikken ud af midtbyen virker det som om Bilbao har villet undgå upopulære indgreb over for bilerne og byen har håbet på, at investeringer i alternativer til bilerne vil løse trængselproblemerne uden indgreb og begrænsninger.

På vejen hjem skulle der købes lidt ind, og vi er meget omhyggelige med at låse cyklerne fast. Da vi kom tilbage til cyklerne sad denne seddel på stangen:

Vi fik hjælp i den nærmeste butik til at forstå teksten: “Hent nøglerne i Kopon” Kopon var en bar lige ved vores cykelparkering, og her fik jeg mit nøglebundt. Det var ikke det pæneste kvarter, men det var flot handling. Heldigt for mig og godt for Bilbao.

/Jørgen

G-streng og bare bryster på Promenaden

Vi stoppede lidt tilfældigt i Wilhelmshafen i Tyskland og fandt en fin plads ved vandet. Det var særligt godt, fordi det blev meget fint vejr.

Også tyskerne nød det gode vejr. Selv om det her var vadehavsstrand med mudret bund, var der en del, der fik sig en dukkert, og mange cyklede eller gik tur langs vandet.

Ikke længe før dette billede blev taget, kom en pige gående på promenaden imod solen. Hun var sammen med sin kæreste og de nød turen. Mine reaktioner blev et billede på, hvor forskellige vi er. Pigen havde bare bryster, som var brune, så de var vant til at være fremme i solen. Hun havde en fyldig barm og var også rund bagtil. Da hun havde passeret os, præsenterede hun sin store bagdel næsten lige så bar som brysterne. Underdelen til de bare bryster var en ganske lille tanga-trusse.

Den havde nok ikke gået i Danmark. Min første tanke var, at hun da ikke havde meget fornemmelse for, hvad der var smart, god stil og i orden. Men hun var ligeglad med, hvad jeg tænkte. Og jeg måtte lige tænke om engang! Hvem var det, der ikke havde god stil?

Jeg får tit stikpiller til mine sokker i sandalerne eller lignende kiks. Det kan være svært at leve op til codex og den aktuelle måde at være hip på.

Kan det passe, at reglerne er mere snærende og stramme, der hvor jeg kommer fra i forhold til, hvad jeg indtil nu har mødt i både Tyskland og Holland?

/Jørgen

Cykling i Holland

Jeg troede vi var verdensmestre i at få folk til at bruge cyklen i Danmark. Men det er helt vildt hvad der er af cykler, eller havelåger, her i Holland. For cykling for hollændere er noget andet end for danskere.

  • De kører på havelåger, altså transportredskaber
  • De kører uden cykelhjelm
  • De kører uden regler, eller har et pragmatisk forhold til overholdelsen
  • Der ser glade ud på deres cykler
  • Der er ikke nogen der råber i trafikken
  • De bruger tykke kæder til aflåsning

Det fungerer tilsyneladende uden den store ballade. Vi har været en del af trafikken rundt på cykler i storbyen Amsterdam (så stor som København). Og det er meget anderledes end i DK. Her er nogle regler om at holde tilbage fra højre, række armen ud før man drejer. Meeen! Regler, nå ja. Men det er den helt grundlæggende indstilling til at alle tager hensyn og fletter ind i hinandens mønstre der tilsyneladende får trafikken til at glide uden besvær. Både biler, knallerter, cykler og gående bruger det princip. Der er ikke nogen der ringer med ringeklokker, dytter  eller råber.

Alle cykler uden cykelhjelm, Forældre med børn stablet på cyklen både på stangen, på bagagebæreren, både foran og bagpå, nogen gange er der et barnesæde, andre gange en kasse. Ingen har hjelm på. På landet så jeg en skoleklasse, 5 kl. måske på cykeltur med læreren bagerst. Ingen hjelme!

De kører heller ikke så stærkt. Det duer gaderne i Amsterdam ikke til, og cykeltrafikken og hensynet sætter en begrænsning. Derfor kører de også alle rundt på ‘gamle’ havelåger, hvor man sidder ret op på sadlen.

Og så virker det som om der er mindst 3 cykler pr. indbygger. Alle parkeret meget tæt og ordentligt, og der er meget få vrag, der ligger og flyder.

Det er en tanke værd, om vi måske hjemme laver regler for at undgå skader, for at afvikle trafikken bedre, o.s.v og vi ender med, at bundlinien ikke er bedre, men at vi får en cykelkultur (trafikkultur), hvor man holder på sin ret, bliver mere hidsige og stressede, kommer mere til skade, får færre op på cyklerne i byerne, kommer langsommere frem. Tænk, hvis man i virkeligheden ikke fik færre ulykker ved at køre med cykelhjelm? Gad vide hvor mange der får skader af at cykle i Holland? Dansk Cyklistforbund har på et tidspunkt været skeptiske i forhold til at anbefale hjelm. (Det er nogen år siden).

A pro pos debatten om sundhedssektorens screeningsprogrammer, som fanger nogle potentielt syge, men påfører rigtigt mange ulemper og bekymringer?

Det er værd at kikke på statistikker. Hollænderne er vilde med statistikker, så hvis de bare kunne et pænere sprog kunne det vær sjovt at læse. Hvor mon man finder dem?

Ku’ det tænkes at vi laver for mange regler om alt muligt, og hollænderne har en pointe med deres hensyn-tageri og tollorange?

Jørgen

Ih hvor det går

Det går alt for stærkt. Vi er allerede bagud med at fortælle alt det nye? Eller hvad er det for noget pjat. Der er ikke noget der hedder at være bagud. Det er jo også det turen går ud på: at være opmærksom på det der sker nu og så glemme det der ikke blev til noget.

Så!: jeg sidder ved en havnekaj i Leeuwarden i Holland.  Har aldrig hørt om byen før. Det er en by med mange vandkanaler med plads til sejlads med pramme og både. Og 90.000 indbyggere.

I aften var fredag. Det er jo begyndelsen på weekenden og vi var ankommet så tidligt på dagen, at vi efter hyggelig afslapning ville spise ude. Op på cyklerne ind mod centrum, hvor der var fredagsstemning. Vi havde kun lige låst cyklerne, før vi blev inviteret på vin af nogle meget åbne og festlige hollændere. Vi nøjedes med en hyggelig snak  og blev hjulpet videre til Keukencafé TOTT, en lille restaurant i nærheden.  Lækre sticks med kylling og fisk. Meget charmerende betjening og lutter fremkommelige mennesker omkring os. De bekræftede vores fordom om, at hollændere er nogle gamle, glade flippere, der ikke tager tilværelsen for højtideligt. Er der noget om det?

På vejen tilbage til cyklerne mødte vi igen vininvitationen. Tænk at vi allerede havde fået venner, som kendte os. Vi syntes ikke vi ville trænge os på, og det var ved at blive mørkt, og vejen tilbage til bilen på cykel uden lys, og vi var vist også lidt trætte, og..

Sku’ vi have sagt ja tak og stolet på at der ville være løsninger på alle de problemer vi på forhånd kunne få øje på? Er det hollændere i modsætning danskere?

Jørgen