Vi diskuterede rationalisme og romantik i europæisk historie, mens vi gik forbi det her. Rationalisme eller romantik?Vi blev hængende igår her i Posada de Valdeón en hel dag i regnvejr og blev i dag belønnet med en hel fantastisk vandretur gennem dalen til Cain i det mest fantastiske vejr. Hvor heldige kan man være? 15 km vandring i det flotteste terræn. Mere af den slags.
Det her er også en prøve på om jeg har fået repareret abonnementfunktionen?
/Jørgen
Vi har et par dage mænget os med de store i Europa og fået et klar fornemmelse af at der er både vådt og koldt på toppen.
Det var det landskab vi bevægede os ind i. Vi kørte efter en plads at parkere på, og det viste sig at den lå i en bjergkæde, der hedder Europa. Og lige der, hvor vi ville bo, var de højeste spidser.
Mit spanske rækker til at forstå, at vejen er spærret og det er forbudt at passere for alle personer på grund af arbejde. Man kan passere kl. 8, 14 eller 20
Klokken var 19, da vi ankom, og vi kunne se, at det ville blive mørkt at køre de næste 40 km bjergkørsel på små veje efter kl. 20. Så vi tog en overnatning i vejkanten. Vi har jo det der skal til. Vi fik så et indblik i en meget lille bys ‘natteliv’. Et glas vin og tapas med 2 lokale og en strejfer på hotellets bar, så godnat.
Det blev rigtigt regnvejr om natten, og vi stod tidligt op for at være klar til at køre med i kl. 8 kortegen. Vejspærringen var fjernet, arbejdet færdigt og vi kørte alene, da det blev lyst nok til at se noget.
Vi var kørt ind i en kæmpe stor nationalpark med nogle meget flotte bjergkamme og dale med vild natur. Her kan man møde både ulve og brune bjørne. Vi kunne se nogle muligheder i at finde noget flot terræn til vandreture. Vi ankom tidligt på dagen i gråt og trist vejr, men det var ret storslået natur omkring os, og vejret blev bedre i løbet af dagen, så vi fandt os tilrette og så os omkring i byen og nød denne udsigt til nogle picos.
Det er spændende nok til at blive boende nogle dage.
/Jørgen
Jeg kendte ikke noget til Frank Gehry før jeg så en bro i Bilbao, der var opkaldt efter ham. Den har formodentlig fået hans navn, fordi har har gjort byen en stor tjeneste. Han er nemlig den canadiske arkitekt bag Guggenheims museum i Bilbao.
Det er et af de turistpots, vi gerne ville se, og som mange har anbefalet at bruge tid på.
Den er bare for vild, den bygning. Da vi så den fra vores bakketop-parkeringsplads, tittede den frem bag en stor skyskraber, og vores nabo måtte pege hen over byen for at vi fik øje på den. Stående ved siden af den, bliver man paf over de vilde konstruktioner og fantastiske former. Og når man så står inde i bygningen, bliver man blæst omkuld af de kæmpe store, oversize rum. Alt er bare mega, bygget inden i noget giga.
Museet er helt sikkert et besøg værd. Der medfølger en guided tur med høreapparat, som var meget grundig og lærerig. Vi blev hængende længe ved introduktionen om arkitekten og byggeriet. Vi var begge så udmattede af oplevelsen af bygningen, at der manglede energi til at få ret meget ud af de udstillinger, som den rummede. Det må vi få tid til en anden gang.
Jeg opdagede først, at man ikke må fotografere, før det var for sent. Der kom et par billeder med fra indersiden af museet. Ovenfor er det en kæmpe installation af nogle skal-former udført i skibsværftstålplader med nogle uventede samlinger og vinkler. Man kan bevæge sig ind i dem og opleve rum og tidsfornemmelser fra en anden verden. Kunstneren er amerikaner og hedder Richard Serra og værket hedder Matter of Time. Formerne passer til rummets udformning. ‘Størrelse’ eller ‘format’ er for mig en vigtig oplevelse med det værk.
Og det gik igen i udstillingerne. Det var megalærreder, der dominerede giga-rummene. Hovedudstillingen var af Francis Bacon. Det var en stor mundfuld at sætte sig ind i, hvad han har på hjerte. Jeg troede først, at jeg kendte ham fra gymnasietidens Oldævl/Idehistorie, men ham her er engelsk kunstner som døde i 1992. Mange af hans udtryk minder mig om Michael Kvium. Han har haft stor betydning for udvikling af moderne europæisk kunst og kender de andre store.
Vagten havde været forbi og prikket mig på skulderen, inden jeg fik et foto med fra hans udstilling. Men det er jo faktisk også helt overflødigt, når man kan bruge google. Se bare Francis Bacon Billeder
Moderne kunst er et studie værd. Men det er ikke nemt. Det kræver en indsats, og hvor skal man næsten begynde? Man må jo bare kaste sig ud i det med vidt åbne øjne.Og Europa har meget at tilbyde.
Og Guggenheim er spændende moderne kunst. Bygningen er en kæmpe skulptur, at se ude fra, som så er blevet udstyret med indvendige, store rum, som ikke egner sig til meget andet end udstilling. For at malerierne og skulpturer ikke skal forsvinde i de store rum, har det været nødvendigt at bestille nye værker i passende størrelser. Så Guggenheim Bilbao udstiller ikke bare kunst, men er kunst og skaber kunst. Stor kunst i hvert fald i en betydning af stor.
Hvad nytte det så er til, og hvad vi skal med det er en anden snak.
/Jørgen
Sådan ser vejret ud på DMI for det sted vi holder nu, og det passer med det vi ser ud af vinduerne. Det er ret vådt i dag, men med udsigt til sol i morgen eftermiddag bliver vi her for at vandre en flot tur i bjergene. Vi satser på at DMI kan forudsige noget om vejret i Spanien.
Der er ikke meget fornuft i at flytte sig, for vejret ser ud til at være det samme inden for en meget stor radius. Nærmest i hele Europa. Vi skal helt til Malaga for at finde sommervejr.
Men det er faktisk vores første indedag på turen. Det har været fint vejr på det meste af turen indtil nu. Det blev lidt koldt i Pyrenæerne, ellers har det været sommerligt. Måske er vejret bare sådan i Europa, når det bliver efterår? Det blev også ret koldt på denne tid på vores tur i efteråret 2014, så vi kan forsigtigt konkludere, at vi skal starte efterårsturen 2-3 uger tidligere, altså omkring 15 august?
Regnvejsdage er heller ikke at foragte. Jeg kan godt lide at sidde inde og lumre lidt og nørde med læsning og skriblerier, en kop kaffe og en småkage, mens det drypper udenfor. Der er heldigvis masser af oplevelser at få samlet op på, og arbejde med planlægning af turen fremover.
Og så har vi jo også tøj med, så vi kan færdes ude i vådt vejr, og komme tilbage til en tør hule igen.
/Jørgen
PS: Der kommer ikke mails ud til abonnenterne på ‘hvadialverden.dk’ i øjeblikket. Det er folkene bag ‘maskinen’ , der driver hjemmesiden, der har stillet på nogle knapper, så mailen ikke udsendes. Jeg håber de snart får rettet fejlen.
Man kunne forledes til at tro, at vi havde indstillet turen. Men vi har det stadig fint med rejseformen, og er stadig på vej. Vi styrer efter at ramme hjemlige farvande engang i begyndelsen af november.
Den 8. september boede vi på havnen i Vilhelmshaven i Tyskland og studsede over forskellige rygerkulturer:
Det er helt utroligt, som der ryges i Tyskland. Det var påfaldende for os fra ikke-rygerDK at støde ind i mange situationer, hvor der blev røget, som derhjemme forlængst er røgfri .
Man skal åbenbart være 18 år for at kunne købe cigaretter selv. Ellers gøres der meget for at gøre adgangen til cigaretter så nem som muligt.
Tæt på stranden i Vilhelmshaven var der hjælp til smøg trængende badegæster. En cigaretautomat. Lige til at putte € i og trække en pakke. Man skal dog være over 18. Vi havde faktisk tidligere mødt cigaret-automaten på en øde marskø, og det blev noget, vi ofte faldt over på turen gennem landet.
Rygeradfærden var anderledes på cafeerne. Småbørnsforældre sad begge og røg med en baby på skødet. Der var askebægre på alle borde. Mange rygende i gå-trafikken, og i bilerne.
I indkøbscentret fik vi en snak med en pige, der solgte cigaretter og rulletobak. Vi fortalte om vores oplevelser i Tyskland og hvordan det er i Danmark.
Tyskerne er først for et par måneder siden begyndt at skrive på pakkerne, at rygning er sundhedsskadeligt. Hun havde det selv dårligt med, at gravide og unge med små børn købte hendes tobak, og så var hun selv holdt med at ryge for 4 uger siden. Hun mente, at der var et skifte på vej i Tyskland til større fokus på de dårlige sider ved rygning
Men det er overraskende for mig, at vi er så forskellige på det punkt? Det må der også være noget statistik på?
I de franske byer vi senere har besøgt lagde vi ikke mærke til rygerne på samme måde.
/Jørgen
Bilbao er en spændende by at besøge. Den er en slags hovedstad i Baskerlandet. Det er en by med masser af udvikling. Og meget skyldes Guggenheim, hvis fond har placeret et kunstmuseum i byen. Det var også den bygning, der fik os til at stoppe og blive i byen et par dage.
I dag cyklede vi ned i byen. En stejl bakke ned til trafikken. Jeg fik overtalt Lene til at tage cyklen ved at få fyren i receptionen på P-pladsen til at tegne vejen til cykelstierne på et kort. Efter at have gennemført en hel dag på cykel i byen, ved jeg nu, at han aldrig selv har cyklet den anviste tur. Det var en udfordring at komme frem, især hvis man nemt bliver lidt bange for trykket fra de andre trafikanter. Men ved brug af fortove, fodgængerfelter, p-pladser og parker lykkedes det at finde vej ud og hjem. Mere end 25 km rundt i byens gader.
Jeg har tidligere skrevet om trafik i Amsterdam med stor vægt på cykling. I Amsterdam var cyklen det eneste fornuftige transporthjælpemiddel, hvis man ville frem. Biler gav ingen mening i de smalle gader.
I Bilbao ser det ud som om der er investeret rigtig mange penge i trafik-infrastruktur. Vi har set letbane køre rundt på skinner blandt biler og busser. Der er to forskellige bussystemer, der dækker byen på forskellig måde, rød og grøn med busbaner i de trafikerede gader. Så er der undergrundsbanen, som kører i to sløjfer under byen på langs. Og der er givet masser af plads til bilerne inde i bykernen. De fylder faktisk ret meget. Der er etableret enkelte cykelstier, men det er tydeligt, at der ikke satses på cykler. Stierne stopper bare lige pludselig, og så må man finde en vej midt i en myldrende biltrafik.
Det virker som om der er brugt voldsomt mange penge på alternativer til bilen, uden at trafikken er blevet mere smidig, tryg og effektiv. Det er stadig bilerne der sætter dagsordenen og fylde overalt på gaderne.
Med alle de alternative transportmuligheder burde det kunne lade sig gøre at komme rundt i byen selv om det blev mindre attraktiv at bruge bilen.
I forhold til Odenses strategi med letbane og busser og satsen på at få biltrafikken ud af midtbyen virker det som om Bilbao har villet undgå upopulære indgreb over for bilerne og byen har håbet på, at investeringer i alternativer til bilerne vil løse trængselproblemerne uden indgreb og begrænsninger.
På vejen hjem skulle der købes lidt ind, og vi er meget omhyggelige med at låse cyklerne fast. Da vi kom tilbage til cyklerne sad denne seddel på stangen:
Vi fik hjælp i den nærmeste butik til at forstå teksten: “Hent nøglerne i Kopon” Kopon var en bar lige ved vores cykelparkering, og her fik jeg mit nøglebundt. Det var ikke det pæneste kvarter, men det var flot handling. Heldigt for mig og godt for Bilbao.
/Jørgen
På vej længere sydpå slog vi et slag omkring Pyrenæerne. Selv om jeg ikke har fået cyklet mere end en enkelt tur siden Alpeturen i juni, ville det være for dumt at køre gennem Pyrenæerne uden at kikke forbi nogle af de berømte bjerge. Jeg havde dog ikke nogen klar fornemmelse af, hvor de lå. Men syd for Pau var vi Col d’ -land. For de ligger jo lige i samme nabolag. Den ene Col ved siden af den anden.
Vi slog os ned i Laruns, lige der, hvor det bliver til rigtige bjerge. Jeg forsøgte en tur mod Col d’Aubisque, 17 km. Jeg blev træt, da jeg havde kørt 12 km op med 8% stigning. Men en dejlig første tur blev det i fantastisk solskinsvejr. Og sikke en nedkørsel.
Begge cykler blev luftet på tur i Ossau-dalen til marked i nabobyen Arudy. Man kan mærke højden, ca 500 m, og årstiden, så temperaturen i skyggen er kølig.
Dagen efter var det var det blevet koldt og gråt, og vi kørte i bil mod Col d’Tourmalet. Den tur gik over Aubisque. Jeg ville jo gerne vise, hvor meget jeg havde cyklet opad. Og det blev et fantastisk syn. Jeg ærgrer mig over den manglende træning og modet til at tage det sidste nap. For det var de sidste 4 km, der var de flotte. Lidt som Glandon i Alperne.
Og nedkørslen var forrygende, selv om det var i en stor bil. Desværre var der lukket over Tourmalet af stenskred, så vi fortsatte til et overnatningssted ved Col d’Aspin. Her blev det til en flot tur op og ned og op og ned.
Natten blev med frost, og Tourmalet blev gemt til en anden gang.
Modellen med at have cykler i bagagen og kunne vælge mellem de flotteste bjerge fra den ene og den anden side, og stadig være hjemme til aftensmad, den holder. Det skal prøves igen, og så skal der selvfølgelig være mange flere kilometer i benene. Men der gik desværre lidt for lang tid med at få Hymerbilen ind under huden. Og der blev cyklet for lidt. Det føltes først naturligt, da der var bjerge i udsigt ;-).
Vi kørte mod varmen og overnattede i San Sebastian- en ny by i et nyt land, Spanien.
/Jørgen
Man kan godt snakke hyggeligt i en Hymermobil, men det er ikke en telefon. Og ’hymermobile led’ er ikke en rigtig diagnose.
Vi kører i en Hymermobil, som er en bil man også kan bo i.
Hvordan blev det så lige en Hymermobil?
Starten var en tur til Sydfrankrig i en VW-golf i 2014, med cykler bagi og overnatning på hotel eller leje-lejlighed. Det var en succes at tage på ferie i bil. Golfen kørte fint, men var svær at bo i.
Næste overvejelse var en indsats til en VW Caddy
Det så fint ud, men tidsperspektivet var nok en tur på en uge, max. 14 dage. Og hvor skulle cyklerne være?
Og så voksede kravene ligesom de biler, der skulle tilfredsstille dem. VW rugbrød? Under 6 m brugt autocamper? Lejebil?
Vi ville have en bil vi kunne holde ud at være væk i i mindst 2 mdr. Cykler skulle kunne være indendørs. Der skulle kunne laves ordentlig mad. Den skulle ikke lugte af hund eller gamle sure akryltæpper. Den skulle være håndterlig, til at komme rundt med og parkere. Den skulle ikke syne af så meget, ikke være anmassende, men alligevel god kvalitet. Det er vi gået efter med de valg, vi har taget.
Nogle facts om den bil vi kører og bor i.
Det har været en opgave at få alle disse ting til at spille sammen og fungere, så vi kan spise, sove, bade, hygge, rejse, mv. Når dertil lægges arbejde med at fastholde forbindelse til internet, telefoner, mv., har der været masser af praktiske gøre mål at tage sig af. En stejl læringskurve. Men nu er rutinerne ved at være på plads. Der er ikke overraskelser med mærkelige lyde, en skuffe, der ikke blev sikret, varmt vand der er koldt, natpotten, der bliver for fuld. Vi har snart været alle funktioner igennem flere gange. Vi oplever efterhånden den frihed til at kunne flytte sig hurtigt uden at den store omstilling, lige som vi havde forestillet os. Det er dejligt, men man skal vænne sig til, at det lader sig gøre.
/Jørgen
Turen i bilen er et forsøg på at afprøve, om det kunne lade sig gøre at blive glad for at rejse uden at få turistkvalme?
Men hvad skal der til for at vi kan blive glade for at rejse? Hvad er det vi vil opnå med at gøre det på denne her måde?
og der er måske mange flere ting, som skal til for at det er sjovt at rejse igen, men vi kan da afprøve om noget af ovenstående kan hjælpe på det?
Det skal så vise sig, om vi undervejs lykkes med at ovenstående gør det sjovere at være væk hjemmefra.
/Jørgen
Jeg er ikke den fødte campist. Og Lene er slet heller ikke. Mere hån og spot end sympati og forståelse. Altså sådan skarpt stillet op.
Men hvad er det så vi har gang i med den her tur rundt i Europa i en bil? Camping?
Lene vil gerne rejse og jeg tager som regel med efter en del overtalelse. Det er blevet til selvarrangerede ferierejser til La Gomera og Mallorca med aktiviteter som vandreture, cykling og hygge og snak om ‘alle de turister, der dog er i verden?’. Vi har forsøgt at finde de almindelige mennesker ved at bo i kvarterer, hvor de lokale bor. Og vi har alligevel set virkelig mange turister med gråt hår og Fjellræv på ryggen i de tidlige forårsmåneder i de varme lande.
Jeg var ofte mest til at blive hjemme: det var alt for dyrt 😉 at tage af sted for at kikke på de andre turister. Når vi så alligevel kom på tur, var det kun de første par dage jeg var sur og skumlede. Det var jo alligevel fint nok at se noget nyt. Og som turist måtte jeg affinde mig med de andre turister. Og hotellet eller lejligheden gik også an efter nogle dage.
Men jeg har det altså ikke nemt med at være turist, med de andre turister, med seværdighederne og turistfælderne, med rejsen i fly, med at spise ude hver dag, med at være hjemløs hele dagen, med lemmingefornemmelsen, med turistkvalme, med fornemmelsen af at blive flået, at betale alt for meget for alt for lidt…..
Jeg ved nok i virkeligheden ikke, hvad det er jeg vil med at rejse.? Måske skulle jeg bare blive hjemme og være tilfreds med det?
Jeg er en skrækkelig romantiker, som vil opleve det oprindelige, unikke, det ægte, uspolerede, uberørte, ikke-kommercielle, det almindelige og det fantastiske . Og det er der jo ikke noget særligt genialt ved, for det vil alle turister. Og det ved de på turist-stederne og de sælger selvfølgelig kun den ægte vare, som de siger i brochurerne.
Det er bare ikke godt nok for mig. For det ægte forsvinder, når det bliver til turisme.
Turen i bilen er et forsøg på at afprøve, om det kunne lade sig gøre at blive glad for at rejse uden at få turistkvalme?
/Jørgen
