Billedet er taget på kirkepladsen i Pompeii søndag formiddag i kirketiden. Det var den 9. april, Palmesøndag. Der var mange flere mennesker en halv time forinden billedet blev taget. Afvigeren er til at få øje på. Det er ham i T-shirt, shorts og løbesko. Han har ikke hvide sokker i skoene.
Det var rigtig fint, lunt solskinsvejr, tæt på 25 grader, og vi ville kikke os rundt i det Pompeii, som ikke har ligget under vulkanaske. Der er et langt hovedstrøg på begge sider af kirkepladsen, som udgjorde byen. Her slentrede vi søndagstur
Vi havde regnet med, at der nok var mange folk omkring kirken, da det jo var en højtidsdag. Det ville være interessant for os at se, hvad italienere gjorde på sådan en dag. Måske kunne vi slå et smut indenfor i kirken? Men inden vi nåede kirkepladsen, kunne vi mærke, at der var noget forkert. Vi fik elevatorblikket!
Alle havde pænt tøj på. Mænd og kvinder i jeans og jakker, pæne sko med høje hæle, håret sat og læbestift og hvad har vi. Der var ikke én, der havde bare ben. Lene kunne trække nederdelen ned over knæene, men jeg kunne kun gå hjem igen.
Det ser grimt ud på billede, og det er nemt at forstå, hvorfor folk kikker. Vi vidste det jo godt, men kom afsted uden at tænke os om.
Vi var naboer til et ældre, tysk ægtepar på Pompeii Camping. De klædte sig altid pænt på, inden de forlod pladsen. Det forstår vi nu, og har taget ved lære af oplevelsen Palmesøndag i Pompeii:
Byture foregår altid med lange bukser/kjole, nydelig jakke, nypudsede briller og vandkæmmet hår og lukkede sko. Og hvis vi kan undgå det, bliver rygsækken hjemme.
Vi bilder os ind, at vi nu bliver mødt med en anden respekt, smil og imødekommenhed.
De to er veteraner udi at rejse med en camper. De har rejst gennem de fleste lande i både øst og vest-europa, og de har været i Danmark, i 2009. De så vores lille danebro og smilede glade til os fra den gamle Elnag-veteranbil. Det var en invitation til mere snak. De er italienere og taler absolut kun italiensk, men vi gjorde alle vores bedste for at blive klogere på hinanden.
De opfører sig lidt ligesom vi gør, når vi skal op på klodserne. Hun står og råber udenfor bilen, han sidder indenfor og kører frem og tilbage og kan ikke høre, hvad hun råber. Og pludselig er den i vatter.
Bilen er fra 1983, men de har dog kun kørt i den siden 1988. 30 år. De arbejder vist stadig begge 2. Pensionsalderen er 68 i Italien og den har de vist ikke nået endnu. De har en datter på 27, men ingen børnebørn. Og det er et vanskeligt spørgsmål for en ung italiener det der med at få børn. Det skal vi have spurgt noget mere til, men helst på engelsk eller tysk.
Tizian og Diego har besøgt Danmark i 2009, troede de nok. De huskede Skagen og Vesterhavskysten, Ribe, Odense og København. Og broerne var de meget imponerede af. De har aldrig været i Sverige eller Norge, men de Baltiske lande, Rusland, Polen, Rumænien og det øvrige vesteuropa.
De har klaret turene med deres modersmål som eneste sprog, så måske er det lidt overvurderet, det der sprogkundskab, som forudsætning for at rejse?
Det var helt sikkert, at vi ville se udgravningerne Pompeii.
Og det var en helt fantastisk oplevelse at færdes i en hel by, sådan som den så ud for flere tusind år siden. Det er nemt at forestille sig det liv, der har udspillet sig i de gemte rammer. De vidner om en meget rig og varieret kultur. Ligesom i Rom kan man her se, hvordan byen udviklede sig og gamle strukturer blev grundlag for noget nyt, alt efter hvordan religion, magt, økonomi og politik ændrede sig.
Man kun få lyst til selv af være beboer i den tid på det sted. Der var fyldt med smukke bygninger, ting og mennesker, som var dannede og havde god tid til at beskæftige sig med meningsfulde sysler, som at spille teater, dyrke sport, motionere, tage lange, varme bade, dyrke dejlig sex, føre krig, male flotte billeder og lave god mad.
De havde åbenbart en meget fordomsfri indstilling til sex. Der var adskillige offentlige bordeller, hvor nok især mændene kunne tilfredsstille deres ønsker og behov. Seksualiteten var en naturlig del af livet i den romerske kultur.
“Make Romerriget great again”. Det kunne da være alle tiders!
Ville det være et gangbart grundlag for et nyt parti på midterfløjen? Midterfløjen??
Har nutidens italienere en hel masse gener og kultur med fra den tid?
Hvad var bagsiden af medaljen? Hvorfor gik Romerriget rabundus? Ender alle samfund med at dø som Romerriget, før eller siden? Er det den vej vi er på nu?
På vej ud af Rom stoppede vi i EUR-byen. Denne bydel stammer fra Mussolinis periode og blev bygget for at fejre 20 året for fascismens magtovertagelse i Italien. Arkitekturen skulle udtrykke den fascistiske ideologi og spejle de klassiske, romerske idealer. Bl.a. blev der bygget en firkantet Colosseum-agtig bygning. (Jeg er egentlig forundret over at Italien har så lang en fascistisk fortid?)
Byggeriet gik i stå inden jubilæet i 1942 på grund af krigen, og lå hen i forfald, men blev genoptaget i 1950-60 ‘erne. Nu er det en moderne, velfungerende og meget attraktiv bydel i Rom, som mange nyrige gerne vil bo og ses i.
Vi var på vej og kikkede på byen gennem bilruderne. Stoppede kun for at købe kage til kaffen. Men bydelen kunne være et nyt besøg værd en anden gang.
Vi havde retning mod Sorrento ved Napoli. Her havde vi en løs aftale om at møde Henrik og Anette, som har været naboer i Promenadebyen. De har solgt lejligheden mv. og er flyttet til Sorrento. Hvad deres planer er kunne vi godt tænke os at høre lidt mere om. Det kunne være sjovt, hvis det lykkedes at finde dem.
Vi havde fundet et sted at overnatte i vores nyanskaffede oversigt over Agro Turismo pladser i Italien. GPS’en var indstillet på en plads i en lille landsby i nærheden af Gragnano.
Billedet er fra en artikel i Information. Den havde jeg egentlig tænkt mig at skrive. Jeg har allerede fundet lidt baggrundslæsning på biblioteket, og er i gang med at researche først i Amsterdam, Brügge, San Sebastian, Porto, Rom, og så Pompei. Jeg mangler bare lige det sidste. Temaet på billedet ser vi hver dag.
Informationsjournalisten har fundet nogle facts om turismeudviklingen og interviewet nogle mennesker, der ved noget om, hvad der er problemet med masseturisme. Han taler om at Venedig er ved at dø under presset fra alt for mange turister, og hvis Venedig dør, er der rigtig mange andre byer, der går samme vej. Amsterdam, Brügge, Barcelona, San Sebastian, Cinque Terre, Firenze.
Hvis andre turister får samme ulyst til at være en del af hysteriet, som jeg får, løser problemet måske sig selv, men så er stederne måske bukket under for de mange millioner kinesere, der er helt vilde med Europa?
Vi fortsætter vores tur for at finde ud af andre måder at være turist på end at ville derhen hvor de andre allerede er ankommet.
Der ligger en masse byggeskrammel rundt omkring i byen, som er flere tusind år gammelt. Og her kommer der ofte valmuer frem i det tidlige forår.
Bycentrene er travet grundigt igennem. Det er simpelthen en fantastisk by at besøge. En del af charmen ligger i at de sidste 2500 år er bygget til og udenpå og ovenpå og ved siden af, og meget ser ikke helt færdigt og endeligt ud. Det er på vej videre.
Vi har brugt dagene i Rom til at slentre rundt i gaderne og kikke og snuse og spise en frokost og nyde en kop kaffe. Det har været rigtig dejligt.
Men kunne vi forlade byen uden at ‘gå i dybden’ med nogle af seværdighederne? Skulle vi bestille en rundvisning i Colosseum til 350 kr/pers. slippe for køen og få en hel times grundig gennemgang af romerrigets historie, sammen med 35 andre i en gruppe for engelsktalende, blandt 20-30 tilsvarende grupper på spansk, tysk, russisk?
Vi valgte at se tiden an og læse lidt bedre på lektien hjemme og måske komme forbi en anden gang sammen med en, der er klogere end os, og som har ligeså god tid som vi har.
Men nu ved vi, hvor Colosseum og Peterskirken ligger og hvor bus 118 stopper. Og at de røde bor i Trasteverer og Monti, de højreorienterede bor som nabo til Peters Kirken i Prati. Vi har set rigtig meget og der er rigtig meget vi ikke har set. Og sådan er det med valg. De er også fravalg. Det er helt ok at gå glip af noget.
Vi droppede rundvisningen og dårlig samvittighed over at være overfladiske. Bilen kører sydpå mod Sorrento i morgen
Vi nåede frem til vores parkeringsplads i Rom fredag eftermiddag ved 14 tiden.
Da vi kom på den anden side Alperne blev det forår for alvor, over 20 grader. Vi overnattede på en plads udenfor Bologna, tæt ved motorvejen og kom tidligt afsted, lige efter morgengymnastik, fredag morgen.
Vi skulle bare køre 370 km, og det var afslappet kørsel i truckersporet hele dagen. (Torsdag kørte vi knap 700 km, og der blev overhalet en del på den smalle, Norditalienske E45 motorvej for ikke at komme for sent i seng. Det var meget mere trættende!).
Parkeringspladsen i Rom lå ikke lige på GPS koordinaterne, med da vi fandt den, var det en rigtig fin plads i et grønt område, tæt på Rom centrum. Collosseum i bus på 10 min for 10 kr.
Det var blevet rigtig sommer, da vi ankom, 25 grader. Vejret var endda finere næste dag. Og det var 1. april. Med nystrøget skjorte, pudsede sko og vandkæmmet hår fejrede vi fødselsdag hele dagen på mange flotte steder i byen. ‘Rom Maraton 2017’ var lige ved at forhindre os i at nå hjem med den sidste bus kl. 23.
En dags indtryk af Rom er, at det er en helt særlig storby med så meget at byde på, at man ikke føler føler sig som turist på den meget turistede måde? Øh, ?
Der var meget trafik og vejarbejde på det sidste stræk fra Kassel til Flensburg, så det blev sent på eftermiddagen inden vi nåede i mål. Parkeringspladsen ved Scandic-værkstedet var ikke særligt festlig. Det var sidste aften på tur. Træt og kedeligt. Ingen internet, bøgerne var læst, hvad skulle vi finde på at snakke om? Lene havde noget tilbage af sin lyttebog. Hvad skulle jeg lave? Jeg var bare heldig, endnu engang!
Vores luxusbil er også udstyret med TV, men vi sparede parabolen. Det så for campingagtigt ud, og vi plejer jo alligevel ikke at se så meget fjernsyn. Apparatet virker, for det blev demonstreret i Flensburg inden vi kørte derfra. Men hvordan det egentlig går til at der kommer billeder på skærmen fandt vi ikke ud af. Det sidder i en kasse ved køkkenbordet og kan med en del besvær hæves op på skinnen ved døren. Det har dog slet ikke været ude af sin kasse på hele turen.
Denne lidt kedelige aften kom synet frem af kassen, on/off-knappen blev repareret med noget gaffa og en tændstik, og det kunne tændes. Men der var ikke noget fjernsyn at kikke på. Jeg fandt manualen og fjernbetjeningen frem, fik indstillet kanalsøgningen til Deutchland. Vupti var der mere end tyve kanaler at vælge imellem. Det blev en zappertur gennem tyske og danske kanaler, men de tyske gik klarest igennem.
Jeg stoppede ved ZDF, som lige var ved at starte en film om Danmark. Jeg blev noget overrasket over at Rasmus Botoft var nødt til at sælge sig til at deltage i en turistfilm. Og så på tysk? Vi satte os, i mangel af bedre underholdning, tilrette og lod os introducere til vort skønne hjemland, set med tyske briller. Det var på tysk, og nemt at forstå uden tekstning.
Og det var smukt. Flotte panoreringer over uendeligt smukke, hvide strande, grønne marker, smukke mennesker, pragtpalæer, fantastisk arkitektur, vindmøller og økologi, lækre restauranter, afslappet og uformel omgangsform, suveræn betjening, flotte mænd og smukke kvinder, storbyer, landsbyer, landskaber, sommerhuse. Et drømmeland at besøge. Og så var filmen bygget op om en kærlighedshistorie, eller flere faktisk. Det var da genialt fundet på at lade salgsbudskabet være sekundært og fange opmærksomheden med historien om en datter der leder efter sin far og bliver forelsket i en gift mand! Flot.
Der blev præsenteret mange seværdigeder: Den lille Havfrue, Nyhavn, Stevns Klint, Operaen, Rungstedlund og sikkert mange flere. Og de fremstod alle lige som man kunne ønske sig at opleve dem. Nemlig som eksklusive oplevelser fri for larm og støj og turister. Det er jo lige det vi drømmer om: At tage ud i verden og opleve den ren, uskyldig og uopdaget befolket af rigtige mennesker med dagligdags problemer.
Desværre er det jo gået galt for længe siden. Seværdighederne er opdaget og fortryllelsen er forsvundet og vi må stå der sammen med de andre turister. Det vi kom efter er blevet til virksomheder og arbejdspladser til udkanten. Det ville være dejligt at det var anderledes, men hvordan kan det mon lade sig gøre i masseturismens tid?
Det var en lang turistfilm, 1t 30 min, og med flere kendte, danske skuespillere? Det var nok en dyr satsning i slutningen af oktober? Skarp iagttagelse!
Hjemme på havnen så jeg en annonce i avisen, som reklamerede for nabolandskanalerne. ZDF havde lige vist ‘En sommer i Danmark’, og den kunne stadig ses, dengang.
Hvor heldig kan man være? Meget heldig. Det har vi lært af turen. Der sker tit noget uventet og spændende. Man er jo bare nødt til at komme af sted og være der.
Det var altså ikke en turistfilm, men en tysk spillefilm, optaget i Danmark. Men den er god at blive klog på, hvordan vi gerne vil se verden.
Visit Denmark har benyttet premieren til at slå på tromme for DK, måske står de også i rulleteksterne? Det kan jeg ikke huske.
Kalenderen, internettet, mætheden peger på, at vi snart skal hjem og i venterhi. Vi tog den hurtige tur gennem Spanien over Pyrenæerne for at finde nogle rigtige sydfranske sommerdage i nogle flotte omgivelser som afslutning. Vi kunne se på vejrudsigten, at onsdag ville blive med sol i sydfrankrig, så vi skyndte os videre fra Andorras regn for at lede efter ‘stedet’.
Carcassonne er en stor by i udkanten af bjergene. Vi forsøgte et par mindre byer, bl. a. Limoux, men stoppede på en plads i Carcassonne.
Vi var blevet advaret om, at byen er en stor turistmagnet. Og det er den, selv om sæsonen er på det sidste. Det er meget forståeligt. Det er en helt fantastisk middelalderby inden for borgmurene, som virkelig kan sætte fantasien i gang om riddere, sværdkampe, heltedåd, rigtige mænd og skønne kvinder.
Men det er en dyr scene at holde kørende bare for fantasiens skyld. Der skal mange penge til, og modellen, der er valgt her, er at indrette borgen som Tivoli. Selv om der er mange, der stod i vejen for min oplevelse, var det et fint besøg. Nemt at forsestille sig, hvor ‘sjovt’ det vil være i højsæsonen.
Carcassonne er en stor by ud over borgen, men vejret var stadig lidt gustent, så den præsenterede sig ikke som målet for vores sydfranske idyl i sol. Vi ledte i området på kort og tabeller, men der var ikke lige noget, der ramte plet. Måske er der slet ikke sydfransk stemning i den region? Måske er der bare ikke mere sydfransk sommer til os? Måske sku’ vi bare se at komme hjemad?
Vi tog en hurtig beslutning: Det blev vores ene dag i Carcassonne.
Minderne fra 2014-turen i Luberon i Provence om ‘rigtig sydfrankrig’ lå 300 km mod øst, og vejrudsigten sagde 3 dage med sol og nogen varme. Så det blev tidlig afgang mod Avignon. Vi kunne altid finde et sted at være. Undervejs skimtede vi sol gennem skyerne, og var optimistiske. Vi kørte forkert et par gange, og på vej det sidste stykke mod målet, St. Saturin-lès-Apt, kom regn og tågen!? Det var ikke lige det vi kørte efter. Måske er det ved at blive vinter for alvor? Men vi fandt en flot parkeringsplads at overnatte på!
Og så vågnede vi op til det her:
Her bliver vi et par dage og nyder livet, som om det er godt. Og det er det jo.
Det var aftalt allerede dagen før, at vi skulle tidligt op, spise morgenmad, tømme toilet og vand, laste lidt vand og så af sted mod Andorra.
Vi boede i byen Agreda ude midt i den nordspanske halvørken. Et sted mellem Valladolid og Zaragoza. Det havde bare regnet vildt hele natten, men der var opklaring til morgen, så det tegnede til at kunne blive en god og lang tur på mere end 400 km.
Det var fantastisk landskab med golde bjerge, ørkenagtige strækninger, og store landbrug af forskellige slags ind i mellem. Vi kunne se sporene af mennesker.
Der blev flottet med motorvejsafgifter, for nu skulle vi fremad, og være friske til at klatre op ad bjerget til Andorra på en mindre vej i slutningen af dagen.
Der blev også tid til en middagspause med en god, lang lur, før der skulle køres opad. Vejret holdt indtil 10 km fra Andorra.
Andorra viste sig at være det helt modsatte af, hvad vi syntes er en hyggelig by i bjergene, som vi har lyst til at slå os ned i. Det er en lang handelsgade fra man kører ind til man kører ud. Alt muligt kan man købe, restauranter, barer, caféer, hoteller, tilbud om underholdning, skisport, gokart, der er ingen grænser for, hvad du kan få hvis du har penge.
Og trafikken gennem byen var presset og ubehagelig, ikke mindst fordi der var ved at blive gjort klar til næste skisæson med en masse vejarbejder. Og så var det begyndt at regne, og trafikken lignede noget omkring kl 15 i Odense. Det var en meget stor kontrast mellem de store, barske, og ensomme vidder på pampassen, og et hektisk, forbrugsovergearet, komprimeret livlighed i en bjergkløft mellem Spanien og Frankrig.
Andorra ligner en Alpe-skiby, og så er der vist noget med lav skat og afgifter i den lille stat. Vi fik diesel fyldt på til 0,89 €, mod de 1,18 € i Spanien og 1,28 € i France. 60 l sparede 175 kr
Nå, men regn og for meget tingeltangel gjorde, at vi besluttede at fortsætte turen over bjerget og ind i Frankrig. Der var regn og tåget og det var sidst på dagen, så vi købte en billet gennem bjerget, og missede den tågede tur over toppen. Vi kom ud på den anden side i tørvejr og med enkelte af de sidste solstråler på bjergtoppene.
Vi er nu helt udgået for internet (i følge flere sms’r fra Telia og varsler om regninger i Boje-klassen), så vi kunne kun med besvær finde parkeringsmuligheder i området. Men vi havde været på tanken og havde noteret koordinater på en plads ca. 30 km nede af bjerget. I Les Cabannes var der indrettet en fin plads ved siden af byens gendarmeri.
Der gik kun kort tid før vi kunne lukke døren og tænde lyset efter en meget lang dag på kontoret. Det er stadig en befrielse at kunne sætte sig i sin lille hule, finde ting frem til at lave en god middag og få fred til at tænke dagens mange indtryk igennem. 😉